Kurateret tv – fra Bonanza til Gensyn på DR

28. marts 2024

Måske har nogle af læserne her bemærket, at DRs arkivside Bonanza er blevet erstattet af Gensyn. Det skyldes, at det seneste medieforlig i Folketinget fra 2023 har besluttet, at DR fremover skal skabe et særligt kurateret univers på DRTV. Og kurateret betyder i følge ordbogen: “udvælge (og arrangere) de genstande eller værker der skal udstilles på en udstilling typisk efter et bestemt princip eller tema“. Sagt på en anden måde, så skal DR ud fra ikke helt præciserede principper udvælge materiale fra deres store arkiv og viderebringe det i censureret form. Tanken er også, at arkivmaterialet som helhed skal gøres tilgængeligt for seerne i ikke-kurateret form via Det Kongelige Bibliotek. Forligstekster lyder i sin helhed:

DR’s arkiv skal ud til danskerne
En vigtig del af vores fælles historie findes i DR’s arkiver i form af ældre radio- og
tv-udsendelser. Vi skal have mulighed for at dykke ned i vores fælles historie og
blive klogere på den udvikling og de begivenheder, vi er et produkt af, samt det
samfund, vi er en del af. Der afsættes derfor 20 mio. kr. i 2023 og 30 mio. kr. årligt
i 2024-2026 til at give danskerne adgang til DR’s arkivindhold.

¤ Der etableres en søgbar adgang for borgere via Det Kongelige Bibliotek til
arkivmaterialet fra DR., Tilrådighedsstillelsen prioriteres således, at
arkivmateriale inden for kategorierne nyheder, samfund, aktualitet og debat
stilles til rådighed først.
¤ Det Kongelige Bibliotek skal i den forbindelse tilstræbe, at indholdet bliver så
søgbart som muligt og indeholder relevante metadata, samt at den digitale
kvalitet er så høj som mulig.
¤ Det Kongelige Bibliotek skal give adgang til arkivindholdet på en brugervenlig
måde, og det skal være mulig for borgere at tilgå indholdet hjemmefra og uden
login samt at dele indholdet.
¤ Det skal endvidere undersøges, hvordan dele af DR’s arkivindhold kan indgå i
lex.dk’s digitale leksika. DR og lex.dk skal beskrive en model herfor, som
afleveres til forligskredsen senest medio 2024 med henblik på efterfølgende
politiske drøftelser.
¤ Det undersøges, om det kan gøres muligt at benytte og dele DR-arkivklip på
andre platforme i de tilfælde, hvor det ikke berører andre rettighedshavere.
¤ DR skal derudover stille mere kurateret indhold fra DR’s arkiver til rådighed i
form af et selvstændigt univers på DRTV.
¤ DR’s skal præsentere arkivindholdet på sådan måde, at det er tydeligt og
fremtrædende og lettilgængeligt for danskerne at finde.
¤ DR’s forpligtelse til at opretholde DR’s nuværende arkivtjeneste, Bonanza,
bortfalder, idet de nuværende midler til finansieringen af Bonanza skal overgå
til finansieringen af formidlingen af arkivindholdet på DR’s platforme.
¤ Hertil forpligtes DR til at anvende midler, der er afsat til at styrke DR, til
arkivformål.

Det er selvfølgelig glædeligt, at arkivet vil blive alment tilgængeligt, så enhver borger frit kan søge efter det, der interesserer vedkommende. Det står endnu tilbage at se, hvordan det i praksis kommer til at ske. På den anden side kan det godt være lidt bekymrende, at DR skal kuratere det arkivmateriale, vi som seere skal præsenteres for. Så længe det ikke er helt tydeligt, hvilke principper, der skal gælde for kurateringen. Ganske vist tales der i forligsteksten om public service, der skal kunne samle os, danskerne,  omkring et fælles udgangspunkt i dansk kultur,
samfund og historie. Teksten taler også om, at “DR skal være garanten for indhold, der rager så højt op og har så meget kvalitet, at det er relevant og bliver brugt af hele befolkningen og dermed skaber fælles referencer og understøtter den demokratiske samtale i Danmark.” Når man så indtænker det forhold, at DR – ikke mindst siden opkomsten af konkurrenten TV 2 – i høj grad fokuserer på underholdning, ja sågar underholdning med ungdommen i sigte (sådan som generaldirektøren har slået til lyd for), så kan man godt blive lidt bekymret på kvalitetens og public service-tankens vegne. I forvejen er såvel “kvalitet” som “public service” to meget omstridte begreber i debatten som vores fælles medievirkelighed.

Konkret har Gensyns opdukken for eksempel betydet, at serien Huset på Christianshavn (1970-77) nu bliver genudsendt (for n’te gang). Håber ikke – seriens kvaliteter ufortalt – at det fortæller os noget om, hvor barren for kvalitet og demokratisk samtale skal ligge! Men lad os nu se, hvad DR finder på…

Og lad os håbe, at hensigten om fri tilgængelighed til arkivet via biblioteket bliver en reel mulighed, så seerne får en reel mulighed for at komme ned i materialet – også det, der er glemt og gemt fra monopolets dage. Det vil i hvert fald kunne sikre, at også ikke-kurateret indhold vil kunne komme frem og måske ligefrem berige det, der kaldes “den demokratiske samtale”.

3 har læst indlægget

Gerontopunk

27. marts 2024

Eller gammelmandspunk. Gerontopunk er min egen nyskabelse. Men hvorom alting er, så har Cocksparrer eksisteret mere end et halvt århundrede, medens kollegerne i Sham 69 rammer vendepunktet om et årstid, og kan derfor godt kaldes gamle mænd. Men punk er, som en bekendt altid understreger lige dele gør-det-selv-rock og attitude (fuckfinger, ordvalg og venstredrejet politisk orientering). Nyd dem.

5 har læst indlægget

Filmoplevelse: Little Women (1994)

26. marts 2024

Pigebørn er den danske titel på oversættelsen af Louise May Alcotts berømte roman Little Women (fra 1868). Og selv om titlen ikke er helt ude i skoven, så er den dog lidt misvisende, idet fortællingen om fire søstre og deres mor under den amerikanske borgerkrig i allerhøjeste grad handler om pigebørnenes transformation til små, voksne kvinder.
Romanen, der har fået klassikerstatus i Amerika som “pigebog”, “ungdomsbog” eller bog for “young adults”, er blevet filmatiseret mange gange. Senest har Greta Gerwig (der for øjeblikket nyder stor opmærksomhed for sin film Barbie) filmatiseret den i 2019. Og det er nok rigtigt at sige, at Gerwig står i gæld til den foregående version fra 1994, som australieren Gillian Armstrong stod for. Og det er netop denne næsten autoritative udgave, som DR tog sig sammen til at vise forleden.
Og det er en virkelig god filmatisering af den gamle roman. Med nogle af det årtis bedste unge kvindelige skuespillere – Winona Ryder, Claire Danes, Kirsten Dunst og Samantha Matthis – suppleret med stærke voksne kræfter – Sudan Sarandon og Gabriel Byrne m. fl. – får vi fortællingen om de fem kvinder, der lever et liv i relativ fattigdom, fordi faderen er gået i krig for Nordstaterne, og gennemlever et liv, hvor de bliver voksne og skal håndtere diverse konflikter og problemer. Det er et fint studie i kvindelighed anno dazumal, men også – måske – i kvindelighed i en mere transhistorisk og moderne forstand; i hvert fald tror jeg, at mange kvinder vil kunne genkende og spejle sig i mange af de unge kvinders oplevelser og problemer, selv om man ikke længere går i lange kjoler og er bundet op af rigide moralnormer. For en mandlig repræsentant for publikum som mig er filmen en gave, alene af den grund at den på alle leder og kanter er en feminin film – historie, instruktion, skuespil osv. Den er en særlig chance for at træde ind i et enestående kvindeligt univers, der alt for sjældent er genstand for filmisk bearbejdning. Alene af den grund kan jeg kun anbefale at man ser den.

Bo Green Jensen har skrevet en fin  oversigtartikel om bog og filmatiseringer, hvor han også får sammenlignet Gerwigs nye fortolkning med Armstrongs og tildelt Gerwig den feministiske førertrøje. Det kan diskuteres, men læs alligevel artiklen, der giver en god baggrund for at se filmene.

I dag har jeg så også set Greta Gerwigs film, som man kan finde på nettet som stream. Og den er mindst lige så god og – som Green Jensen er inde på – farvet af det nye årtusindes ny feminisme. Under alle omstændigheder: Und dig selv at se disse to fine film.

2 har læst indlægget

Fødselsdag: Jytte Abildstrøm – 90 år

25. marts 2024

Jytte Abildstrøm – eller som hendes rette og fulde navn er: Jytte Laila Zabell Abildstrøm Mygind – runder de 90 år i dag. Når hun fortjener at blive omtalt her, så er det, fordi hun er en af de eferhånden få originaler, vi har i dansk kulturliv. En af dem, der altid er gået sin egen vej (fordi hun ikke har kunnet andet end det). Skuespillerinden i et hav af røller – fra revyer i de unge år til fjernsyn (Sonja fra Saxogade..) og film (Flyvende farmor) i de modne år. Og oven i det hele direktør for sit eget teater Riddersalen siden 1970. Et sted, hvor fantasi, kreativitet, originalitet og særpræget avantgardisme har været i højsædet.

Og så er Jytte også kendt som værende en foregangskvinde for et økologisk liv – med solfangere, kompostlokum og formidling af ideer om byøkologi.

3 har læst indlægget

Fødselsdag: Nick Lowe – 75 år

24. marts 2024

Tænk sig – det er 19 år siden, jeg oplevede Nick Lowe (akkompagneret af Geraint Watkins) i Århus. Og manden, der kom frem med new wave-musikken i England (ikke mindst Elvis Costello pog Graham Parker) har ikke været hyperaktiv siden dengang. Den seneste plade fra hans sangskriverværelse er vist fra 2017. Og sådan er det måske for nogle, når de er kommet til års og kan leve fint af deres royalties; i hvert fald må han gerne lade høre fra sig igen.

1 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Wrath of Man

23. marts 2024

Den engelske skuespiller og kampsportsdyrker Jason Statham har i nullerne været med til at puste nyt liv i en amerikansk filmgenre med action-helte – mænd, der primært udtrykker sig med næverne, skydevåben og deslige. En genre, der tidligere blev varetaget af skuespillere som fx Sylvester Stalone (Rambo), Arnold Schwarzenegger (Terminator) og Bruce Willis (Die Hard) og som stadigvæk kaster film af sig i Hollywood og omegn, fx i serien om Jack Reacher (Tom Cruise) og serien om The EQuelizer (Denzel Washington). Bare for at nævne nogle ganske få eksponenter for den snævre genre.
Og Statham har med succes taget handsken op fra de gamle action-helte; og er blevet hjulpet godt på vej af den engelske filminstruktør Guy Richie, der har brugt Statham siden sin anden spillefilm med Rub, stub og to rygende geværer (Lock, Stock and two smoking Barrels) og senest i den film, der her skal omtales Wrath of Man fra 2021. I mellemtiden har Statham slået sit navn fast med Transporter-trilogien, to film om The Mechanic og som medvirkende i The Expendables, hvor gamle action-helte får et opkog.
Og, hvis man skal være diplomatisk og flink, så kan man sige, at denne filmtype dybest set er bygget over en ældgammel skabelon fra amerikansk film, hvor en ensom mand (ofte fraskilt) på kanten af samfundet (som tidligere politimand, soldat eller efterretningsperson og lignende) kommer i konflikt med typisk nogle kriminelle, som han gør til genstand for sin egen personlige eller ligefrem private retfærdighedsopfattelse udrydder eller i hvert fald uskadeliggør. En type eller stereotyp, der går tilbage til efterkrigstidens enlige cowboys (Cary Cooper, John Wayne…), der også ved det moderne Amerikas begyndelse sørgede for, at en særlig retfærdighed kunne sætte sig igennem og være identifikationspunkt for biografpublikummet (og her især den mandlige del).
Og det er både filmenes styrke (genkendeligheden) og svaghed (forudsigeligheden). Når det alligevel kan have en vis underholdningsværdi – i det mindste for en gammel mand som mig der har været med hele vejen – så er det, fordi mange af disse film – lige som de beslægtede agent-film m. fl. – er blevet fortalt af kløgtige manuskriptforfattere og filminstruktører, der kan deres kram. Således i Wrath of Man, hvor Guy Richie forstår at fortælle historien om Patrick Hill – kaldet H – der påtager sig jobbet som transportør af penge for – viser det sig – at hævne sin søns død. Sønnen blev et uskyldigt offer for et overfald på en pengetransport, hvor Hill selv blev hårdt såret, men nåede at se drabsmanden i øjnene. der er sådan set ikke ret meget mere at fortælle om plottet; og vi følger Patrick Hill fra ansættelse i transportfirmaet til det endelige opgør med drabsmanden og hans kriminelle kolleger. Og helt efter bogen er handlingen både genkendelig og forudsigelig. Vi ved fra første scene, hvordan det vil ende, omend ikke helt præcist hvordan.
Og Richie fortæller historien ganske stramt og effektivt. Det eneste tidspunkt, hvor der er lidt slinger i valsen er, da han skal fortælle om det endelige røveri på pengetransport-centralen, hvor det er lige før klarheden og stringensen er ved at gå tabt for en kort stund. Det lykkes dog instruktøren af genvinde grebet hurtigt. Og filmen kan nå sit katharsiske øjeblik.
Man kan af mange grunde tage afstand fra den slags film. Dens mandebillede, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte, feministiske forestilling om mænd, dyrkelsen af vold og en bedaget forestillling om et individ, der kan sætte sig over loven og udøve sin egen retfærdighed, der bygger på en diskutabel og tvivlsom højere Lov. Og så videre. Men man kan også bare læne sig tilbage i sofaen og indtage filmen her som en vellykket stiløvelse inden for en populær, indtjenende filmgenre.

5 har læst indlægget

Jeg kan ikke finde hjem..

22. marts 2024

Når man bevidner den mest krigsgale statsminister siden Besættelsestiden og en regering, der er totalt tonedøv over for den klimakrise, vi står ikke bare over for men faktisk midt i; og oplever politikere, der først og fremmest tænker på at hytte deres eget personlige skin(d) gennem små taktiske svinestreger og narrerier; og oplever en ung generation, der på flere områder er plaget og præget af den retningsløshed og uforstand, som dansk politik befinder sig i nu om stunder – ja så kan man som gammel mand godt føle sig lidt hjemløs og fortabt midt i det hele og med Steve Winwood synge med på sangen om ikke at kunne finde hjem… Beklager men skulle lige af med lidt mismod.

3 har læst indlægget

Dødsfald: June Belli – 75 år

21. marts 2024

Igår sov June Belli ind i en alder af 75 år. Hun var Peter Bellis kone gennem 56 år. Og når man er så gammel som jeg husker man nøje historien

om Peter, der forsigtigt og respektfuldt indledte et forhold til gøglerdatteren – datter af sandsigersken Corintha – og endte med at blive gift med hende ude i det

fri. Noget der blev omtalt i pressen, herunder opså i popbladet Børge. Året var 1967. Og siden dengang var June Belli en udadskillelig del af Peters liv. Hun var’atltid i hans tanker og hans tale og fulgte ham i årevis rundt i Danmark, når han optrådte.  Nu er June heller ikke mere og et kapitel af dansk pigtråds- og beatmusik er skrevet færdigt.

 

3 har læst indlægget

Husker du: Spanky and Our Gang

20. marts 2024

På Youtube faldt jeg over Hal Roaches gamle komedier fra 1930’erne med en flok vanartede børn. Our Gang hed banden og gik senere under navnet Little Rascals. Og jeg kan huske, at jeg så dem i min barndom på tysk tv og morede mig kosteligt over ungernes narrestreger og ulykker. Og så var der ikke langt i associationsrækken til den amerikanske popgruppe Spanky and Our Gang, der blev dannnet i 1966 og fik stor succes med en række singleplader – “Sunday Will Never Be the Same,” “Lazy Day,” “Sunday Mornin’,” “Like to Get to Know You.” og flere til. Gruppen to netop navn efter benævnte børnekomedier, fordi forsangerinden Elaine McFarlane delte efternavn med Spanky (George McFarland) i serien.
Spanky and our Gang spillede let, luftig tresserpop, der kan minde om Mamas and Papas, når de var mest i pophumør, og om The Monkees. Altså rigtig tresserpop med sigte mod singlehitlisterne, hvor de altså også opholdt sig meget. Gruppen holdt sig kørende til 1968, hvor guitaristen Malcolm Hale døde af åndedrætsproblemer. Da han var deres primære arrangør og ankermand gik de andre hver til sit, vel vidende at de allerede havde opnået mere end de fleste. Og som mange andre er de også blevet gendannet.

2 har læst indlægget

Og endnu en fødselsdag: Henning Stærk – 75 år

20. marts 2024

Det startede med pigtrådsmusikken som forsanger i Roadrunners. Siden gik videre til Jakie Boo Flight og Gnags og derfra til en lang solokarriere. Sidst vi hørte noget fra Stærk var da han i 2021 udsendte singlen “Help me make it through the night” (Kris Kristoffersons sang) i 2021. Men Stærk skriver vist stadigvæk sange, så måske kommer der noget på et tidspunkt på hans eget plademærke Strongman Records. Hvem ved!? Man kan jo altid håbe, for så mange gode fortolkere af klassisk rock har vi heller ikke her i landet.

2 har læst indlægget

Endnu en eller to fødselsdage: Peder Bundgaard – tegner, forfatter m.m. – 79 år – og Dan Turèll, 78 år

19. marts 2024

Peder Bundgaard, der er kendt som nær ven af Dan Turèll og illustrator til sammes bøger og til flere kendte pladeomslag, blandt andet for Gasolin, fyldte 79 år i går. Han er også forfatter til flere bøger, biografier (Gasolin, Turèll, Kim Larsen m.fl.), romaner og rock-monografier (fx Dansk Rockleksikon).

Og i dag ville benævnte Turèll være fyldt 78 år. Det skulle så ikke være sådan…

7 har læst indlægget

John Cale fyldte 82 år forleden

18. marts 2024

Og jeg havde næsten glemt det, hvis ikke mine tanker havde passeret erindringen om  en for tidlig afdød ven, der satte stor pris på netop Cale og resten af

Velvet Underground. Og jeg husker, hvordan han nedgriflede en koncertanmeldelse af Cale for mange år siden – en anmeldelse, jeg aldrig fik på tryk og som

måske kun findes som pligtopbevaring på det Kgl. Bibliotek. Nå, men Cale er en af de firsårige, der ikke har smidt håndklædet i ringen, men fortsætter ufortrødent

med sin kunst indtil det hele stopper af sig selv.

3 har læst indlægget

Og et dødsfald: Steve Harley er død – 73 år gammel

17. marts 2024

En kræftsygdom tog livet af ham. Steve Harley, der blev berømt som forgrundsfigur i det britiske band Cockney Rebel. Make Me Smile (Come Up and See Me)” hed bandes slidstærke hit fra 1975 som stadigvæk klarer sig fint på afspilleren.

Cockney Rebel var aktivt indtil for ganske nylig og besøgte blandt andet Danmark. Men for få måneder siden måtte Harley så kaste håndklædet i ringen, fordi sygdommen tvang ham til at opgive det, han elskede mest at gøre – spille på en scene. Cockney Rebel kom frem i slipstrømmen af glam rock-bands i starten af halvfjerdserne og blev langsomt Steve Harleys band, samtidig med, at han fik en solokarriere. Ved siden af fik – i halvfemserne – han også en karriere som radiomand med  showet Sounds of the 70s, der nu fortsætter med en anden mand ved roret. Helt i Harleys ånd.

18 har læst indlægget

Capac – 18 år – og ups, jeg glemte det i farten…

17. marts 2024

Ja, ups. Hvordan kunne jeg dog glemme bloggens fødselsdag – den 13 marts. Noget andet med min egen – bagmandens – fødselsdag, der har det med at glide over i glemslen hurtigt og let. Men altså bloggen her – 18 år. Og for at undgå at gentage mig selv, så vil jeg benytte lejligheden til at beklage, at mange – rigtig mange – af de bloggere, jeg lærte at kende som bloggere dengang det hele startede, nu tilsyneladende har droppet bloggeriet – måske til fordel for de såkaldte sociale – men i virkeligheden ret så asociale – medier som Facebook, Instagram osv. Måske er der stadigvæk nogle af jer, der kigger forbi her på båden engang i mellem. Det håber jeg da, selv om jeg ikke rigtig ved, hvem der dropper forbi – bortset fra en pæn række usual suspects. Men engang var blogland noget andet – et sted, hvor vi sammen kunne råbe højt i internetørkenen.

Nuvel, som man sagde engang, bloggen kører stadigvæk, og jeg har ingen planer om at stoppe. Det er blevet en fast vane at skrive lidt hver dag over et stort krus kaffe. Og den slags små (u)vaner holder jeg af og de er med til at strukturere en gammel drengs dag. Måske stopper det hele bare en dag, medens fingrenen tapper løst på det vaskbare computertastatur – hvem ved!? For ingen ved vel helt præcist, hvordan det ender.

18 år. Det er dog noget, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig, da jeg første gang postede noget. Men det ene ord tog det andet, den ene sætning den anden, det ene indlæg det andet og så videre. Skriften fik sit eget liv, sådan som skriften altid har haft det og stadigvæk har det. Og den søde kløe – skriftkløen med alt hvad dertil hører – er der stadigvæk og skal lige masseres hver dag – helst. Sail on Capac.

11 har læst indlægget

Shoegazing country: Wednesday ved skrivebordet

17. marts 2024

2 har læst indlægget
2 har læst indlægget