Flere film i 2022

[Pete Rock]

... sure skid.

[secondtoughestintheinfant]

... sure skid.

Spoiler:

PANDORAS ÆSKE

Lasse Winther Jensen

Hvem kan huske navnet på hovedpersonen i Avatar? Det spørgsmål er gået igen i mangt en filmdiskussion i løbet af de seneste ti år som en stående joke og lidt af et mysterie. Pointen er, at få har et svar på rede hånd, og at dét i sig selv er utroligt, når man tager i betragtning, at Avatar i 2009 blev alle tiders mest succesfulde film.

Blockbustergeniet James Camerons sci-fi-epos tromlede hen over verdens biografer og har til dags dato indtjent knap tre milliarder dollar. Men filmens kulturelle efterdønninger føles nærmest ikkeeksisterende. Det er, som om Avatar ikke er blevet skænket en tanke i løbet af 2010erne andet end for at påpege, at stort set ingen har talt om filmhistoriens største kassesucces, siden den havde premiere.

Nu lancerer Cameron en direkte opfølger til Avatar. Den er tænkt som første del af et omsiggribende univers, som, hvis pengene kommer til at passe, i sidste ende vil omfatte op til seks-syv film. Instruktøren har ganske enkelt viet resten af sit liv til en filmisk verden, som de fleste lader til at have glemt.

FOR ET PAR MÅNEDER SIDEN blev den første Avatar relanceret i biograferne for at varme publikum op til Avatar: The Way of Water, der får premiere efter 13 års ventetid og utallige udsættelser. Jeg kunne heller ikke huske navnet på filmens hovedperson, så jeg købte pligtskyldigt en billet til genopfriskningen. I det øjeblik, filmen gik i gang, blev jeg imidlertid overrumplet af dens billeder, der som en digital madeleinekage teleporterede mig tilbage til 2009.

Ikke mindst fordi jeg for første gang i årevis havde iført mig 3D-briller. Biografernes 3D-eksperiment er vel næsten lige så glemt i dag som navnet på Avatars hovedperson (som, jeg hurtigt blev mindet om, er Jake Sully). De fleste husker det som en tarvelig gimmick, der fordyrede billetten og altid skuffede. Der sad man i sit sæde med et ubehageligt plastikstel om ørerne i to timer, og så var det eneste, der skete, at en arm eller et græsstrå fra tid til anden så ud, som om det ragede en smule ud fra lærredet.

Det var Avatar, der kickstartede 3D-bølgen, og når man genser filmen, bliver man mindet om årsagen til start-2010ernes mange skuffelser i mødet med teknologien. Avatar havde nemlig skabt berettigede forventninger til 3D, for i Camerons film er det ikke bare en fesen efterproduceret effekt, men en integreret del af filmens visuelle verden. Alt er optaget med 3D-kameraer, så man føler sig totalt omsluttet af billederne. I 2009 fremstod det som en ægte visuel landvinding, og det gør det sådan set stadig i dag, fordi ingen siden har formået at nærme sig den standard, Cameron satte.

Avatar foregår i en forunderlig verden på den fjerne måne Pandora, hvor na’vi-folket bor. Mennesker fra Jorden er ude efter Pandoras kostbare råstoffer og rejser dertil i form af såkaldte avatars, der gør dem i stand til at tage bo i en blå, alienlignende na’vi-krop. Vor mand Jake Sully ender med at gå native og tilslutte sig na’vi-folket, inden de onde mennesker invaderer Pandora med deres hær af ødelæggelsesmaskiner.

Cameron lægger alle sine kræfter og et svimlende budget i at bringe Pandora til live, og det er da også magisk at komme med på opdagelse blandt flyvende bjerge og eventyrlig flora og fauna, der eksploderer på lærredet som en legemliggørelse af barndommens dagdrømme om fjerne galakser og civilisationer. Derfor føles det også mindre ærgerligt, end det ellers ville have gjort, at det tyndbenede, klichétunge manuskript lader til at være trukket i en automat. Man investerer sig så meget i den fantastiske verden på lærredet, at det er oprigtigt chokerende, når menneskenes militærgravkøer hærger junglelandskabet og pløjer ind i na’viernes hellige livstræ.

I THE WAY OF WATER har Jake Sully og hans na’vi-forelskelse Neytiri stiftet familie, og i begyndelsen af filmen må de flytte fra deres junglehjem på grund af truslen fra de onde mennesker. De ender – i en flygtningestrømsallegori, der er lige så på en gang vag og didaktisk som den første films allegori over Irak-krigen – hos den gren af na’vi-folket, der lever i pagt med havet. De er på det nærmeste en helt anden art, og Sully og familien skal nu tilpasse sig en ny civilisation.

Mere plot er der knap nok i filmen. Og den er vel at mærke over tre timer lang. James Cameron har ganske enkelt forelsket sig i Pandora i en grad, så det ofte føles, som om han har glemt, at han er filminstruktør. Snarere end en film fremstår The Way of Water som det, amerikanerne kalder en immersive experience. Man tager sine 3D-briller på og nedsænkes i en fremmed verden i tre timer, sikkert lidt a la de virtual reality-oplevelser, som man har hørt skulle blive fremtidens underholdning.

Som de fleste moderne storfilm består Avatar i højere grad af computergenererede billeder end optagelser af den fysiske virkelighed. Den væsentlige forskel på James Cameron og de fleste andre af tidens blockbusterinstruktører er hans ekstreme grad af hengivenhed og akkuratesse, når det kommer til at skabe en visuel verden. Det er let at se på de fleste Marvel-films computergenererede universer, at de kværnes ud i al hast for at overmætte markedet med en ny superheltefilm hver anden måned. Lige så tydeligt er det, at Cameron vitterligt har brugt 13 år på at finpudse sin ufatteligt detaljemættede havverden.

Instruktørens forelskelse i sit eget fantasirige kommer også til udtryk ved, at menneskeheden i den nye film fremstår totalt bankerot og uden fremtid. The Way of Water sætter en fed streg under den antihumanisme, der fra begyndelsen har været en fascinerende del af Avatar-projektet. Steven Langs onde general er tilbage som antagonist, og denne gang er målet mere end blot plyndring af ressourcer: Menneskene har ødelagt deres egen klode, og nu vil de overtage Pandora. Camerons materielle og følelsesmæssige investering i Pandora og hans had til filmens mennesker fordrer ganske enkelt, at publikum hepper på deres egen arts udslettelse.

DET, man får i bytte for den udpinte menneskelighed, er et visuelt univers, der står i modsætning til den risikoangst, der ellers præger den moderne blockbuster. Cameron følger alle sine impulser, og han fører sine ofte let absurde ideer igennem med en overbevisning så total, at filmen flere steder fremstår næsten rørende naivistisk. Her er store, venlige hvaler, som forstår sig på matematik og filosofi, og som na’vierne kan kommunikere med (hvalernes tale undertekstes med filmens tudegrimme papyrus-skrifttype). Her er besyngelser af familiebånd så banale, at de ville blive diskvalificeret til en pixibog. Her er endeløse ekskursioner ud i det ene hjørne af den undersøiske verden efter det andet.

I Avatar blev man langsomt ført fra menneskenes civilisation og ind i Pandoras, som føltes som en autentisk ny opdagelse. I The Way of Water dominerer Pandora totalt. Der er ingen kontraster, et minimum af overordnet fortælling og meget lidt konfliktstof – kun en masse karakterer med indbyrdes relationer, der fremstår postulerede og forhastet aftegnede, fordi alting i sidste ende drejer sig om gestaltningen af universet. I lange stræk føles det som at se på et computerspil, bare uden oplevelsen af selv at sidde med joysticket og spille med. I den sidste time gør den onde general comeback i en eksakt dramaturgisk kopi af den første films actionspækkede showdown.

I den langstrakte afslutningssekvens genopfører Cameron både skibets spektakulære forlis fra Titanic og det stålvalseværk, der er scene for klimakset i hans udødelige Terminator 2: Judgment Day fra 1991. Her sad jeg imidlertid paralyseret og upåvirket i mit sæde, fuldkommen gennempryglet af filmens effekter. The Way of Water forsøger nærmest ikke engang at give de visuelle udskejelser dramatisk tekstur. Dialogen er ubærligt floskelfyldt, og karaktererne så selvudslettende tynde, at jeg oprigtigt begyndte at spekulere over, om filmen er møntet på børn snarere end teenagere og voksne.

Det er utroligt, at det er den samme instruktør, der står bag så episk opslugende øjeblikke som Jack og Rose, der forgæves forsøger at give kunstigt åndedræt til deres nyfundne kærlighed i det iskolde vand efter Titanics forlis. Eller Arnold Schwarzeneggers cyborg, der endelig finder ud af, hvorfor mennesker græder, da han er nødt til at selvdestruere og tage afsked med John Connor i Terminator 2. I de film er karaktererne levende, enestående og fuldkommen til stede, og dramaet på lærredet angår hver og en i biografsalen.

Karaktererne i Avatar-universet er ganske vist næsten fysisk til stede i kraft af den imponerende 3D-teknolgi, men i sin besættelse af at levendegøre Pandora ofrer Cameron karaktertegningen og selve fortællingen. Det er ikke så meget, at der ikke er nogen mennesker i filmen, snarere at der ikke er nogen fornemmelse af menneskelighed. Det var ikke uden grund, at alle lynhurtigt glemte Jake Sullys navn i 2009 – kampen for Pandora transcenderer sjældent blot og bart visuelt spektakel.

The Way of Water er et gungrende, selvforgabt og hæmningsløst eksperiment med biograffilmens form. Den giver ingen mening uden 3D-briller og et gigantisk lærred. Produktionen har kostet 250 millioner dollar, og Avatar 3 er allerede færdigskudt og ved at blive gjort klar til premiere i 2026. Efter at have skabt nogle af historiens mest medrivende storfilmsfortællinger satser James Cameron nu sin karriere på, at publikum er lige så betagede af at se på Pandora i timevis, som han selv er.

Jeg har svært ved at afgøre, om The Way of Water er en helt ny form for underholdning eller begyndelsen på populærfilmens dødsrallen. Måske er den begge dele.

[Pete Rock]

Hehe, ja det må man sige du er. Jeg følte mig slet ikke gennempryglet af filmens effekter, og var helt med, helt til slut, både spændings og følelsesmæssigt.

[Pete Rock]

filmens tudegrimme papyrus-skrifttype

haha, det er så godt set. Jeg fandt en tre-disc Blu-ray med Avatar i en genbrugsbutik for en måneds tid siden. Vælger man undertekster er alle teksterne den skrifttype.

[Pete Rock]

Har I fået læst Camerons fede GQ-interview? https://www.gq.com/story/james-cameron- ... -year-2022

[secondtoughestintheinfant]

Altså, make no mistake, manden er stadig en monumental chef. Og én ting må man sige til den nye Avatars forsvar: det er ikke en kynisk film. Modsat hvad der ellers produceres i the Disney Industrial Complex. Manden hamrer bare igennem, og så må man tage det, som det er.

Men synes du ikke, det er trist, han aldrig nogensinde kommer til at lave en rigtig film igen?

Tror, jeg skal gense True Lies nytårsaften.

[Pete Rock]

Altså, make no mistake, manden er stadig en monumental chef. Og én ting må man sige til den nye Avatars forsvar: det er ikke en kynisk film. Modsat hvad der ellers produceres i the Disney Industrial Complex. Manden hamrer bare igennem, og så må man tage det, som det er.

Men synes du ikke, det er trist, han aldrig nogensinde kommer til at lave en rigtig film igen?

Tror, jeg skal gense True Lies nytårsaften.

Jo. Men jeg kan sagtens leve med fem Avatar-film. Og så håber jeg han forfølger en ny syg ide, når han har fået Avatar ud af systemet.

[Pete Rock]

Kritikken af plottet forstår jeg ikke rigtigt, der er heller ikke så meget plot i Terminator, Dybet eller Aliens, men der er ingen tvivl om at jeg giver ham et kæmpe pass på dialogen og karaktererne. Dialog og karakterer er vel på niveau med en Marvel-film, men modsat Avatar bliver det hos Marvel serveret i en kontekst hvor alt ligner lort, alle er pisseligeglade med hvad de laver, og alt er gennemsyret af den allervarmeste kynisme. Cameron er den diametrale modsætning.

[Preapokalypsebawler]

En reportage fra det midtjyske filmland:
Video Shoppen i Hinnerup. Et lille rum tapetseret med film i endeløse bunker. Butikken har ligget på Storegade 5 siden ‘83, og Ole har haft den siden ‘86. Han har 43.000 film på lager, ifølge manden selv. Der er åbent hver dag. Skæg type, som hurtigt blander sig i snakken, når man går rundt og kigger på hylderne. “Årh hvad, Street Fighter med Van Damme!” - “Mesterværk!” kalder han pludselig ude fra baglokalet og kommer ud for at snakke. Og ordet “sjælden” skulle bare lige nævnes, så gik han ud og fandt sit originale Star Wars-Laserdisc Box Set frem - “I må ikke røre ved det.”, sagde han til ungerne, mens han sirligt pakkede de gigantiske discs ud for at vise frem. Der var umiddelbart langt til decideret arthouse og mere eksperimentelle ting desværre, men et imponerende stort udvalg af glemte 80’er-komedier, westerns og horror. Det var også sjovt at blive genforenet med VHS-omslag, som har printet sig ind i mit eget unge sind, bl.a. “Tandlægen” og “The Frighteners”, uden at have set de film. Hvad endte vi med at vælge, spørger I? “Turner & Hund” og “Young Guns”.

Snapshots:

Spoiler:

Den har jeg også besøgt en del gange, i de glade 00’ere hvor man stadig lejede film på den måde. Fedt, at den stadig findes. Havde en kamerat, der boede i Hinnerup. Husker at vi engang lejede den andetsteds på Svingninger nævnte Don’t Be a Menace to Society… (Ghettoblaster), hvor Ole opsnappede vores samtale og indledte en hurtig filmhistorisk gennemgang, der trak nødvendige tråde tilbage til film som Boyz ‘n the Hood. Herlig butik, herlig karakter.

[Langley]

Vi så 'Gremlins' som den sidste julefilm for i år i går og jeg var godt tilfreds med at have set Howling, Explores og Gremlins på rad og række fra Halloween. Men jeg tror faktisk ikke, at jeg skal se Avarta alene på grund af længden. 1.45 max, max! Desuden er Rikard på 10års nye yndlingsfilm Chaplins 'Guldfeber' så her er der ikke noget udtalt ønske om Avatar.

Jeg har prøvet at den den her man gav op. Når jeg er tilbage til min hjemmebio vil jeg prøve med "Sex Mission" istedet på samme platform, som jeg giver et skud;
https://easterneuropeanmovies.com/sci-f ... -on-a-wire