2021 Den Gode Film i 2021

[Senekat]

Jeg har ikke set den siden teenagealderen, men der elskede jeg at se den, især når jeg var syg. Husker den som ret gennemført.

[dreambydream]

Whatever. Amerikansk kulturindustri i sin allermest toksiske form. Sikkert noget for en teenager.

Red Snowball Tree, ja, sovjetisk Fassbinder-favorit fra midt-70’erne. Socialistisk realisme med systemkritik og melodrama. RØD technicolor for alle pengene. En kassesucces angiveligt. En tidligere tyv løslades fra fængsel og opsøger sin penneveninde ... No spoilers.

Kan ses her i forrygende kvalitet (fed ny titel, forhåbentlig er underteksterne bedre):

[Senekat]

Fedt - tak.

Den vil jeg se ved lejlighed!

[Pete Rock]

Årets amerikanske mainstreamfilm:
The Last Duel (Ridley Scott) Seriøs, tager voksne mennesker alvorligt, elementært underholdende, interagerer filmisk med tidens diskussioner uden at tale ned til nogen (selvom hele præmissen er fucked, men det er lidt en anden sag). Selvom det lyder som minimum af, hvad man kan forlange af en mainstreamfilm, tror jeg, at The Last Duel bliver en af de sidste film, der formår at leve op til de krav.

Den så jeg i forgårs. Ikke i nærheden af bunden, selvfølgelig, men for mig var det skuffende at den ikke gjorde mere med dens tre perspektiver, og at den ikke for alvor turde så tvivl om hvad der egentligt var sket. Jeg havde også problemer med at leve mig ind i den, følte mig ikke rigtigt tilstede i tretten hundrede hvidkål, hvilket måske har noget at gøre med at de tre mandlige hovedpersoner ligner noget fra en bar i Brooklyn for et par år siden - tror dog ikke udelukkende det er derfor.

[Pete Rock]

Igår så jeg Paul Schrader's Auto Focus (2002) og den var skide god.

[secondtoughestintheinfant]

Årets amerikanske mainstreamfilm:
The Last Duel (Ridley Scott) Seriøs, tager voksne mennesker alvorligt, elementært underholdende, interagerer filmisk med tidens diskussioner uden at tale ned til nogen (selvom hele præmissen er fucked, men det er lidt en anden sag). Selvom det lyder som minimum af, hvad man kan forlange af en mainstreamfilm, tror jeg, at The Last Duel bliver en af de sidste film, der formår at leve op til de krav.

Den så jeg i forgårs. Ikke i nærheden af bunden, selvfølgelig, men for mig var det skuffende at den ikke gjorde mere med dens tre perspektiver, og at den ikke for alvor turde så tvivl om hvad der egentligt var sket. Jeg havde også problemer med at leve mig ind i den, følte mig ikke rigtigt tilstede i tretten hundrede hvidkål, hvilket måske har noget at gøre med at de tre mandlige hovedpersoner ligner noget fra en bar i Brooklyn for et par år siden - tror dog ikke udelukkende det er derfor.

Det har vel primært noget at gøre med, at især Jodi Comers karakter handler som en feminist fra 2021, der er dumpet ned i tretten hundrede hvidkål. Altså, som om kvinder, eller mænd for den sags skyld, anlagde den form for feministisk perspektiv på noget som helst, "based on a true story" eller ej.

[Pete Rock]

Du har ret, men det, hehe, tænkte jeg slet ikke over. Måske generede det mig mere at Driver og Affleck er fuck boys i tretten hundrede hvidkål.

Jeg har genset Rosens Navn (1986) i juledagene, og nu kommer der sikkert en kæmpe sviner fra second om hvor dårlig den film er, men jeg elsker den. Den er jo proppet med anakronismer og anden tilfældig (?) weirdness, men man føler fandme man er der.

[burdette]

Fedt med årsstatus! Den eneste af årets nye film, som jeg har fået set, er French Dispatch og den var temmelig skuffende desværre. Jeg har dog læst, at den skal ses to gange, så måske den får en chance mere på et tidspunkt. Memoria, Drive My Car, Benedetta og en masse andet må blive i 2022 eller senere.

Bedste biografoplevelser i 2021:
Rohmers fire årstidsfilm. Det er svært at vælge en favorit, men jeg hælder måske en lille smule mod vinter. Rohmer virker så effortless og samtidig så skarp, og man kan flytte lige ind i hans film.
Le Temps retrouvé (Raúl Ruiz, 1999) i en fyldt sal skal også nævnes. Helt unik oplevelse med en film der virkelig satte det store publikum på prøve, og det kunne mærkes.

Bedste dokumentarer:
Summer of Soul. Stevie Wonder på trommer er ren lykke. Han straffer satme den hihat, ja tak. Filmens historiske kontekstualisering føles en smule påklistret, men er samtidig nødvendig og jeg kan ikke se, hvordan man egentlig kunne have lavet den anderledes. Rose Stone hører til i hotte guys’n’girls-tråden.

The Blues Accordin’ To Lightnin’ Hopkins (Les Blank, 1968)
I år har jeg endelig fået taget hul på filmene af den amerikanske dokumentarist Les Blank. Han fokuserer på amerikansk musik, mad, kultur og mennesker i deres hjemlige, og oftest landlige, miljø. Alt fra portrætfilm af musikere som Mance Lipscomb og Tommy Jarrell til hyldestfilm om både hvidløg og kvinder med mellemrum mellem tænderne. Helt unikke adgange og sindssygt stærke og overraskende øjeblikke. Den her med Lightnin’ Hopkins er umiddelbart min favorit, men dem jeg har været igennem er stort set alle stærkt seværdige, på nær hans hippiefilm. Dry Wood, Hot Pepper, og særligt A Well Spent Life samt Spend It All (med en notorisk festscene, som Herzog, efter tilladelse, har planket) skal man virkelig se, hvis man er til Mississippi Records, Alan Lomax, Harry Smith og den slags.

Nogle af de bedste film, jeg har set i 2021:
King Of Comedy (Martin Scorsese, 1983)
Meshes Of The Afternoon (Maya Deren, 1943)
The Naked Spur (Anthony Mann, 1953)
Old Joy (Kelly Reichardt, 2006)
The Big Heat (Fritz Lang, 1953)
Le Cercle Rouge (Jean-Pierre Melville, 1972)
Fat City (John Huston, 1972)
Certified Copy (Abbas Kiarostami, 2010)
La Collectionneuse (Éric Rohmer, 1967)
All Is Forgiven (Mia Hansen-Løve, 2007)

Bonus jule bulls eye: Metropolitan (Whit Stillman, 1990)
“You don't have to have read a book to have an opinion on it.”

[secondtoughestintheinfant]

Bonus jule bulls eye: Metropolitan (Whit Stillman, 1990)
“You don't have to have read a book to have an opinion on it.”

Skal helt sikkert gense Stillman-filmografien i 2022 og føle mig UHB. Hvis du ikke har set Last Days of Disco er du in for a legendarisk treat.

[Promo]

Du har ret, men det, hehe, tænkte jeg slet ikke over. Måske generede det mig mere at Driver og Affleck er fuck boys i tretten hundrede hvidkål.

Jeg har genset Rosens Navn (1986) i juledagene, og nu kommer der sikkert en kæmpe sviner fra second om hvor dårlig den film er, men jeg elsker den. Den er jo proppet med anakronismer og anden tilfældig (?) weirdness, men man føler fandme man er der.

RN er én af den slags film, som man virkelig håber holder trods sin alder fordi #memories, men man ikke helt tør gense, hvis nu..
Godt at høre, at den stadig har noget magi i sig, så skal den have chancen igen en dag!