Har hørt den nye plade i gennem nogle gange, og ved stadigvæk ikke rigtig, hvad jeg skal synes. Som en helhed er det langt fra Iron & Wines bedste plade, men for satan hvor er og bliver han interessant at følge:
2002-2003 -
The Creek Drank The Cradle og
The Sea And The Rythm (Sam Beam underviser på universitet, ved siden af laver han musik på sin 4-track - hvilket resulterer i organisk lo fi soverkammer-folk med guitar/banjo i centrum)
2004 -
Our Endless Numbered Days (Sam Beam rykker for første gang i studiet, og hans lyd bliver mere rendyrket og poleret - den honningsøde vokal kommer for alvor i fokus)
2005 -
Woman King og
In The Reins med Calexico (endnu engang udfordrer han sin egen lyd; kraftigere vokal, mere storladent, grovere perkussionarrangementer, generelt går musikken hen og bliver mere bandorienteret)
2007 -
The Shepherd's Dog (den mest alsidige plade til dato; afro-pop inspirationer, psykedeliske elementer, dansable sange, smukke ballader og instrumenteringen bredere end nogensinde før)
2009 -
Around The Well (falder lidt ud for kategori, da det er en samling af b-sider og sjælenheder fra både det tidlige og senere materiale - værd at nævne, at på pladen finder man Iron & Wines med længder bedste sang nogensinde; The Trapeze Swinger)
2011 -
Kiss Each Other Clean (det akkustiske element i Iron & Wines lyd er blevet erstattet med en mere 70'er-poppet synth-lyd, her er både plads til marimba, saxofon, jazzede basgange, orgel, tværfløjte, doo-wop kor og pladen har generelt en funky feel over sig)
Fælles for alle pladerne, og vel nok Sam Beams absolutte varemærke, er teksternes kvalitet. Han er i mine øjne den bedste sangskriver, der har betrådt denne jord - han skriver om kærlighed, minder, død, tid, dyr, religion, sex, kvindekroppen og sanselige indtryk som ingen anden har gjort det før. Dertil har han det mest komplekse og farverige billedsprog.