#SVINGERKANON2015 - listen (100-1)

[Denning]

Ejer? Hvad er det for noget rockisme, hehe.

Har hørt 92-93 af dem.

[SlipOfTheTongue]

Hvor mange ejer i selv fra listen? 52 for mit vedkommende.

34 har jeg. Det var egentlig ikke ret mange.

[Morten]

Jeg har 20 af dem på vinyl og 45 på cd

[Jobbe]

53. De fleste af dem er hørt, bortset fra jazzen.

[Hylle]

Kun 52... men er godt tilfreds, for det er de rigtige!!

[Morten]

Kun 52... men er godt tilfreds, for det er de rigtige!!

- og vel på vinyl alle sammen?

Jeg har den der Nas - må stoppe med underlødige 2-kroners loppemarkedscdkøb...

[Regular John]

Ejer? Hvad er det for noget rockisme, hehe.

Har hørt 92-93 af dem.

Jeg kunne også sige "hvor mange af dem står på hylden derhjemme?"

Men det er nok endnu mere rockistisk.

[Jonas]

Da jeg var lille, var der en masse mad, jeg ikke kunne lide. Jeg var ret beset en kræsen lille snotunge, som reelt ikke kunne lide noget, der var fx grønt eller kom fra havet. Allerhelst skulle det være chokoladeis eller jordbær eller Kaptajn Knas. Jeg var helt sikker på, at det aldrig ville blive anderledes, og at det var de andre, der var noget galt med, men det blev selvfølgelig anderledes. Jeg lærte både at drikke rødvin og snaps; spise oliven og gedeost, alle mulige slags ulækre fisk, svampe, blæksprutter, muslinger, snegle, og fandeme om ikke jeg også efterhånden er begyndt at have et mere afslappet forhold til jordskokker. Min daglige broccoli betyder i dag langt mere for mig end min stemmeret.

Hele den her mærkværdige udvikling blev motiveret af nysgerrighed og viljen til at give mine smagsløg lov til at prøve en masse. Det betyder ikke, at jeg i dag sidder og drikker sirlig hvidvin nede i ukrudtsbistroen, men at jeg gerne spiser for oplevelsens skyld alene. Ligesom i Japan, ja. Det var aldrig sket, hvis jeg havde stillet mig tilfreds med ting, der via fokusgrupper og såkaldt innovativ produktudvikling var perfekt tilpasset mine smagsløg. I stedet kan jeg sagtens finde på at smage på ting alene af den grund, at de umiddelbart virker lidt... besynderlige. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg kan lide det hele, men vejen er målet, og det er dejligt at prøve en masse forskelligt terræn.

Man kunne kalde det en form for fødevaredannelse, hvor man afprøver sine smagsløg på verden og måske lærer at kunne lide nye ting undervejs. Måske opdager man som jeg, at der sker ting derude, der får Kaptajn Knas til at virke temmelig ligegyldigt i sammenligning.

Det virker sikkert rimelig fornuftigt, men vi lever i en underlig fødevaremæssig brydningstid, hvor dagbladene (parallelt med øko- og kvalitetsideologien) gør knæfald for folkeligheden og ansætter madanmeldere, som i ramme alvorlig mener, at Burger King-Whopperen er madkulturens højdepunkt; mennesker, må man formode, som ikke umiddelbart kunne finde på at sætte sig ned med et kogt fårehoved eller en tallerken flyvemyrer alene af den grund, at det er svært, mærkeligt, interessant, fremmed, spændende, etc. I stedet går de her mennesker den stik modsatte vej og bruger lang, lang tid på at diskutere smagsforskellene mellem diverse ketchupmærker. I stedet for at vende kræfterne udad og tilegne sig anderledes slags mad, ofte alene motiveret af tanken "det kan man sgu da ikke?", så bliver det en besynderligt introvert disciplin, hvor man bruger uanet mange intellektuelle kræfter på at opløfte det trivielle til noget guddommeligt.

Og det handler jo om musik, for inden for vores lille æstetiske disciplin findes nøjagtig den samme tilbøjelighed til at fremhæve det letfordøjelige og virkelig dyrke junkfood-æstetikken. Det har altid forekommet mig besynderligt, at der findes så mange intelligente mennesker med en helt oprigtig entusiasme for og kærlighed til kunst, som aldrig sætter sig ned med et værk alene af den grund, at det er et ufremkommeligt morads. Tænk sig, når det også bliver fuldt ud gyldigt i litteraturen, og vi gang på gang skal være vidne til diskussioner om, hvilken Alistair MacLean der mon er den bedste. Har vi ikke allesammen mødt typen, der forsøger at overbevise alle på sin vej om, at Stephen King i virkeligheden er overset i sin totale genialitet -- i øvrigt ligesom Beyoncé og Kent og Claus Beck-Nielsen og Big Mac'en?

Dette er en opfordring. Lad jeres sult være glubsk og grådig og umættelig. Stil jer aldrig tilfreds med for lidt. Lyt til det hele, smag på alt. Det er en total misforståelse, at det er prætentiøst at dyrke det svære, det snævre og det mærkelige. Det er det eneste, der er værd at dyrke, så sæt en stolthed i det. Der er sgu aldrig nogen, der er blevet dummere af at give sig i kast med ting, bare fordi de er svære. Tværtimod er der mange, som aldrig udvikler et særlig komplekst smagsrepertoire, fordi de er fint tilfreds med rejeost, pomfritter og ketchup.

[kenk]

Som følge af almen uduelighed - hermed det ventede...

#SVINGERKANON2015 - efterskælv

Sig goddag til disse 10 plader:

95. R.E.M. - Murmur (1983)
94. Jay Reatard - Blood Visions (2006)
92. Talking Heads - Remain in Light (1980)
90. The Lemonheads - It’s a Shame About Ray (1992)
85. Neil Young & Crazy Horse - Rust Never Sleeps (1979)
84. The Rolling Stones - Exile on Main St. (1972)
72. GZA - Liquid Swords (1995)
71. Mogwai - Young Team (1997)
61. Black Sabbath - Sabbath Bloody Sabbath
43. Big Star - Third (1978)

Og farvel til disse:

Talulah Gosh - Backwash (1996)
Neu! - Neu! (1972)
The Rolling Stones - Sticky Fingers (1971)
Creedence Clearwater Revival - Willy and the Poor Boys (1969)
Funkadelic - Maggot Brain (1971)
Lynyrd Skynyrd - (pronounced 'lĕh-'nérd 'skin-'nérd) (1973)
Sleep - Dopesmoker (2003)
Bob Dylan - Highway 61 Revisited (1965)
Cocteau Twins - Heaven or Las Vegas (1990)
Joni Micthell - Blue (1971)

Og dem her, de rykker frem på listen:

11. Dinosaur Jr. - You’re Living All Over Me (1987)
13. The Stooges - Fun House (1970)
21. Townes Van Zandt - Our Mother the Mountain (1969)
25. Slowdive - Souvlaki (1993)
27. Bill Fay - Time of the Last Persecution (1971)
40. Pharoah Sanders - Karma (1969)
44. Neil Young - Everybody Knows This Is Nowhere (1969)
56. Pixies - Doolittle (1989)
64. The Fall - This Nation’s Saving Grace (1985)
66. David Bowie - The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972)
75. Bob Dylan - The Freewheelin’ Bob Dylan (1963)

Side 1 opdateres i morgen.

[yossarian]

Så nu er Murmur simpelthen den gode REM?