Faglitteratur

[Dialingleft]

Manon Lavaud. Hende læste jeg med. Virkelig dygtig.

[Senekat]

Lidt noter fra de sidste par ugers læsning:

”Bæredygtige forskningsmiljøer i en professionshøjskolekontekst” af Lene Mosegaard Søbjerg et al. (2023)

Artiklen bærer i min optik præg af en lidt commonsense tilgang hvad bæredygtige forskningsmiljøer er. Forfatterne lægger vægt på 13 dimensioner af bæredygtige forskningsmiljøer som er forskningskapacitet, formel forskningskompetence, forskningsfaglig ledelse, forskningsfinansiering, arbejdsidentitet i forskning, forskningsfagligt fællesskab og kultur, institutionel legitimitet og forankring, kvalitetssikring af forskning, rekruttering, udvikling og fastholdelse, videnskabelig produktion, forskningsnetværk, indvirkning på uddannelse og profession, videnproduktion og formidling til aftagere.

De citerer en definition på bæredygtighed, som rammesætter udfordringen fint: “udvikling, der opfylder nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”

”På vej mod en pædagogik for bæredygtig udvikling i dagtilbud” af Stig Broström og Thorleif Frøkjær

Brostrøm og Frøkjær arbejder med Scientific playworlds eller ”bæredygtigheds-legeverden” som en legebaseret praksis hos pædagoger, hvor man leger i en fælles forestillet verden.

Her er pædagogers arbejde med bæredygtighed forstået som:

1) Når børn og pædagoger sammen studerer bæredygtighed
2) At børn og voksne bestræber sig på sammen at leve et bæredygtigt liv f.eks. ved affaldssortering
3) Den bæredygtige institution

Brostrøm og Frøkjær pointerer at en pædagogik for bæredygtig udvikling er normativ, men samtidig bør den overskride moralisering og voksenformidling ved at tage udgangspunkt i børneperspektivet. Den bør tage udgangspunkt i børnenes interesser, nysgerrighed og undren.

”Uddannelse for bæredygtig udvikling på danske professionshøjskoler og universiteter” af Jonas Andreasen og Sanne Haase

Artiklen er en så bred policy-analyse, at den ikke rigtig siger andet, end at bæredygtighed er skrevet ind i formålsparagrafferne.


Konkurrencestaten af Ove Kaj Pedersen (2011)

Meget on point samfundsdiagnostik, hvor grundlaget for 90’rnes politisk-økonomiske udvikling har baggrund i konkurrence mellem nationer eller nationernes konkurrence.

Den globale orden indledes i 1993 hvor Clinton og Delors åbnede ”the competitive race” og ses som et opgør med efterkrigstidens orden, keynesianismen og det politiske projekt om fuld beskæftigelse. Herefter forstås nationen som en konkurrencestat præget af international konkurrence og globalisering.

Den pædagogiske konflikt står i dag mellem hvorvidt det er den økonomiske person eller den samfundsorienterede person, der skal formes og om velfærdsstatens idealer om fællesskab kan forenes med konkurrencestatens.

Opgøret med efterkrigstidens reformpædagogik ligger i, at formålet med pædagogikken ikke længere er at danne personligheden, men nærmere handler om at udvikle kompetencer der er i elevens egen (økonomiske) interesse. Lighed forstås nu som den enkeltes mulighed for at realisere sin egen nytte, hvoraf der følger en forpligtelse til at give alle lige muligheder f.eks. ved at de får adgang til samme færdigheder via pædagogikken. Skolen er blevet et sted, der motiverer til at arbejde, og gennem arbejdet motiveres til at deltage i fællesskaber. Ret og pligt er blevet grundlaget for den moderne konkurrencestat.

[mbj]

De sidste par ugers faglitterære læsning:

”Pædagogisering af marginalitet i storbyerne” – En skitse af Christian Sandbjerg Hansen (2022)

- Om middelklassens revanchering i storbyerne. Den omhandler fremkomsten af straffestaten og territoriel stigmatisering eksempelvis i forbindelse med ghettoområderne.

”Socialpolitiske styringsstrategier i socialpædagogisk og socialt arbejde” af Søren Langager (2022)

- Om markedsgørelse af det sociale område herunder voksenudredningsmetoden og bestiller-udfører-modtager modellen. Oprids af det sociale områdes politiske historie fra 80’rne til i dag, især med fokus på New Public Management styringsparadigmet.

”Ikke at kunne ville – Det specialiserede sociale arbejdes store udfordring” af Kjeld Høgsbro og Mette Windfeld (2022)

- Om forholdet mellem at kunne og at ville. Mennesker med funktionsnedsættelse og forholdet til arbejdsmarkedet. Omhandler bl.a. rammebetingelserne for det sociale arbejde i relation til økonomisk rationalitet.

”Styringsrationaler, menneskesyn og inklusionens neoliberale forskydning” af Pia Ringø og Emil Falster (2022)

- Om Neoliberale styringsrationaler forstået som ” ”a reduction in (welfare) state services and security systems to the increasing call for ’personal responsibility’ and ’self-care’”. Der er fokus på selvansvarliggørende processer hos mennesker med funktionsvarians.

”Pædagogisk arbejde – kampen mellem fintfølenhed, relationsviden og ekspertviden under markedsstyrede rammebetingelser” af Hanne Meyer-Johansen og Britta Drumstrei (2022)

- Markeds- og forbrugssamfundets betydning for mennesker i udsatte positioner. Acceleration og fremmedgørelse som modsætning til værdierne hos det pædagogiske fagpersonale.
- Citat fra en pædagog om ny udsathed:

” Det er blevet hårdere at være socialt udsat i DK. Der er også noget i den måde, der bliver talt om socialt udsatte grupper på. Det er ofte meget disrespektfuldt og meget mistænkeliggørende. De fremstilles jo som dovne. Også i den offentlige debat, hvor der jo nærmest ikke er grænser for, hvad man kan tillade sig at sige. Og der er også megen selvstigmatisering i at det bliver endnu vigtigere at være ligesom de andre.”

”Hvor er socialpædagogikken på vej hen? Et bidrag til socialpædagogikkens politiske økonomi?” af Niels Rosendal Jensen

- Et historisk oprids af udviklingen af kapitalismen fra 1900-nu med fokus på socialpædagogik. Kritisk orienteret artikel med afsæt i en tysk sociologisk tradition. En anelse for kommunistisk til min smag.



”Et mylder af historier. Konstruktioner og forhandlinger af normalitet og afvigelse i fortællinger om børn og unge i udsatte positioner.” af Manon Alice Lavaud (2018)

- En meget inspirerende afhandling som jeg ville ønske, at jeg selv ville kunne skrive. Der er et meget fint fokus på det særlige som en potentiel ressource hos anbragte unge. Den omhandler bl.a. at lægge et ”dobbelt blik” på anbragte unges handlemåder. Et blik som har fokus på deres handlemåder som både en udfordring eller sårbarhed og en styrke eller ressource.

”The Making of Place and People in the Danish Metropolis – A Sociohistory of Copenhagen West af Christian Sandbjerg Hansen

- TMoPaPitDM er en historisk etnografisk undersøgelse af Nordvest kvarteret som beskriver og analyserer NV’s sociohistoriske baggrund fra 1800-tallet op til i dag. Bogen udfolder tre dimensioner af NV’s sociohistorie i form af repræsentation, pædagogisering og levede erfaringer i en analyse af de sociale strukturer og historiske dynamikker.

Det er en smal bog til et snævert publikum, men bør læses af folk med interesse for Bourdieu, Waquant, territoriel stigmatisering og socialpædagogik.

Meget interessante artikler. Har fået læst "Socialpolitiske styringsstrategier i socialpædagogisk og socialt arbejde" og "Pædagogisk arbejde – kampen mellem fintfølenhed, relationsviden og ekspertviden under markedsstyrede rammebetingelser" som begge er rigtige gode og ligger i fint forlængelse af hinanden. Hvordan ser du selv på det, med en som er tæt inde i faget på et mere teoretisk niveau end den almindelige på gulvet? Vil gerne høre dine vurderinger i forhold til konceptpædagogiske tiltag i kommunen kontra den pædagogfaglighed den enkelte medarbejder bekender sig til? Som jeg har skrevet om før, arbejder jeg både med CTI, SFT og MI som jo alle høre ind under hvordan man kan forenkle og effektivisere pædagogernes handlemuligheder i mødet med borgeren som jo skal understøtte udvikling og selvstændighed. De beskriver godt de dilemmaer der hersker på arbejdspladsen mellem "systemet" og de enkelte medarbejdere, og jeg kan selv mærke jeg ikke har nemt ved at vælge en lejr i den "kamp", men det ene behøves vel heller ikke udelukke det andet?

[Dialingleft]

Lyder spændende Toke. OKP husker jeg tydeligt også som bedre end den efterfølgende har fået ry for. Den er jo først og fremmest mest af alt deskriptiv og ikke sådan normativ (i det meste af bogen). Men jeg vil dog sige at en af mine bedste venner er, imho, også en af Danmarks mest interessante makroøkonomer (kæmpe venne-bias) Og han er uenig med OKP i de fleste af hans økonomiske analyser (ihvertfald som det står idag), mere specifikt om graden af eksternt pres og deraf følgende indskrænket manøvrerum for politikken. Så jeg tager hans økonomiforståelse med et gran salt. Men dygtig det er han. Især omkring de økonomipolitiske analyser.

Jeg har selv ved siden af min Buddenbrooks lytning fået sparket følgende ind. Free af Lea Ypi. Virkelig god lille bog. Og en af de bedste memoirer jeg har læst længe. Den handler om Lea Ypi som vokser op i Albanien (f. 1979) og dermed oplever en barndom i hardcore stalinisme og en ungdom i komplet dereguleret kasinokapitalisme der kulminerer med pyramidespillene og den næsten udbrudte borgerkrig i 1997. Undervejs er den virkelig sjov og senere barsk og rørende. Stor anbefaling. En stor del af bogens fremdrift er overraskelser undervejs så der er mange fede ting man ikke kan spoile her. Men læs den. Om du hader kommunister (altså de statsbærende af dem) eller hvis du hader WTO er der noget for enhver smag.

Nu hører jeg, indimellem Manns lidt for langtrukne brevvekslinger om ægteskaber indgået mellem protestantiske købmandsslægter og beskrivelser af overdådige middage, Maoism af Julia Lowell. Fed historie om Maoisme og dens virkningshistorie globalt efter Rorgængerens død. Stenet med en bog hvor man faktisk ofte holder med Sovjet. Sovjetisk inspirerede partifraktioner og bevægelser er i hvertfald mestendels moderationens og "fornuftens" stemme i forhold til den grad af unhingeness som de maoistiske dittoer. Sjove facts. Da Sukarno var præsident i Indonesien og Kina prøvede at indynde sig hos ham, sørgede man blandt andet for at udgive hans hobby: erotiske oliemalerier, på det officielle KKP forlag.

[Senekat]

Meget interessante artikler. Har fået læst "Socialpolitiske styringsstrategier i socialpædagogisk og socialt arbejde" og "Pædagogisk arbejde – kampen mellem fintfølenhed, relationsviden og ekspertviden under markedsstyrede rammebetingelser" som begge er rigtige gode og ligger i fint forlængelse af hinanden. Hvordan ser du selv på det, med en som er tæt inde i faget på et mere teoretisk niveau end den almindelige på gulvet? Vil gerne høre dine vurderinger i forhold til konceptpædagogiske tiltag i kommunen kontra den pædagogfaglighed den enkelte medarbejder bekender sig til? Som jeg har skrevet om før, arbejder jeg både med CTI, SFT og MI som jo alle høre ind under hvordan man kan forenkle og effektivisere pædagogernes handlemuligheder i mødet med borgeren som jo skal understøtte udvikling og selvstændighed. De beskriver godt de dilemmaer der hersker på arbejdspladsen mellem "systemet" og de enkelte medarbejdere, og jeg kan selv mærke jeg ikke har nemt ved at vælge en lejr i den "kamp", men det ene behøves vel heller ikke udelukke det andet?

Jeg tror, at vi har haft diskussionen før? Mit svar vil være et både og. Mit oprindelige udgangspunkt var, at koncepter som MI, SFT og CTI ofte virker som en forsimpling og unødig instrumentalisering af det socialpædagogiske arbejde. Men, og det er et ret stort men, vil jeg mene, at der er en stor gruppe af socialpædagoger som har brug for en manual (eller et koncept om du vil) for at kunne udføre relevant socialpædagogisk arbejde. Instrumentaliseringen eller konceptualiseringen af det socialpædagogiske arbejde sker imo på baggrund af en manglende faglig ballast hos en stor andel af de socialpædagogiske medarbejdere. I forhold til instrumentaliseringen af det sociale arbejde, ville min ambition være, at socialpædagoger kunne skelne mellem væresituationer og udviklingssituationer i det relationelle arbejde.

Lyder spændende Toke. OKP husker jeg tydeligt også som bedre end den efterfølgende har fået ry for. Den er jo først og fremmest mest af alt deskriptiv og ikke sådan normativ (i det meste af bogen). Men jeg vil dog sige at en af mine bedste venner er, imho, også en af Danmarks mest interessante makroøkonomer (kæmpe venne-bias) Og han er uenig med OKP i de fleste af hans økonomiske analyser (ihvertfald som det står idag), mere specifikt om graden af eksternt pres og deraf følgende indskrænket manøvrerum for politikken. Så jeg tager hans økonomiforståelse med et gran salt. Men dygtig det er han. Især omkring de økonomipolitiske analyser.

Det er nemlig en bog, der primært er deskriptiv og som sådan en ret præcis diagnostik af det danske samfund. Mine kompetencer rækker ikke til at kunne vurdere OKPs økonomiske analyser, men jeg håber da, at din ven har ret. Lidt håb bør der være for en anden økonomisk politik.

[mbj]

Meget interessante artikler. Har fået læst "Socialpolitiske styringsstrategier i socialpædagogisk og socialt arbejde" og "Pædagogisk arbejde – kampen mellem fintfølenhed, relationsviden og ekspertviden under markedsstyrede rammebetingelser" som begge er rigtige gode og ligger i fint forlængelse af hinanden. Hvordan ser du selv på det, med en som er tæt inde i faget på et mere teoretisk niveau end den almindelige på gulvet? Vil gerne høre dine vurderinger i forhold til konceptpædagogiske tiltag i kommunen kontra den pædagogfaglighed den enkelte medarbejder bekender sig til? Som jeg har skrevet om før, arbejder jeg både med CTI, SFT og MI som jo alle høre ind under hvordan man kan forenkle og effektivisere pædagogernes handlemuligheder i mødet med borgeren som jo skal understøtte udvikling og selvstændighed. De beskriver godt de dilemmaer der hersker på arbejdspladsen mellem "systemet" og de enkelte medarbejdere, og jeg kan selv mærke jeg ikke har nemt ved at vælge en lejr i den "kamp", men det ene behøves vel heller ikke udelukke det andet?

Jeg tror, at vi har haft diskussionen før? Mit svar vil være et både og. Mit oprindelige udgangspunkt var, at koncepter som MI, SFT og CTI ofte virker som en forsimpling og unødig instrumentalisering af det socialpædagogiske arbejde. Men, og det er et ret stort men, vil jeg mene, at der er en stor gruppe af socialpædagoger som har brug for en manual (eller et koncept om du vil) for at kunne udføre relevant socialpædagogisk arbejde. Instrumentaliseringen eller konceptualiseringen af det socialpædagogiske arbejde sker imo på baggrund af en manglende faglig ballast hos en stor andel af de socialpædagogiske medarbejdere. I forhold til instrumentaliseringen af det sociale arbejde, ville min ambition være, at socialpædagoger kunne skelne mellem væresituationer og udviklingssituationer i det relationelle arbejde.

Lyder spændende Toke. OKP husker jeg tydeligt også som bedre end den efterfølgende har fået ry for. Den er jo først og fremmest mest af alt deskriptiv og ikke sådan normativ (i det meste af bogen). Men jeg vil dog sige at en af mine bedste venner er, imho, også en af Danmarks mest interessante makroøkonomer (kæmpe venne-bias) Og han er uenig med OKP i de fleste af hans økonomiske analyser (ihvertfald som det står idag), mere specifikt om graden af eksternt pres og deraf følgende indskrænket manøvrerum for politikken. Så jeg tager hans økonomiforståelse med et gran salt. Men dygtig det er han. Især omkring de økonomipolitiske analyser.

Det er nemlig en bog, der primært er deskriptiv og som sådan en ret præcis diagnostik af det danske samfund. Mine kompetencer rækker ikke til at kunne vurdere OKPs økonomiske analyser, men jeg håber da, at din ven har ret. Lidt håb bør der være for en anden økonomisk politik.

Tak for svar og de mine mange fine input med diverse artikler, tekster og bog anbefalinger.

[Dialingleft]

The Coddling ville jeg egentlig gerne læse, men jeg føler det er som om den både er blevet overhalet af wtf-faktor over venstre-liberale excesser på campus, men ligeså meget af hele den gren af litteratur som den er en af de første eksempler på, nemlig hele anti-woke (i mangel af bedre begreber). Haidts argumenter er blevet gentaget i det uendelige af en række dårligere skrivende klakører i blogs, pamfletter og bøger. Og jeg kan snart ikke klare det mere. Det er lige før den der rational anti-woke kritik er mere trættende efterhånden end hele det der weirdo komplex af skøre college tanker som den prøver at ramme. Derfor får jeg nok aldrig læst deres bog i 2021. Jeg vil virkelig gerne snart læse nogen der udpeger en vej ud af den blindgyde den kulturkamp er endt i.

Derudover. Jeg kunne enormt godt lide Rees's bog. På mange måder den definerende beskrivelse af Holocaust. Hvis du vil læse mere i den retning kan jeg varmt varmt anbefale Timothy Snyders to bøger Bloodlands og Black Earth. Har skrevet om dem tidligere herinde, men man kan sige at de prøver at udfordre den klassiske tese som du også peger på, nemlig at holocaust på en eller anden måde foregik på en mere rationaliseret og industrialiseret måde end andre folkemord, for at skåne soldater og civile tyskere det psykiske pres. Altså det er jo rigtigt på en måde, og især peger man på Himmlers besøg ved fronten i 41 som den definitive begivenhed der overbeviser ham om at de skal finde bedre måder for ikke at gøre einsatzgrupperne helt beyond repair psykisk. Men hvad Snyder påpeger i Bloodlands er, at hovedparten af de døde i Holocaust dør ved "normale" massakrer og pogromer foranstaltet af soldater, indsatsgrupper, SS og lokale militser. De dør ved skydninger i skove udenfor Minsk, udenfor Kiev (Babi Yar), Kovno, etc. Også efter 41. Det er derfor en vestlig efterrationalisering at sammenstille folkemordet med Auschwitz-Birkenau og den industrialiserede proces. Men Snyder påpeger i Black Earth at det det der sker i generalguvernementet og i de tidligere Sovjetiske områder er at ethvert minde om stat og lokalt bureaukrati er blevet udslettet. Først af NKVD som skød og deporterede alt hvad der lugtede af ukrainsk, polsk, baltisk inteligentsia og administration fra de gamle ordener, hvorefter Tyskerne så rykkede ind og gjorde det af med de efterfølgende indsatte sovjettiske bureaukratier. Det vil også sige at man opererede i fuldstændig lovløshed, hvilket gjorde det muligt at myrde uden nogen form for hindringer eller legalistiske krumspring. Med andre ord, jo tættere man kom på "hjem" og en af tyskerne anerkendt retsorden, jo mere gjorde man sig umage med at skjule myrderierne, og jo flere retslige krumspring gjorde man også for at retfærdiggøre dem (bedst eksemplificeret da man skulle deportere rigets egne jødiske borgere, som selv for nazierne tog ufatteligt lang tid). Derfor er Auschwitz og Theresienstadt også de mest kendte navne, selvom navne som Majdanek, Sobibor eller Belzec var langt værre i dødstal. Fordi det var i de førstnævnte at borgere fra Vesteuropa hovedsageligt kom til, og fordi det var fra dem at flest overlevede.

Jeg er blevet færdig med Søren Maus bog Stum Tvang. Jeg vil anbefale den til alle med en interesse i Marx eller marxisme. Gider ikke for meget i dybden her, men vil nævne tre ting der gør den værd at læse.

Den følger i sporene på den befrielse af Marx som værdiformsanalytikerne lagde op til fra 60'ernefrem. En læsning der ser Marx som en samtidig sociologisk kritiker af den samtidige kapitalisme med øje for alle dens mekanismer og sammenhænge, men ikke som en transhistorisk hegeliansk naturvidenskabsmand der forudsiger historiens gang. Det er langt henad vejen, ifølge Mau, en eftertid med især Engells og Kautsky som de primære tolkere, der forstår ham som en slags samfundets Darwin der har gennemskuet en række transcendale love for samfundets udvikling. Sagt på en anden måde så er Marx i denne skikkelse ikke en der forudsiger hvordan noget skal udvikle sig, men som ser igennem kapitalismen som han ser den og prøver at forstå dens immanente sammenhænge og modsætninger.

Deraf følger også at Marxistisk analyse ikke beskriver hvordan tingene nødvendigt udvikler sig under kapitalismen, men hvilken retning kapitalismen unchecked skubber. Men det betyder også, hvis man selv tænker med, at der er andre kræfter der modarbejder kapitalismen og dens værste konsekvenser. Bedst er det beskrevet af Mau under hans diskussion af en sociolog der hedder Braverman, som forudså tidligt i halvfjerdserne at kapitalismen og rationaliseringen af produktioner ville sørge for en overordnet tendens til såkaldt 'deskilling' af arbejderne. Men deskillingstesen er blevet modbesvist sidenhen, og faktisk har kapitalismen i langt højere grad gjort at en generel upskilling af arbejderne har været nødvendig. Det forklarer Mau så med at andre samfundsmæssige modbevægelser har stoppet "presset" mod deskilling (jeg anerkender ikke hans argument i det konkrete, for der er mange andre grunde til at kapitalismen i dens vesteuropæiske model har tenderet upskilling i stedet for). Men det grundlæggende eksempel viser at Marx, i Maus billede, er en sociolog på linje med andre sociologer (Weber) som beskriver tendenser og udviklingspotentialer, men som langt fra nødvendigvis sker, men som kan styres af samfundene kræfterne virker i.

Det sidste der er interessant er Maus sidestiling af tre magtformer der eksisterer side om side, uden at en er underordnet de andre (den ideologiske, den statslige og den økonomiske). Når eksisterer som sideordnede magtformer og ikke i et kausalt hierarki (som mere traditionelle basis/overbygning marxister har tendens til at mene) betyder det også at de har interne modsætninger og muligheder for at tjekke hinanden. Med andre ord gør Marx i Maus fortolkning det muligt at statens intstitutioner kan nå et niveau, hvor de faktisk modarbejder det økonomiske pres mod folk indenfor staten, og sørger for at checke de værste konsekvenser af ufiltreret kapitalisme.

Og hvem minder denne Marx så egentlig en om? Nemlig Eduard Bernsteins Marx. Beskrevet for 120 år siden. Det er rigtigt. Den superradikale Mau som genopfinder den absolutte radikale Marx i alle interviews, har, hvis man læser hans bog, opfundet den Marx som socialdemokratiet havde som inspiration for snart 120 år siden. Interessant. Put det i din pibe og og ryg det Mikkel Bolt.

Jeg glæder mig til at Jonathan Haidts nye substack får luft under vingerne. https://jonathanhaidt.substack.com/

Lyder som et meget sobert projekt han har gang i, og lover at rapportere løbende fra.

Derudover er jeg, efter Maoisme bogen gået ombord i Ellen Meiksin Woods bog om kapitalismens opståen. Kort fortalt så præsentererede hun en relativt ny fortolkning af Marx omkring overgangen fra feudalsamfund til tidlig kapitalisme. Nemlig at den ikke skyldtes en kvantitativ ophobning af modsætningerne og barrierer i produktionsmidlerne der så forårsagede et kvalitativt skift i det økonomiske system (som både marxister, neoklassiske økonomer, anti imperialister og Smithianere) altid har været enige om, men at skiftet derimod var et resultat af en klassekamp om ejerskabsforholdene over landbrugsarealer igennem de inclosures der skete med the Commons i England i løbet af 1500 tallet.

Det bliver i sidste ende vigtigt fordi hun finder en måde at adskille sociale forhold som ejerskab og fordeling over økonomi og teknologi i kausalitetsrækkefølgen. At de første ikke er en konsekvens af de sidste men omvendt. Dermed åbner det også, hvis man bruger sin fantasi op for en mulig tænkemåde med mange alternative kapitalismer der kan tænkes. Der er ikke en eller anden fremadskridende kapitallogik der over tid gør alting ens, men derimod reelle politiske kampe mellem aktører der kan ændre tingene i samspil med de økonomiske forhold. Ligesom Maus bog er det tydeligt at EMW er radikal, men ligesom ham er hendes argumenter i virkeligheden, som jeg ser dem, en videreførelse af centrale pointer hos Bernstein. Nemlig pointerne om institutioners betydning og deres relative autonomi fra de økonomiske relationer.

[Senekat]

Det er et meget spændende projekt Haidt har sat gang i - tak for tippet!

Har du læst hans collaborative google docs dokument? Jeg håber, at kunne bruge noget tid på det her i vinterferien.

[Dialingleft]

Det er et meget spændende projekt Haidt har sat gang i - tak for tippet!

Har du læst hans collaborative google docs dokument? Jeg håber, at kunne bruge noget tid på det her i vinterferien.

Nej ikke endnu. Jeg tænkte at jeg ikke var så meget in the grain at jeg ikke fint kunne acceptere hans egne afrapporteringer. Men som metode finder jeg det megaspændende med den slags open source reviews. Helt vildt faktisk.

[Langley]

Twittervenlig liste til den bedste manualer til at være en dydig borger med blærende titel:
Yndlingsbøger om livet i polis
Kriton
Demokrati I Amerika
Leviathan
Mogens Hermans Hansens biblografi
Ordinary Vices
Emilie
Magt og bureaukrati
Contesting Democracy
The Dispossessed
Parlementarismens Krise
Moralens Oprindelse
Origin of Politcal Order
Strategy- A History