Oldham

[radio]

Jeg fik is it the sea? i dag, den er ret forrygende, på egen stille og rolige måde. Især udgaven af i see a darknes sender shivers ned langs min spine.

[Kong Gulerod]

Kæft, hvor skal han slappe af med produktiviteten og i stedet overveje hvor meget lort, han egentlig udsender. Hvornår laver han en plade igen der er lige så no-fi (og lige så god) som Days in the Wake? Det er efterhånden den eneste af hans plader, jeg stadig gider lytte til.

Jeg er i princippet enig i, at Bonnie "Prince" Billy - som enhver anden musiker - bør overveje om, den musik man udgiver er værd at bruge andres tid på. Jeg er til gengæld bestemt ikke enig i, at det vælter ud med udgivelser af for ringe kvalitet.

Hvis du vil have no-fi, er Wai Notes da vist den mest no-fi-agtige af alle hans udgivelser indtil videre, men jeg mener faktisk man går glip af meget, hvis man kun kan værdsætte manden i een rammesætning. Og jeg mener ikke man går ind på de succeskriterier musikken selv stiller, og overser hvad musikken egentlig handler om, hvis man kun kan se succesen i eet lydideal. Når man måler decibel med et decilitermål får man ikke rigtig noget ud af det. I den senere tid er Will Oldham blevet langt pænere i kanten, syngere renere og renere og gør brug af dygtige musikere. Det kan jo være en dødssynd, men behøver aldeles ikke at være det. Der er intet gal i at værne om en gammel dyd som teknisk perfektion, så længe det foregår med blik for at teknisk kunnen ikke nødvendigvis leverer varen alene, og at teknisk kunnen da ovenikøbet kan stå i vejen for musikken (som den helt bestemt ville gøre på Days In The Wake (eller Arise, Therefore for den sags skyld)). Men jeg mener at Bonnie "Prince" Billy bruger den tekniske kunnen kreativt, velreflekteret og ja...musikalskt. Det må for mig være hovedsagen.

Taler jeg for døve øren?

[secondtoughestintheinfant]

Tja, lidt.
Du har da ret i, at det er helt ok, at han laver, hvad han laver, men jeg synes det er dræbende kedeligt. Men jeg kan i virkeligheden slet ikke rigtig lide Will Oldham. Han er lidt for befamlende og forceret i sit udtryk, sådan i det hele taget. Fx på I See a Darkness, som jeg slet ikke forstår. Den eneste der gør noget for mig er Days in the Wake, og det er ikke så meget på grund af produktionen som fordi det er den eneste, jeg synes er god. Og så en gang i mellem Master and Everyone.

[Kong Gulerod]

Jeg tror ikke helt jeg forstår, hvad du mener med forceret og befamlende. Jeg går ud fra Days In The Wake og Master And Everyone ikke er det. Men hvis du skal vende det positivt, hvad er så kvaliteterne ved de to plader? Fremfor at definerede kvaliteten ud fra, hvad de ikke er.

[secondtoughestintheinfant]

Kvaliteten ved Days in the Wake er selvfølgelig manglen på produktion der gør at sangene fremstår nøgne og nærværende. Han lyder ikke så ynkelig som han gør på I See a Darkness, og han lyder ikke på samme måde som om han med vold og magt prøver at forcere en følelsesmæssig respons fra lytteren. Der er noget kalkuleret over de andre plader som der ikke er over Days in the Wake, som mere synes lavet af nødvendighed end de følelsesanglende I See a Darkness sange. Og så er sangene på pladen bare vildt gode. You Will Miss Me When I Burn er en vildt gribende åbner og "when you have no one, no one can hurt you" lyder langt mere overbevisende end nogen af hans senere tekster. Hele pladen har en desperat kvalitet som ikke særlig meget af resten af hans output har.
Master and Everyone er en slags poleret fætter til Days in the Wake, men den er i grunden lige så nedbarberet. Igen synes jeg de andre virker konstruerede til sammenligning.

[Kong Gulerod]

Mangelen på produktion bidrager med autencitet, og dermed nogenhed og nærvær. Helt enig. Jeg synes ikke det er helt rigtigt, at han med vold og magt vil fremmane en følelsesmæssig respons fra lytteren på I See A Darkness. Den er til tider fuldemandseksistentialistisk og da også sentimental, men ikke drivende sentimental. Han spænder vel nærmest ben for entydig følelsesbetonet respons fra lytteren med sin glimtvis bizarre, perverse og kvalificerede tekstmæssige nonsens.

You Will Miss Me When I Burn er medgivet en fremragende åbner. Egentlig har vi sikkert ikke svært ved at blive enige om, at Days In The Wake har høje kunstneriske kvaliteter. Jeg er ikke sikker på at jeg lytter til en desperat Will Oldham på den plade, men det understøtter selvfølgelig dit argument med at den ikke forsøger at trække en bestemt følelse nedover hovedet på lytteren. Jeg mener så bare heller ikke at I See A Darkness gør det. Den er mere flertydig end som så.

Når du kritiserer meget af hans andet materiale for at virke for konstrueret, skyldes det så at materialet er mere gennemarrangeret musikalsk set, eller mener du snarere, at det er Will Oldhams motiv for at lave musikken, der ikke virker desperat eller ægte nok? Alternativt begge dele.

[Broder Salsa]

Jeg fik is it the sea? i dag, den er ret forrygende, på egen stille og rolige måde. Især udgaven af i see a darknes sender shivers ned langs min spine.

Nu har jeg også hørt den et par gange, og giver dig ret - den er ret forrygende. Særligt vil jeg dog fremhæve Arise, Therefore. Der er godt nok knald på den udgave! I starten var jeg en smule irriteret over det tydelige irske præg der er på (næsten) alle numrene, men efterhånden synes jeg bedre og bedre om det. Minor Place er også ret smuk.
Desuden er det dejligt at høre ham live i en mere band-agtig opsætning end i tivoli og på Roskilde.

[Morten]

BPB & Matt Sweeney har det nye(?) nummer Torn and Brayed med på Palermo Shooting soundtracket:
lyt

[Morten]

Nyt album til marts:
http://www.dragcity.com/catalog/records/dc666.html

- og en ret god artikel i The New Yorker:
http://www.newyorker.com/reporting/2009 ... ntPage=all

[Onkel Tuca]

Fedest. Han spiller et nummer her og det lyder rart http://www.youaintnopicasso.com/2009/01" target="_blank ... rt-me-now/
Der er også interview med Will om den nye.
Plus live superfin akustisk udgave af The Brute Choir m.fl. Fint program!

Edit 5 gange