Roskilde Festival 2023

[Jens L]

Hold da kæft for en Electric Wizard koncert hva

[00Void]

Ja for satan. Det var virkelig en god koncert. Gabber Modus Operandi var også helt knast på den fede måde.

[makrel]

Kæmpe fomo til den Wiz-koncert, mand. Første gang jeg misser dem, når de spiller i DK. Fortæl mere! Setliste? Visuals?

Sidste gang på Arena var det virkelig et forunderligt godt match til den scene, og der var sygt fede visuals med klip fra fede film om Satan, hekse, okkulthed, selvfølgelig krydret med nøgenhed. Man kunne bare stå og stene og rocke hårdt ud.

[Jens L]

Tror nærmest det er den samme setliste og visuals de stadig kører med. De spillede Black Mass, Witchcult Today, Return Trip, Drugula, the Chosen few og Funerapolis.
Okkult horror og bikere på storskærmen

[Tonic Satan]

Plus alien og ko, der kneppede alle visuals i stykker med jævne mellemrum. Kæmpe fed stemning. Nu skal jeg i op til Gutter. Super Råskide, det her.

[Jens L]

Plus alien og ko, der kneppede alle visuals i stykker med jævne mellemrum

Ja? Den skulle godt nok bare fucke af. Var ikke sjovt første gang, og sket ikke femte gang

[Tonic Satan]

Den er altid sjov.

[Tonic Satan]

Blur: 6/6

[00Void]

Lidt tungt i røven og sløset, men havde stadig en fest med alle de andre millenials og x’ere. Kæft vi kan godt nok bare opføre os ordentligt til store koncerter hva?

[Langley]

Jeg er ude. Jeg havde svært nok ved at holde mig til Hansen, så jeg missede Leapfrog meet up. Udover det gik jeg mest rundt alene og nød at blive opslugt på den måde man kun bliver hvis man i det mindste sover dernede én gang.


Ind for vesten kom:

Onsdag:
Villano Antillano: Første koncert på den nye Eos scene som cirka lå hvor Pavillion lå, som ikke er overdækket og god plads til græs-siderne, hvor trans-person med puerto rico rødder rappede reggaeton, en notorisk genre for giftig maskulinitet i Latinamerika. 3 stk i det der deres store homo mænd i dametøj der klæder sig som kvindelige sexarbjdere. Hun havde en sang om at selvom det er god sex, så skal man dumpe ham, inden han slår dig ihjel.

Fever Ray: Jeg så halvdelen og var mildt begejstret men mest over stylingen og energien, men jeg har et problem med deres hooks eller hvad det er. Jeg var også imod the Knife. Men sådan er det vel ofte med kunstnere, der har en meget distinkt lyd, som begge projekter fra svenske vidunder søskende har og som jeg ikke rør mig i deres fimsede hooks eller hvad det er.

Chat Pile: Verbal brutalt edderspændt rasende smadrende punk af personer, som kaldte sig Raygun Busch, Luther Manhole, Stin, and Cap'n Ron og elskede Mads Mikkelsen og "Pusher" trilogien, som forsangeren rablede rimelig meget om. Totalt varmt Gloria telt med kun 200 mennesker. Jeg elskede deres visuals, grimme amerikanske biler der var kørt ind i stuen, sikkert et sted i bandets hjemmelige omgivelser, Oklahoma City, rystede med manken i arrigskab og gik derfra med en let hovedpine, som det hører sig til efter en varm punk koncert sent på dagen. Jeg cyklede fra Høje Taastrup og til Roskilde samme dag, over et stykke brændende varm industrivej, i enden af Roskildevejen. Også til venstre ved ring 3. Så jeg var også stillet ind

Lorna Shore: Fuldstændigt latterlig metalmusik. Børne metal. Lorna Shit. Onkel Reje uden selvironi, der tror de laver ond musik. Lille ven?

Kendrick Lamar: Overraskende godt. Jeg vil endda overveje at høre det mere i fremtiden. Virkelig professionel underholdnings dansemusik for masserne, skarpt, fokuseret, hårdt, underholdende og til fødderne og så tjekket, som en amerikansk krig eller noget i den stil

Biig Piig: Noget bras af noget britisk ny danse pop i saint-étiennes format med sangerinde og et nogle lads på maskiner. Måske var de ved at gå i opløsning og det her var deres sidste show for ingen synes det er sjovt længere.

Queens of the Stone Age: Jeg gav det en chance men nej Josh Homme. Det bliver aldrig dig og mig. Jeg har ikke noget imod tør rockmusik, eller softrock for den sags skyld men det var sgu for meget gymnasielærer rock.

Queen Asher & Rehema Tajiri: Jeg ville så gerne have haft en fest, men det var alt for intenst. indendørs Gloria, en mor og en datter fra Dar Es Salaam, der spiller Singeli, som er 'Singeli er en ngoma musik og dans, hvor en MC optræder i hurtigt tempo taarab musik, ofte med mellem 200 og 300 slag i minuttet (BPM), mens kvinder danser. Mandlige og kvindelige MC'er er næsten lige almindelige, men stilarter mellem MC s køn er typisk meget forskellige. Mandlige MC'er optræder normalt i tempofyldt rap, mens kvindelige MC'er normalt udfører kwaya. Jeg kunne dog ikke følge med. For happy, for ens eller hvad det var.

Purple Rave Club: De unge vil have hurtig trippy veganer trance. Heller ikke min fest. Derfor gik jeg over i mit skab, låste min lejr ud, tog min cykel, cyklede over til Holbækvej på den anden side af motorvejen, skråt over for dyrskuet, og slog op min lejr af én og sov uforstyrret til kl 11, pakkede ned og cyklede ind og startede med

Florist: Så tyst som muligt indie folk rock fra Brooklyn, om at have det svært og være den stille intellektuelle type. Hun fik mig ikke helt, så jeg græd, som helst skal til sådan en type koncert. Men det er sådan noget Natsværmeren for eksempel burde spille noget mere af.

Nora Brown: Amerikansk vidunderbarn og banjo virtuous, som lærte ukulele da hun var seks år gammel af den afdøde Shlomo Pestcoeer. Nu er hun omkring 18, da hun optræder, hvad der virker som første gang for samme mennesker, for et helt proppet Gloria med over 1000 mennesker. Hun var helt paf fordi hun i amerikansk sammenhæng kommer fra det samme, som folk herhjemme der har gået på det kongelige dit og dat. Det var så dygtigt, rørende, historierne om hvordan hun og hendes amerikanske institutioner, indsamler og spiller bluegrass fra især Kentucky. High lonesome kalder de det. Fra lige den side af Appalachians , som er en af de dybeste kilder til den amerikanske country folkemusik.

Jeg nåede lige 2 numre Ethel Cain og det var ok men jeg var ikke super ærgerlig over at have valgt Nora til og Ethel fra.

DAL: LUM: Koreansk harpemusik af de tilsyneladende dygtigste. Jeg savnede virkelig et glas af mine grønne te lige der, så jeg måtte safte på anden vis.

Ellen Krauss: Svensk singer songwriter rock, som var dét værste musik jeg har hørt siden sidst tænkte på Søs Fenger. De havde det heller ikke godt. Det kan ikke have været vilje de var har havnet der. Håber ikke bandet ikke var alt for trist bagefter.

Busta Rhymes: På afstand festivalens store skandale-koncert. Pinligt for alle parter. Hvorfor er der ikke noget der stoppede det? Det lød som en franchise coach der havde fået fat på den største boom box.

Sudan Archives: Lige et par sjatter og et kindkys med vante venner også. Brittney Denise Park hedder hun til daglig i sit south central Los Angels. En urban verdensmusik udsat for at ryste mås r n b med en virkelig fed violin, faktisk to, og en dj, der giver hende en dejlig kant og scene tilstedeværelse jeg nyder det meste af med mine kosmopolitisk indstillede jævnaldrende, der hævder det afslappede apollinske

Indigo de Souza: Skønt passivt aggressive indieband fra North Carolina. En slags Yo La Tengo med pjusket kvindelig lead på vokal og guitar, der synger rablende tekster om sex, tøj, ferieudflugter, forstæderne etc. men den samme ironisk kommenterende ligegyldighed over for det moderne liv.

Bali vanvids gabba på Platform. Personer fra Bahasa, Bali, som nettet også fortæller, har Metoo anklager i bagagen, hvilket var en tanke når festivalen i år lagde meget meget vægt på inklusion og respektfuld samtykke på alle ledder og kanter. Men altså syg syg tribal musik lavet af mennesker der har fået fat på en computer, hørt noget gabba techno fra Rotterdam, som danske Klaus B muligvis ville have en sektion af og tænkt "Det er fedt nok men det skal gå hurtigere". Og vi skal have laser handsker, verbale udfald og mosh pit. Intens’t mand!

Piri: britisk klub pop med en party prinsesse med et Ibiza ish set af Drum 'n bass. To dansere i konstant rutine, der var ligeså glat barberede briter på klub fremvisende. For en nyder, som jeg, at også grimme ved England, så var det skønt. Men altså det var ikke Drum N Bass. Det var drum 'n bass gjort til Schlager. Halvdelen var britiske hits hun bare sang på det der two step beat. Av for en engelsk grimhet. I det mindste var det lidt til husarene, som de jo aldrig er blege for at lægge skjul på for at henvise til farven på Piris maveskind.

Electric Wizard: Min første rigtig fede rock koncert i år, der larmede nok til at blive rav rusket igennem. Sådan nogle dejlige og inspirerende mennesker at tilbringe en tung time med. Også englændere, det er åbenbart bedre at være fra Dorset for de arme djævle, der her da var omkring tyve år gamle, så fik en stor og stærk vision for deres liv: Sex, Black Sabbath/satan, en bong og et band (ikke nødvendigvis i den rækkefølge) - og et sart skænt udvalg af soft porno film af Jesus Franco og noget Roger Corman, tror jeg var det var. Hells Angels måske? Jeg kom hele møget op min medbragte single hitter, som jeg navngav efter deres sange, Dopethrone, der alle sammen lyder som deres to yndlingssange - bare vildere og højere: Electric Funeral og The Wizard. Iø en sang som muligvis har givet ophav til at ryge en troldmand og spille en tung tung stenerrock, der får dig til at ønske at du kunne bolle, ryge hash, og spille musik til satans ære hele sit liv væk. Konen spiller bas, han synger og skriver, og deres venner i sort denim og langt hår og matchende marshall tårne til det fulde rockorkester .

Dry Cleaning: Jeg havde lidt forventninger og de blev skuffede. Jeg ved ikke om det var at komme direkte fra satanisk messe til guitarguden og til ironisk poet i front - uden instrument til post punk ish rockmusik. Jeg synes ikke jeg kunne høre hendes tekster som vel næsten er det bedste af det jeg havde hørt. Men kedeligt band.

Nikolaj Jakobsen / Fast Forward/ Københavnsk seriøs technomusik med Koloah fra Kiev, som var industriel techno, flot, sort hvidt og meget koldt. Derefter Newa, sammen med Jakobsen tror jeg det var, som spillede 90 minutters techno musik fra øverste hylde og som de ikke være afvisende overfor i Berlin i stilen. Minimal House, panorama bar techno, den funky tysker etc. regnen stod ned og de dansende inkluderende germanere med stor dedikeret tribe, alle klædt som i Berlin med det samme pandehår men så i alle hudfarver og tribes, mudder og tæt fællesdans. Og så helt hjem og sove efter lige at have set ham Burner boy og med sindsro konstateret at alle var tilfredse.


Fredag:
Siti Muhram
Religiøs musik på samme måde som Bach er religiøs musik: Korsangen, tonerækkerne, musikstykket, placeringen i messen gør musikken til udtryk for en kosmisk orden. Det kommer jeg til at høre meget i fremtiden

Florence Adooni
Så fin kirke, orkester instrumental gospel og fortolkere af Frafra traditionen fra Ghana.

Body Type
Først HALLØJ det er en sjov koncert. 4 friske stoner girrrrrls: Body Type er et australsk rockband dannet i Sydney, New South Wales. Gruppen består af Sophie McComish, Annabel Blackman, Georgia Wilkinson-Derums og Cecil Coleman. Fire kvinde rock band hvor de alle sammen er rock n roll out casts i shorts, støvler, og bare ben og ellers så lidt tøj på som muligt for der er jo så frygtelig varmt i Australien. Virkelig godt band der danner den perfekte klike med den meste erfante hårdkogte rock chick i front corsage der flirter med os, har vitserne og er deres front, den kloge på trommer, den indadvendte på bas og den ordentlige, på den anden guitar. Det gik hurtigt, det var vittigt, det var højt nok, de havde mange ganske varierede sange, de havde det sjovt, vi havde det sjovt, og alle de overlevende rock dinosaurer gav hinanden øller og pomfritter bagefter for at komme til bunds i bare sådan en god rockkoncert. jeg blev venner med to nye til min store glæde og Kim Deal blev behørigt hyldet i samtalerne bagefter. Gå til din streaming og hør “Weekend” som går “You make me feel like a weekend, la la” Hansen nævnte Throwing Muses også!

Ghetto Kumbé
Her peaker min Roskilde 23. Vi taler at være fuld og mæt af venskabelighed og lade sig opsluge af en masse af latino trance ravere. 3 fyre i selvlysende masker fra Bogata , som har et sound system med en toaster, en tromme og en DJ som spiller en cumbia baseret ethno trance, som minder os om i ånden at folket kalder vores naturlige ven meskalinet “Peyote” fordi det så var det nemmere for de spanske erobrere at kontrollere de oprindelige folks sakrale brug af psykedelika. Jeg raver løs med et par roma personer jeg har et vist forhold til i det daglige, som bare elsker det og i det hele taget har festen suget hele den farverige latino diaspora på alle leder og kanter nord for Rhinen. De kunne have spillet to timer mere for min skyld. Jeg vil se det igen og næste gang vil jeg se det istedet for noget Drill der var noget bras alligevel.

Nikki Lane: Endnu en virkelig god rockkoncert på Gaia. Eller alt country faktisk. Men hun er en skøn forbryder country personlighed med stemme, smag og et godt band. Sangskrivningen er jeg ikke helt væk over, men det var en solid ægte country koncert. På min sidemands t-shirt stod der “Hellere fuld end glad” (se foto) , så der stod vi og græd over Nikki. …Og sendte nogle SMSer

Alice Glass: Det var - igen - flot men for kold cyberpunk til mig.

BACKWASH: Fuldstændig sjæle rivende stærk oplevelse: Stort dobbelt sort Transperson fra et åbenbart meget uhyggeligt sted i Amerika som har spærret dig inde sammen med for at han kan i free flow af raseri fortælle dig om hvordan det er at være så vred. Her kan rå industri musik noget. Jeg var meget tæt på en lidt mere interessant Mike Patton end når han beatboxer, på et helt sort, hvidt knusende industri beat. Kuldegysninger af bestyrtelse og hold da op et beroligende klart kulsort kosmos.

Rosalia: Jeg havde svært ved at komme ind i hendes musik. Jeg kom i tanke om jeg har det svært med musik, der kun handler om at bygge op og sige “hey”. Men det var en meget smuk og fantastisk masse at flyde igennem til og fra tisse behov. Jeg elsker at unge kvinder i dag bare sætter sig og pisser, når de er fulde ligesom resten af homo sapiens. Ihvertfald på Roskilde.

Adeedeji: Funk musik fra Nigeria. Alt for let til at kunne vække ånden

Lady Neptune: Vanvids Happy Hard Core fra en Moema Meade,et åbenbart lige så vanvittigt sted i England, som alle de andre britiske galninge kommer. Her så stor kvinde , der rapper og har bygget sig en pult, hun kan puste op til et rumskib + så to alien dansere og “det jo ikke musik det der???” et meget voldsomt sted midt imellem at det er meget sjovt eller meget uhyggeligt.

Plaid: Endelig fik jeg set nogle af mine helte, jeg manglede på min bucket list. Ed og Andy havde en langhåret, kvindelig udseende person, og det lød overraskende frisk og perlende fremtidsagtigt. Det kloge beskedne beat. The brain dance som de kaldte det. De var færdige kl 3 ish og det var jeg også.

Vi ses til næste år. Krammer til alle der gav mig krammere undervejs