Ln 24: Hvad vil du her på denne Tid, Kriton? Er det måske ikke endnu tidligt på Morgenstunden?

[andreassyr]

Ja ja, det er nok bare dig der under din sygdom har oprettet det fiktive Suhrkamp Verlag, sat 7 ex af din ikke-eksisterende bog til salg brugt og oprettet 30 sokkedukker på Goodreads til at anmelde den til realistiske fire stjerner. Men den falder vi ikke for længere.

[Langley]

Jeg har læst Joseph Conrad's debut fra 1895, 'Almayer's Folly', på dansk Almayer's Dårskab. Den handler om Almayer's halvfærdige hus på nordsiden af Borneo hvor den gamle, sindssyge og fordrukne hollandske kaptajn, er havnet efter at søgt rigdom sammen med en engelsk imperialist, eventyrer og pirat, som tvangsgiftede Almayer med en halv vild malay og pirat-datter . Han håber briterne vil lægge området ind under den engelske krone, men det er vist bare en feberfantasi der flyder sammen med utrolige geografiske beskrivelser af bugten og øerne. De har fået Nina sammen, som ikke vil med den gamle hjem til England og hun forelsker sig i en slags islamistisk terrorist, der arbejder for den lokale slaverhandler/ Rajha, som sprænger et af hollændernes skibe i luften med Almayer's ulovligt solgte krudt. Nina stikker af med denne Dain under let thriller agtige omstændiger og den gamle brænder Almayer's Folly ned og lægger sig til at dø uden erindring om sit liv, hvilket giver ham en for lykkelig død fordi hans liv har været så rædselsfuldt i sit snart glemte koloniale palads, som vi følger blive til støv i varmen. Det var ret godt selvom den er lidt stiv i prosaen. Jeg vil se 2011 dramafilmen directed by Chantal Akerman over den, hvor hun har sat den i 50erne og nok var interesseret i det med en 'liderlig halvvild kvinde der stikker af fra sin far og ikke gider noget med civilisation.'

Jeg har også læst en del Anton Tjekhov, som er alt andet end stift. Det er utroligt godt skrevet og mindst ligeså godt skrevet som Flaubert om hvilket det minder en del med hensyn til stilistisk ambition og valg af karakterer i form af skøre adelsmænd, fortabte kvinder, fattige og fine folk som folk er flest langt ude på landet i det nittende århundrede, de gale, og deres gale læger, fallerede godsejere, gudsfrygtige småfolk, munke og helgener, og diverse folketro som puster liv i de utroligt kunstfærdige karakterer. Jeg vil sige at det er den smukkeste fortællerstemme jeg endnu er stødt på i det russiske. Meget mere let, dramatisk og essentielt moderne fremfor for eksempel Tolstoy og Gogol - Tjekhov deler meget persongalleri med Gogol men Gogol laver det til allegorier, mens vi ikke er et sekund i tvivl om, at de små elendige liv vi møder har levet de første tusinde levede liv.

Jeg læser også, som spottet af Za på Insta, Simon Sebag Montefiore "Stalin- den Røde Zar". Det er meget tilfredsstillende fordi jeg ledte efter forlægget "Death of Stalin" og det er måske nok den fordi den fremstiller hvor komisk og kollektivt vanvittigt hans regime kørte.

[Langley]

[andreassyr]

Find fem fejl.

[Langley]

Det er "Europa" og ikke "England" da det er uklart hvad "hjem" er for 'Almayer.

[Half_Noise]

Siden sidst har jeg fået læst Watt af Beckett, Landscape with Landscape af Murnane, Kornel Estí af Kosztolányi og er nu 30 sider fra at være færdig med Træfældning af Bernhard, lad os starte i omvendt kronologisk rækkefølge:

Selvom jeg stadig mangler at læse Træfældning færdig, hvad i sig selv er groteskt at skrive, når man har ejet bogen i vel over 5 år, så er jeg endnu mere begejstret end jeg mindes at have været for Undergængeren. Hvor Undergængeren er dystopisk og opgivende, så er Træfældning et nexus af det Bernhard er bedst til, den er morsom, ondskabsfuld, deprimerende og, underligt nok, en smule hjertevarm. Han er over det hele og skriver, nærmest som feberdrømmende, i et vildt højt tempo, men uden at miste nuancerne. Jeg skammer mig næsten over at have ladet Træfældning stå på reolen, urørt, så længe.

Kornel Estí har jeg læst før, og den var præcis som jeg huskede den. Jeg holder enormt meget af 85% af den bog. Første kapitel er redundant for resten af romanen, i og med, at det ikke afrundes synderligt i den anden ende, hvilket besværliggør accepten af, at det nok er det dårligste kapitel i bogen. Skide være, når først man kommer ind i bogen åbner der sig en klassisk libertinsk hovedperson, meget elskelig, men sjældent karakteren i fokus. Jeg elsker det korte kapitel om den mange-sprogede kleptoman der, efter løsladelse fra brummen, har svært ved at finde job, men får en tjans som oversætter, men ender med at stjæle i selve oversættelsen.

Landscapes with Landscapes er ingenlunde i nærheden af The Plains. Der er tale om en lettere, vil jeg mene, ufokuseret novellesamling som, bevares, har en løbende sammenhæng, men som i højere grad er kontekstuel gennem hovedpersoner der nævner den kommende novelle som noget de har skrevet eller er igang med at skrive, såvel som det selvfølgelige fokus på det landskabelige. Sidstnævnte er den klare force ved LwL, for der er ingen tvivl om, at hvis jeg skal have et landskab beskrevet, ikke i en naturalistisk forstand, men i en menneskeligt metaforisk forstand, så skal det ederbroderemig være Murnane der gør det.

Watt er et mesterværk, hvad fuck er der at sige?

Next up:
Undergængeren, for jeg er nødt til at vide om det blot er fordi det er så længe siden jeg har læst den, at jeg tænker at Træfældning er bedre?
Gold-Rimmed Spectacles af Bassani, anden, korte, roman i hans overordnede roman om Ferrara.
Becketts trilogi, og jeg har ekstremt høje forventninger.
Pedro Páramo af Juan Rulfo. En bog jeg længe har fået anbefalet af en homie, og som nu endelig er bredt tilgængelig, efter den har været lidt besværlig at få fat i (== bag i køen).

Derudover, angående Berhard, kan jeg læse mig til, at der er en ikke uanseeligt mængde mennesker der mener at Correction, som jeg ikke tror er oversat til dansk, skulle være hans hovedværk. Hvor står svingningers stærkeste litterater i forhold til det udsagn?

[Ællington]

Inspireret af nyeste udgave af Sherds YouTube, nok den læser man helst selv ville være, har jeg i dag lagt poten på "The Worm Ouroboros".

Jeg gjorde mig dennes gang umage med at stave titlens rigtigt. I "publishers preface" hylder udgiveren dette fantastiske stykke litteratur, og staver Ovoroborøvs på tre forskellige måder! Kutten make it op!

Så med den, Children of Dune og Enders Game fra Sci Fi Snak har jeg nu gang i tre forskellige tykke kedelige sci fi fantasy bøger.

Den dejlige Sherds kan opleves her:

[Poste]

Jeg har læst: Ups, indlæg postet for tidligt.

Edit: Får lige skrevet tiltænkte indlæg færdig og poster på ny ...

[Poste]

Nu skete det kraftedme fucking igen.

[Poste]

Havde egentlig tænkt mig at droppe indlægget, men efter to skandaløse fejlklik (ctrl+enter) har jeg ligesom forpligtet mig til at melde tilbage på en oplevelse til fire små hjerter: Anne Mari Borcherts Lykkelig med M (som en ven lagde bogen i mine hænder, mens hun klippede mig, så jeg hellere måtte læse den/noget).

Sød og lidt rigelig høhø'et kærlighedsprosa, der selvfølgelig er sat med sans serif. Undervejs tænkte jeg på Team Hurricane i den farverige queertematik, men savnede netop også noget mere eksplosivt og udfordrende. Indimellem går der voldelig KUA i den, for eksempel: "Vi faldt ind i hinandens artikulation," hvilket i bedste fald er småironisk, men i alle tilfælde lidt ligegyldig jargonsprog.

Det tidstypiske, eller det ærgerlige tidstypiske, er altså ikke omfanget af gifs og øvrig internetkultur, men sætninger som ovenstående eller – fucking yikes – sådanne ((post))ironiske) lister, der virker så populære blandt unge digtere, over for eksempel farverige stykker slik. Her går der atter voldelig skriveøvelseæstetik i det (således KUA + Testrup, selv skyldig), "se, jeg er poesi"-poesi, for eksempel: "Vi spiste: / "rør med blødt lyserødt fyld i midten omgivet af et lag grønt slik med en sej konsistens / mørkegrønne tyggegummier med vandmelonens mønster udenpå," osv.

Det kan jeg slet ikke være i.

Som nævnt/impliceret før: Det bliver lidt insisterende tilgængeligt sine steder. Ikke desto mindre er det også i denne ret tilgængelige (knuste) kærlighed, at bogen måske er bedst: Når bogen bare er et excentrisk spor af forelskelse, postkort, gifs og fortænkninger.