Nyt fra Blonde Redhead

[chris]

Når du skriver sådan der, ender det jo med at jeg slet ikke kan li den

[morteno]

Første halvdel sådan cirka er faktisk ret god, og vokser som Kimer slår fast. Den sidste halvdel begynder at gå i tomgang og har nogle småirriterende sange.

Jeg ved ikke hvordan man skal karakterisere pladen, men jeg synes næsten den er vulgær. Blonde Redhead har aldrig før været så tæt på at lyde som jeg forestiller mig at en Dr Pepper ville lyde hvis det var et album, som nu. Det er der ikke noget i vejen med overhovedet (jeg eeelsker Dr Pepper og tilsvarende sodavand - smagte en Diet Pepsi 'Jazz' i går - den med French Vanilla, og hold da op hvor var den god!), men det bliver en tand for sukkersødt i længden på plade. F.eks. kan man godt blive lidt træt af at formlerne på flere af sangene er så uendelig vold-poppede. Det er næsten stygt. Og nej, jeg snakker ikke om at der er noget i vejen med pop-musik, blot at der er grænser for hvor mange virkemidler man kan holde ud at høre på på én gang med så svulmende lyd som på 23.

Det virker som om at de ikke kan blive mere Blonde Redhead'ske i lyden end nu. At de har nået et maksimum for hvor langt de kan strække den. Men når det lykkes for dem, så lyder det ret overbevisende.

[Kimer]

Når du skriver sådan der, ender det jo med at jeg slet ikke kan li den

Hulk...det er jeg da virkelig ked af. Men meget sejt at have den magt egentlig. Kom nu...giv den et par ekstra lyttere..

Den sidste halvdel begynder at gå i tomgang og har nogle småirriterende sange.

Det virker som om at de ikke kan blive mere Blonde Redhead'ske i lyden end nu. At de har nået et maksimum for hvor langt de kan strække den. Men når det lykkes for dem, så lyder det ret overbevisende

Jeg var overbevist om at de nåede den grænse -og lidt over endda- med Misery is a Butterfly...så man skal sgu aldrig sige aldrig

Har du hørt Publisher, Heroine, Top Ranking og My impure hair...-ja det har du selvfølgelig- men jeg synes de sidste fire sange fører pladen lige lukt ind i himmerige. De er fantastiske. Jeg hører det som, at de denne gang konsevent lader melodierne bestemme over effekterne, hvilket giver hver eneste nummer reel vægt. I forhold til tidligere plader hvor der altid forekom ret så ligegyldige lydflader af og til -hvilket irriterer mig grænseløst.

Jeg ved sgu ikke...måske har jeg bare brug for den plade lige nu. Den redder ihvertfald min dag gang på gang

[chris]

ok jeg sætter den på nu så, men jeg tvivler på at den ligefrem vil vokse på mig.
Jeg kan jo rigitg godt li en del af numrene men som helhed skyffede de mig dennegang. Hørte numrene live før jeg havde hørt pladen, og de lød sgu som en lummer fis. Kun 23 og Heroine poppede op over og gav lidt luft under vingerne Hvade ellers glædet mig helt vildt, så skuffelsen var slem. Gik inden de havde spillet færdigt.
Men jeg lover at høre den resten af dagen til jeg skal ud, og skal nok være ærlig hvis jeg pludselig ikke kan undvære den.

[morteno]

Den sidste halvdel begynder at gå i tomgang og har nogle småirriterende sange.

Det virker som om at de ikke kan blive mere Blonde Redhead'ske i lyden end nu. At de har nået et maksimum for hvor langt de kan strække den. Men når det lykkes for dem, så lyder det ret overbevisende

Jeg var overbevist om at de nåede den grænse -og lidt over endda- med Misery is a Butterfly...så man skal sgu aldrig sige aldrig

Har du hørt Publisher, Heroine, Top Ranking og My impure hair...-ja det har du selvfølgelig- men jeg synes de sidste fire sange fører pladen lige lukt ind i himmerige. De er fantastiske. Jeg hører det som, at de denne gang konsevent lader melodierne bestemme over effekterne, hvilket giver hver eneste nummer reel vægt. I forhold til tidligere plader hvor der altid forekom ret så ligegyldige lydflader af og til -hvilket irriterer mig grænseløst.

Jeg kom også i tanke om flere sange fra Misery is a Butterfly der er pænt vulgære, f.eks. den fantastiske "Messenger", så jeg kan godt følge dig. Bonus: Hvis ikke du har hørt David Sylvians udgave af "Messenger", så sig lige til. Den er bedre end originalen.

Jeg synes egentlig bare at de sidste par numre er kedelige og til tider irriterende. Whatever

[Kimer]

Til

[palesaint]

Det virker som om at de ikke kan blive mere Blonde Redhead'ske i lyden end nu.

Vil det sige, at det er de to seneste plader, der er ”arketypologien” på Blonde Redhead? Hvad så med de fem foregående albums, der -indrømmet- kan være en smule famlende, men ikke desto mindre har affødt deres bedste materiale? Jeg mener jo personligt, at kulminationen er In an Expression of the Inexpressible, hvor støjrocken, den gode melodi og de punkede inderlighedseksperimenter falder fint på plads side om side. Jeg kan godt forstå, hvilket mæthedspunkt du taler om, men når nu Blonde Redhead er een af mine darlings, må jeg protestere, når Misery is a Buttefly og 23 (= 4AD-pladerne) karakteriseres som inkarnationen af bandets kunnen. Sagen er nok snarere den, at de blev trætte af den småkomplekse støjrock og kastede sig over et Line 6 delayboard og løb tør for inderlighed på Butterfly-tourneen. Jeg er -som det fremgår- ikke særligt begejstret for 23, der trods flere gode sange slet ikke rykker i håret eller hjertet. Dødsangsten fra Makinos styrt fra hesten og problemerne med kærligheden sangerparret imellem var god inspiration på debuten på 4AD, men nu er blevet et intetsigende panorama af delay eller ditto arpeggios. Jeg elsker bandet, og 23 er ikke decideret dårlig, men jeg frygter for fremtiden.

Med hensyn til til Sylvians bidrag på Equus, så er det et forfriskende alternativ de første par gange, men efterhånden irriterer den alt for konstante vibrato. Ergo: den er ikke bedre med afstand. Jeg har ellers stor respekt for Sylvians vokal, men det fungerer ikke optimalt. Så hellere i samklang med Fennesz.

[morteno]

Jeg kan sagtens følge dig og er på sin vis også ret enig med dig. Måske skyldes det at jeg er uvidende om Blonde Redheads musik ift. dig, måske at vi snakker lidt forbi hinanden: Når jeg snakker om formlen Blonde Redhead, så ved du jo godt at jeg refererer til deres poppede lyd, og ikke den mere eksperimenterende. Davids vibrato er jeg heller ikke vild med, ligesom Rufus Wainwrights, så jeg har det bedst når jeg hører sangen lidt på afstand på et knap-så-fantastisk anlæg, så petitesser som disse ikke får lov at tage overhånd. Men tak for irettesættelsen (ikke ironisk ment).

[Jon A]

Nu har jeg lige hørt "BR", "Vita Violenta" og "Fake" i rap - total indie-overdosis, er nødt til at afbalancere med Darkthrone - men hvordan er BR i dag i forhold til de plader? Den sidste jeg har hørt var "Melody", som er fin, men hvordan har de udviklet sig? Mere traditionelle sange eller mere eksperimenteren? Er det noget jeg skal give mig i lag med? Så dem på Roskilde i 2004, hvor jeg var nødt til at gå, fordi det var så pinagtigt - til gengæld spillede Mnemic på Orange samtidig, så det fik det skyllet ud af blodet hurtigt.

[Kong Louie]

Det lyder sgu okay