Yo La Tengo

[yossarian]

Der er klart mere gods i den nyeste end i den forrige. Stereo Studie sælger den som 2LP (inkl download) for 150 og det er en god investering. den er også pæn.

[Marcus]

Ja, det er ikke en plade, man går galt i byen med. Men dobbeltvinyl er det værste. Jeg har den på CD! Hoho.

[fatcap]

Ja, det er ikke en plade, man går galt i byen med. Men dobbeltvinyl er det værste. Jeg har den på CD! Hoho.

det kommer jo lidt an på hvorfor det er dobblet vinyl. YLT er ok på dobbelt, da deres plade for det meste er lange, og således har en ok spilletid pr side...
Men dobbeltvinyl kan være irriterende - fik lige den seneste Richard Hawley igår, og to af siderne er kun 10 minutter lange, og her havde jeg helt sikkert foretrukket en enkelt vinyl.

[krea]

Det her er den seneste tråd om Yo La Tengo, jeg kunne finde, og det virker sært. Andersthode, kan du ikke andre trådens titel til bare at hedde "Yo La Tengo"?

Yo La Tengo er nemlig et meget vigtigere band end skriveaktiviteten på svingninger vidner om. De er en slags blueprint for indierocken. De er aldrig blevet store på samme måde som f.eks. Sonic Youth, men de har holdt et højt niveau gennem det meste af karrieren, som for pokker startede helt tilbage i midten af 80'erne, og har udmærket sig i snart sagt en hvilken som helst indie-genre, gerne på samme album.

I anledning af deres nye album synes jeg vi skal køre en Sonic Youth på dem. Hvilket album er egentlig det bedste?

For mig at se har de lavet en del forskellige slags plader.

De først tre, Ride the Tiger, New Wave Hotdogs og President Yo La Tengo, er lidt kedelige rent melodisk, og deres fascination af Velvet Underground er måske også for dominerende.

Men der skete noget på cover-albummet Fakebook, som virkelig er blændende. Det var som om de lærte at skrive gode sange ved at kopiere andres.

Det kunne man høre i deres efterfølgende noisepop-periode, May I Sing with Me (som jeg faktisk aldrig rigtig har fået hørt), Painful og Electr-O-Pura, hvor sangene var væsentlig bedre.

Så kom deres eklektiske plade, I Can Hear the Heart Beating as One, hvor de for alvor viste at de var kongerne af alting indie. En lignende plade, dog uden helt det samme høje niveau, lavede de i 2006 med I'm Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass og til dels i 2009 med Popular Songs, der dog er en sær snegl, nemlig en todelt plade med popsange i den første halvdel og støjrock-ekskursioner i anden halvdel.

På Painful var der en eftertænksom blåstemt tone som de udforskede ret brilliant på And Then Nothing Turned Itself Inside-Out. Jeg har indtryk af at det var det samme stemning de fortsatte på det instrumentale dokumentar-lydspor The Sounds of the Sounds of Science, men den plade har jeg heller aldrig haft fornøjelsen af.

Desuden har de lavet et par solblegede popplader der er så blege at man knap kan høre melodier eller vokaler, men kun lige ane konturerne. Som en tabt sodavandsis på asfalten ti minutter efter. Den første var Summer Sun, og den nye følger fornemt i samme spor og indrømmer sin forsvinden i titlen, Fade.

Spørgsmålet er så hvilke plader er svingernes favoritter med Yo La Tengo?

En top 5:

1. Painful
2. And Then Nothing Turned Itself Inside-Out
3. Fakebook
4. I Can Hear the Heart Beating as One
5. Summer Sun

[Two-Headed Boy]

Jeg har ikke hørt nok til at lave en top 5, end ikke en top 3. Men lad det så være en fremragende anledning for mig, til at dykke dybere ned i en diskografi, som jeg tilsyneladende kun har kradset overfladisk i. Jeg har hørt den eminente And Then Nothing Turned Itself Inside-Out, hvor den lille perle, Our Way To Fall, fandt vej til min playliste af sukkersøde popsange. Og Night Falls On Hoboken, manner. Fade, deres seneste, synes jeg også har vist sit værd som forårsplade herhjemme. Dog føler jeg på ingen måde, at jeg har fået dem ordentligt ind under huden endnu. Hvad er det, som Yo La Tengo kan? Where do I go from here?

[Jallan]

Fedt med nogle anbefalinger. Det er sådan et band jeg har på fornemmelsen er godt, men som aldrig rigtig har imponeret, når jeg har lyttet sporadisk til dem. Den eneste der virkelig har ramt mig er ironisk nok denne:



Some Other Dimensions of Yo La Tengo

Som er ekstremt god, sløv, kosmisk free.

[krea]

Vildt! Har de lavet en jazz-plade mere? Den har jeg aldrig hørt om. Jeg har jo helt glemt at nævne deres cover-ep med fire forskellige versioner af Sun Ras "Nuclear War" som er virkelig suveræn. Den skubber nok Summer Sun ud.

Jeg har hørt den eminente And Then Nothing Turned Itself Inside-Out, hvor den lille perle, Our Way To Fall, fandt vej til min playliste af sukkersøde popsange. Og Night Falls On Hoboken, manner. Fade, deres seneste, synes jeg også har vist sit værd som forårsplade herhjemme. Dog føler jeg på ingen måde, at jeg har fået dem ordentligt ind under huden endnu. Hvad er det, som Yo La Tengo kan? Where do I go from here?

Ud fra hvad du skriver, synes jeg bestemt du burde prøve Painful. Den støjer lidt mere end And Then Nothing..., men stemningen er langt hen ad vejen den samme. Bandets force er klart deres store musikalitet som gør at de kan tage en hvilken som helst genre eller stil og gøre den til deres egen, ikke mindst gennem Iras og Georgias bløde, sensitive vokaler.

Til Jallans kommentar om sporadisk lytning skal det siges at det er et af de kedelige bands (på niveau med R.E.M. og The Sea and Cake), og man får ikke så meget ud af dem hvis man ikke investerer noget tid i dem og lader sangene synke ind.

[secondtoughestintheinfant]

Painful er sindssvagt god. En plade man kan forsvinde i og (endnu) en af de helt store fra 90'erne.

Min top 5 ville nok være:
1. Painful
2. And Then Nothing Turned Itself Inside Out
3. Summer Sun (2003-effekten...)
4. Elect-O-Pura
5. I Can Hear the Heart Beating as One

Som Krea siger er de et af musikhistoriens mest konsistente bands, hvilket har at gøre med, at de har fundet et unikt og kedeligt groove, som de rendyrker totalt over en hel diskografi med større eller mindre variationer. Lidt ligesom The Sea and Cake som dog må tage til takke med en andenplads efter Yo La Tengo i konkurrencen om at blive verdens bedste kedelige band.

[palesaint]

Andersthode, kan du ikke andre trådens titel til bare at hedde "Yo La Tengo"?

Hermed gjort.

[yossarian]

Den nye er lækker. Man får pladen (+ 11-minutters bonus-nr) i flac-format, hvis man køber en LP, men den er også lækker i sig selv. meget pastel-agtigt sommer-poppet og melodisk, jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor den befinder sig i deres samlede produktion.

Derimod købte jeg Elect-O-Pura for nylig, og den er virkeligt god, næsten lige så god som Painful.