Lyttetråd: Frank Black Francis and The Pixies and The Catholics (en levende legende)

[æsmet]

Måske mere en hyldest til Frank Black.

Første plade er en kort en. Den hedder Come On Pilgrim (1987). Den er med The Pixies. Lad os sætte den på og snakke lidt om den.

Det er ikke en nummer for nummer-lytteklub. Det næste nummer er så meget på det forrige, at det ville være urimeligt.

Jeg synes sgu, det er en vild plade og kan ikke komme på noget, der er meget bedre at bruge ca. tyve minutter på.

“This ain’t no holiday ...”

Alle ved, hvor de var, første gang de hørte Come On Pilgrim. Det vil jeg vove at påstå. Jeg var i mit barndomshjems stue, der i denne tid er ved at blive ryddet for at blive solgt. Jeg sparkede en stofbold ind mellem to stoleben til Nimrod's Son på det gulv. Jeg var af den holdning, inden pladen kom på, at jeg havde hørt det meste. Jeg var selvfølgelig ung og dum. Jeg havde for det første ikke hørt The Pixies, og var det i virkeligheden mit første møde med musik, der skete lige den dag i solen? Jeg tror det.

Kan man få noget til at være den første gang igen? Selvfølgelig kan man det. Bare med at skrue nok op, så det overdøver tidens gang. Der er en intro i Caribou og noget med born og den slags. Det er i dag passende at starte med starten.

The Pixies - Come On Pilgrim (1987)

[æsmet]

Men det er godt nok også bandet, der er fedt her.

Hør:


Man laver ikke sådan noget som den Joey Santiago-guitar, hvis tingene ikke netop er i en højere enhed.

[æsmet]

Jeg hører Isla de Encanta som en bro (badebro) fra Vamos til Ed Is Dead, og på ti minutter er et værk præsenteret uden at have solgt ud. Sidste fire numre er den bedste sidste halvdel af en plade, og man må jo med det samme have tænkt, at det her kun er slutningen på starten på noget ufatteligt lovende.

Starter med:

[æsmet]

Slutter med:

[æsmet]

For mig er det svært ikke at høre Surfer Rosa (1988) som den smash, Come On Pilgrim lagde op til. Jeg ved ikke, hvordan det var i firserne, for dengang lavede jeg noget andet. Men man kan prøve at hamre den anden plade på efter den første, og så er det for mig i hvert fald sådan, det virker. Come On Pilgrim er en økse gennem døren. Surfer Rosa fjerner alle splinterne. Der er stadig tale om The Pixies, hvis nogen skulle være i tvivl.

The Pixies - Surfer Rosa (1988)


"Your bones got a little machine"

Jeg blev anmeldt på Facebook for at have postet det cover engang. Satme åndssvagt.

[æsmet]

Se og hør i øvrigt den koncentrerede gas, de gav den (svært ikke at falde pladask på halen over leveringen):


Black Francis havde regnet den ud: Der skal blod og sved til ... i starten i det mindste. Senere kommer tårerne.

[æsmet]

Bone Machine er godt nok et fedt nummer, og jeg finder det stadig som helt sit eget. Det hører kun til et sted i verden, og det er som åbningsnummeret på Surfer Rosa. Jeg bliver helt svimmel af glæde, når jeg hører det på den måde.

Vamos er med igen. Den var vist også på Gigantic-singlen. Jeg kan godt lide, når man lige gør sådan noget. Jeg ved ikke, om jeg som lytter har behov for Vamos på alle plader, men jeg har heller ikke lyst til at sige noget til det, før joken er ovre. Der er truffet nogle beslutninger, og det kan ofte være lidt svært at sige, hvorfor noget er med, mens andet ikke er med.

[æsmet]

Hvis der er noget, der gennemsyrer Black Francis' (og Kim Deals) vokalarbejde på dette tidlige stadie, tror jeg, så er det de mange stemmer i verden. Virker som en lang række af onelinere og hørt og set i fjernsynet eller sådan noget. TV1000? Noget bliver leveret på en bestemt måde. Så kender man jo intet til, hvad det kunne være, men det er klart, at det efterlader en nysgerrig. Er der en grund til, at noget kan virke underligt? Er der en dynamik i skævheden? Gu er der det.

Jeg kan huske, jeg sad hjemme ved en ven, der havde fået en ny Bowie-plade i starten af nullerne, og jeg kedede mig lidt. Så kom der sgu pludselig et cover af Cactus, og så blev jeg da helt glad, fordi det var anledning til at skifte plade og lige høre originalen - (remastered).

[eini]

Det er så pissefedt det nummer. Satte Surfer Rosa-cd’en på til en lang motorvejstur den anden dag, og min kæreste som altid er sjov at spille cd’er for, fordi han er vokset op helt uden dem og i øvrigt også helt uden rockmusik, jo hører alting for første gang (og det får jeg så også lov til), og især den her var vild at høre på den måde, at se et andet menneske blive rykket i løbet af halvtreds minutter. At noget han bar rundt på som havde syntes helt lukket, blev åbnet op undervejs. Fik virkelig sådan en guddommelig følelse af at mennesket ikke kan leve uden rock.

Dejlig tråd!

[Kong Louie]

The Holiday Song er min yndlings Pixies. Fantastisk sang, fantastisk spillet og sunget.

Jeg havde hørt Pixies, men ikke rigtigt hørt efter åbenbart. Jeg boede i en et-værelses på Nørrebro og købte ud af det blå Surfer Rosa med Come on Pilgrim som bonus på CD. Der hørte jeg Pixies for første gang.