Poesitråden

[æsmet]

Er der egentlig en poesitråd? Eller er det lige så overflødigt som poesi er det ude i virkeligheden? Er behovet der og vil man i grunden læse hvad folk skriver i sådan en?

Der er sgu så mange mærkelige tråde om alt muligt, og det er jo fint, så selvfølgelig skal der også være en poesitråd, og det er da i grunden lidt skørt, at der ikke allerede er en, når nu poesi også er sprog og tekster, noget der ofte er tilstede i meget af det musik, vi hører.

Jeg vil starte lidt let ud, og jeg vil starte med Buk, hvad enten I andre er blevet trætte af ham eller ej, for han kan altså nogle ting, som jeg utrolig godt kan lide. Han har rytme, han har en "stemme" (tone måske), der kan holde mig fast, han har humor (hvadenten den er tragisk eller ej), han har nærvær, og han er interessant og levende, og så rør han mig. Der er noget på spil. Meget af det er ofte gemt under en pløre af alt det alkohol, gambling og dameri, og hvad ved jeg, det bliver hans hud, fordi han netop er så skrøblig og hudløs. Det var så lige lidt om myten også, og det kan dette digt måske følge op på. Here goes:

a smile to remember

we had goldfish and they circled around and around
in the bowl on the table near the heavy drapes
covering the picture window and
my mother, always smiling, wanting us all
to be happy, told me, "be happy, Henry!"
and she was right: it's better to be happy if you
can
but my father continued to beat her and me several times a week
while
raging inside his 6-foot-2 frame because he couldn't
understand what was attacking him from within.

my mother, poor fish,
wanting to be happy, beaten two or three times a
week, telling me to be happy: "Henry, smile!
why don't you ever smile?"

and then she would smile, to show me how, and it was the
saddest smile I ever saw.

one day the goldfish died, all five of them,
they floated on the water, on their sides, their
eyes still open,
and when my father got home he threw them to the cat
there on the kitchen floor and we watched as my mother
smiled.

(Jeg fandt det i The Pleasures Of The Damned.)

[Badutten]

Ezra Pound er formodentlig blevet postet flere gange allerede i andre tråde. Men han er så urørligt sej, at det ikke skader nogen eller noget at gøre det igen:
http://www.youtube.com/watch?v=kSEIAzoC ... re=related" target="_blank

[eini]

Dette kunne godt gå hen og blive en god tråd. Jeg så gerne, at Æsmet spammede den med digte, han kan lide. Jeg har ret stor tiltro til hans smag.
Og Jon A!

[æsmet]

Alle må på banen med et eller andet. Digte er også musik. Jeg er desværre(?) lidt for optaget af Bukowski for tiden, og poesi har jo heldigvis mange former. Skyd løs, folkens. Det er jo kunst og alt muligt. En blomst i en lort og andre klichéer. Alt sådan noget. Og ikke. Der må være meget derude. Det burde være vigtigt for alle.

[æsmet]

Nå, hul i det. Her kommer et digt af David Berman, og jeg kan jo også lide ham for så meget, og gad vide, om mange amerikanere bare skriver røven ud af bukserne.

Imagining Defeat

She woke me up at dawn,
her suitcase like a little brown dog at her heels.

I sat up and looked out the window
at the snow falling in the stand of blackjack trees.

A bus ticket in her hand.

Then she brought something black up to her mouth,
a plum I thought, but it was an asthma inhaler.

I reached under the bed for my menthols
and she asked if I ever thought of cancer.

Yes, I said, but always as a tree way up ahead
in the distance where it doesn't matter

And I suppose a dead soul must look back at that tree,
so far behind his wagon where it also doesn't matter.

except as a memory of rest or water.

Though to believe any of that, I thought,
you have to accept the premise

that she woke me up at all.

(Det er vel fra Actual Air.)

[secondtoughestintheinfant]

For lige at fortsætte i den nyoprettede poesitråd:

Jeg prøvede at læse det digt second postede to gange, og jeg ku ikke koncentrere mig om det, det gav mig ikke noget. Desuden har jeg en voldsom aversion overfor lyrik om lyrik - det er lidt sådan noget digtere skriver når de ikke har noget at skrive. De tre Brandon postede var der til gengæld en ro og rytme i, som gjorde mig godt midt i arbejdsdagen.

Nu er det ikke for at gå med knopperne forrest efter Jonna, men jeg vil gerne opponere på det kraftigste mod ovenstående poesiopfattelse. I andre tråde er det som om folk hylder, når poesi beskæftiger sig med det hverdagslige og det banale (i ordets ikke-ladede betydning), og det synes jeg er en kæmpe fejl. I stor poesi er det netop ikke hverdagssubjektet, der taler, men det poetiske subjekt - nogen (Johannes Ewald, fx.) kalder det sjælen - og poesi er en beskrivelse af, og afsmag af, det Uendelige og det Andet. Det er derfor, der er så meget poesi, der handler om digtet selv. Det er selvfølgelig ikke fordi hverken digteren eller hans/hendes minimale publikum synes, det er spændende at høre om hinandens arbejdsprocesser, men fordi det beskriver forbindelsen med det Andet og, når det er godt, billedliggør det i processen.
Det centrale er for mig det poetiske subjekt, som er den diametrale modsætning til hverdagssubjektet. Poesi er den diametrale modsætning til hverdagen og det hverdagslige. Ikke at man ikke kan tage udgangspunkt i hverdagen for at beskrive det Uendelige, men hvis man også ender i det hverdagslige, har man efter min mening skrevet dårlig poesi (ligesom digte er dårlige, hvis de tager afsæt i naturen og også ender i naturen - uden at nå det Andet).
Så at læse Bukowski mens man er på arbejde, synes jeg ikke har meget med poesi at gøre.

Det her bliver meget højstemt, men det er jo trods alt også poesi, det handler om. Og hvis andre har gjort sig tanker om, hvad de gerne vil have ud af poesi, er det her da tråden, hvor de bør skrive det.

[Jon A]

Nu er det ikke for at gå med knopperne forrest efter Jonna, men jeg vil gerne opponere på det kraftigste mod ovenstående poesiopfattelse.

Siger du Mette Moestrup er lesbisk?

Jeg kan ikke undgå at tænke at din opfattelse af hvad poesi bør være virker ret gammeldags snæver og romantisk, og at den risikerer at gøre dig blind for de kvaliteter der kan ligge i de hverdagslige, banale iagttagelser når de blir poetiseret, om det så er Bukowski der pisser i håndvasken, Thomas Krogsbøl der finder bibler i natbordsskuffen på et hotel i provinsen (jeg ville så gerne poste de digt, men har ikke kunnet finde det på nettet) eller Ginsberg der messer mod krigen i "September on Jessore Road", som er noget af det allerbedste fra hans hånd.

[Fisker Thomas]

Jeg kan såmænd både lide Yes og Ramones, og jeg kan ikke se at det ene skal udelukke det andet. Når det så er sagt, så vil jeg hellere læse et dårligt digt om at digte, end jeg vil læse et dårligt digt om at keepe det real og tisse på stuegulvet fordi man er fuld. Jeg kan lide Theis Ørntoft, men jeg er ret glad for at ikke al poesi er som hans. Og det samme med William Blake, uden sammenligning i øvrigt.


Her et et digt fra Vítêzslav Nezvals Alphabet (også kendt som ABECEDA), som Karel Teige lavede en ballet over, og som der er nogle dansepositurer til.



Engelsk oversættelse af digtet:

Call it a comet's orbit a stargazer's sign
An ellipsis in an infinite zone
But eternity? Ahasverus? After Einstein?
Oh yes every equation has its unknown


Jeg synes det en skidegod digtsamling, selvom den egentlig ikke har så meget andet end poesi, og bogstavmeditationer og metafysisk-avantgardistiske konkretioner. Den er både sjov (som når Bukowski tisser over det hele) og alvorlig og ophøjet og sær.

[kulsoen]

Jeg blev meget glad for mit Poetry after WW2 kurses i efteråret. Vi læste en kæmpe bunke digte, nogle af dem fra Staying Alive: Real Poems for Unreal Times, som jeg stadigvæk hiver frem om læser lidt i. Den er helt fantastisk, især for folk der skal have en hurtig indføring i nyere poets. Desuden er digtene kategoriseret under dyr, kærlighed, mad etc.


Someone must count them, the bodies that come up
one by one out of the fire, up from
the gloomy cradle of the North Sea
that has weighted and washed them, months.

Someone must number them, name each one
by the fingerprints, the rings, by the teeth,
someone must stare at the remnants of the dead
from Zeebrugge, Kings Cross, Piper Alpha:

more oil there than under all Arabia,
I recall long ago, that we bought and paid for.
We're dying of neglect. My country
is a free enterprise disaster zone.

And now someone must count them all: one, one.
Someone must zip them into a bag
and bury them, tally the ongoing total,
put up a stone. It goes against the grain.

[Jimmi Jazz]

Theis Ørntoft

Aaarghh!!!

Men derudover er jeg nok enig i Fiskerens forstandige betragtninger...

Nedenstående, er det smukkeste digt, jeg kender. Det er vigtigt med den rette, bløde tyske udtale - især af "ch".

Goethe, Wanderers Nactlied

Über allen Gipfeln
Ist Ruh'
In allen Wipfeln
Spürest Du
Kaum einen Hauch;
Die Vögelein schweigen im Walde
Warte nur, balde
Ruhest Du auch.