Festival of Endless Gratitude [FoEG]

[busterask]

Og dem som stod i en to meters radius af ham på floor.

[kevin]

Dejlig festival. Kunne godt lide den nye(?) feature med suggestive omgang med instrumenterne. Her var jeg selv særligt vild med Moundabout, mens jeg hørte andre tale varmt om Barbara Skovmand.

Fedt at møde busterask! En kæmpe looker. Han må gerne give mig modetips.

[Poste]

Jeg har hørt, at Poste vågnede i sin seng.

Tak for i år alle sammen.

[busterask]

Dejlig festival. Kunne godt lide den nye(?) feature med suggestive omgang med instrumenterne. Her var jeg selv særligt vild med Moundabout, mens jeg hørte andre tale varmt om Barbara Skovmand.

Fedt at møde busterask! En kæmpe looker. Han må gerne give mig modetips.

:i Tak, kevs! Også dejligt at få ansigt på dig. Hyggeligt da der i fem minutter lige var en god svingninger-junta under Marcelle. Det føltes varmt (en kvalitet jeg i mange, mange år på ingen måde har forbundet med svingninger).

Virkelig en kanon aften i går! Kæmpe kill streak af konge oplevelser fra Sosena til DJ Marcelle. Sindssygt befriende med et godt, svedigt floor til sidst. Godt med noget musik til hofterne.

[Ali Pilfinger]

Tak for i år. Jeg nåede ikke så meget, men jeg fik kigget over skulderen på en fyr, muligvis en svinger? som shazamede Lenhart Tapes.

[eini]

At være på foeg i år gjorde mig klar over hvor få steder i verden der er fred, fordi jeg pludselig forstod, blev mindet om, at freden findes og det er sådan den føles. Foeg er verden i fredstilstand. Det har det hele tiden været. Kontrasten til resten af verden er bare blevet mere markant med tiden.

Og det er ikke den efterstræbte idealiserede fred jeg taler om. Det er freden som konsekvens af gennemgående gode beslutninger. Beslutninger som er gode fordi de orienterer sig mod hvad der er vigtigst, og det der er vigtigst er at kærligheden kan udfolde sig. Det er vigtigt at der er et smukt sted at være. Det er vigtigt at der er øl og sodavand at drikke og at det er gode øl og sodavand. Det er vigtigt at der er ordentlig mad. Det er vigtigt at der er steder hvor man kan slappe af og steder hvor man kan danse. Det er vigtigt at man kan ryge et sted hvor man også kan snakke. Det er vigtigt at der er rum til at være lidt alene. Det er vigtigt at der er rum til at gå ind og fordybe sig om noget sammen. Det er vigtigt at det nogle gange er stille, at det nogle gange er ekstatisk. Det er vigtigt at det ikke prøver at være andet end hvad det er. Det er vigtigt at være opmærksom. Det er vigtigt at kunne stole på hinanden. Det er vigtigt at der er plads til ikke at tage hvad andre gør personligt. Det er vigtigt at kunne tage det helt roligt.

Jeg tænker: gad vide om det her kan findes som andet end en tre-dages festival. Kunne man bo og leve sådan? Bygge et samfund sådan?

Foegs genialitet er at musikken aldrig er nok i sig selv, samtidig med at den er fuldstændig uundværlig. Altså, især fredag var der meget indadvendt musik, ikke noget til at løfte en ud af noget, og mange går jo til koncert for at blive opløftet, få nogle af de gode vibes serveret, måske endda en ekstatisk forløsning. Jeg sad med min angst da den var værst under Jules Reidy og forsøgte at finde en vej ind i guitarloops og indadvendt vokal, og jeg fandt ud af at det ikke var musikken i sig selv og hvad den gav mig, men det at jeg accepterede at det var dén der nu var der, at jeg gav mig til at lytte og blev ved med det, og var i et rum med hundrede andre der gjorde det samme, det var den handling, det var hvad jeg selv havde at give og som blev muligt at give dér, der fik angsten til at falde til ro og afslørede skønheden.

Da jeg ankom TORSDAG var jeg opløftet. Der var sket ting i mit liv der havde åbnet mig for den mulighed at jeg kunne være glad, og det var jeg. Glad og rørt over at foeg stadig findes. At de mennesker der kommer til foeg, stadig kommer. Det var som om, der var flere der havde været væk længe, som kom tilbage i år, og det gjorde mig endnu mere glad. Det gode ved den katastrofale indsnævring af rum til gode ting i verden er, at når der ikke er så mange andre steder at tage hen, kan vi bedre finde ud af at holde sammen.

Jeg kunne godt lide Barbara Skovmand der stod midt i salen i blå dronningedragt og masserede metalstænger med vand (hvilket altså lavede en lyd), det var meget “velkommen til foeg” men også på en uventet måde, det var smukt, og jeg mærkede hvordan hele rummet sitrede af vilje til at opleve det, den der lidt urolige finden sig til rette på gulvet, og så følte jeg mig som et barn i syvende klasse, da andreassyr forstyrrede mig ved at vise mig en besked han ikke kunne holde ud ikke at vise mig, med vittigt sjofle fortolkninger af optrinnet. Og det var meget lykkeligt at fnise som et barn og at se rundt og se alle de andre der stadig var børn på en måde, alle dem der ikke havde fundet det nødvendigt at vende sig væk fra barnets åbenhed for at blive voksne.

Jeg gik ud og røg, en meget vigtig del af foeg, måske fyrre-halvtreds procent af oplevelsen, er at gå ud og ryge. Vel at mærke med venner man har kendt og elsket længe, men ikke set siden sidste foeg eller sidste ffff eller måske slet ikke set i årevis, men som man altid har et fælles sprog med, et sprog der bare ikke holder op med at føles friskt og muligt, og så mange at man aldrig ved hvem man lige ender med at stå i en cirkel sammen med.

Alvin Curran var blæst og ekstremt fedt. Det var svært helt at komme op i dansegear, og rummet føltes nærmest for lyst og havde ikke rystet det kulturhusagtige af sig endnu, men det var dér jeg blev vækket efter lang tids koncertløshed, ikke mindst af at se ungdomssvinene Poste og busterask stå og danse uden at give fucks. Det var under hele festivalen en stor glæde at se den dynamiske duo gynge rundt og eje.

Jeg elskede Grev Trold! Uventet med sådan noget enmandsblack på sådan en foeg-torsdag, men FEDT. Gode skrig og fremragende stage presence.

FREDAG var en svær dag. Jeg var i angstens vold og den slap mig ikke da jeg ankom til festivalen. Jeg var også træt. Jeg er blevet mor, og jeg har tilmed lige fået et arbejde. Der var meget at være angst over. Men det gjorde ikke noget. Jeg kunne være med angsten på samme måde som jeg var der med koncerten som noget der udspillede sig, og sådan var det.


Piotr Kurek var en flot koncert i øvrigt. Smukt uhyggelige visuals, den der mund der flød ud som en stemme af molekyler, der var meget sorg i det, eller det var i hvert fald sorgen der blev fremkaldt i mig.

Jeg forsøgte at overgive mig til Moundabout, men kunne ikke. Viben var for hård, og jeg havde det for mørt. Jeg skulle tidligt op næste morgen og være til stede med min søn. Jeg måtte desværre tage hjem inden Spost.

Men så kom den vidunderlige LØRDAG. Jeg ankom til den underlige fløjte fra oldtiden spillet af Lukas De Clerck, han stod oppe på en af de der åbne etagegange som var klædt ud som en slags hængende haver, og spillede ud over os. Der var en dejlig ro i selskabet, og musikken omfattede den ro med skønhed.

Jeg fik flotte gaver af mennesker jeg havde savnet meget mere end jeg helt var klar over. Efter alle de år hvor jeg ikke helt kunne være der, ikke helt kunne tage imod noget som helst. Endelig at se hinanden igen og vide at man er stadig er der.

At forstå lige pludselig hvor heldig man er, at man hele tiden har været det, men ikke kunnet give sig selv lov til at opleve det, og så nu faktisk endelig at opleve det.

Og så danse til Lenhart Tapes som kom med beatet og med vilde dødsrige-agtige lyde, alligevel få lov til at modtage ekstasen, kroppen der løsner sig, husker sig selv. En fuldkommen trygt åben bevægelse.

Og så ud og ryge. Snakke om hvad der nu snakkes om.

DJ Marcelle var så nice at jeg gik en halv time senere end jeg egentlig havde hjemmel til, virkelig en god dansefest, men den afsluttende koncert for mig var passende nok Thulebasen. Det larmede lykkeligvis, og det var fedt med den tætte crowd. Dejlige trommer. Jeg skulle lige finde ind i det fra den ømme rørthed og begyndende træthed, men det gjorde jeg, jeg stod på de der trappepodier der var ude i siden, og kunne se ned på forsamlingen, kunne se æsmet, What she said, Jon A, Dan Dare, oles, christian, Golden hour, kulsoen, j-sim, Mr. Bungle, Dronekræmmeren, kevin, Syme, Poste, busterask, Morten, Jallan, stilhed, Frk. Larsen, Ali Pilfinger og alle de der random folk man også har set komme til de samme koncerter i årevis, den følelse af fuldstændig uanstrengt og dybtfølt samhørighed, som om livet alligevel bare hænger sammen, og det er nok. Jeg kender ikke noget mere lykkeligt egentlig.

Jeg håber virkelig at de gode mennesker der får den her festival til at ske, stadig helt mirakuløst har lyst til at fortsætte med at lave den og kan sige til hvis der er noget hjælp de har brug for, for den er meget svær at undvære.

[Senekat]

Dejligt, at du er tilbage eini

[Morten]

Dejlig FoEG - sikke en lørdag!
Årets optagelser

[Poste]

Skønt at have dig tilbage, Eini!

Jeg elsker FoEG helt ad helvede til. I år var jeg #næsten for fuld alle dage, og her tænker jeg alene på min egen nydelse og ikke jeres følelser, hehe.

Det er virkelig en skøn følelse af nære og fjerne venner, indtryk og beruselse. Jeg har efterhånden en del bekendte (venner?), jeg kun kender, fordi vi sludrer til FoEG i flere år, og her tænker jeg ikke på svingere (eller måske de er?), men forskellige mennesker, jeg end ikke kan navnet på.

Sådan måtte mine weekender gerne være lidt oftere. </3

[eini]

Rigtig god reportage af Jon A: http://passiveaggressive.dk/festival-of ... ender-det/

Og dejligt at være så indforstået med segmentet at man ikke er i tvivl om at det er kulsoen der citeres.