Tråden for musikdokumentar

[Ællington]

"Der var strip te ase og øl og ??? og Kandis kom og spillede
Og mens han stod og var pissefuld så sang han ligeså stille..."

[nap nap.]

Hvordan mind-blowing?
Fordi musikken var så god?
Eller var Brdr Fup der?

Fordi stemningen var skidegod!

[jegharfangetmigenmyg]

Der er også lige den her, hvis nogen stadig er i tvivl om, hvor langt Dalgaard er gået for at få den film, han ville have: https://ekstrabladet.dk/underholdning/f ... ar/9124662

[secondtoughestintheinfant]

Der er også lige den her, hvis nogen stadig er i tvivl om, hvor langt Dalgaard er gået for at få den film, han ville have: https://ekstrabladet.dk/underholdning/f ... ar/9124662

Det er hjernelammende, at den slags stadig kan vække opstand, og at #menigmand stadig tror, at dokumentarfilm er sårn totalt objektiv registreren af Virkeligheden(TM).

[jegharfangetmigenmyg]

Der er også lige den her, hvis nogen stadig er i tvivl om, hvor langt Dalgaard er gået for at få den film, han ville have: https://ekstrabladet.dk/underholdning/f ... ar/9124662

Det er hjernelammende, at den slags stadig kan vække opstand, og at #menigmand stadig tror, at dokumentarfilm er sårn totalt objektiv registreren af Virkeligheden(TM).

Ja, den diskussion er hjernedød. For mig handler det om, at instruktøren her tydeligvis er gået efter at lave en hel specifik film med et helt specifikt budskab, som han så fabrikerer hjem på alle tænkelige vis og så udlægger det som en "dokumentar". Det er Michael Moore, bare uden selviscenesættelsen. Det hjernelammende for mig, er, at så mange finder filmen så fantastisk. Men altså, #folk er jo også vilde med Moore...

[Winter Chylde]

Vi har bare dårlig smag og en billig fantasi.

[secondtoughestintheinfant]

For mig handler det om, at instruktøren her tydeligvis er gået efter at lave en hel specifik film med et helt specifikt budskab, som han så fabrikerer hjem på alle tænkelige vis og så udlægger det som en "dokumentar".

Men det er der jo virkelig mange dokumentarfilmsinstruktører, der gør, og nogle også med fremragende resultater til følge. Der er da intet som helst galt med mandens #metode. Problemet er bare, at det er en sløj dokumentarfilm, der, ja, havde været langt mere interessant, hvis Anders Agger havde lavet den.

[jegharfangetmigenmyg]

For mig handler det om, at instruktøren her tydeligvis er gået efter at lave en hel specifik film med et helt specifikt budskab, som han så fabrikerer hjem på alle tænkelige vis og så udlægger det som en "dokumentar".

Men det er der jo virkelig mange dokumentarfilmsinstruktører, der gør, og nogle også med fremragende resultater til følge. Der er da intet som helst galt med mandens #metode. Problemet er bare, at det er en sløj dokumentarfilm, der, ja, havde været langt mere interessant, hvis Anders Agger havde lavet den.

Klart, det kan gøres mere eller mindre overbevisende. Her er det hele bare så overlæsset og klodset instrueret, at det virker provokerende. Men det er vel i bund grund bare en meget meget dansk film.

[secondtoughestintheinfant]

Men det er vel i bund grund bare en meget meget dansk film.

Bingo. Lige så det står ud af alle huller.

[burdette]

Amazing Grace, den fik jeg endelig set. Efter en eklatant lorteuge var det lige, hvad der var brug for. Var godt nok lidt halvfuld, men tudede da som pisket flere gange. Den unge Aretha pakker en energi, som er helt ufattelig. Vil lige fremhæve et par ting:

1) Korets gear; sort skjorte og bukser og så ellers bare sølvglimmervest. Så bliver det ikke mere skudsikkert. Mit næste party suit, hvis jeg kan finde sådan en vest.

2) Bernard Purdie og Cornell Dupree der bare lounger i baggrunden og er musikere på den helt rigtige måde. Kæmpe konger. Cornell sidder med guitaren i en klapstol og gør sin ting.

3) Mick og Charlie der sniger sig ind som to average Joes blandt publikum. Øjeblikket hvor Mick prøver at gejle den generte Charlie til at rejse sig og klappe med, men han er ikke helt klar på det. De har vel smuttet tidligt fra at være i gang med at mixe Exile i L.A. på det her tidspunkt. 1972, mand. Musik sutter i dag.

4) Rev. C.L. Franklin. Det er et intenst og underligt øjeblik, hvor Arethas far pludselig skal tale til forsamlingen. En dominerende presence, som måske ikke er den nemmeste far at have. Man mærker næsten Arethas egen ængstelighed ved ham og situationen, på trods af hans flotte erklæringer til hende og setuppet. Er der ikke bare en eller anden ondskab ved fædre? Det fik mig til at tænke på George Jones, hvis overjordiske skills nærmest virker til at være opstået af at skulle synge og underholde sin fulde og voldelige far, når han kom hjem. En mærkelig omvendt skønhed, som har grundlag i smerte og angst. Vil gerne have at vide, at jeg sikkert overtolker det shit, men han virker altså truende på mig.

5) Man ser kort en ung pige sidde og sove på et af sæderne, mens det hele foregår. Det må hun fortryde i dag, selvom det også er fedt. Derudover mange suveræne skud af publikum og kormedlemmer i ekstase og lykkerus og generelt bare grebet af ånden.

En anden kur mod the blues, hvis man ikke har halvanden time, er Pretty Purdies trommevideoer. Hi-Hat!

Spoiler: