Svingninger læser Tintin: 'Tintin i Congo'

[æsmet]

Jeg havde ret: Det er Terrys fortælling.

Den er god.

Lidt mere ond end sjov, desværre. Hvor er kærligheden? De savner Terry ... Nå ... Mennn ... øh ... fra da rokken bed i halen, blev det hele elektrisk. Jeg kan faktisk godt lide det gakkede på den måde, og jeg ville ønske, nogen turde lave kunst på den måde igen. Hvem ville beskylde en hund for racisme? Ja, man kan også sige, at bladet er så meget over the top, at det unægteligt vil starte debat frem for en stille sidden hen i det nu mere og mere accepterede, ja, blandt kunstnere endda, ønskede moralske filter.

[suppeske]

Han havde slet ikke noget bagage med, eller hvad? Fortællestilen minder om stile fra folkeskolen: “og så skete der det, og så skete der det, og så kom der noget farligt og så var alt pludseligt fint igen”.

Men for at sige noget godt: landskabet og dyrene er flot tegnet og jeg kan sagtens forstå at det har været spændende for belgierne for 90 år siden.

[Poste]

Snart kommer der en stodder og påpeger, at Kafka altså heller ikke havde været i Amerika.

[æsmet]

Du har ret. Brug det som lokumspapir - som jeg gjorde for længe, længe siden.

[Kongen af Danmark]

Hvad synes I så er det bedste, man kan sige om Tintin i Congo?

Tintin er, trods alt, stadig ikke lige så øretæveindbydende som Mickey Mouse.

[Antimatter]

Han er værre end musen i det her bind.

[Fisker Thomas]

Det bedste: Flotte tegninger af dyr og natur, som giver en fornemmelse af lidt eventyr. Den mareridstagtige vision om et Tintin-hyldende samfund på sidste side er også uhyggelig.

Det bedste er også, da næsehornet er lige ved at nakke den nævenyttige snushane.

[haile lassie]

PÅ DEN ANDEN SIDE - FRITS ANDERSENS LÆSNING AF TINTIN I CONGO

Det var det, eventyret er slut, og vi kan alle blive enige om, at Hergé ikke viste sig fra sin bedste side med TIC; det har vi vidst længe. Som jeg var inde på for nogle dage siden, så har TIC været den fransk-belgiske tegneserietraditions sorte får næsten siden udgivelsen, så hvad skulle der mere være at diskutere? Enter Professor Frits Andersen.

I 2010 udgav han værket 'Det mørke kontinent? Afrikabilleder i europæiske fortællinger om Congo', en bog der både tager kritisk livtag med kolonialismenog den anti-kolonialistiske reformbevægelse.



Bogen har selvfølgelig også et afsnit dedikeret til TIC. Og Andersen påstår altså, at TIC ikke er racistisk - eller rettere: Han siger, at den oprindelige sort-hvide udgave af TIC er langt mindre racistisk end den tilrettede version, der blev trykt i 1975. At TIC kan - og bør - læses som en form for satire over Belgisk Congo, samtidig med, at den er sympatiserende med Belgisk Congo.

Han skriver:

...selvom de senere albums fremstår politisk korrekte og rensede for eksplicit racisme, er de til gengæld både mere subtile og mere massive i den problematiske kulturrelativisme, som de låner fra den moderne antropologi. Mens de tidlige albums er langt mere åbne overfor materialets brudflader: selvom TIC klart udtrykker solidaritet med den belgiske kolonimagt, indeholder sekvenserne så mange forvandlinger, forklædninger og omskrivninger af det traderede materiale, at fordommene også udstilles og bearbejdes, ligesom koloniens forhistorie ikke som i de fleste rejseberetninger skjules eller glemmes, men som noget ekstraordinært i Congolitteraturen bringes frem og synliggøres i sekvensernes stumfilmsagtige forløb.

Med andre ord: at rense TIC for den eksplicitte racisme og vold er i virkeligheden at skjule den racisme og vold, der gjorde sig gældende i Belgisk Congo.

Lad os tage hans eksempler på hvad han mener peger tilbage på kolonialismen selv.

1) Aben


Frits Andersen fremhæver bl.a., at Tintin og aben diskuterer på lige fod; dvs. aben taler ikke fejlbehæftet fransk som de indfødte congolesere. Det - sammen med forklædningen - er med til at satirisere kolonialisten.

Forklædningerne overskrider her den fastlåsning af modsætninger, som karakteriserer den typiske koloniale fordom. Fordommene sættes i bevægelse, overdrives ved at udstyre aben med større sproglige kompetencer end Tintins guide Coco og tydeliggøres som udstillede og ikke essentielle forskelle: Europæerens tegn på civilisation og overlegenhed, tropehjelmen og geværet, er attributer i et kostume eller en klædedragt.

2) Medicinmanden og fetichen



Frits Andersen skriver:

Et andet eksempel er medicinmanden Muganda, som iscenesætter en anklage mod Tintin for røveri af landsbyens fetich, men selv udmanøvreres af Tintins langt stærkere medicin, nemlig en lyd- og filmoptagelse, som afslører at Muganda anvender fetichen til at holde landsbyen i uvidenhed og angst. På den ene side giver sekvensen et billede af congoleserne som blinde og uvidende ofre for overtro, på den anden side fortæller den også både historien om kolonisternes plyndringer af feticher samt henleder opmærksomheden på, at moderne massemedier også for europæerne fungerer som magiske rekvisitter og farlige feticher.

Igen ser vi grundstenen i Frits Andersens tese: At hver racistisk/kolonialistisk ladet handling i TIC ikke blot er en racistisk skildring, der står alene, men altid peger tilbage i lige så høj grad på kolonimagten selv; udstiller simpelthen kolonimagten.

3) Skolen



En af de mest kendte revisioner af den originale udgivelse er sekvensen, hvor Tintin skal undervise nogle elever. I den originale udgave lærer han dem om deres "moderland, Belgien", og i den reviderede udgave er det rettet til simpel matematik. Denne sekvens har for kritikere stået som en af de værste eksempler på det kolonialistiske i TIC, og tilrettelsen ses over en bred kam som en klar forbedring. Sådan har Frits Andersen det ikke. Han lægger vægt på, at Tintin aldrig får færdiggjort sætningen om moderlandet Belgien, men i stedet afbrydes tre gange: Første gang af leoparden, som han fodrer med en svamp og sparker ud af klasselokalet, dernæst af leopardens ejer, Jimmy McDuff, og til sidst af missionæren, der takker Tinti for at give eleverne en grundig indførelse i moderlandet:

Det, vi ser i sekvensen, er ikke en udfoldelse af racisme og kolonial ideologi, men en raffineret dekonstruktion. Sekvensen om det fjerne fædreland handler om opdragelsen af Belgien som den grådige leopard, der viser sig at tilhøre et amerikansk cirkus. Spørgsmålet, om leoparden er tam eller vild eller under indflydelse af amerikanske interesser, gentager intrigen i den tidligere sekvens om leopardmændene og hovedplottet om gangsteres forsøg på at få kontrol med Congos diamanter. En ensidig manuduktion af koloniale værdier er dermed karikeret og vendt på hovedet; ligesom leoparden - Leopold/Belgien - får foreskrevet en surrealistisk diæt, som anbefaler den at æde sine paternalistiske attributer i sig igen.

Det Afsluttende Argument
Frits Andersen runder sin læsning af TIC af med at pege på en af de overordnede kritikpunkter: At Tintin (og dermed også Hergé) virker uinteresseret, at Tintin bare vader og skyder sig igennem kontinentet uden nogen egentlig nysgerrighed i andet end sig selv og sine egne bedrifter. Men, siger Frits, den slags "desinteressée" er netop en kommentar til Belgiens komplette mangel på interesse i det egentlige Congo og dets indbyggere - i modsætning til et hyldet værk som Joseph Conrads 'Heart of Darkness', der i sin skildring af Congo, for Frits Andersen, bliver enormt eksotiserende og i langt højere grad en skildring af "Det Andet" set med en hvid mands blik.

I Tintin i Congo gør Hergé det mystiske Congo underligt begribeligt og rodet i stedet for ubegribeligt og mystisk, siger Frits Andersen, at det er et værk, der ikke fortier og fortrænger, men i stedet viser - synliggør - og det er nok til at besværliggøre de oftest venstreorientet-kritiske post-kolonialistiske læsninger af det udskældte værk.

KÆMPE TAK TIL FISKER THOMAS

[Fisker Thomas]

Kæmpe banger af en analyse, FA!

[martinmosh]

Den er interressant men fremstår også en anelse søgt i nutidens lys.

Ikke desto mindre underholdende.