KONGECUP - 4/4 - Curtis Mayfield vs. Madonna

[Jens L]

vs.

[secondtoughestintheinfant]

Kåsså Madonna!

[eini]

Jeg er 100p med Curtis her. Jeg kan ikke og har aldrig kunnet med den Madonna-sang. Den lider af hvide-mennesker-der-synger-gospel-problemet: at den kropslige hengivelse simpelthen er blevet tævet ud af den hvide krop for længe siden til fordel for den udspekulerede imitation, den opportunistiske iscenesættelse, og jeg er færdig med at synes at det er en fed ting at være dygtig til.

[Langley]

Det vil jeg sige. Jeg fik lidt mere respekt for hendes beats og swing ved at genhøre men altså når det cup's skyld at opdage hvor konge Curtis var.

[andreassyr]

Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig at Curtis ikke skulle tage den her.

[secondtoughestintheinfant]

Jeg er 100p med Curtis her. Jeg kan ikke og har aldrig kunnet med den Madonna-sang. Den lider af hvide-mennesker-der-synger-gospel-problemet: at den kropslige hengivelse simpelthen er blevet tævet ud af den hvide krop for længe siden til fordel for den udspekulerede imitation, den opportunistiske iscenesættelse, og jeg er færdig med at synes at det er en fed ting at være dygtig til.

Jeg synes snarere, at den her sang som noget af det eneste hvide musik, jeg umiddelbart kan komme på, formår at tage kropslighed og religiøsitet alvorligt på lige vilkår. Og når det så samtidig gøres i form af en genuin banger, så bliver det imho ikke mere konge.

Det er i det hele taget svimlende, hvad Madonna har gjort for hvide menneskers forhold til kropslighed. Uden hende, ville vi stadig være en form for åndelige amøber, hvad dét angår.

[andreassyr]

Nu hvor du selv nævner det: Er det aspekt ikke ét af de allermest klassiske eksempler på hvordan hvid pop(mono)kultur approprierer (gisp!) sort og homoseksuel musik og kultur? Hele vogueing-tingen fx.

[secondtoughestintheinfant]

På den ene side, jo, på den anden side er "Vogue" også det bedste eksempel på "god appropriering" - hvis man altså anerkender, at det ikke a priori er forundt for hvide mennesket at beskæftige sig med minoritetskultur - fordi Madonna (inden hun blev "Madonna", forstås) selv udspringer af miljøer knyttet til den slags kultur, og fordi hun gav dansere med #POC-baggrund og homobaggrund en ekstremt fremtrædende rolle i forbindelse med approprieringen og i den efterfølgende verdenstour osv.

[eini]

Jeg er 100p med Curtis her. Jeg kan ikke og har aldrig kunnet med den Madonna-sang. Den lider af hvide-mennesker-der-synger-gospel-problemet: at den kropslige hengivelse simpelthen er blevet tævet ud af den hvide krop for længe siden til fordel for den udspekulerede imitation, den opportunistiske iscenesættelse, og jeg er færdig med at synes at det er en fed ting at være dygtig til.

Jeg synes snarere, at den her sang som noget af det eneste hvide musik, jeg umiddelbart kan komme på, formår at tage kropslighed og religiøsitet alvorligt på lige vilkår. Og når det så samtidig gøres i form af en genuin banger, så bliver det imho ikke mere konge.

Det er i det hele taget svimlende, hvad Madonna har gjort for hvide menneskers forhold til kropslighed. Uden hende, ville vi stadig være en form for åndelige amøber, hvad dét angår.

Jeg er ekstremt uenig. Jeg ser det sådan at hun gør både kropslighed og religiøsitet til noget symbolsk, noget der ikke har en oplevelsesbetinget komponent, og på den måde "frisætter" det. Hun tager det da netop ikke alvorligt. Hele hendes schtick er at profanere alvoren ved seksuelle og religiøse tabuer.

Madonna frigjorde ikke kun seksualitet fra de kulturelle tabuer, hun gjorde seksualitet til et strictly kulturelt fænomen, en iscenesættelse, et show. Man kan ikke mærke Madonna, der er ingen som helst transcendens. Hun synger uden nerve og flirter uden ømhed.

[eini]

Konhol: WAP > Like A Prayer