Tråden for musikdokumentar

[Antimatter]

Endeligt får vi en Jackson C Frank dokumentar, men når man ser den trailer frygter man godt nok #detværste "Paul Simon was in awe of his musicianship!", "The greatest singer-songerwriter you have never heard of! - David Fricke, Rolling Stone".

[Ællington]

Jeg troede, han var cancelled?

[Antimatter]

Hvis filmen er for det segment der stadig bruger frickes anmeldelser som kompas tror jeg ikke cancelling står højt på dagsordenen.

https://themusicuniverse.com/max-roach- ... e203cMZ_Fg

Ny Max Roach dokumentar får premiere imorgen, og ambitionsniveauet virker ok højt, men jeg mangler at høre hvad [hvid rockmusiker +60]synes

Max Roach: The Drum Also Waltzes is the story of a musician whose far-reaching ambitions were inspired and challenged by the inequities of the society around him. His stunningly diverse seven-decade career marked him as one of the great musical artists of the 20th century–and a pioneering cultural activist–at times when the nation was steeped in racism. The film follows Roach across a rich and complicated life, days of now-legendary achievement and also deep personal struggle, and the price he paid for his outspoken views. His was an epic musical journey: from the revolutionary Jazz of the 1940s to the Civil Rights years; through experiments in Hip Hop, multi-media works and beyond.

The film draws from hours of previously unseen footage shot by Sam Pollard in the 1980s-90s including interviews, performances in studio, intimate scenes of life; Nearly ten hours of audio interviews with Max recalling his entire life story; Max Roach’s own vast personal archives: nearly 60 years of photographs, home movies, posters, recordings, and correspondence with folks ranging from Louis Armstrong to Malcolm X to hip hop pioneer Fab Five Freddy.

[Antimatter]

Kan ses i sin fulde længde på youtube. Fantastisk livshistorie også.

[Amos]

Nogen der har set Wayne Shorter dokumentaren i tre afsnit på Amazon Prime? 3+ timer! Produceret af Brad Pitt!!

[Havemann]

Jeg troede, han var cancelled?

hvorfor skulle han være det ?

[burdette]

Jeg har set et par musikdokumentarer, men vil lige starte et andet sted, fordi jeg så dem mest pga. den her bog, som jeg læste for noget tid siden og den lagde ligesom sporet;

Spoiler:

Last Night A DJ Saved My Life af Bill Brewster og Frank Droughton

Udgivet i 1999 men revideret og tilføjet kapitler og flere interviews i 2014. En slag i slag optegning af dj’ens kulturhistorie, som starter med første gang, at nogen afspillede optaget musik foran en gruppe mennesker, hvor det så var meningen, at den gruppe mennesker skulle danse. Én af de første der gjorde det, var fandeme Jimmy Saville, i Leeds af alle steder. Det er også en historie om teknologien som gør det muligt og udviklingen af den, om sjældne plader, musikindustri, stoffer og seksualkultur, helt frem til Tiestö og Det Moderne Natteliv. Jeg blev meget nostalgisk af de mange beretninger fra tiden før Akut Tilgængelighed af al musik, og ja ja, det er vel lidt noller. Men ånden og glæden ved at opdage ny musik, gerne gennem besvær og hårdt arbejde, hviler tungt over siderne. Meget handler om at breake en ny eller uhørt plade i en bestemt setting på et bestemt dansegulv. Der bliver dog også brugt plads på at understrege det demokratiske ved pludselige muligheder for at kunne lave musik (fx House) og nye hybridformer og cut-ups (Ableton og dj-software). Bogens store styrke bliver samtidig dens svaghed mod slutningen, den er meget grundigt researchet og genfortalt. Første halvdel er virkelig god læsning om forskellige scener og hvordan de tit har haft en afsmittende effekt på hinanden. Northern soul, reggae og sound systems, disco, hi-energy, techno og house. Jeg skulle kæmpe mig lidt igennem de sidste par hundrede sider, men jeg kan alligevel godt anbefale den.

Flere af de legendariske klubber bliver beskrevet levende og på en måde, så man ville ønske, man havde oplevet det selv. David Mancusos The Loft i 70’ernes New York lyder så fantastisk, og The Music Box hvor Ron Hardy gakkede ud under første bølge af Chicago House lyder livsfarligt på den gode måde. Larry Levan og Paradise Garage '77-'87 gjorde dog måske størst indtryk, og det fik mig til at se den her på YouTube. (Kun værd at ofre tid på, hvis man er meget interesseret. Måske det egentlig var en større oplevelse af høre Levans remix af Gwen Guthries “Padlock”. Men stadig fascinerende, at en natklub kan pakke sådan en energi og have så blivende et renommé.)



Jeg havde en lidt ældre islandsk ven, da jeg var 12 år, vi kaldte ham Sig, hans fulde navn kunne ingen udtale. Hans mor var barndomsven med Björk, så ham og hans lillebror havde mødt Run DMC på én eller anden festival, da de besøgte hende engang, så streetcred var høj. Han stjal ofte kontanter fra sine forældres pung, og vi tog i Dezigner Soundz, hvor han købte cd’er. Han spillede mig Beastie Boys’ “Check Your Head” og Peanut Butter Wolfs “My Vinyl Weighs A Ton”, og det må være her, jeg sådan rigtigt hørte scratching for første gang. Turntablism, altså er det sejt eller ej? Har altid synes det var for fedt. Derfor så jeg også dokumentaren “Scratch” fra 2001 - ligger sgu også i fuld længde på Youtube:



Den handler primært om scratching og turntablism, men på en måde også meget om at grave efter plader. Noget jeg da stadig gør, når jeg får mulighed for det. Men kan man overhovedet finde noget mere? Det var godt at læse om disco i dj-bogen, fordi det er der meget af derude stadig, også det gode (fandt fx The Philly Sound - Waitin’ For The Rain 7" for nyligt, sikke et groove). I den her dokumentar, lidt mere end 20 år gammel, snakker de om at slå op i telefonbogen under “R” for records og så tage rundt til gamle kældre og marskandisere. Spol lige frem til 56:30 og se DJ Shadow rode rundt i det gustne himmerige, som har været med til at bygge hans Endtroducing-album, det kribler da i fingrene. Savner jer der har solgt pladerne ikke det skidt?

[burdette]

Hvis man er til excentriske pianister, så har jeg to gode dokumentarer at anbefale:

Piano Players Rarely Ever Play Together, 1982. En tv-dokumentar, der startede som løse interviews med tre legendariske New Orleans-pianister; Tuts Washington, Professor Longhair og Allen Toussaint. Det lykkes så under optagelserne at foreslå en fælles jam og efterfølgende (delvis) koncert med den konstellation. Man kan næsten lugte Tuts’ cerutter, mens han ruller derudad og Toussaint kigger smilende og måbende til. Toussaint er iført nogle heftige jakkesæt og udbryder et dybfølt “Oh Yeah!” efter et særligt godt nummer. Longhair har én gigantisk guldtand og de helt rigtige solbriller. Der kommer lidt af den gode summende energi, når folk spiller sammen i et rum. Der er også triste scener, men de bliver ligesom løftet af slutningen. En anbefaling herfra, hvis man er til oldschool boogie. Var overrasket over at se, at Harmony Korine har været med til at finansiere restaureringen, og jeg håber, at der et eller andet sted i hans hoved er en form for sammenhæng mellem den her film og den sindssyge Britney Spears-scene med det hvide flygel i Spring Breakers.




Bayou Maharajah, 2013. Endelig fik jeg set denne nyere dokumentar om The Piano Prince aka Black Liberace aka James Carroll Booker III, og den levede op til mine høje forventninger. Der er nogle klip fra koncerter, særligt fra dem i Europa i slutningen af 70’erne, som er totalt ufattelige. Ærgerligt at de ikke får lov at spille lidt mere i fuld længde. Han var tydeligvis et ægte geni, og der er ingen umiddelbar forklaring på, hvordan han kunne udtænke og spille på den måde, ikke mindst med livslangt misbrug og psykisk ustabilitet. Derudover er filmen fyldt med helt sindssyge historier, fx hvordan Booker flirtede med en ung matros og skiftede øjeklap flere gange, mens han spillede solo med højre hånd. 100 variationer af hvordan han mistede det ene øje, versioner som involverer både CIA, mafiaen, billardkøer og Ringo Starr. Man hører også fra statsadvokatens dengang unge søn, Harry Connick Jr., og om hans ret særlige Møv og Funder-agtige forhold til Booker. Mest gribende er liveoptagelserne med hans desperate vokal og sublimt kaotiske klaverspil. Mange virkelig stærke periodiske dækbilleder fra byen også. Booker blev naturligvis fucked totalt over af musikbranchen, men gjorde det samtidig ikke nemt for nogen. Hans “Junco Partner” fra ‘76 er et mesterværk, og jeg glæder mig til at tjekke “Classified” fra ‘82 ud, hvor han har band med.

[Antimatter]

Genialt. Hvor så du dem?

[Antimatter]

Mens vi venter på Burdette ser vi Les Blanks SPEND IT ALL med masser af cajun-musik, der klager og hviner.