Tråden for musikdokumentar

[Preapokalypsebawler]

Amazing Grace, den fik jeg endelig set. Efter en eklatant lorteuge var det lige, hvad der var brug for. Var godt nok lidt halvfuld, men tudede da som pisket flere gange. Den unge Aretha pakker en energi, som er helt ufattelig. Vil lige fremhæve et par ting:

1) Korets gear; sort skjorte og bukser og så ellers bare sølvglimmervest. Så bliver det ikke mere skudsikkert. Mit næste party suit, hvis jeg kan finde sådan en vest.

2) Bernard Purdie og Cornell Dupree der bare lounger i baggrunden og er musikere på den helt rigtige måde. Kæmpe konger. Cornell sidder med guitaren i en klapstol og gør sin ting.

3) Mick og Charlie der sniger sig ind som to average Joes blandt publikum. Øjeblikket hvor Mick prøver at gejle den generte Charlie til at rejse sig og klappe med, men han er ikke helt klar på det. De har vel smuttet tidligt fra at være i gang med at mixe Exile i L.A. på det her tidspunkt. 1972, mand. Musik sutter i dag.

4) Rev. C.L. Franklin. Det er et intenst og underligt øjeblik, hvor Arethas far pludselig skal tale til forsamlingen. En dominerende presence, som måske ikke er den nemmeste far at have. Man mærker næsten Arethas egen ængstelighed ved ham og situationen, på trods af hans flotte erklæringer til hende og setuppet. Er der ikke bare en eller anden ondskab ved fædre? Det fik mig til at tænke på George Jones, hvis overjordiske skills nærmest virker til at være opstået af at skulle synge og underholde sin fulde og voldelige far, når han kom hjem. En mærkelig omvendt skønhed, som har grundlag i smerte og angst. Vil gerne have at vide, at jeg sikkert overtolker det shit, men han virker altså truende på mig.

5) Man ser kort en ung pige sidde og sove på et af sæderne, mens det hele foregår. Det må hun fortryde i dag, selvom det også er fedt. Derudover mange suveræne skud af publikum og kormedlemmer i ekstase og lykkerus og generelt bare grebet af ånden.

En anden kur mod the blues, hvis man ikke har halvanden time, er Pretty Purdies trommevideoer. Hi-Hat!

Spoiler:

Du sælger den godt. Jeg tror, jeg vil se den i aften. Havde nok afskrevet den som endnu en biopic. Vidste ikke, at det var en koncertfilm.

[burdette]

Året efter Arethas indspilning løb kæmpekoncerten Wattstax af stablen, så det virkede naturligt at få den set i forlængelse. Mere et slags politisk-socialt tidsbillede end en ren koncertfilm, men et helt OK forsøg på at forbinde den knyttede hånd med den knipsende. Jeg troede, at Wattstax mest af alt var en Woodstock-inspireret cash-in plan af den entreprenante hovedarkitekt Al Bell, som på det her tidspunkt vist styrede Stax Records ret egenrådigt. Et Stax Records som i ’73 kæmpede for at holde sig økonomisk oven vande, og hvor det hele ramlede nogle år efter. I stedet (eller også) var Wattstax en begivenhed, som skulle markere 7-års jubilæet for optøjerne i Watts i ‘65, den afholdtes i L.A. Coliseum; et kæmpe foldboldstadion, hvor scenen stod i midten af banen og publikum placeret ude på siddepladserne, lidt spøjst.

Der bliver looket så hårdt i den her film, at man slet ikke fatter det. For det alene er den værd at se. Mange smukke dansende mennesker, der føler den. Jesse Jackson får folket pumpet fra starten med en stærk tale (“I AM SOMEBODY”) og en veloplagt Richard Pryor kigger ind gennem hele filmen. Musikalsk er det en lidt blandet landhandel, men i sidste tredjedel kommer den efter det. Da Rufus Thomas indtager scenen i pink kortbukset suit og begynder at klukke som en høne, stikker det helt af. Heldigvis er han også en mester i crowd control, så der kan komme ro på igen, og mens mørket så småt falder på får man en mesterlig version af svingninger-klassikeren “If Loving You Is Wrong” med Luther Ingram. Klart højdepunktet for mig. Isaac Hayes der smider kappen for at afsløre sin bare overkrop svøbt i tunge guldkæder, og Staple Singers der spiser revelsben på bagsædet af deres store Lincoln er også dejlige øjeblikke. Ujævn, men hvis man har den mindste interesse i genren og/eller perioden, så er den klart værd at se.

Bar-Kays der spiller "Son of Shaft":

Spoiler:

[burdette]

Jeg har fortsat lidt i samme rille og fået set dokumentaren Soul Power fra 2008, om koncerten planlagt til at foregå i sammenhæng med boksekampen Ali vs. Foreman i Zaire, 1974. Den er klippet sammen af en blanding af forskelligt ældre materiale, og det kan mærkes ved, at den er ret så ufokuseret; #sjakket der småskændes over sceneopstilling, pengemanden der brokker sig over kunstnernes hotelregning og andet lirum larum. Men men, der er også rigtig fede øjeblikke såsom den løsslupne cubanske jam på flyet, B.B. Kings bawleren majspibe og en morgenmadsscene med den tungeste bagstive stemning. Ali fyrer seriøst 100g sukker i én kop kaffe, mens Bill Withers sidder og stille kommer til sig selv. Der er et klip med et lokalt band, som spiller på et gadehjørne, og det lyder så ubehjælpeligt og dragende, nærmest et afrikansk Shaggs, helt vildt.

Bill Withers minder om sådan en lidt hot 70’er pædagog, og spiller en smuk udgave af “Hope She’ll Be Happier”, hvor hans ret ringe guitarspil bare løfter sangen. James - "you can not be liberated, broke" - Brown står ret centralt i det hele. Han har det skønneste Zorro-moustache og lidt fylde, og hans sceneentré kan ikke slås, han er bare for vild. Kæmpeband og et dansende par i fuld denim. Nok den svageste af de tre film i mine sidste indlæg, men kan igen fint anbefales, hvis man er til perioden og genren.


Spring til 00:46 and get dealt with.

[Antimatter]

Desperate Man Blues om verdens sejeste menneske, Joe Bussard, er oppe på Youtube:

Fucking legend

[secondtoughestintheinfant]

Sikkert ikke en nyhed for SMC-borgere, men Dream Deceivers: The Story Behind James Vance vs. Judas Priest fra 1992 af David Van Taylor er stille og roligt en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set. Den handler om retssagen mod Judas Priest for med satanisk snilde gennem deres musik at have påvirket to teenagere til at forsøge at begå selvmord. Den ene lykkedes med det, den anden blev fuldkommen vansiret. I filmen følger man retssagen, Judas Priest, den overlevende dreng - det er ham, der er James Vance - og forældrene til begge drenge. Det er et knusende portræt af flyover 'Merica anno 1990 og nogle fuldkommen hullede skæbner. Rob Halford og Glenn Tipton er fantastiske, og filmens stil og opbygning er så stram og sober, som den overhovedet kunne være. Føles på én gang PBS-agtig og auteur. Det store scoop er James Vance, der med sit elefantmandlignende udseende ikke kan undgå at få en til at tænke på metallens udklædningsdiskurs. Slutningen er brutal.
Kan ses her:

[Fisker Thomas]

Den fik jeg tilsendt af min morbror på VHS. Han havde optaget den til mig. Har set den mange gange. "Beyond the Realms of Death" bliver jo spillet i filmen, men jeg kunne simpelthen aldrig finde Stained Class i nogen pladebutikker, så selvom jeg vel har set filmen i 1996-1997, måske endda 1995, også sammen med min metalfremmede mor (jeg tror, den fik gjort hende mindre bekymret), hørte jeg først sangen i sin helhed i Ripper Owens-versionen på '98 Live Meltdown, fordi jeg i 1998 simpelthen har ment, at det var en fornuftig investering af mine sparsomme midler at købe et dobbelt livealbum med Priest med Ripper Owens på vokal. Når jeg tænker på, hvad man kunne have fået af brugte lp'er i 1998 for de samme penge. Nå, men der var mange numre fra bagkataloget med, og jeg hørte den meget.

"Beyond ..." er jo nok mit yndlingsnummer med Priest, men jeg har nok først endelig fundet Stained Class engang i startnullerne.

Filmen er virkelig godt orkestreret, flot sagsfremlæggelse, Halford er en sand statsmand i retssalen, og forældrene til de unge mennesker er røvdeprimerende (tænk i øvrigt på, hvor meget værre den type mennesker er blevet de sidste 8 år).


Her er et billede fra bookletten fra det dobbelte livealbum:

[Morten]

Desperate Man Blues om verdens sejeste menneske, Joe Bussard, er oppe på Youtube:

Fucking legend

Sikkert ikke en nyhed for SMC-borgere, men Dream Deceivers: The Story Behind James Vance vs. Judas Priest fra 1992 af David Van Taylor er stille og roligt en af de bedste dokumentarfilm, jeg har set. Den handler om retssagen mod Judas Priest for med satanisk snilde gennem deres musik at have påvirket to teenagere til at forsøge at begå selvmord. Den ene lykkedes med det, den anden blev fuldkommen vansiret. I filmen følger man retssagen, Judas Priest, den overlevende dreng - det er ham, der er James Vance - og forældrene til begge drenge. Det er et knusende portræt af flyover 'Merica anno 1990 og nogle fuldkommen hullede skæbner. Rob Halford og Glenn Tipton er fantastiske, og filmens stil og opbygning er så stram og sober, som den overhovedet kunne være. Føles på én gang PBS-agtig og auteur. Det store scoop er James Vance, der med sit elefantmandlignende udseende ikke kan undgå at få en til at tænke på metallens udklædningsdiskurs. Slutningen er brutal.
Kan ses her:

Tak for gode tip - så begge med stor fornøjelse i går - selvom der er et godt stykke vej op til "bedste dokumentarfilm jeg har set" - men overdrivelse fremme selvfølgelig lysten til at gå igang

[secondtoughestintheinfant]

"en af" de bedste, ik. Men jeg hader også dokumentarfilm mere og mere for hvert år, der går. Men vil da klart smække den her i en all time top 25.

[eini]

Vil gerne høre hvorfor Secondtoughest hader dokumentarfilm mere og mere. #konhol!

[secondtoughestintheinfant]

Vil gerne høre hvorfor Secondtoughest hader dokumentarfilm mere og mere. #konhol!

Det er ikke nogen veludviklet position eller noget, bare et banalt spørgsmål om, at jeg meget, meget sjældent ser en dokumentarfilm, der er virkelig god, og at de fleste dokumentarfilm mest af alt bare gør mig ærgerlig over, at jeg ikke brugte min tid på en spillefilm i stedet. Det var vel egentlig dét, der slog mig, da jeg så Dream Deceivers: Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en virkelig god dokumentarfilm (som ikke var af Sergej Loznitsa).