1994: musikhistoriens stærkeste album-år. Denne tråd er beviset.

[satirejohn]

De fire første (+/- Kicking Against the Pricks) er fantastiske.

[secondtoughestintheinfant]

Hver gang, man tænker, at måske er Nick Cave faktisk bare fesen, så sætter man en af de fire første på og får hjernen blæst helt ren.

[eini]

Hvafor nen er egentlig den bedste Stina Nordenstam?

Dynamite. Og så kommer People Are Strange. Har også en svaghed for The World Is Saved. And She Closed Her Eyes har altid været for nuttet til mig.

[Kong Louie]

Dét er det, men jeg hører det også både som en kulmination og lidt som begyndelsen til enden? Bandet kender deres virkemidler til fingerspidserne og går meget rendyrket til værks med en klar opdeling i ballader, uptempo-rockers og teatralske "mørkemands"-numre. Alle sangene er gode, lyden er fed og de spiller pissegodt, men jeg savner også kanten fra YFNT eller Tender Prey, hvor balladerne er lige så kaotiske som rockerne. Noget tilsvarende kan man sige om Nick Cave selv. Han synger godt (og helt klart "bedre" end førhen), men man begynder også lidt at ane følelsen af der bliver spillet rollen som Nick Cave, som bliver et voksende problem senere hen.

Jeg er sjældent blevet så blown away, som da jeg første gang hørte Let Love In. Jeg ved ikke egentlig ikke, hvornår jeg første gang hørte om Nick Cave, men det var ikke i 94. Tror det må have været da hans Murder Ballads blev skamspillet på Mtv. Under alle omstændigheder tog jeg på biblo for at støve ham op og kom hjem med Let Love In. Og det var som om jeg kunne alle sangene, som om jeg kendte pladen i forvejen - uden nogen sinde at have hørt en eneste Nick Cave plade. Det var virkelig en vild oplevelse. En af de få gange hvor jeg virkelig wtf'ede over, hvor gode plader man kunne støve op. Og hvor meget man egentlig kunne #digge musik i det hele taget, hvad det betød, lissom.

Jeg syntes også at I skal høre Lovers Lingo i dag. Virkelig god plade. Greenes højdepunkt. Den er ikke på sporten, men man kan finde den på bandcamp - mærkeligt nok.

[Kong Louie]

Jeg ved ikke egentlig ikke, hvornår jeg første gang hørte om Nick Cave

Gud! Jeg så ham jo på Roskilde i 95 eller 96, sådan i forbifarten, fordi nogen havde sagt han var fed. Han styrtede rundt på scenen, husker jeg. Og det lød fedt, men jeg skulle sikkert over og se noget dårlig metal eller hardcore med gutterne.

[yossarian]

Hvafor nen er egentlig den bedste Stina Nordenstam?

Dynamite. Og så kommer People Are Strange. Har også en svaghed for The World Is Saved. And She Closed Her Eyes har altid været for nuttet til mig.

Eini truther, De to første er fine på sådan en lille-pige-jazz-måde, mens Dynamite især også kan dét samtidig med at den er så meget mere. Super plade.

Også enig med andre i at Let Love In er peak Nick Cave, men også dér hvor man kan begynde at ane de brune pletter på bananen. Det er den første, hvor bandet kører den hjem på rutinen, men samtidig er det også den mest sikre og gennemførte. Jeg synes let, man kan argumentere for at det er den bedste Nick Cave, men jeg hører oftere Henry's Dream eller livepladen der kom mellem de to (Plain Gold Ring, mang!)

[Dialingleft]

Så er det Illmatic dag. Holder den. Selvfølgelig gør den det, men hvor meget holder den. Er den måske endda lidt mindre 6/6 end man husker. Time will tell.

[secondtoughestintheinfant]

Der kan være dage - år, endda - hvor man ikke lige er i humør til Illmatic, men hver gang man hører den, må man bare knæle for den måske mest 6/6 plade i musikhistorien.

[Hr. Fugl]

Nasir bin Olu Dara Jones aka Nasty Nas eller blot Nas er født 14. september 1973 i Brooklyn, men vokser op i Queensbridge Houses, som er et boligkompleks, der er svært belastet af kriminalitet og hårdt plaget af crackepidemien. Det ser sådan her ud, og for sådan en white boy som mig, kommer man hurtigt til at tænke på the high rises fra 'The Wire':

Musikken er aldrig fjern for ham - hans far Olu Dara(har aldrig tjekket ham ud) - er professionel jazzmusiker og rejser en del. Men det er først, da Nas som 15-årig møder produceren Large Professor, sol, stjerner og måne falder på plads. Large Professor spotter hurtigt Nas' talent som MC, og som 17-årig bliver Nas introduceret på rapscenen, da han står bag første vers på Main Source-nummeret 'Live at the Barbecue' fra deres legendariske 'Breaking Atoms' fra 1991. Jeg synes ikke, det er helt forkert at placere Main Source i nærheden af De La Soul og den slags blødere rap, men Nas' vers er fyldt med indestængt vrede og iøjnefaldende skarp og brutal lyrik.

Hans vers:

Spoiler:

Street's disciple, my raps are trifle
I shoot slugs from my brain just like a rifle
Stampede the stage, I leave the microphone split
Play Mr Tuffy while I'm on some Pretty Tone shit
Verbal assassin, my architect pleases
When I was twelve, I went to hell for snuffing Jesus
Nasty Nas is a rebel to America
Police murderer, I'm causing hysteria
My troops roll up with a strange force
I was trapped in a cage and let out by the Main Source
Swimming in women like a lifeguard
Put on a bulletproof nigga I strike hard
Kidnap the President's wife without a plan
And hanging niggas like the Ku Klux Klan
I melt mics till the sound wave's over
Before stepping to me you'd rather step to Jehovah
Slamming MC's on cement
Cause verbally, I'm iller than a AIDS patient
I move swift and uplift your mind
Shoot the gif when I riff in rhyme
Rapping sniper, speaking real words
My thoughts react, like Steven Spielberg's
Poetry attacks, paragraphs punch hard
My brain is insane, I'm out to lunch, God
Science is dropped, my raps are toxic
My voicebox locks and excels like a rocket

Fandeme et overbevisende vers fra en 17-årig gut fra Queens.

De næste år arbejder Nas på sit debutalbum, der skal blive til det legendariske 'Illmatic'. Sammen med nogle af scenens største producere nogensinde - Large Professor, DJ Premier, Pete Rock og Q-Tip - lægger han stille og roligt brikkerne, og den 19. april 1994 udkommer 'Illmatic' så. Albummet får sindssygt gode anmeldelser, men bliver ikke det kæmpe hit, som man ellers skulle tro med et album af så høj kvalitet. Til dags dato har det solgt pæne 2 millioner album i USA. Det har muligvis været for alvorligt, og ikke haft den ene kæmpe hitsingle, som ville kunne have løftet det til allemandseje i USA, men hos enhver rapelsker vil 'Illmatic' dukke op på lystavlen, hvis de bliver spurgt om, hvilket rapalbum, der er det bedste nogensinde - sammen med få andre givetvis. Jeg vil kun acceptere 'Aquemeni' og '36 Chambers' og en lille håndfuld andre rapudgivelser som værdige til at blive nævnt i samme leje som 'Illmatic'.

Albummet har selvfølgelig betydet ekstremt meget for mig. Jeg kan desværre ikke huske, første gang jeg hørte det, men jeg kan regne ud, det må have været engang i gymnasietiden, og det må også være, det album jeg har lyttet til flest gange. Jeg går stadig af og til rundt i en t-shirt med coveret. Jeg gav det på vinyl til en pige, jeg var lidt(meget) forelsket i, mens jeg gik på Journalisthøjskolen og havde en anden kæreste. Det er den slags album, 'Illmatic' er. Et, der bliver ved med at følge en, som har evnen til at fylde de lortede øjeblikket i sit liv ud med lys, et album man alvorsfuldt giver til folk i gave.

Selvom han har udgivet andre hæderlige ting som 'Stillmatic' og 'It Was Written', når Nas desværre aldrig op i nærheden af samme niveau igen. Men fandeme tak skal du ha' for den her. Nu vil jeg lytte til den og skrive lidt om hvert nummer i et andet indlæg.

[Hr. Fugl]

1. Genesis:
Hver gang jeg sætter albummet på, bliver jeg lynhurtigt sporet ind på stemningen af lyden af det tog, jeg forestiller mig er på vej hen over Queensbridge, og som er det første, man hører på 'Genesis', som ellers mest har karakter af at være en prelude. Der samples fra hiphopfilmen 'Wild Style'.

2. N.Y. State of Mind:
Det er svært at forestille sig, hvor meget ens hoved må have eksploderet i 1994, første gang man har hørt det her nummer. Har altid elsket den rullende bas. Klassisk DJ Premier-lyd, og Nas viser virkelig stærk en MC, han er her. Alene i første vers er det ret tydeligt, at vi her har med en helt speciel rapper at gøre:

Spoiler:

Rappers, I monkey flip 'em with the funky rhythm
I be kicking, musician, inflictin' composition
Of pain, I'm like Scarface sniffin' cocaine
Holding an M-16, see with the pen I'm extreme, now

... og så er der jo den udødelige linje 'I never sleep, cause sleep is the cousin of death', som er blevet genbrugt af mange andre rappere.

3. Life's a Bitch
Vær klar til endnu større eksplosion af dit hoved. Klart blødere lyd, men så fængende lige fra første sekund, og så er det godt nok et helt utroligt udødeligt omkvæd. AZ lægger de første vers, og de er fandeme også overbevisende. Elsker de sidste to linjer som optakt til første gang omkvædet kommer på.

Rappers, I monkey flip 'em with the funky rhythm
I be kicking, musician, inflictin' composition
Of pain, I'm like Scarface sniffin' cocaine
Holding an M-16, see with the pen I'm extreme, now

Og så er det i øvrigt, Nas' far Olu Dara, der spiller saxen på det her nummer. L.E.S. bag knapperne.

4. The World is Yours
Så er det Pete Rock bag knapperne, blandt andet med et virkelig overlegent sample fra Ahmad Jamals 'I Love Music':

Tredje single fra albummet og med tydelig reference til 'Scarface' og et shoutout om hvad endemålet er for Nas. Det er vist, Pete Rock der rapper ""Whose world is this?" og så svarer rap "the world is yours". Knap så bister tone, men stadig fede linjer som "Born alone, die alone, no crew to keep my crown or throne".

5. Halftime
Percussion-delen glider nærmest direkte over fra 'The World is Yours', men det er Large Professor, der har produceret den her, og har faktisk et par år på bagen, da 'Illmatic' udkommer. Er en stor del af forklaringen, på den hype der allerede er omkring Nas, inden hans debutalbum udkommer. Så han er en 18 år, da han skriver og producerer det her konge nummer med Large P:


6. Memory Lane
Ja, hvad skal man sige. Det lyder bare stadig fucking godt. Heller ikke så bister her. Lidt vildt, at en knap 20-årig rapper om at se tilbage på sit liv, men Nas lyder bare overhovedet på intet tidspunkt heller som en teenager på det her album. Man oplever tydeligvis en del i the Queensbridge Houses. Et lille indblik i, at for nogle få går det op, for mange går det nedad. DJ Premier har produceret.

7. One Love
Så bliver Q-Tip sgu bragt i spil, og det er man heller ikke tvivl om, da hans nasale vokal kommer på i omkvædet. Som jeg hører det, et nummer om at man ikke kan stole på nogen i the ghetto. Fandeme også en vild linje den her: "Left some jewels in his skull that he can sell if he chose
Words of wisdom from Nas: try to rise up above". Og så lige Q-Tip, der messer "one love, one love" bagefter

8. One Time 4 Your Mind
Helt tungt beat fra Large Professor her. Hvis man skal tale om et lavpunkt, måske lidt off i tilfælde med dette album, så er det måske her. Ikke helt samme niveau af udødelighed.

9. Represent
Op i gear igen med Nas' råbende Queensboro-crew i baggrunden. Så klassisk DJ Premier-lyd. Et sample der lige teases for, og så knækker over i et helt perfekt loop. Et statement om, hvem ham og hans crew er på gaden. Lidt om hvordan deres coke-business tager sig ud: "Big Bo cooks up the blow
Mike'll chop it; Mayo, you count the profit".

'94 real shit, y'all!!

10. It Ain't Hard to Tell
Virkelig overraskende - men genial - sample Large Professor leverer her: Synthen eller hvad fanden det nu er fra Michael Jacksons 'Human Nature'. Albummets førstesingle åbenbart. Lod sig gøre at sample The King of Pop, fordi de var på samme pladeselskab. En værdig og smuk afslutning på et af de vildeste debutalbum nogensinde. Håber, I lytter med, og ville drømme om at høre fra nogen, for hvem det er første lyt af denne klassiker.