Fantasy

[Fisker Thomas]

Har nogen af jer givet jer i kast med Gene Wolfes sagnomspundne 'Solar Cycle' - fantasyens Ulysses?

Ikke her, men har læst non-fantasyromanen Peace af ham. Helt suveræn, Gass filtreret gennem Aickman, 6/6.

[andreassyr]

Hylder tråden. Jeg læste et par hundrede sider i Wheel of Time, men var lidt undervældet. Lidt vel generisk univers uden særlig mange fede ideer? Kan selvfølgelig være det kommer i løbet af de 9 andre bind. Nu læser jeg Nnedi Okorafor, og hun er god, ingen mangel på gode ideer her. Har så til gengæld det problem at bøgerne ikke er længere end 2-300 sider, og så er man jo færdig inden man har set sig om.

Fortæl lige lidt mere om Gene Wolfe.

[haile lassie]

Jeg ved ikke meget om Gene Wolfe andet end at the Solar Cycle begynder med et firebindsværk kaldet 'The Book of the New Sun', som ligesom er hovedværket, og foregår på en døende, mareridtsagtig jord, hvor solen er ved at slukkes, så vi er klart mere ovre i science fantasy end straight up Tolkien-fantasy. Hovedpersonen er en såkaldt "torturer" og har en klassisk bildungsromanstruktur, hvor vi følger hans udvikling og rejse fra ung til gammel hen over denne jordklode. Men det der giver The Book of the New Sun sit ry er kompleksiteten i dens worldbuilding og især i Wolfes sprog, der skulle adskille sig væsentligt fra den mere traditionelt workmanlike fantasyforfatters sprog som eks. Robert Jordan. Især fordi at Wolfe - på trods af sin komplekse worldbuilding - er kendt for at bruge meget lidt eksposition eller "info dumps", så man selv er nødt til at engagere sig rimelig meget i fortællingen for at forstå den verden, det foregår i.

Og nu vi er ved Wheel of Time. Ja, 'The Eye of the World' er mest af alt et Tolkien ripoff, men som historien og bøgerne udvikler sig, begynder de at tage mere fat i det politiske, i det kulturelle, i det religiøse, i magtspillet; der udbryder borgerkrig som skaber flygtningestrømme osv. Jeg er stadig på her ved bind 3, men kan da også mærke noget træthed melde sig.

[Fisker Thomas]

Wolfe var med til at opfinde Pringles og maskinen, der kunne lave dem.

Peace er sådan en ekstremt fortættet omgang prosa fyldt med subtile spor udlagt til videre fortolkning. En elegi over et small town-Amerika, formentlig erindret af et spøgelse, der tilbageholder en del viden; historier inden i historier, pessimistisk. Ville være blevet regnet for en hård modernistisk klassiker, hvis ikke en fantasyforfatter havde skrevet den. Eller lad mig citere wikipediaopslaget om den: "Different critics interpret differently what is actually happening in the novel". Ja, så blev vi så meget klogere. Elegi over en by i Midtvesten? Subtil mordgåde? Spøgelseshistorie?

[Ællington]

Book of the New Sun kender man da godt.
Skulle være i samme klasse som Ringenes Herre og Dune i stilen god fantasy for raske unge mennesker.
Bøger der kan risikere at ændre deres liv til det bedre.
Fortalte bibliotekaren på Gentofte Bibliotek mig.
Findes garanteret på dansk, til ereolen lokums mobil swipe læsning hen over helligdagene.

Når man lige har brug for et kvarter mere på toilettet, inden man skal ind til familien og tørre op og af...

[Jimmi Jazz]

Lokumshobbit Toilettermann...

Har vores helt egen La Mouche ikke læst Gene Wolfe? Og ja, han er da #kanon og står på #listen lige under Michael Moorcock - er der nogle herinde, som har læst ham?

[Ællington]

Lokumshobbit Toilettermann...

Har vores helt egen La Mouche ikke læst Gene Wolfe? Og ja, han er da #kanon og står på #listen lige under Michael Moorcock - er der nogle herinde, som har læst ham?

Jæs jæs.
Elric bøgerne er helt kanon!

[Jimmi Jazz]

Hvorfor?
Fortæl noget mere, 'Mann!

[Ællington]

Hvorfor?
Fortæl noget mere, 'Mann!

Jamen de er jo fede fordi de er sårn "#formative" inden for den type fantasy.
Jeg har også på fornemmelsen af, at Drizzt bøgerne er ren kopi visse steder.
Og måske også Books of the New Sun? altså, måske ikke kopi, men så skåret over samme #LÆST.

Men altså, der er denneher verden som er mega evil, og der er de her mega lede typer der styrer shittet, og så midt i det hele er der den her prins, som ikke bare følger den her dyriske kodex som man traditionelt gør i deres slægt, men som lader sin menneskelighed og sin svaghed styre sine valg. Og så er det jo fedt fordi han så er ond men samtidig god, og som den priviligerede hvide mand jo ved så er det jo så forbandet at man ikke bare kan være ond... etc etc...

[Ællington]

Og så i Elric bliver det gjort med en vis finesse, i hvert fald af en slags, fordi han møder en dæmon der så har et hold på ham, og som så giver ham et sværd der giver ham megakræfter men som samtidig truer med at overtage hans i forvejen svækkede psyke og krop.

I Drizzt virker det bare som om der er en god person i en ond verden, der så kan skjule sin godhed mens den stiger I graderne af ondskab.