LN 2021

[Dialingleft]

Jeg har læst alle bøgerne om Hamilton af Guillou. Lidt som at binge +10 sæsoner af Homeland hvis det foregik i Sverige. God tidsfordriv men ikke noget der har sat sig varige spor.

[Fisker Thomas]

Molly Balsby vandt tilsyneladende konkurrencen om at blive EB's nye litteraturanmelder: https://ekstrabladet.dk/underholdning/a ... ce/9057114

Alligevel vildt, at 'det værste og det bedste'-figuren stadig trækkes ud af stalden i 2021.

Ja, ikke en ret fed figur at hive frem (men altså, det er jo måske henvendt til EB's læsere?). Men jeg er fortrøstningsfuld efter anmelderens #nedsabling af den seneste Brøgger-genudgivelse i Atlas. Den var sine steder lidt usaglig, men der var i hvert fald et ønske om ikonoklasme.

[O' R'lyeh]

Ja, det er lidt sløvt, men godt at en vistnok lovende digter får et job. Det der Jacob Skyggebjerg-interview får hans forfatterskab til at lyde som en meget omstændelig omvej til et job indenfor børneteater eller måske stand-upper?

Nogle gode bøger jeg har læst i år:

Gary (Garielle) Lutz – Stories in the Worst Way
Hun er ifølge franske oversættere uoversættelig fordi novellerne i så høj grad handler om at vride og strække amerikansk engelsk til bristepunktet. Hendes stil er derfor ekstremt barok og uudgrundelig, alt inklusiv handlingsforløbet er kondenseret så meget at det bliver nærsynet og svært at overskue. Hun bliver sammenlignet med Beckett (det er i øvrigt som om alt jeg læser bliver sammenlignet med Beckett, se også nedenfor Benedetto), men jeg har aldrig læst noget lignende.

Robert Walser – En verden i sig selv
Der er lidt det samme på spil i Walsers mikrogrammer, hvor tendenser der har været til stede i hele forfatterskabet bliver strømlinet så det eneste der er tilbage er stemmen, som jeg elsker.

William Gaddis – JR
Stemmen er også grundlæggende i JR, der kan sammenlignes med et korværk for radioer, der er stillet ind på hver sin station. Når man engang i mellem får en puster fra virvaret af stemmer bliver man udsat for nogle af de vildeste beskrivelser jeg har læst. Det er på én gang abstrakt, nærsynet og sanseligt. Det hele er vild læsning, men især beskrivelserne (de er få i betragtning af det er en over syvhundrede sider lang roman). Jeg læste den i en læsekreds og det var virkelig gavnligt for læsningen.

Antonio di Benedetto – Zama
En ekstremt indebrændt embedsmand i den spanske provins Asunción i 1890’erne går i hundene. Stilen er på én gang ciseleret og kontant. Den måde romanen bevæger sig fra det realistiske over i noget, der vel nærmest er en lignelse, er ret suveræn. Zama kan som type godt minde lidt om Dostojeskijs kældermenneske.

Årets skuffelse

Yvan Goll - Eurobacillen
Fis i en surrealistisk hornlygte. Måske var det hørmen af Europa! der forførte Thomas Thurah og andre til at tro at den var god.

Årets sjoveste bog

Natalia Ginzburg - Familieleksikon
Især første del er rig på oneliners. Et af mange højdepunkter er der, hvor en af sønnerne i familien, Alberto, brokker sig over ikke at blive forfulgt af fascisterne:

-Hvor er Torino en kedelig by! Hvor man dog keder sig her! Der sker aldrig noget! Engang blev vi i det mindste arresteret! Nu er de holdt op med at arrestere os. De har glemt os. Jeg føler mig glemt, efterladt i mørke!

Årets genopdagelse

Morten Søkilde - Pan. En fabel
Den slår mig som et højdepunkt i dansk systemdigtning med den fede twist at billedsiden udgøres af en nuttet og skummel miniatureverden for heste, som han tilsyneladende selv har lavet. Bogen frembringer en hel lille univers, der blander det barndomsidylliserende med det manierede. Er det ikke et tab for dansk digtning at han aldrig udgav mere?

[shaken]

Årets sjoveste bog

Natalia Ginzburg - Familieleksikon
Især første del er rig på oneliners. Et af mange højdepunkter er der, hvor en af sønnerne i familien, Alberto, brokker sig over ikke at blive forfulgt af fascisterne:

-Hvor er Torino en kedelig by! Hvor man dog keder sig her! Der sker aldrig noget! Engang blev vi i det mindste arresteret! Nu er de holdt op med at arrestere os. De har glemt os. Jeg føler mig glemt, efterladt i mørke!

“En gad skad i et bad!”

Herlig bog.

[Fisker Thomas]

Årets skuffelse

Yvan Goll - Eurobacillen
Fis i en surrealistisk hornlygte. Måske var det hørmen af Europa! der forførte Thomas Thurah og andre til at tro at den var god.

E9. Edderbankemig en gang centraleuropæisk kitsch, der hakker alle markørerne af på en gang uden at gøre noget som helst andet.

[dreambydream]

Flere intetsigende årslister. En top 20 (stort set også det eneste jeg har læst):
Blaise Cendrars: Guldet
Goethe: Faust I (ja, så må vi se, om jeg får taget mig sammen til II)
Judith Hermann: Sommerhaus, später
Wolfgang Hilbig: Die Weiber (jeg gik i stå i ”Ich”, et vægtigere værk)
Fleur Jaeggy: Proleterka
Christian Kracht: Faserland/Eurotrash
Friedo Lampe: Am Rande der Nacht (tak til Syme)
Stanisław Lem: Eden
Monika Maron: Stille Zeile Sechs
Sigurd Mathiesen: Unge sjæle
Gerald Murnane: The Plains
Torborg Nedreaas: Av måneskinn gror det ingenting
Brigitte Reimann: Franziska Linkerhand
Jean Rhys: Good Morning, Midnight
Paul Scheerbart: Lesabéndio
Anna Seghers: Transit
Carl Seelig: Wanderungen mit Robert Walser
Tarjei Vesaas: Is-slottet
Sylvia Townsend Warner: Lolly Willowes
Jevgenij Zamjatin: Vi

[tankero]

Blaise Cendrars: Guldet

Hvordan er den? Moravagine er en favorit, men jeg har ikke læst andet af ham.

[dreambydream]

Den er hurtig læst i hvert fald. Nok ikke helt oppe i Moravagine-mesterværksklassen, men med samme rasende puls. Og Troels Hughes Hansen oversætter jo forrygende. Bredsdorff skrev, så vidt jeg husker, en meget begejstret anmeldelse. Samme amoralske eventyrerblik på den moderne civilisation. Guldfeber forekommer mig at være et meget rammende billede på den massepsykose, vi stadig lever under.

[tankero]

Cool, tak.

[Ællington]

Oplæseren i Rakel Gaslund Hjerflints "Øer" har lige sagt "Skoven har genfundet sin #basTOne", som Bastognekiks bare uden g, kiks eller mening.

Jeg er forelsket i hende igen pga sætninger som "Pludselig havde far et gevær i hånden" og "Det var som om, trompetisten stod ved vinduet og blæste ud til pålandsvinden".

Oplæser til Alle Himlens Fugle var SYYYYGT irriterende.

Dostojevski går det også fint med, læser "Fire fortællinger", det handler kun om fortvivlede mænd. Quelle surprise.