DC Comics tråden

[Kinky Robot]

Lang, du må købe mit eksemplar for en pakke smøger og en frysepizza

[La Mouche]

Så I i øvrigt det interview, hvor Frank Miller mere eller mindre undskylder for nogle af sine mere rabiate højreorienterede udtalelser?

https://www.theguardian.com/books/2018/ ... ht-returns

[Kinky Robot]

Så I i øvrigt det interview, hvor Frank Miller mere eller mindre undskylder for nogle af sine mere rabiate højreorienterede udtalelser?

https://www.theguardian.com/books/2018/ ... ht-returns

Er der nogen der har læst Holy Terror? Batman historien der blev til muslim-bashing. Det skulle ikke undre mig hvis det var sådan en tegneserie der lige pludselig blev sindsygt mange gryn værd, fordi absolut INGEN gider at genoptrykke den.

Jeg er godt og vel halvvejs inde i første bind i James Robinsons Starman saga.



Af hjerte tak til Jimmy Jazz for at introducerer mig til denne superhelt. Det er kraftedme godt.

[Kinky Robot]

Jeg har nu læst vol 1 i Robinson/Harris Starman saga. Det er virkeligt godt. Jeg er faktisk lidt forundret over, at jeg synes, at det er så godt. Det er et lidt mærkelig mix af Golden Age superhelte og æstetik, og post-Miller/Moore vold og superhelte med følelser. Det burde ikke kunne fungerer, men Robinson skriver godt og er god til at skabe karakterer med dybde og nuancer. Specielt seriens hovedrolle, Jack Knight, søn af den originale Starman Ted Knight og bror til David (nuværende Starman), er veludført. Han fremstår lidt som en douche til at starte med, og er lige lovlig too-cool-for-school på 90'er måden, selvom han har god smag i både musik, litteratur og design. Men det er ret tydeligt fra starten af bogen, at han vil udvikle sig radikalt gennem serien.

Jacks far Ted fortjener også stor ros. Den gamle superhelt med så mange lig i lasten at han er ved at eksploderer. På overfladen en tør egghead videnskabsmand, der har det bedst i hans mancave af et laboratorium, og generelt pisse uinteresseret i hvad åndsamøben Jack render rundt og laver. Han giver ikke én 25 øre for sin yngste søns udskejelser...til at starte med. Der sker noget skelsættende allerede i bog 1 som kommer til at ændre faderens og sønnens forhold til hinanden. Det vil jeg ikke afslører her. Men det er der #hjertet i historien ligger. To generationer der prøver at forstå hinanden.

Skurke galleriet er ret begrænset i første bog. Men personen der stjæler showet er anti-helten The Shade. Han er mindst lige så interesant som Jack, men omgivet af mystik og vage motiver. Bogen gør et rigtig godt stykke arbejde mht. at bevare den mystik og giver kun læseren små bidder om The Shades historie. Han assisterer Jack Knight gennem flere showdowns, men det er tydeligt at han har sin helt egen agenda, som endnu er uvis. Undervejs i bog 1 er der flere issues som er fortalt udfra The Shades point of view. Det er faktisk de stykker af bogen af der har været allermest spændende indtilvidere. Man finder ret hurtigt ud af, at The Shade er meget, meget, meget, meget, meget gammel og har levet igennem flere århundrede. Det regner man lynhurtigt ud, når han fortæller om hvordan han har hængt ud med Charles Dickens og Oscar Wilde. To mennesker som han beundre utroligt meget. Han insinuerer også, at Oscar Wilde indirekte er "skyldig" i at have skabt en endnu ukendt superskurk (!!!!). Yikes.

Tony Harris har været illustreret næsten hele vol 1 og jeg kan ret godt lide hans stil. Altså, det er ret tydeligt at det på daværende tidspunkt var et af hans første gigs i the big league, og at han ikke helt har fundet sin streg endnu. Man allerede i vol 2, som jeg lige er gået i gang med, kan man se hans udvikling som tegner. Så jeg ser virkeligt frem til at følge hans udvikling gennem serien.

[Kinky Robot]

En af mine yndlingshistorier som barn var dette limited run om The Weird. Så vidt jeg husker blev udgivet i DK under "Superklubben" eller bare Superman selvom det egentligt er en Justice League historie. Jeg skal ned og hapse den i Fantask i dag da den kun koster 15kr per issue. Jeg er spændt på at se om den stadig holder i dag.

[Jimmi Jazz]

Men personen der stjæler showet er anti-helten The Shade.

ALLES yndlings goth skurk/ dandy antihelt. Tony Harris' lidt kantede streg er ret perfekt til hans skyggeangreb:



Jeg har aldrig nogensinde hørt om The Weird, men det fremgår jo af forsiderne, at Jim Starlin er forfatter samt at DC Comics aren't just for kids ( ), så jeg er da umiddelbart nysgerrig! Jeg kan også se, at serien er fra en tid, hvor JLA bestod af Batman, Martian Manhunter, Blue Beetle, Black Canary og ham den mandschauvinistiske røvhulsudgave af Green Lantern, og jeg har læst en del gode historier med den roster.

Apropos Green Lantern, så har Grant Morrison jo netop overtaget serien. Kombination af en af DC's mere kosmiske serier og ham som forfatter lugter jo umiddelbart af psykedelisk udforskning af diverse udknaldede, filosofiske scifi-temaer, men Morrison har fra start bedyret, at han skam ville skrue ned for det kosmiske og i stedet fokusere på Hal Jordan, som politibetjent " We've made it more like a police procedural."
Sølle tre hæfter inde venter så dette her:

[Kinky Robot]

Guy Gardner ! Sjovt...det er altid ham jeg forbinder med at være "den rigtige Green Lantern". Men det er selvfølgelig fordi, at det er ham jeg er vokset op med. Der var ingen Hal Jordan til stedet da jeg voksede op. I hvert fald ikke i danske DC blade så vidt jeg husker. Men han er en kæmpe douche, ja. Man fryder sig altid lidt over når han kommer galt afsted.

Nåmen tilbage til The Weird. Altså den er jo røv godt tegnet og den oser af 80's vibes. Historien er lidt bop bop hist og her, da hele plottet er total bonkers. Den handler om, at The Weird bliver skabt ud fra nogle kosmiske krystaller som en bad guy fra rummet sidder og mediterer med ude på hans lokum. Noget går galt, og The Weirds organisme manifisterer sig i en død mands krop som han tager udsende efter...I KLÆDT NINJA TØJ!!!!! Ja, jeg forstår det heller ikke rigtig, men det ser meget fedt ud. De viser sig så ,at duden der leger med krystaller på lokummet er The Weirds fjende og nemesis fra det solsystem de oprinder fra. Og de skal selvfølgelig battle til døden. Inden den store battle får man også noget baggrundshistorie om de to fjender. Og det er faktisk der at historien shiner mest. Det er ret brutalt. Barnevold, misbrug, ensomhed osv. Ret vildt at sidde og læse om som den lille dreng jeg var .

Hvis man kan leve med, at historien er ret meget af hængslerne hist og her, er den ganske fin på den der 80's måde hvor det hele er lidt fantastisk. Tegningerne er som sagt fede, og det er sjovt at læse om Justice League i en anden konstellation. Det er dog lidt en skam at Martian Manhunter ikke for så meget screen time. Han er mest tilstedet når der skal deles klask ud. Ellers står han bare i baggrunden. Blue Beetles tilstedeværelse er generelt træls fordi han er en af de mest ligegyldige DC helte ,og slet ikke interesant på nogen som helst måde. Godt han ikke er særligt meget i fokus. Det er Superman til gengæld. Det er ham der tager the lead gennem hele historien, assisteret af Batman og Green Lantern. Ikke hans bedste rolle men helt okay.

Er man til 80's DC schlock bør man lige læse den. I hvert fald bare for tegningerne. Voksne Robot synes den okay, men barne robot synes stadig er den er fucking awesome!

Man kan læse den online her

https://readcomiconline.to/Comic/The-Weird

[Kinky Robot]

Apropos Green Lantern, så har Grant Morrison jo netop overtaget serien. Kombination af en af DC's mere kosmiske serier og ham som forfatter lugter jo umiddelbart af psykedelisk udforskning af diverse udknaldede, filosofiske scifi-temaer, men Morrison har fra start bedyret, at han skam ville skrue ned for det kosmiske og i stedet fokusere på Hal Jordan, som politibetjent " We've made it more like a police procedural."
Sølle tre hæfter inde venter så dette her:

Okay det bliver pænt meget et nej herfra! Det lyder jo fuldstændigt kogt

[Jimmi Jazz]

Aquaman og Black Lightning!

For mig ligger en stor del af glæden ved at læse tegneserier fra DC (og Marvel) i gradvist at opbygge encyklopædisk viden og få udfyldt nogle af de hvide pletter på de uendelige landkort over multiverserne. Eller sagt på en anden måde: Det er i sagens natur fedest at læse gode tegneserier forfattet og tegnet af dygtige folk, men det er ikke kun dét, som gamet handler om. At læse middelmådige serier om karakterer, jeg ikke kendte i forvejen, kan også give mig stor glæde, ligesom det er interessant at se forskellige forfatteres og tegneres (og film- og tv-serieskaberes) fortolkninger af de karakterer, jeg allerede kender og elsker - også selvom fortolkningerne ikke nødvendigvis er velllykkede. Jeg læser ikke bare DC-serier for sjov, indimellem er det også et stykke krævende arkæologisk arbejde!
To superhelte, som jeg dette efterår har sat mig for at stifte bekendtskab med, er Aquaman og Black Lightning.
Førstnævnte kendte jeg perifært fra Grant Morrisons startnuller run på JLA, sidstnævnte kendte jeg derimod slet ikke, indtil jeg begyndte at se tv-serien om ham. Hér en halv sæson inde, synes jeg den er fremragende. Gadenær,"socialrealistisk" og racepolitisk bevidst superhelte action lidt som en blanding mellem Marvels tv-serier om Luke Cage og Daredevil, men med en mere tegneserieagtig æstetik, når det kommer til dragter og superkræfter. Serien tager fat i aktuelle fænomener som Black Lives Matter, protester mod statuer af sydsstatsgeneraler, o.s.v. og så er der desuden en sort lesbisk superhelt med i form af hovedpersonens ældste datter. Sådan.

Jeg kan naturligvis ikke nøjes med at se dette senmoderne tv-serie take på karakteren, så derfor er jeg gået i gang med at læse de tolv allerførste hæfter om Black Lightning (samlet i en fin trade for et par år siden, folkebibliotekerne har den desuden). Det er ret halvfjerdseragtigt med inner city violence, stofproblemer i ghettoen og en sort superhelt som er idealistisk high school teacher by day (i tv-serien er han blevet rektor) og bøllebankuddelende helt i bassist-i-Funkadelic-kostume om natten:



Til sammenligning ser han sådan her ud i tv-serien:



Tegneserien debuterede i 1977 og fortælletempoet er selvfølgelig lidt derefter, ligesom sidernes grafiske opbygning er ret traditionel, men det er et stykke ok underholdende DC-arkæologi, jeg hér har begivet mig ud i. Serien er i øvrigt den første DC serie med en sort superhelt med egen serie og er skabt af (hvide) Tony Isabella. Alle hæfterne i traden er tegnet af Trevor von Eden, som har en ganske effektiv Neal Adams (uden at være lige så god) -inspireret streg.

Når jeg også er gået igang med Aquaman skyldes det, at han bliver den næste DC helt som får en biograffilm. Bortset fra Wonder Woman har DCEU-filmene jo lidt været noget hø indtil videre, men ikke desto mindre regner jeg da med at skulle se den, når den får premiere til jul, netop pga. ovefor beskrevne nørdegen (og måske andre fra tråden hér vil med til den tid?) Aquaman er en noget ældre, og flittigere udgivet karakter end Black Lightning, så hér har jeg været mere i tvivl om, hvor jeg skulle begynde, men kunne læse mig frem til at Geoff Johns New 52 run skulle være et godt starting point for nye læsere. Johns er jo normalt bundsolid leverandør af fede 3/6'ere, så derfor er jeg nu igang med hans run, som er samlet i fire trades (og ligeledes er at finde på biblioteket).
Jeg vender tilbage med en samlet vurdering, når jeg har tygget mig gennem dem alle, men jeg tør allerede godt afsløre nu, at det er klassisk Geoff Johns stuff og at Aquaman er en allright guy med en troubled past.

[Jimmi Jazz]

I julen fik jeg så set Aquaman, der er den sædvanlige omgang DCEU rod med nogle lyspunkter i form af godt cast (LOL at se Nicole Kidman som ass kicking Atlantisdronning) og visse gode enkeltscener.

Filmens billedside er ret cheesy new agey / delfiner i solnedgangen –agtig, og det passer på en eller måde godt til hele den underliggende (høhø) Atlantismytologi. Manuskriptet bygger ret tydeligt på Geoff Johns' run, som så er forsøgt transformeret til en sammenhængende historie skabeleret efter den arketypiske ”heltens rejse” (beskrevet af Joseph Campbell osv.). Jeg har jo tygget mig gennem Johns' serier de sidste par måneder, og det var interessant at se den samme historie omskabt fra ét medie til et andet, men det gør selvfølgelig ikke til Aquaman til en god film sui generis, og det er den sgu ikke.
Hvad angår tegneserierne, så er Geoff Johns’ generelle force at finde frem til essensen i en karakter og gøre den nutidig samtidig med, at han hylder #traditionen og får sit take flettet i det samlede DC-univers og kontinuiteten. Der er ikke altid så meget dybde i Johns’ historier, men de virker som regel. I forbindelse med Aquaman kan man fornemme en vis revanchistisk trang til at gøre Aquaman Great Again. Både hans superheltekollegaer og fellow atlanteans mistror ham, og den slags er selvfølgelig meget almindeligt i superheltetegneserier, men derudover bliver han latterliggjort af the public, hvilket går ham på – dét kunne man ikke forestille sig ramme Batman.



Modsat de fleste Marvel-helte men ligesom f.eks. Wonder Woman er Aquaman ikke en scifi-figur men mere en karakter, der udspringer af fantasy og mytologi. Det meste af serien udspiller sig også ude i havet, hvor Aquaman skal kæmpe for sin fødselsret til Atlantistrone, og den føles på mange måder mere som en eventyrserie end som en typisk superhelteserie med storbyscenarier (eller alternativt rumscenarier), gale superskurke osv. Ivan Reiss er hovedtegner på det meste, og det gør han teknisk sikkert men også lidt anonymt, og jeg bryder mig ikke om den alt for glossy farvelægning.
Alt i alt var det vel den forventede fede 3/6’er. Værd at tjekke ud, hvis man synes at det er sjovt at udforske B-liste karakterer, men på ingen måde obligatorisk.