Tråden med tankevækkende tekstuddrag.

[Non-metal dude]

Lad en Neger faa lov til at brede sig, vis ham Venlighed og behandl ham som en ligestillet, - han vil straks blive paagaaende, fræk og uforskammet.

Er det monstro en zulu, der er tale om her?

[yossarian]

Asmaas valg
Information 31 maj 2003, side 8
--------------------------------------------------------------------------------
Asmaa Abdol-Hamid er bare 21 år, men hun har allerede fundet sin opskrift på succes i Danmark. Hun har valgt islams vej og er parat til at tage konsekvenserne

Af Charlotte Aagaard
Navnet er Asmaa.
Asmaa Riyad Abdol-Hamid for at være helt præcis.
Hun er bare 21 år, men allerede et kendt ansigt i Vollsmose i Odense, hvor hun bor og optræder som foredragsholder og debattør. Og på Fyn, hvor hun stadig oftere dukker op i tv og aviser.
Asmaa har nemlig meget på hjerte. Både som menneske, som socialarbejder og som politiker. Hun bærer sit tørklæde som et smykke, elsker at provokere og tale de forudfattede meninger imod. Hun er stolt af sin palæstinensiske og muslimske baggrund og lægger ikke skjul på, at hun finder svar på alle livets spørgsmål i islam.
En opskrift, som hun trods både nederlag og succes er parat til at tage konsekvenserne af.

Islam er med overalt
Fredagbønnen er allerede godt i gang, da Asmaa træder ind i den skyggefulde, men meget lavloftede moske uden for Odense. Klipklapperne ryger af lige inden for døren, håndtasken og hun selv daler ned på det Mekka-mønstrede tæppe. Og et øjeblik efter er hun fordybet i bøn.
Et pusterum, en helle, hvor hun henter kræfter til et meget travlt liv. For Asmaa er en af de unge indvandrere, som har rigtig meget fart på. Og som er rigtig, rigtig glade for at være i Danmark.
Islam er med Asmaa overalt; når hun læser til socialrådgiver på Den Sociale Højskole, når hun holder åbent i Vollsmoses etniske pigeklub, når hun virker som formand for boligforeningen Bøgeparken, når hun går til partimøder i Socialdemokratiets Vollsmosekreds, når hun står op om morgenen, og når hun taler med Information.
Asmaa finder nemlig opskriften på, hvordan hun skal klare sig i Danmark, i Koranen og islam.
»Jeg har altid elsket islam, lige siden jeg var lille. Min familie prøver at leve så religiøst som muligt, for vi finder simpelt hen, at islam er så dejlig,« fortæller Asmaa Abdol-Hamid på syngende fynsk.
»For mig er Koranen en brugsanvisning på, hvordan livet skal leves på bedst mulig måde. Alt, hvad jeg gør i min hverdag, relaterer jeg til religionen. Koranen har været en kanonstøtte for mig. Den hjælper mig utrolig meget. Jeg har aldrig befundet mig i en situation, hvor den ikke slog til.«
Asmaa fortæller, at islam giver hende svar på alt fra, hvorfor hun skal stå op om morgenen, til hvorfor hun skal tage en uddannelse, og hvordan hun skal opføre sig over for andre mennesker.
»Jeg bruger islam hele tiden. Hvis jeg er lidt deprimeret f.eks., får bare det at læse et par surah'er i Koranen mig til at føle mig lidt mere tryg. Det er så utrolig godt. Islam fortæller mig også, at jeg skal tage en uddannelse. Det første ord, der kom til Muhammed, var 'læs'. Og islam fortæller mig, at jeg skal lytte til andre, være høflig og åben.«
Det store og afgørende valg om at følge islams vej traf Asmaa Abdol-Hamid, da hun var 14.
»Jeg gik i ottende klasse i Røde Kro, da jeg begyndte at gå med tørklæde. Jeg havde ønsket at gå med tørklæde, lige siden jeg var barn. Men jeg måtte ikke for min mor. Min mor gik selv med tørklæde, og jeg ville gerne efterligne hende. Men hun syntes ikke, jeg var voksen nok til at træffe sådan et valg. Hun ville have, at jeg skulle vente, til jeg kom i puberteten,« fortæller Asmaa.
»Det kom jeg så i ottende. Det første, jeg sagde til min mor, var; Nu må jeg selv bestemme, om jeg vil gå med tørklæde. Og det gjorde jeg så«.
»Jeg vidste på forhånd, hvad det indebar at bære det tørklæde. Det havde jeg vidst i meget lang tid. Jeg havde glædet mig til det, men jeg var også bange for reaktionerne. Det må jeg indrømme. Det var et stort skridt at tage, for der var ingen andre på min skole, som gik med tørklæde.«
Tørklædet kom i det hele taget til at symbolisere et volsomt skift i Asmaas liv.
»Jeg blev meget voksen og begyndte at gå meget op i, hvem jeg var. Alle mine skoleprojekter handlede om palæstinenserne eller om muslimer i Danmark,« fortæller hun.
Og netop det at vide, hvem man er, og hvilken baggrund man kommer fra, har Asmaa sidenhen haft stor glæde af.
»Når du møder så megen modstand, som du gør som indvandrer og muslim i Danmark, så bliver du automatisk mere obs på, hvem du selv er. Og det er godt, for du er nødt til at kunne svare på alle de spørgsmål, du får.«
Asmaas beslutning om at bære islamisk klædedragt fik fra starten konsekvenser for hendes måde at leve på.
»Jeg stoppede f.eks. med at spille håndbold, selv om jeg havde spillet håndbold siden fjerde klasse. Jeg var endda nået så langt, at jeg var anfører for holdet og opfandt mit eget skud. Jeg var virkelig den, der styrede.«
Asmaas træner var da også meget overrasket over, at hun pludselig ikke længere kom til træning.
»Jeg sagde til ham, at jeg måtte vælge, og mit tørklæde betød meget mere for mig. Et tørklæde er ikke bare et tørklæde. Der ligger meget mere under, og det tror jeg, folk nogle gange misforstår. Det hører sammen med en klædedragt, der skjuler din kropsfigur. Når du smider dig efter en håndbold, kan man se visse dele af din krop, og det må man ikke ifølge islam,« forklarer hun.

Uddannelse er et våben
Asmaas fire ældste søstre har truffet samme valg som hun selv, og alle er de som Asmaa igang med at læse. De to ældste søstre på 23 og 24 går på seminariet, og to yngre søstre på 16 og 18 går i gymnasiet. Storebroderen på 22 er snart færdig på handelsgymasiet.
»Det har været meget, meget vigtigt for mine forældre, at vi har fået en uddannelse. Min mor har altid sagt, at gymnasiet var det mindste, vi kunne tage. Derefter kunne vi selv bestemme. Det har været meget vigtigt for mine forældre, at vi har fået et ståsted, er blevet selvstændige og kan klare os selv. I min familie bliver uddannelse betragtet som et våben i sig selv,« siger Asmaa og retter på de sorte blondeærmer, der titter frem under den traditionelle, perlebroderede abbaya.
»Min mor synes, det her tøj er alt for landligt,« griner hun. »Især klipklapperne, men jeg synes, det er sjovt at gå i traditionelt tøj, når jeg har fri.«
At Asmaa har valgt at blive socialrådgiver skyldes bl.a. hendes far. Han har hele hendes barndom fungeret som imam og rådgiver.
»Min far har tidligere været imam i en lille moske i Åbenrå, og nu er han en populær og respekteret problemløser i det arabiske samfund her i Vollsmose. Og jeg har altid været den lille lytter ude i hjørnet, når folk kom med deres problemer,« fortæller hun.
Da en af hendes fars venner for nogle år siden kom og spurgte, om Abdol-Hamid-pigerne ikke kunne starte en telefonrådgivning for etniske piger, slog Asmaa til.
»Efter gymnasiet arbejdede jeg som lærerhjælpervikar. Det var dengang, jeg startede pigeklubben. Jeg havde så meget tid, og jeg kan altså ikke sidde ned ret længe uden at lave noget,« griner hun.
»Ideen var at have et sted, hvor pigerne kunne henvende sig anonymt. Nogle af pigerne var bange for at henvende sig til de sociale myndigheder, nogle følte ikke, at deres problemer var store nok, eller at danske rådgivere forstod deres baggrund. Jamen, hvorfor flytter du ikke bare hjemmefra, lød et typisk svar. Jamen hallo! Det er jo slet ikke det, pigerne taler om!«
»Jeg og mine to storesøstre snakkede med nogle andre piger om det, men besluttede, at en pigeklub var en bedre idé end en telefonrådgivning, hvor alle uanset alder kunne henvende sig med problemer, som vi slet ikke var i stand til at løse,« fortæller hun.
»De fleste piger er 15-18 år. Det er ikke alle, der har problemer. Mange af dem er velfungerende og bliver rollemodeller for de svagere. Der har været meget snak om uddannelse. Vi har også haft en kvindelig, irakisk læge på besøg for at fortælle om pigens udvikling, og vi har været på udviklingsture til Århus og København. Vi har også spillet håndbold og volley, men det gør vi ikke mere, for de fleste vil hellere sidde og snakke.«
Pigeklubben var første skridt på Asmaas vej for at hjælpe andre. Siden er en post som bestyrelsesformand i Bøgeparken kommet til.

Forviklinger
Selv synes Asmaa, at det er oplagt, at hun kommer til at arbejde med integration, når hun bliver færdig som socialrådgiver, fordi det er der, hun har sin force.
Men allerede i forbindelse med sin praktik fik hun en forsmag på de vanskeligheder, hun risikerer at møde på grund af sit tørklæde.
»Jeg var i praktik i integrationsafdelingen i en lille kommune. Her mente min praktikvejleder til min store overraskelse ikke, at jeg kunne være socialrådgiver - netop på grund af min arabiske baggrund. Jeg mente ellers selv, at jeg havde gode chancer i en integrationsafdeling, hvor jeg kunne anvende mine ressourser optimalt, men min praktikvejleder følte sig truet af mig på grund af mit tørklæde, og fordi nogle af klienterne henvendte sig til mig på arabisk.«
Efter halvanden måned måtte Asmaa i gang med at lede efter et nyt praktiksted. Men også her løb hun ind i problemer.
»Jeg fandt en socialrådgiver ude i en mindre kommune, som meget gerne ville have mig. Vi talte tre kvarter i telefonen, og alt var OK, men da hun så så mig personligt, så var det ikke længere nogen god idé - på grund af mit tørklæde.«
Til sidst fik Asmaa en prakikplads på Jobskolen, der er et aktiveringsprojekt for Vollsmosebeboere under Odense Kommune. »Og det var bare helt kanon.« Her var både tørklæde og sprogkundskaber netop den force, Asmaa havde forestillet sig.
»Jeg fik ihvertfald en forsmag på, hvor jeg skal hen, og hvor jeg ikke skal hen, når jeg er færdiguddannet,« siger hun i dag.
Asmaa er godt klar over, at hun kan vente at møde en del modstand på grund af sin påklædning og tro, også hvis hun fortsætter den karriere i politik, som hun er ved at grundlægge som medlem af Socialdemokratiets Vollsmosekreds.
»Jeg vil ikke forsvare, at jeg er religiøs. Men jeg vil gerne forklare. Der er stor forskel. At være socialdemokrat har ikke noget med min religion at gøre. Mit partivalg bygger udelukkende på, hvor jeg ønsker at stå i forhold til det danske samfund. Jeg synes ganske enkelt godt om Socialdemokratiets politik og den måde, de har kørt tingene, da de var ved magten,« siger hun.
»Jeg synes, Socialdemokratiet har været meget åbne over for, at jeg er religiøs. Jeg synes ikke, jeg er i modsætning til det, Socialdemokratiet står for. Vi arbejder for folks bedste, og islam er så kompleks, at den kan omstilles til hvilken som helst tid, du lever i. Det er derfor islam er så god.«

At præge samfundet
Asmaa ser helt klart sin fremtid i Danmark og er meget opsat på at præge det danske samfund.
»Jeg er først og fremmest palæstinenser, men jeg ser mig selv her i Danmark, og jeg arbejder også på at komme videre her,« siger hun. »Jeg vil meget gerne sætte mit præg på det danske samfund. Det er blandt andet derfor, jeg gerne vil være politiker. Det er en måde at nå mine mål på. Der er så mange ting, som jeg synes er uforståelige. Der er så mange ting, vi kan gøre bedre.«
Foreløbig er Asmaa medlem af det lokale Vollsmoseråd, men forventer at stille op til kommunalvalget i 2005.
»Jeg vil i hvert fald gerne,« siger hun med et genert smil.
Asmaa erkender, at hendes samfundsengagement og eventuelle politiske karriere afhænger af, hvornår hun bliver gift og får sin egen familie.
»Det bliver en prioritering, hvad jeg skal vælge, når jeg får familie. Jeg vil meget gerne have mand og børn, men jeg tror ikke, jeg vil sige nej, hvis jeg f.eks. får et tilbud om en politisk karriere. Det er derfor, det skal være den rigtige mand. Og det er derfor, jeg tager mig god tid til at vælge. Jeg vil gerne give min mand og mine børn første prioritet. Jeg ved godt, hvor jeg står. Hvis jeg skal vælge mellem en politisk karriere og min familie, så vil jeg vælge min familie. Det er helt sikkert.«
»Men lige nu har jeg min fulde frihed, og det udnytter jeg.«
Selv bruger Asmaa ikke megen tid på at lede efter en mand.
»Jeg skal ikke ud og finde mig en kæreste. Og heller ikke en forlovet. Han skal finde mig.« Asmaa griner fornøjet. »Jeg tænker ikke så meget over det. Jeg har fået mange tilbud, men indtil videre har jeg sagt nej tak.«
Asmaa forestiller sig, at hendes kommende mand bliver muslim.
»Det skal være en, der tænker ligesom os og går ind for de samme ting, som vi går ind for. Ifølge religionen kan det være hvem som helst, også en dansker. Men det skal helt sikkert være en muslim. Det ville aldrig fungere, hvis ikke han var muslim. Jeg har jo den kultur, jeg har. Hvis jeg gifter sig med en fra en anden kultur, kan der jo opstå så mange stridigheder og modsætninger.«
Når Asmaa en dag siger ja, så bliver det ikke på grund af hovedkulds forelskelse. Det bliver, fordi hun nøje har afvejet fordele og ulemper.
»Ægteskab er et alvorligt valg. Der findes selvfølgelig kærlighed ved første blik og alt det der. Men jeg tror virkelig på, at når hjernen får lov at bestemme, så løber hjertet ingen steder. Folk tror ikke på mig, når jeg siger, at mit hjerte ikke løber fra mig. Men det er ikke sket endnu. Heldigvis!«
»Når du som 14-15 årig tænker på den store romantiske kærlighed, er du jo ikke realistisk. Du tænker ikke på, at ægteskab også er en masse pligter, at du skal arbejde fra otte til fire om eftermiddagen, hente børn osv. Det at holde sammen på en familie og få den til at fungere er jo en succes i sig selv. Der skal virkelig lægges meget i en familie. Vi vil så gerne tage, men vi er ikke så gode til at give. Når jeg virkelig tænker over ægteskabet, så bliver jeg helt svedt. Selvfølgelig vil jeg gerne, men det er så vigtigt at vælge den rigtige.«
Asmaa kan imidlertid ikke forestille sig, at hun vil vælge en person, som hendes familie er imod.
»Mine forældre tænker næsten ligesom mig, så jeg tror vi vil være enige. Vi diskuterer jo for og imod.«

Egne værdier
Asmaa har i det hele taget valgt at holde fast i det værdisæt, hun har bragt med sig til Danmark. Og det mener hun sagtens kan lade sig gøre uden at komme på kollisionkurs med det danske samfund.
»Jeg har været heldig, for i min familie har det være religionen og ikke kulturen, der har været dominerende. Det er ofte der, danskerne misforstår os. Folk blander ofte kultur og religion sammen, men det er to vidt forskellige ting. Kvinder er ikke undertrykt ifølge islam, men det er de ifølge den arabiske kultur,« forklarer hun.
»Vores kultur er meget kvindeundertrykkende, og det kan jeg slet ikke acceptere. Men den arabiske kultur har intet med Koranen at gøre. Man kan jo også være kristen og have den arabiske kultur. I islam er kvinden ikke underordnet manden. Når Gud taler til os, siger han altid; Kvinder og mænd, gør sådan og sådan... Jeg føler mig utrolig ligestillet. Jeg føler mig værdifuld og kostbar som kvinde, og det er på grund af islam,« siger hun.
Asmaa har ihvertfald ikke lyst til at blive alt for dansk.
»Assimilering, nej det er ikke noget for mig. Overhovedet ikke. Assimilering er at overdrive. Det virker så falsk. Der er mange, der har valgt at assimilere sig, men det er ikke den eneste vej«, siger hun.
»Bare det, at du lærer sproget, tager dig en uddannelse, er med i det danske samfund og gør en eller anden form for nytte. Det er nok til, at integrationen fungerer. Du bør ikke gøre mere. Hvis du selv føler dig integreret og indordner dig under landets regler, så er det helt tilstrækkeligt,« siger hun.
Selv føler Asmaa Riyad Abdol-Hamid sig meget integreret.
»Jeg elsker virkelig at bo her,« siger hun og slår ud med armene mod Bøgeparkens lange rækker af boligblokke, der ligger som store kasser omgivet af grønne plæner og nyudsprugne æbletræer.
»Se, hvor grønt her er. Jeg synes, her er så pænt! Og lige om lidt får vi vores eget butikstorv, og ældrecenter, nye glasoverdækkede altaner og køkkener og naturstier og alt muligt! Jeg elsker det virkelig her! Se, hvor alle folk går ned til deres biler, står og snakker før de går i moskeen. Om sommeren kommer alle folk ned og spiser frokost og siger hej til alle - uanset om du er somalier, araber, tyrker eller dansker. Det er derfor, jeg elsker at bo her!«

[dayan]

[Jonas]

The God of the Old Testament is arguably the most unpleasant character in all of fiction: jealous and proud of it; a petty, unjust, unforgiving control-freak; a vindictive, bloodthirsty ethnic cleanser; a misogynistic, homophobic, racist, infanticidal, genocial, filicidal, pestilential, megalomaniacal, sadomasochistic, capriciously malevolent bully.

[Kæle]

Jeg har lånt en lille, fin bog af min mor, der hedder: Forventninger, notater fra en mandsverden.

HVORNÅR FÅR VI SKABT ET ALTERNATIVT SEKSUELT SIGNALSYSTEM?

Suzanne Giese, du sagde det i "Derfor kvindekamp": "Jeg føler mig degraderet, hvis den mand jeg elsker, reagerer på seksuelle signaler som er reaktionære."
Den sætning har hængt i mit baghovede lige siden. For jeg er mand og programmeret til at fiksere på dine bryster, røv, kusse, ben og lår. Til at opfatte dig som "kød", seksualobjekt, et potentielt knald, en åben invitation. Derfor er jeg flov, når jeg tar mig selv i det, når jeg går i fælden og reagerer på seksuelle signaler, som er reaktionære. På kvindelig exhibitionisme og tilfældig flirt.
For jeg vil det ikke. Jeg vil ud af min programmerede rutine og ind til dig som menneske med den varme, interesse, forståelse og respekt, du har krav på

MENNESKEBØRN

(...)Mette kom i seng, og vi snakkede godt og hyggeligt sammen. Det lå ligesom i luften, at vi skulle elske, eller bolle som du kalder det. Jeg ville ikke tage initiativet, ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi jeg er godt træt af at skulle leve op til den traditionelle manderolle, hvor det altid er manden, som tar initiativet og kører løbet. Jeg var afventende. Det var du osse. Stemningen blev efterhånden lidt anspændt og usikker, men på en eller anden måde kom vi til at elske alligevel. Det foregik på den samme kontante måde som første gang. Næsten ingen kyssen. Jeg prøvede at kærtegne dig, forsøgte at kæle stille og blidt, men du kærtegnede kun min pik, masserede hårdt og kontant, nærmest brutalt. Det fik mig til at gå i baglås. Jeg følte det kun var min pik, det drejede sig om, om at få den så stor og stiv som muligt, så du rigtig kunne blive bollet af den. Jeg følte mig helt udenfor, nærmest iagttagende. Det var åbenbart kun et anliggende mellem dig og den, - jeg følte mig faktisk temmelig frustreret og tilsidesat. Som første gang kom jeg ret hurtigt. Du fik sikkert heller ikke noget ud af det denne gang.

Dette må være manden alle kvinder drømmer om

[dayan]

[Distingvisten]

THOROUGHLY worldly people never understand even the world; they rely altogether on a few cynical maxims which are not true. Once I remember walking with a prosperous publisher, who made a remark which I had often heard before; it is, indeed, almost a motto of the modern world. Yet I had heard it once too often, and I saw suddenly that there was nothing in it. The publisher said of somebody, "That man will get on; he believes in himself." And I remember that as I lifted my head to listen, my eye caught an omnibus on which was written "Hanwell." I said to him, "Shall I tell you where the men are who believe most in themselves? For I can tell you. I know of men who believe in themselves more colossally than Napoleon or Caesar. I know where flames the fixed star of certainty and success. I can guide you to the thrones of the Super-men. The men who really believe in themselves are all in lunatic asylums." He said mildly that there were a good many men after all who believed in themselves and who were not in lunatic asylums. "Yes, there are," I retorted, "and you of all men ought to know them. That drunken poet from whom you would not take a dreary tragedy, he believed in himself. That elderly minister with an epic from whom you were hiding in a back room, he believed in himself. If you consulted your business experience instead of your ugly individualistic philosophy, you would know that believing in himself is one of the commonest signs of a rotter. Actors who can't act believe in themselves; and debtors who won't pay. It would be much truer to say that a man will certainly fail, because he believes in himself. Complete self-confidence is not merely a sin; complete self-confidence is a weakness. Believing utterly in one's self is a hysterical and superstitious belief like believing in Joanna Southcote: the man who has it has ‘Hanwell' written on his face as plain as it is written on that omnibus." And to all this my friend the publisher made this very deep and effective reply, "Well, if a man is not to believe in himself, in what is he to believe?" After a long pause I replied, "I will go home and write a book in answer to that question." This is the book that I have written in answer to it.

starten på andet kapitel af orthodoxy (1908) af gilbert keith chesterton.

tusind tak rasmus.

[Golden Hour]

»Det er en fantastisk glædelig oplevelse at have med børn at gøre. Derfor er det en stor glæde for mig at modtage titlen som årets julemand«, siger Asbjørn Riis.

[Jon A]

Har tidligere grint ad Ernesto Cardenal her , men den her er sgu OK for en kristen:

Herre, vær lovet!
Du er klædt i atomenergi
som i en kåbe

Ren Sun Ra.

[Tobak]

smukt!