Fantasy

[haile lassie]

Efter flere årtiers pause fra genren blev jeg nysgerrig på Robert Jordans 'The Wheel of Time' og hér halvt inde i 'The Eye of the World' er det lige hvad #TheDoctorOrdered. Der skal mere fantasy i mit liv, og jeg tænker, at der er nok svingere med en dyster fortid i denne ukurante genre, genrernes power metal, som kan komme med de rigtig gode anbefalinger. Dette er tråden, hvor man hjertens gerne må hylde den fede worldbuilding.

Som sagt: den episke tolkienesque fantasy som Jordans er har jeg ikke rigtig beskæftiget mig med længe - og måske endda rynket lidt på næsen af - men i løbet af de sidste fem år har jeg læst et par fremragende værker, der måske ikke er fantasy-fantasy, så i hvert fald er fantasy-adjacent.

Det første er 'Titus Groan' (1946) af Mervyn Peake, første bind i Gormenghast-serien. En gotisk, melankolsk og satirisk verden, hvor en mægtig borgkonstruktion, Gormenghast, midt på en forfalden slette, sætter rammen for historien om arvefølgen hos dekadente adelige, der er træt af livet. Fyldt med machiavelliske intriger og sumpet gotisk stemning. Meget anbefalelsesværdig.

Den anden er 'The Gods of Pegana' (1905) af Lord Dunsany, måske den bog jeg har genlæst flest gange de seneste par år, men det er så retfærdigvis heller ikke særlig lang. The Gods of Pegana skildrer - via en række portrætnoveller - gudepanteonen over den fiktive verden Pegana og de myter der knytter sig til denne. Det er verdensskabelse på et helt særligt poetisk niveau. Jeg elsker den bog.

------

Nå, men det skal jeg ikke kun være sådan noget anerkendt pis det hele. Her skal der også være plads til Dragonlance, helte og troldmænd, så slå jer endelig løs.

[Dialingleft]

Fedt. Her kan min lovede top fem til Daffy Jazzy komme også. Så forstyrrer den heller ikke den seriøsitet jeg prøver at bygge op i hhv. LN og Faglitteratur-trådene.

Angående WoT. Jeg læste de tre første. Og havde det ligesom dig. Gefundenes Dresden. Hvis det faktisk havde været en trilogi som han først lovede, så havde Eye, Hunt og Dragon Reborn måske faktisk været straight up klassiker. Men jeg kørte lidt fast midt i ahadow rising og med følelsen der var 9 bøger og en prolog at skulle igennem. Men glæder mig til at høre om din færd.

Mine anbefalinger kommer her. De største læseoplevelser jeg har haft i fantasy. Men kan allerede nu advare om at denne liste (og dens ophavsmand) er så basic som fraskilte damer der hører Adele og litterater der hader på Jakob Skyggebjerg og krimier.


5: once and future king - TH White.
Kong Arthur og hele den mytologi tolket af moderne ish britisk mand med hemmeligheder i skabet. Det skinner igennem må man sige. Basically er det historien fra Sværdet i Stenen (forlægget til filmen) der så fortsættes op til Arthurs endeligt. Især Lancelot skildringen er fed. Det er hos ham at hele den der "mand med en hemmelighed" figur udkrænges. Det gør ham også væsentligt mere interessant end den klassiske smukke helt. Her er ham grim og introvert og prøver at overkompensere helt vildt. Tragisk skæbne. Der er masser af politik og governance i bøgerne. Blandt andet den der scene der også er i tegnefilmen hvor Arthur bliver forvandlet til en fisk og en myre etc. I bogen bliver det merlins måde at oplære ham i forskellige styresystemet. Myrerne er helt tydeligt en kommunistkommentar. Stor anbefaling uden at den er banebrydende.

4: Harry fistfucking Potter.
Yes baby. Jeg sagde det. Basic. Min mor købte den første da den udkom på dansk i Hannah Lützens omslag. Der var jeg nok 13 eller 14. Fulgte med siden. Har eddermame brugt mange stunder med dem, og har genlæst dem et par gange (og ksempelvis da jeg skrev speciale og havde brug for at lukke hjernen helt ude om aftenen). Bedre end deres rygte og hvis man er til verdensbygger facetten så bliver det altså ikke mere gennemført en 1-7. Fuck filmene og de dårligere tie-in bøger men selve original scroll er virkelig gode. Glæder mig helt vildt til min søn er gammel nok til at få dem læst højt.
Bedste minder om at læse HP. 6'eren : lige flyttet til København og havde det fedt på et værelse på Enghavevej med gym i bakspejlet, en madras på gulvet, tunsalat og pulverkaffe fra netto. Når jeg ikke var på arbejde så lå jeg så og genlæste serien op til sekseren og sekseren som kom nogen uger efter jeg var flyttet ind.
7: Boede i Italien og arbejdede på et center for udviklingshæmmede i hverdagene. Da Syveren kom så jeg at boghandleren i den nærmeste turistby ville have åbent om aftenen da den skulle komme. Så jeg cyklede ned igennem Olivenlundene sammen med en tysker og en englænder jeg delte lejlighed med, drak os ned og købte så bogen klokken midnat. Der var ingen andre end os og tror den stakkels boghandler mere havde forventet sig børn klædt ud i troldmands tøj end en to meter høj og svært pumpet tysker i Cro-Mags tee og øl-ånde og hans lazaronvenner der også så sjove ud (mig plus englænderen). Dagen efter med tømmermænd læste jeg så Syveren med melankoli og savn af Danmark, og en følelse af en epoke i mit liv der sluttede. Husker stadigvæk the horror over "they are coming" patronussen fra Kingsley" (lad nu være. I ved jo godt hvad jeg mener) Dagen efter spoilede RAI uno i øvrigt slutningen på serien i nyhederne klokken syv. Harriiii Potteeeer era spossato e suoi figli commenciaremo la scuola magica' eller sådan noget. Hvor mange italienere mon læste godt nok engelsk til at tage den inden oversættelsen kom? Surt show.

3: Game Of Thrones. Snuppede alle fem bøger før serien for alvor kom igang. Heldigvis. Fuck hvor er de bare meget meget bedre end serien var. Idag er jeg i tvivl om der nogensinde kommer de to sidste, og måske mere om jeg egentlig kommer til at læse dem. Men mens den endnu var i sin første sæsoner og femmeren lige var udkommet var det den fedeste sommerferie fra uni. Mine gamle venner havde røget bong og læst "bøgerne" mens de hussittwde for den enes mor i Hornsherred og de stoppede ikke med at fable om dem. Så måtte hellere give dem en chance. Viben i prologen og Ned Starks socialdemokratiske justitsministervibe i kapitel 1 havde mig i sækken. Hold kæft hvor er der bare mange ting jeg havde glædet mig til at få opklaret. Hvem er ham Aegon der smadrer rundt på den anden side af det smalle hav, A+L=J, hvad er Pilous plan med det horn der. Hvis sekseren og Syveren havde holdt formen fra de første fem, og ikke var blevet overhalet af serien, så havde det været en mulig topplacering på min liste.

2: Kingkiller Chronicle af Patrick Rothfuss
Endnu en sagrada familia af en serie. Siden toeren kom har der været stille, undtagen én standalone bog om den måske kedeligste karakter. Men bogen med alle svarene lader vente på sig. Det er svært at beskrive præcis hvad der gør de to første bøger så gode, fordi det er det hele. Men min umiddelbare forsøg er nok at det er eminent godt skruet sammen universet og karaktererne (allesammen) er tegnet ekstremt detaljeret og realistisk op. Derudover så har serien den mest overlegne gruppe af baddies jeg endnu har mødt. Fra første gang man møder dem og igennem historien er de simpelthen bare top noiaen. Mest opfattes de som mytologiske væsener i universet og er hovedpersoner i en børnerim som man hører igen og igen igennem bøgerne som baggrundsstøj

"See a man without a face?
Move like ghosts from place to place.
What's their plan? What's their plan?
Chandrian. Chandrian"

Og som læser ved man at

Spoiler:

de faktisk findes fordi man møder dem i starten. Det gør det hele meget federe.

1: Jeg sagde jo det her blev basic. Hvad ellers en fantasyens Sergeant Pepper på førstepladsen. Tolkien. I min verden er LOTR alene et mesterværk. Måske en af de bedste bogserier jeg har læst alene. Læg dertil så Hobitten, Silmarillion og alt det andet mytesnask så er der ingen tvivl. Læste den så sent som da min søn var kommet for tre år siden hvor jeg nappede den på lydbog mens jeg vaskede rundt og drak kaffe og Redbull. Holder stadig et hundrede procent. Ved ikke helt hvad jeg skal sige.

Men nok om det. Hvad er jer andres topplaceringer?

[SLN]

Steven Erikson - Malazan Book of the Fallen (alle 10). Luk tråden.

[Ællington]

Jeg er Ridder af Solamnia!
Og dragerne er vendt tilbage til Krynn.

Skal nok skrive lidt mere, men Raistlin 4 Life!

[Ællington]

Okay, nu er jeg her:

Dragonlance er meget fedt og godt nok og det hele.

Men det, jeg virkelig har trippet over de seneste år, er Kings of the Wyld af Nicolas Eames.

Det er indtil videre to bøger af ca 500 sider, og jeg er pt. i gang med nr 2, Bloody Rose.
Forfatteren er efter sigende i gang med nr. 3, men er vist gået lidt i stå - måske var det kun et par enkelte one-hit wonders?

I KotW præsenteres man for Bands! Som er lige så mega rock'n'roll som de lyder som - det er omrejsende krigere, ligesom Judas Priest eller Manowar, og med ligeså farverige navne og fashionsense!
Det der er ved det, det er, at i denne verden der holder bands indtog i byer ikke med #DenFedeRock, men ved at stå klar på stadions foran tusindvis af vilde fans, og så bare Slå De Fucking Monstre ihjel!
Kæmper, horder af orker, Manticoraer, Kimærer - hele lortet bliver mejet ned til folks henrykkelse.
Lidt ligesom en High on Fire-koncert i en perfekt fantasyverden.

Nå. Vi følger så denne her #Band af lettere afdankede og trætte megastjerner, der prøver på at holde hinanden ud og den indbyrdes kiv stangen, mens de jagter verden rundt for "One last final battle" - og altså, den FÅR de!
Der er kæmpestore slag, der er farverige personer, der er en mystisk og halvt nedrig race fra det ydre rum, med kaninører, som kan se ind i fremtiden.
Det hele er en ordentlig fed knaldroman for raske drenge og piger, med små lette kapitler, og man keder sig ALDRIG (som jeg normalt frygter at gøre i Fantasy).

Toeren Bloody Rose har et lidt mere Ungdommeligt take på Seje Kvinder og Lesbianism og Åbenhed omkring køn og sex og Familieroller.
Undertitlen er "Girls just wanna have fun", and boy, they do...
Og altså, der er stadigvæk masser af action og halløj i, men jeg ved ikke helt om det mister lidt af etterens gakkethed og bliver lidt for seriøst... Jeg synes stadigvæk, den er virkelig fed.

[Ællington]

Mit spørgsmål er:

Nu kender jeg Dragonlance.
Men jeg vil hellere læse Forgotten Realms.

Er det, der er oversat til dansk, stadigvæk til at få fat i, og hvad er det?

JEG ØNSKER AT LÆSE OM THE SPIDER QUEEN.

Kan man gøre det på dansk, eller skal jeg ned og fedte med endeløse paperbacks i Faraos/Fantask?

------

Jeg har lavet en lille smuli research selv, og man kan åbenbart få den her megagrimme bog på dansk om Spiderqueen og Menzoberranzan:

https://tellerup.com/bog/2175

Krydser fingre for at der snart kommer flere i serien.

[O' R'lyeh]

Fede indlæg, Ellermann og Dialingleft. Jeg kan ikke hjælpe med edderkoppedronningen og jeg er lidt udfordret af at jeg ikke har læst fantasy i mange år (men jeg forsøger som skrevet i den anden tråd at råde bod på det ved at gå i gang med Wheel of Time), men jeg vil her forsøge at være medium for mit yngre selv, der var fantasyfreak og rumkadet:

Forgotten Realms er det bedste fantasyunivers, langt federe end Middle Earth og Westeros og lidt federe end Krynn (men får Barsaive ikke for lidt love?). Fedt fordi der er så mange interessante steder og miljøer. Sword Coast, Icewind Dale, Underdark, Thay, Calimshan, Moonshae islands og fucking Shadowdale. Racerne er også fede, jeg har personligt en forkærlighed for drow (og mindflayers, de er for onde). Det er løgn, jeg er mere chaotic good end det, jeg hepper på half-elves (er jeg selv i splid med mig selv og ugleset?).
Heldigvis er der skrevet op mod 300 romaner, der foregår i det her univers og jeg har læst dem alle sammen (det er løgn for jeg ikke læst noget R.A. Salvatore, deraf den manglende viden om edderkoppedronningen).

Her er kanon:

Shandrilsagaen: Etteren og toeren. Pigen har trolddomsild i årerne, nakker drager med samt følsom romantik (men desværre ikke med drager involveret). Genfærdsdrager, dragekulter, klassisk.

Elminsterserien: Etteren og toeren, men ikke treeren (hvor det hele bliver for overdrevet*).

Jeg vil også gerne i den forbindelse udfordre (opfordre) jer til at læse den mest high fantasyagtige af alle fantasyromaner, jeg kender, nemlig Elminster in Hell. Det er nok tvivlsomt om den vil give mening med mindre I har læst Elminsterseriens første tre bind, men det har I jo, og hvis I ikke har, kommer I til det. Det er noget af det mest ekstreme jeg nogensinde har læst (mere ekstremt end Aleksijevitjs En bøn for Tjernobyl, Blood Meridian og diverse Kathy Acker). Jeg har læst den to gange og anden gang troede jeg at jeg skulle dø af akut purple prose forgiftning. Floromvunden, omstændeligt, blomstret. Folk der er onde er grimme, de gode er vildt smukke, og Elminster er vildt sej, men i knibe fordi han er blevet kidnappet og hevet ned i helvede af en dæmon. Det er et problem.

Avatartrilogien (de to efterfølgende romaner er udenfor kanon): Er man på Midnights side? Ja! Er Faerûn lidt noget rod efter at alle guderne er blevet smidt ud af himlen? Ja! Klassisk rollespilsfantasy med en umage gruppe og store kræfter på spil. Cyric er sådan en crazy guy.

*Jeg har en fast regel om det ikke må blive for overdrevet, at karaktererne ikke må blive for magtfulde og gudelignende. Så holder der ligesom op med at være noget på spil og det bliver kedeligt, se f.eks. dér efter Krønikerserien hvor hele Dragonlance forsvinder ind i Raistlins teenagemørke hjerte, hvor det hovedsageligt handler om hans fuckedupheds udvikling. Jeg vil ikke have den her form for psykologisk skildring af en martret halvguds kvababbelser. Et knivspids realisme, tak, Margaret Weiss.

[Ællington]

Okay, men det vil så sige, at Salvatore er min mand, selvom han ikke er din?

Ved du noget om ham? Mon han kører ligeså fed stil som Tellerups coverlayout?
Har alle heltene en nattesort panter?
Det må jeg finde ud af.

Elminsterserien ryger på min Goodreads To Be Read Evighedsliste, hvor der dog engang imellem bliver rodet lidt rundt i bundgræsset.

[haile lassie]

Mega stærkt indlæg!

Elminster-serien er i den grad noteret.

[O' R'lyeh]

Apropos Salvatore: Altså, word on the street er at han skriver som en brækket arm, men det var jeg fuldstændig ligeglad med dengang, så det er bare fordi det ikke var oversat til dansk, ellers havde jeg helt sikkert læst ham. Alt det andet jeg nævner bortset fra Elminster in Hell er oversat. Mit bud er at Salvatore er nøjagtig lige så god eller dårlig som mesteren Ed Greenwood (men kan det passe, er Greenwood ikke det tindrende zenit indenfor den her kunstform, den hæmningsløse rollespilsafledte komsumlitteratur?). Det er kun Drizzt der har en panter, er jeg rimelig sikker på.