LN 2022

[O' R'lyeh]

Ny tråd til et nyt læseår.

Jeg læser António Lobo Antunes' Portugals ære og den er fremragende, muligvis mesterlig. Oversættelsen ved Peter Poulsen flyder godt. En hvid angolansk godsejerfamiliens forfald og opløsning, volden er allestedsnærværende, uundgåelig og sanseligt beskrevet, alt er helt til rotterne. Familiemedlemmerne er ulykkelige, traumatiserede, usympatiske haters. Forgængeren The Inquisitors' Manual (som den hedder på engelsk) skulle være mesterværket, men at dømme på omtalerne på nettet virker det som et langt forfatterskab fyldt med højdepunkter. Jeg er i forvejen glad for Faulkner og den ligeledes Faulknerinspirerede Claude Simon, så det her var vel et slam dunk. Jeg har desuden set Antunes sammenlignet med Céline, og det er rigtigt at det er lige så sortsynet, modløst og rasende, men helt uden Célines (galgen)humor. Et ubønhørligt mørke. Jeg er nok nødt til at supplere med noget mere muntert for ikke at synke ned i det mørke mismods dynd. Jeg har også What Can I Do When Everything's on Fire liggende, der handler om ulykkelige, forhadte transvestitter i Lissabons underverden, så man fornemmer en tendens.

Hvad er i øvrigt vores holdning til Klaus Rifbjerg som prosastilist? Kan han dybest set ikke rigtig finde ud af at skrive romaner med Anna (jeg) Anna som en enlig vellykket undtagelse fra reglen? Er der mere at hente? Er han bedst til noveller og kortprosa eller skulle han som den digter han først og fremmest var være blevet ved sit læst? Jeg synes novellesamlinger som Intet sikkert abnormt og, i mindre grad, Besat er fine. Et godt eksempel på den Rifbjergske écriture, betegnede Frantzen vistnok den sidstnævnte i Politiken, men den meget positive modtagelse den bog fik var vel klart mærket af hans bortgang tre-fire dage oder so før udgivelsen.

[Dialingleft]

Den portugisiske forfatter lyder ret meget som noget for mig. Det skal jeg helt sikkert tjekke ud. Angående Celine er jeg faktisk igang med journey to the end of the night. Og det er en lidt blandet oplevelse. På den ene side er jeg ret irriteret på fortællerstemmen og -stilen. Den minder mig alt for meget om en masse bøger jeg ikke bryder mig om, og underligt nok også moderne klummeskrivning. Men Celine har et smukkere sprog og en sardonisk tone der på en måde gør kynismen og sarkasmen spiselig i den mængde. Læg dertil at han beskriver markant mere dramatiske ting end de fleste andre bøger med sortsynet jeg-fortæller der har set gennem verdens hulhed ellers har for vane. Men den har en irriterende bismag af beat, Burroughs og Holden Caulfield som jeg ikke kan forlige mig helt med. Men overall er jeg stadig på.
Skal have fat i den portugisiske bog du snakker om. Hvor tror du de har den i København eventuelt?

[O' R'lyeh]

Jeg kan se på antikvariat.net at de har Portugals ære samt hans anden bog, Sjovernes Odyssé (den hedder The Land at the End of the World på engelsk, jeg har ikke læst den, men den skulle være ret udpenslet og voldelig i sit billedsprog) brugt i Vangsgaards Antikvariat i Fiolstræde til billige penge. Folk på nettet siger at The Inquisitors' Manual er et godt sted at starte, men den er lidt svært at skaffe. Kanske der, hvis du er heldig, står noget Antunes på engelsk i Politikens Boghal?
For lige at korrigere mig selv så er det en plantageejer snarere end godsejerfamilie, men i det koloniale Angola kommer det mere eller mindre ud på et. Bogen er også fuldstændig gennemsyret af racisme, som er internaliseret hos alle, hvid som sort. En anden ting, der også minder om Faulkner, men er udført på en mere letlæselig måde er teknikken med at blande tidsplaner og springe frem og tilbage i tid og rum så det giver en sløret fornemmelse og fortid(er) og nutid glider sammen og nogle gange bytter plads eller detaljer. Jeg elsker The Sound and the Fury, men den er klart sværere at læse end Portugals ære. Det kunne apropos Faulkner være fedt at læse The Sound and the Fury med farver til at angive de forskellige tidsspor sådan som han vistnok først havde tænkt sig.

Jeg læste Rejse til nattens ende på højskole og den blæste mig bagover, sidste år forsøgte jeg at læse Død på kredit, men jeg kørte sur i al den enerverende jammerlighed. Dér har Rejse til nattens ende som jeg husker det trods alt en større narrativ fremdrift, selvom det samme sker uanset hvor han rejser hen. Samtaler med Professor Y, hans samtalebog hvor han interviewer sig selv, er ok lol.

[Peter Metalli]

Jeg har læst de tre første bind af Solvej Balles imponerende syvbindsværk Om Udregning af Rumfang, som vist var oppe at vende sidste år. Hvis et sprogområde med respekt for sig selv skal have et monumentværk i det 21. årh., så foretrækker jeg godt nok Balles frem for en Knausgaards.

Hendes zero-fucks-given-attitude til udgivelsesprocessen er også prisværdig. Eget forlag, svanemærket, ingen bagsidetekst eller forfatterfoto. Køb den eller lad være.

Jeg håber næste bind er på trapperne.

[Fisker Thomas]

Hvad er i øvrigt vores holdning til Klaus Rifbjerg som prosastilist? Kan han dybest set ikke rigtig finde ud af at skrive romaner med Anna (jeg) Anna som en enlig vellykket undtagelse fra reglen? Er der mere at hente? Er han bedst til noveller og kortprosa eller skulle han som den digter han først og fremmest var være blevet ved sit læst? Jeg synes novellesamlinger som Intet sikkert abnormt og, i mindre grad, Besat er fine. Et godt eksempel på den Rifbjergske écriture, betegnede Frantzen vistnok den sidstnævnte i Politiken, men den meget positive modtagelse den bog fik var vel klart mærket af hans bortgang tre-fire dage oder so før udgivelsen.

Har nogen herinde læst ham sådan for alvor?

Den har stået på horror i juleferien.



Først en antologi, Songs of the Northern Seas, som jeg havde håbet på kunne give mig lidt tiltrængt polarmystik i julen. Den var en skuffelse, hvor det polare element mest var lidt "åh! inuitterne er magiske" eller simple plotelementer. En skuffelse. To længere tekster, novealler af hhv. Colin Fischer og Jonathan Wood, var dog gode. Den første var den, der gjorde mest brug af klassiske polarfiktionstroper.



Så var det straks federe at læse Peter Bells melankolske og undergangsprægede spøgelseshistorier i Sacred and Profane. Jeg husker Bells første to samlinger to relativt standard inden for spøgelseshistorier; denne er til gengæld nok noget af det bedste i genren siden dengang Reggie Oliver var god, før det begyndte at dale drastisk i kvalitet.

[haile lassie]

Det eneste jeg har taget med fra Rifbjerg er et udtryk han bruger i 'Tak for turen' (1975): "Dollersnot".

Det er sperm.

[O' R'lyeh]

Det ville være irriterende, hvis det viste sig at det var mig der herinde havde læst mest Rifbjerg, for så ville jeg være tvunget til retrospektivt til at gøre mine spørgsmål retoriske.
Jeg har kun læst to Rifbjergromaner, Anna (jeg) Anna og Marts 70, sidstnævnte er en veloplagt skælmeroman om navngivne for mere eller mindre ukendte tresserkendisser, hvilket gør at jeg har lidt svært ved at forstå komikken såsom hvorfor ham der litteraturprofessoren ser og taler med De Gaulle i sine syner. Den centrale konflikt er at dronning Margrethe løber bort med Oluf Palme og bliver småborger. En bagatel.
Det er kort sagt et frustrerende lille grundlag at fælde en hård, arbitrær smagsdom på. Bukdahl kan, så vidt jeg forstår ham, lide det hele med en forkærlighed for (prosa)digtene.
Voetmann har fremhævet hans homoerotiske fantasi om Nansen og Johansen, så den vil jeg prøve.

Apropos Faulkner og Antunes vil jeg godt slå et slag for Claude Simon. Mit indtryk er at han er lidt glemt i dag, men jeg var meget begejstret for hans tidlige romaner Græs og Vejen i Flandern, hvor Faulkners indflydelse måske er mere mærkbar end hos Antunes, men som alligevel formår at selvstændiggøre sig selv, især Vejen i Flandern er en fremragende men, indrømmet, vanskelig krigsroman. Dens hovedgreb er at den smelter Simons egne oplevelser under Anden Verdenskrig sammen med faderens tilsvarende under Første Verdenskrig. Den fede, hårde modernisme.

Apropos Balle: Jeg gav første bind en chance, men hendes stil (og sådan var det vist også med det første hovedværk Ifølge loven) besnærer mig ikke. Det er fint og godt og vellykket, men jeg er dybest set ligeglad.

[Peter Metalli]

LN 2022: Reclaiming Klaus Rifbjerg

[Dialingleft]

Der må da være flere end mig der læste Den Kroniske Uskyld i gymnasiet.

[secondtoughestintheinfant]

Jeg tror aldrig, jeg har været så skuffet over en bog. Virkelig en "er det virkelig det her, de voksne har ævlet om i alle de år??"-oplevelse.

Jeg tror ikke, der er noget menneske, der i dag er under 30, der nogensinde kommer til at læse noget af #Rif.