Dokumentar-tråden

[Mortenjordan]

En flot og gribende drama-dokumentar film om overlevelse:



.

[petrus hroch]

Maya Deren, Harun Farocki, Jørgen Leth, Dziga Vertov, Pedro Costa og Chris Marker. Jean Rouch har jeg stadigvæk til gode, men jeg forestiller mig, at han er god. Jeg begynder mere og mere at tro på dokumentaren som genre.

[j-sim]

findes der en dokumentar-film om nigerianske/419 email scams?

der er den her abc nyhedsrapport, hvor de tager til lagos og får hustlet nogle af svindlerne og besøger en retaderet amerikaner, der er hoppet på et scam. men man kunne godt bruge en egentlig dokumentar. jeg har fundet en på en torrent side, som jeg er i gang med at downloade, men den manglende information, mærkelige filformat og størrelse gør at jeg tvivler lidt på den.

[meng]

Jean Rouch har jeg stadigvæk til gode, men jeg forestiller mig, at han er god. Jeg begynder mere og mere at tro på dokumentaren som genre.

rouch (med eller uden morin) er godt. det samme er resnais, ruttmann og ivens (:avatar)
hvorfor har du nogensinde været i tvivl om dokumentaren?!

[petrus hroch]

Fordi jeg altid har tænkt, at dokumentarisme var knyttet til en form for objektivitetskrav. Dokumentaristen, ligesom etnologen Rouch (eller Deren for den sags skyld), går i felten for at dokumentere f.eks. indfødtes ritualer, normer m.m. Problemet, jeg forsøger at pege på, kommer meget tydeligt til udtryk hos f.eks. den surrealistiske digter og etnolog Michel Leiris. Spændingen mellem objektivitet og subjektivitet. Det er nok der, mit lettere forkvaklede forhold til dokumentarfilmen ligger. Dokumentaren er jo i sidste ende (eller som man må formode, den oprindeligt var tænkt) en etnografisk metode. Der sættes fokus på et problem, en situation, fremfor en fortælling. Som om dokumentaristen, kunstneren, gøres gennemsigtig og problemet får lov til at udfolde sig selv. Det kan jeg tilgengæld rigtig godt lide. Altså, at man fokuserer på et problem fremfor en fortælling. Jeg har måske i dokumentaren savnet den subjektive rest, som f.eks. er meget heftigt udtrykt i Tarkovskijs film (egentlig mest i Zerkalo). Herudover har mange film, der lanceres som dokumentarfilm nok også besudlet dokumentarfilmens ry (f.eks. en instruktør som Michael Moore og de tonsvis ligegyldige film, som ellers er postet i denne tråd). Der er muligvis også sket en implosion af genrer. Jeg ville f.eks. ikke betegne en instruktør som Tsai Ming-Liang som dokumentarist (selvom jeg da godt kan se, hvorfor han potentielt kan betegnes som en).
Og apropos Tsai Ming-Liang; det er jo lige til at få tårer i øjnene over, hvor godt CPH:DOX-programmet er i år.
Udover ovennævnte vises der film af Harun Farocki, Pedro Costa og Philippe Grandrieux (hele hans bagkatalog vises!). Herudover er der blandt andet en film om Edgar Varèse og to film om to af vor tids vigtigste filosoffer, henholdsvis Jean-Luc Nancy og Paul Virilio.

[meng]

Fordi jeg altid har tænkt, at dokumentarisme var knyttet til en form for objektivitetskrav. Dokumentaristen, ligesom etnologen Rouch (eller Deren for den sags skyld), går i felten for at dokumentere f.eks. indfødtes ritualer, normer m.m. Problemet, jeg forsøger at pege på, kommer meget tydeligt til udtryk hos f.eks. den surrealistiske digter og etnolog Michel Leiris. Spændingen mellem objektivitet og subjektivitet. Det er nok der, mit lettere forkvaklede forhold til dokumentarfilmen ligger. Dokumentaren er jo i sidste ende (eller som man må formåde, den oprindeligt var tænkt) en etnografisk metode. Der sættes fokus på et problem, en situation, fremfor en fortælling. Som om dokumentaristen, kunstneren, gøres gennemsigtig og problemet får lov til at udfolde sig selv. Det kan jeg tilgengæld rigtig godt lide. Altså, at man fokuserer på et problem fremfor en fortælling. Jeg har måske i dokumentaren savnet den subjektive rest, som f.eks. er meget heftigt udtrykt i Tarkovskijs film (egentlig mest i Zerkalo). Herudover har mange film, der lanceres som dokumentarfilm nok også besudlet dokumentarfilmens ry (f.eks. en instruktør som Michael Moore og de tonsvis ligegyldige film, som ellers er postet i denne tråd). Der er muligvis også sket en implosion af genrer. Jeg ville f.eks. ikke betegne en instruktør som Tsai Ming-Liang som dokumentarist (selvom jeg da godt kan se, hvorfor han potentielt kan betegnes som en).

dokumentarfilmens/faktaens forhold til objektiv repræsentation er en fucking lang og kompliceret diskussion (som jeg ikke orker at tage her). grundlæggende mener jeg bare, at dokumentaren også (sammen med andre ting) bygger på de modernistiske eksperimenter i 20'erne (surrealisme, cinema pure, impressionisme etc.). jeg mener også, at det er lodret forkert kun at anskue Rouch som etnolog, chronique d'un ete og hele cinema variete er jo stærkt inspireret af Vertov, og nej dokumentaren er ikke tænkt som en etnografisk metode.
vi kan da hurtigt blive enig om, at moore er en fucking tåbe, men jeg synes nu, at der er lavet masser af fantastiske og subjektive dokumentarfilm de sidste 90 år.

anyway, who cares.
ja, nice program

[petrus hroch]

Rouch er selvfølgelig både kunstner og etnolog. Jeg troede, det lå implicit i min udtalelse. Jeg ved ikke nok om dokumentarfilmens historie til at udtale mig specifikt om dens oprindelse, men i Rouch og Derens tilfælde bliver kameraet transformeret til en etno-grafi, til etnografens blyant, uanset objektivitet eller subjektivitet. Det er vist blot et spørgsmål om holdning, hvorvidt man tror på objektiv repræsentation (som jeg mener er et oxymoron) eller ej. Og selvfølgelig er der lavet et hav af gode dokumentarfilm. Gudskelov for det. Hvis du vil tilføje flere til rækken, vil jeg anbefale dig at se Grandrieux' film på årets festival. Specielt hans nye film, Un Lac (som gik på natfilm i år), er fantastisk. God festival.

[yossarian]

Nogen der har set The Power of Nightmares? Doku om de påfaldende paralleller mellem islamismen og neokonservatismen fra BBC.

[B-612]

Den nye bølge af visuelt drevne dokumentarer, hvor handlingen og skellet mellem fiktion og virkelighed, viger til fordel for rå billedeæstetik

ex

[okker]

Dark Days blæste mig omkuld. Handler om, og tildels filmet af, en flok hjemløse der bor i de forladte subway tunneller under New York. Se den på DVD eller i lignende kvalitet, for den er utrolig smukt filmet.

Trailer


Wiki (non-spoiler)