Det er fabelagtigt underholdende og fuldstændigt absurd, men sådan mente man dengang. Alle navneord er med stort, for sådan skrev man, og der findes udtryk i teksten jeg ikke anede eksisterede, her kan især nævnes enddogsaa.
ogI vildmarken føler man sig som en Sten, der er kastet i Havet. Man opsluges af Ensomheden, man er henvist til sig selv og føler mere end ellers sin egen lidenhed. Jeg taler her om de hvide. Med de sorte, som fra Arild har besiddet Landet, er Forholdet ganske naturligt et andet. Og de ser i Europæeren deres Overmand, der ganske vist er mindre velkommen, men altid en stor høvding.
Selv i folkerige egne føler den hvide Mand sig ensom. De to Racer har svært ved at finde hinanden. Svælget er endnu for stort mellem Dannelse og Raahed, mellem Civilisationen og de vilde. De sorte kan være udmærkede Arbejdere og trofast Tyende. Som Høvdinge for deres Stammer kan de endogsaa mødes med den hvide Mand paa nogenlunde samme plan. Men derfra og til ligefrem Omgang, virkeligt Venskab eller befrugtende Tankeudveksling er Springet for stort. Lad en Neger faa lov til at brede sig, vis ham Venlighed og behandl ham som en ligestillet, - han vil straks blive paagaaende, fræk og uforskammet. Det eneste, disse Naturbørn kan forstaa er, er et retfærdigt, men haardt Regimente. De trækker paa af en Europæer, der prøver paa at indynde sig hos dem ved Eftergivenhed, men ser, fulde af respekt, op til den bydende, kraftige haand der leder dem – og selv ved hjælp af Kiboken (Flodhestepisken) – tvinger dem til at arbejde. Det er noget som de forstaar og bøjer sig for, thi det ligger i deres Natur ikke at lede, men at blive ledet. En ufravigelig Betingelse er dog, at Magten benyttes retfærdigt og humant, ellers rejser de sig mod Voldsherrerne og skyr intet middel for at blive dem kvit.
Hvis jeg finder flere perler vil de følge.Wambutti-dværgene udmærker sig ikke ved nogen synderlig Skønhed, men navnlig Mændene gør et ganske intelligent og livligt Indrtyk. Naar de taler deres Kaudervælsk, gestikulerer de med arme og hænder.