Ln 24: Hvad vil du her på denne Tid, Kriton? Er det måske ikke endnu tidligt på Morgenstunden?

[secondtoughestintheinfant]

Jeg ved ikke om jeg bare skal give op, og begynde kun at læse Willy Breinholst, men jeg bliver simpelthen trist af at læse Christina Hagens molbohistorier-digtsamling. Jeg har ikke rigtig læst andet af hende, er der nogle uomgængelige?

Ikke, hvis du ikke kan lide den her.

[Winter Chylde]

Det kan jeg nu godt, men med mit nyfundne skrøbelige sind, skal den tages i bidder. Og dertil er formatet jo praktisk.

[badminton]

en sjælden sviner, det luner:

https://www.information.dk/kultur/anmel ... te-snubler

Der er ingen økonomi i digtenes brug af deres virkemidler, ingen fornemmelse af, hvornår nok er nok. Det er, som om Minor er blevet forført af sin egen evne til at skrive tilforladeligt flot og storladent og samtidig skrive om hverdagen, og så bare har pøset på, indtil den lyriske lagkage er væltet omkuld.
...
Jeg vover den påstand, at senil og spøgelse kun står i samme verslinje, fordi de begynder med s, og at dommen er mumlende, fordi det føles lyrisk passende at have et tillægsord med tre stavelser lige dér. Og fordi det træ skal fremstå åh, betydningsfuldt, koste hvad det vil.

nb har ingen beef med minor og måske ærgerligt det lige går ud over hende, men dk savner kritisk kritik

[secondtoughestintheinfant]

Det er nemlig en eksemplarisk anmeldelse, den der.

[Poste]

Kan os fattigrøve få en kopi. <3

[secondtoughestintheinfant]

Kan os fattigrøve få en kopi. <3

Spoiler:

Lad mig spille med åbne kort: Jeg har det usædvanligt svært med Caroline Albertine Minors nye bog, digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge, og det gør det ikke lettere, at hendes tre første bøger, alle prosa, var så overbevisende gode. Er det skiftet i genre, verslinjernes affekterede knæk og forsøget på at oplyse hverdagen med højstemte lyriske billeder, der er problemet? Eller måske er der sket noget andet, der gør, at den sammensmeltning af situation og stemning, Minor før skrev frem så fint, pludselig er helt ude af balance.

Ærgrelsen opstår i al fald lige der, hvor hendes digte vil spidsformulere den måde, tilværelsens store stemninger optræder midt i et prosaisk liv. I »Breath Play« lyder det sådan her:

»Når vi taler mærker
jeg vores fremtid
dampe som noget
nyslagtet i rummet, et
kybernetisk kredsløb af
tilgivelse og vrede, nætter
med dine hænder
i mit hår, dine
hænder om min rindende hals

Du skal kvæle
mit ego så
blidt og så
langsomt
at noget større
og lavere
lever videre befriet
som kernen
fra avnen og
nærer sig selv.«

Som i mange andre digte møder man her et lyrisk jeg, kvinde og mor, der er sammen med en ny mand eller kæreste. I senere digte er forholdet tydeligvis ved at gå itu, og endnu senere er de ikke længere sammen, her er det mest foruroligende vel forestillingen om en nyslagtet fremtid. Som i mange andre af bogens digte drømmer jeget om store følelser, om noget intenst (andre gange husker hun tilbage på det, så er det knyttet til en ungdom, der er forbi) bag hverdagen. Meget sympatisk insisterer hun på, at sex er en del af, men ikke er alt i de følelser.

Manglende økonomi i virkemidlerne
Typisk er bogens digte forankret i en tilforladelig situation, her et jeg og et du, der taler sammen, i et andet digt er de på en restaurant ved en lystbådehavn, eller måske sidder jeget på en museumscafé eller er tilskuer til sin søns fodboldkamp. Nogle gange er de situationer underligt dunkle, så udspringer teksterne af en situation, man som læser ikke rigtigt har adgang til.

Uanset hvad stråler der ud af de øjeblikke et begær efter begæret, efter en renere og mere lysende tilværelse. Alt det er der ingenting galt med. Men, altså, hvorfor er halsen »rindende«, og hvad laver et udtryk som »et kybernetisk kredsløb« i »Breath Play«? Andet end at tilføje et bogstavrim og fremvise et par poetisk-lækre ord. Og hvad skal hele det spil mellem syntaks og linjebrud i første strofe egentlig til for, ud over at forvirre fremstillingen af det, der i sig selv er en ret enigmatisk billedliste på fire ting, jeget mærker, når hun taler med kæresten?

Hvad vil det sige, at noget »større og lavere« »nærer sig selv« – altså ud over at afgive en em af noget vigtigt og samtidig dunkelt? Der er ingen økonomi i digtenes brug af deres virkemidler, ingen fornemmelse af, hvornår nok er nok. Det er, som om Minor er blevet forført af sin egen evne til at skrive tilforladeligt flot og storladent og samtidig skrive om hverdagen, og så bare har pøset på, indtil den lyriske lagkage er væltet omkuld.

Alt skal bære tilværelsens vægt
Den fornemmelse går igen i andre digte, sammen med disse formuleringer, der mere virker som tegn på noget poetisk end faktisk virker som god poesi. I et andet digt »Et pludseligt træ« prøver jeget at lægge sin søn i seng: »jeg foreslår ham at/ fokusere på noget/ konkret/ en rubiks cube,/ Messis andet mål i finalen mod Frankrig,/ legeaftalen med Winston den næstkommende/ lørdag, vel vidende at det er selve/ Mysteriet han mærker/ bugte sig, dragesort/ og glitrende i sine elastiske årer –«

Et øjeblik kan man jo tænke, at Minor helt bevidst beskriver M-M-Mysteriet – det store bogstav gør intet godt her – ud fra barnets klichéblinde tankeverden. Så kunne »dragesort« og »glitrende«, dette udtræk fra sværd og trolddom, komme derfra. Men snart efter husker jeget på et gammelt træ, »der med sit/ senile spøgelsesnærvær/ fældede/ en mumlende dom/ over os«.

Jeg vover den påstand, at senil og spøgelse kun står i samme verslinje, fordi de begynder med s, og at dommen er mumlende, fordi det føles lyrisk passende at have et tillægsord med tre stavelser lige dér. Og fordi det træ skal fremstå åh, betydningsfuldt, koste hvad det vil.

Det gør Minor igen og igen, gør hverdagens ting – en sten på stranden, en saks, en gave til kæresten – tungt, postuleret betydningsfulde. Alt skal ligesom bære hele tilværelsens vægt, for det er åbenbart det, ting gør i følsomme digte. Andre gange er der helt overstyrede strofer som »Hvor vil du søge bekræftelse/ Idet du skærmer for vinden med hænderne/ Og tænder lyset i din indre kirke?«

Det er næsten ikke til at holde ud. Caroline Albertine Minor er stadig en af sin generations bedste prosaister, og selvfølgelig kan man også i Nivå Bugt Strandenge mærke et talent for sprog. Men disse digte er helt ude af balance, helt uden vilje til at mærke efter, om de spænder ben for sig selv. Det bedste er nok bare at glæde sig til hendes næste bog.

[secondtoughestintheinfant]

En anden pragtfuld anmeldelse i Information er en eller anden (rigtig) økonoms enormt pædagogiske snitter af Emma Holtens nye bog:

Bette uddrag:

For at begynde et sted, er det klart, at omsorg er værdifuldt og er noget, vi alle godt vil have mere af. Men de fleste vil nok også mene, at der er afvejninger i forhold til andre mål for det gode samfund. Hvis der skal bruges mere tid på omsorg i hjemmet eller i den offentlige sektor, skal der bruges mindre tid på noget andet.

Det er uklart, om Holten accepterer, at der er sådanne trade offs. For det første skriver hun, at fælles aktiviteter ikke er knappe som andre ting. »De ting kan man også få gratis. Hvis vi havde tiden til at give det til hinanden,« skriver hun. Men tid er jo netop en knap ressource for alle os dødelige. Ting der kræver tid kan aldrig være gratis. For det andet mener Holten, at vores forbrugsønsker er drevet af reklamer, influencere med videre. Det er basalt set en historie om falsk bevidsthed.

Økonomer sætter priser på ting for at tydeliggøre trade offs. Det handler ikke om at udtrykke værdi i penge, men om at udtrykke værdien af forskellige ting relativt til hinanden.

Holten bruger et citat af økonomiprofessor Peter Birch Sørensen til at sige, at det som ikke eksplicit gives en pris, implicit får en pris på nul, når der tages politiske beslutninger. Det er dog ikke hans pointe. Pointen er, at hvis for eksempel et naturbeskyttelsesprojekt til en milliard kroner gennemføres, så afslører det, at den natur, der beskyttes, er mindst en milliard kroner værd i beslutningstagerens øjne.

Holten konkluderer, at hun ikke mener, at værdien af omsorg kan kvantificeres.

Det er oplagt, at det er svært eksplicit at opgøre værdien af omsorg. Derfor er det, som Holten påpeger, heller ikke fuldt ud opgjort i bnp. Bnp forsøger at måle, hvor mange varer og tjenester vi kan producere i den private og offentlige sektor, ikke alt, der er værdifuldt for det gode liv og det gode samfund.

Værdien af tid
Det er ærgerligt, at Holten ikke diskuterer, at økonomer anser det for helt centralt at inkludere en pris på tid, når der laves samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser. Det er tid, der blandt andet kan bruges på omsorg i hjemmet. Det kommer til at fremstå, som om Holten mener, at hun var den eneste, der i diskussionen om store bededag tænkte på det, vi mistede. Men alle økonomer anerkender, at fritid er et værdifuldt gode.

Ét holdepunkt for værdien af en time er vores timeløn. Når vi går på arbejde til en vis timeløn, så viser det, at vi på marginalen værdisætter de ekstra forbrugsmuligheder, det giver, til omtrent det samme som en ekstra time, vi kan bruge på, hvad end vi vil. Analyser af transportinvesteringer baseres i praksis på en spørgeskemaundersøgelse af rejsendes betalingsvillighed for at komme hurtigere frem.

Én måde at forstå Holten på er, at den faktiske værdi af tid er langt højere i hendes øjne. Økonomer frygter, at hvis betalingsvilligheder ikke baseres på observeret adfærd på markeder eller spørgeskemaundersøgelser, så ender det let ud i paternalisme. I tilfælde, hvor borgernes valg ikke er velovervejede, tales der dog om libertariansk paternalisme.

Holten siger videre, at når priser påstås at måle værdi, så retfærdiggør det, at dem, som sælger dyrt, bliver rige. Sådan ser moderne velfærdsøkonomi dog ikke på spørgsmålet. Her slås det fast, at retfærdighed er et moralsk filosofisk spørgsmål. Derfor er begrebet samfundsvelfærdspræferencer centralt.

Økonomer kan analysere, hvordan givne samfundsvelfærdspræferencer bedst opfyldes, men har ikke noget særligt at sige om, hvad de skal være, og for eksempel hvordan lighed skal forstås, og hvor højt det skal prioriteres.

Holten nævner aldrig samfundsvelfærdspræferencer som begreb og hævder i stedet, at økonomer mener, at de kan regne sig frem til, hvad det gode samfund er.

"Det er dog ikke hans pointe."
Lillebitte burn

Senere får vi også:
"Holten pointerer også, at økonomi ikke er en eksakt videnskab, og at mennesket ikke er homo economicus. Men det er vist også ret bredt anerkendt."
Lol

Politiken har naturligvis sat deres... arkitekturanmelder til at anmelde bogen, så den kan få sine seks hjerter på forsiden af Kultur.

[Poste]

Tak, makker!

[badminton]

Politiken har naturligvis sat deres... arkitekturanmelder til at anmelde bogen, så den kan få sine seks hjerter på forsiden af Kultur.

haha genialt

og ja, super anmeldelse - ham økonomen har en perlerække af lignende "sympatisk projekt, men..."-anmeldelser på cv'et

[Ællington]

Jeg læser Eartsea serien på dansk fra A MOCK BOOKS

Det er da rimelig fedt.

Mig da jeg havde læst Troldmanden fra Jordhavet:

Mig som er startet på Atunas Grave