Syd For Solen

[Tonic Satan]

Fucking Bon Iver, verdens mest ligegyldige band. Jeg kan ikke engang blive irriteret over det. Indies Ed Sheeran.

[kulsoen]

Tror jeg indfinder mig efter aftensmad og tager en kæmpe dunk d-vand med. Et lille plus, at dagens program stinker så hårdt, at man sagtens bare kan komme til Aphex Twin.

[Hansen]

Indtil videre fint styr på logistikken. Confidence Man var fedt! Vejret holder, kom bare.

[Hansen]

Jeg kaldte den, og jeg står ved det: Peggy Gou er en middelmådig DJ der spiller ok tracks. MEN: Hun er fra Korea og har et fedt kunstnernavn.
Kan hun bære en mark i Valby? Hmm, ikke rigtigt. Gad godt høre hende på en klub med et ikke-præmixet set.

[Tonic Satan]

På vej ind på æ plads.

[Tonic Satan]

Kæft, det var fed. Er dog ærgerlig over ikke at kunne læse Politikens anmeldelse, der åbenbart ellers tager udgangspunkt i anmelderens egen person og livshistorie, forfriskende nok.

[secondtoughestintheinfant]

Kæft, det var fed. Er dog ærgerlig over ikke at kunne læse Politikens anmeldelse, der åbenbart ellers tager udgangspunkt i anmelderens egen person og livshistorie, forfriskende nok.

Efter Aphex Twin-koncerten fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte at tude og kaste op
Det gådefulde geni Richard D. James gemte sig bag sine store skærme og sendte en tordenstorm af lyd ud over et benovet og tålmodigt publikum.

Sidst jeg stod over for min helt Aphex Twin blev jeg mast af hans mange højtalere på en lidt for seriøs technofestival i Tyskland i 2006. Jeg fik det så dårligt, at jeg måtte forlade koncerten og lægge mig i fosterstilling i mit festivaltelt.

Jeg kom instinktivt til at holde om mig selv igen, da Aphex Twin fredag aften stod på den store scene under træerne til den ellers tryghedsudstrålende festival Syd For Solen. Imens så jeg, hvordan hans fans gjorde sig klar til at strække armene ud efter hans ikoniske lyd, gjorde jeg mig klar til at gøre mig hård, for Richard D. James er en legende, men en misforstået en af slagsen. For han nægter kategorisk at mærke sit publikum, og fredag aften spillede han den mest nådesløse fragmenterede blanding af acid, ambient og destruktiv dommedagstechno.

Under kunstnernavnet Aphex Twin fik den geniale britiske technonørd et kæmpe gennembrud i MTV-epoken. Det var ikke kun på grund af hans helt særegne elektroniske musik. Det var også et visuelt gennembrud ført an af Chris Cunninghams uhyggelige og humoristiske musikvideo til hittet ’Come to Daddy’ i 1997.

Det var ikke MTV-versionen af Aphex Twin, der optrådte live fredag aften. Hans koncerter bærer præg af et spændende bagkatalog af musik, han han komponeret gennem næste fire årtier, der kommer aldrig til at blive spillet ’Windowlicker’, man aner aldrig, hvad man går ind til som fan, og det er både en del af spændingen og nervøsiteten.

Pisk og knytnæveslag
Da Aphex Twin samlede sine dedikerede fans, var det som om, en ufo var landet. Han startede med at flænse os med musik, der lød som laserstråler, der destruerer en stor skyskraber.

Det visuelle fyldte meget under koncerten og føltes som en kommentar til vores masseforbrug af digital overvældelse. Der var laserstråler og skærme med visuals af hans motherboard og det karakteristiske ikoniske fjæs, han også er berømt for, et ansigt der drilsk smilede til os, der stod foran scenen og holdt hans ulidelige dommedagssymfoni ud.

Det var som om, han grinede ad os, ikke med os. Nogle gange viste han nåde, spillede de sjældne ambient tracks imellem de mange machoeksplosioner af lyde, der ramte os i nervesystemet som pisk og knytnæveslag. Hver gang, der var varme og bas i hans lydkaskader, forsøgte publikum at varme sig på de små gløder inde i hans kolde knusende lydlandskab.

Jeg indrømmer blankt, at jeg er inderlig fan af den side af Aphew Twins lyd, der lyder allermest som et spaophold, udgivelser som ’Selected Ambient Works 85–92’ fra 1992. Der er i hans koncerter altid små spor fra denne epoke af varme, tilbagelænede til tider tranceagtige kompositioner.

En tidsindstillet ængstelig bombe
Men efter koncerten fik jeg det så dårligt, at jeg begyndte at tude og kaste op, jeg fik et angstanfald, for musikken havde lagret sig inde i mig som en tidsindstillet ængstelig bombe, der eksploderede, da jeg trådte ind i varmen og opdagede, hvor frosset ude jeg havde følt mig af denne koncert.

Jeg vil aldrig se Richard D. James fjæs igen, giv mig en dag i solen med Lis Sørensen, skrev jeg, da der stadigvæk var fyrre minutter tilbage af koncerten, og nu står jeg her på den anden side af endnu et møde med Aphex Twin og holder om mig selv igen.

Techno og elektronisk dansemusik er ellers et sted, jeg går hen for at få varmen, det er kærligt rum for mig.

Aphex Twin lød ikke som en komponist, der gerne ville i kontakt med os, der stod lyttede. Han landede på Syd for Solen med sin lyd, tordnede løs, gemte sig bag skærmene, som om han bare sad og gamede. Han henvendte sig til publikum med musik, man skal være tykhudet for at kunne holde ud og være i, og jeg står ved min tynde hud til mine dages ende.

[Tonic Satan]

Fuck nu af, voksenbaby.

[Tonic Satan]

"Min helt".

[Mortene]

Gal noget lort. Det virker som nogle noter, som en studentermedhjælper så har sat komma i. “Sendt fra min iPhone.” Eller en Instagrampost fra en, der lige læste en wiki-artikel om Aphex Twin inden.

Men det så da fedt ud på alle menneskers story. Jeg kunne desværre ikke rigtig høre noget ude i haven, selv om bassen fra Peggy Gou gik godt igennem.