Ln 24: Hvad vil du her på denne Tid, Kriton? Er det måske ikke endnu tidligt på Morgenstunden?

[eini]

Den der litteraturdebat: problemet er jo ikke, at det er personligt, problemet er, at man tager det personligt.

[Kong Louie]

Det eneste min far nogensinde lærte mig om at skrive var, at man "aldrig skal starte en tekst med "jeg"". Han mente vel at man grundlæggende bare aldrig skal skrive om sig selv. Jeg syntes i hvert fald at det er - i bedste fald bemærkelsesværdigt, i værste fald - dybt tåbeligt, at #forfatteren i dag ikke skriver historier, men bare fortæller om sig selv. Det er dum drejning. En nedadgående kultur.

[eini]

Det synes jeg ikke, det behøver at være, sådan som fiskeren også redegør for. Jeg synes, pointen med, at problemet egentlig er, at det netop ikke er specifikt nok, men forsøger at almengøre sig selv, er virkelig god*. Igen er det ikke jeg’et i sig selv, der er problemet, men hvordan det jeg bliver brugt.

* et forsøg på at bygge videre på den pointe: at der udspiller sig et foregivet individuelt perspektiv, som i virkeligheden er et ønske om et (kollektivt) udefra-perspektiv, en ansvarsfralæggelse, en bøn om at blive set frem for selv at se (sig selv).

[secondtoughestintheinfant]

Det helt store problem er, at litteraturen aldrig bliver diskuteret, kun udsigelsespositionerne og deres narcissisme. Det er jo litteraturen, der er det almene og universelle, og problemet med det meste af det, der "diskuteres" i den her debat, er, at det er mangelfuld litteratur. Dét har intet som helst at gøre med forfatternes biologiske, sociologiske, kulturelle osv. baggrund og tilhørsforhold og "position".

[eini]

Men hvordan er det anderledes end at lade være med at tage det personlige personligt? Betyder det, at det er litteratur andet end, at det er muligt at læse det upersonligt? Altså, jeg forstår for så vidt godt behovet for at gøre oprør mod litteraturen som idé, når den bliver præsenteret som noget uklart defineret men alligevel autoritativt. Objektiviteten er en mulighed, ikke en iboende kvalitet.

[Senekat]

Det er vel ikke litteraturen der bliver gjort oprør imod, nærmere, at det burde være litteraturen der var genstand for opmærksomheden og ikke forfatteren, den personlige fortælling og udsigelsespositionen.

Et af litteraturens store problemer i dag, er, at den handler om forfatteren.

[secondtoughestintheinfant]

Hvad 'katten siger. Det er litteraturen, der er formen, og hele pointen med litteratur er, at den er litteratur og ikke noget andet end litteratur. Og jo mindre litterær, litteraturen er, jo svagere er den som litteratur. Dvs., hvis den eksempelvis lige så vel kunne have været et debatindlæg i Politiken eller et tweet, uden at noget substantielt forsvandt fra teksten og dens form og udtryk.

Glenn Bechs seneste, for eksempel, er dybets set en samling tweets af varierende kvalitet. Når teksterne fungerer, fungerer de på samme måde, som når man falder over et fedt tweet og siger "lol, tjek det her tweet" til sin homie (eller til Svingninger). Det gør ikke teksterne og bogen mindre "vigtige", men det gør bogen svagere som litteratur betragtet.

Men naturligvis behøver man ikke have det som kvalitetsparameter, hvorvidt litteraturen er litterær. Måske synes man, det er fedt, hvis litteraturen fungerer på samme måde som Deadline eller som "Dansk forfatter: Majoritetsbefolkningen har ikke blik for de minoriseredes erfaringer". Det er jo i så fald helt OK, og så kan man forsøge at formulere et litteraturideal ud fra dét. Og andre kan forsøge at formulere et ideal, der tilsiger, at jo mindre et givent værk er den form, det er skabt i, jo svagere er det som værk.

[eini]

Men er det så muligt at definere/kvalificere, hvad der er litterært og hvad der ikke er?

[secondtoughestintheinfant]

Men er det så muligt at definere/kvalificere, hvad der er litterært og hvad der ikke er?

Ja, man kan analysere deres form. Man kan eksempelvis se på alle disse digte og spørge, om der er noget egentligt poetisk over dem, eller om det bare er knækprosa, hvor man bogstaveligt talt kunne fjerne enjambementerne og smide dem i Politiken som helt regulær (debat)prosa.

[palme]

Alle de digtere Bennike nævner arbejder jo heldigvis med vidt forskellige formsprog. Tænker snarere, som FT også skriver, at der i receptionen (og i forlagenes PR helt sikkert også) er et unødigt stort fokus på indhold og person(a) og meget lidt på form. Det forekommer mig som en lidt ugenerøs, måske endda doven, læsning at slå dem alle i hartkorn og diskvalificere det hele som mindre litteratur på den baggrund.

Er enig i at 'noter' måske havde været en mere passende genrebetegnelse på Glenn Bechs seneste. Den synes jeg også er det klareste eksempel på den litteratur-som-debatindlæg, I taler om, selvom jeg nu også tror en del af dét hænger sammen med hvordan den blev præsenteret, læst og lagt på politikeres instagram, snarere end hvad der egentlig står på siderne og hvordan. Det sidste her er bare en tanke, må genlæse før jeg kan bakke det op.