LN 2022

[Dialingleft]

Hol da kæft. Det er den mest kaffespyttenudovertastaturende dayanisme jeg har læst herinde længe. Og hvor er det dog en vild tildeling. Altså når det var kunstfonden ville jeg da gå udfra at det var var sådan nogle der skriv deres PhD som digte (true story) eller bøger om Deleuze og moderne arkitektur.

Og som certificeret lorteakademiker er jeg ikke krænket over Æsmets retfærdige harme. FYI.

[Fisker Thomas]

Altså, Lauridsen er da en dygtig historiker og vist også en flink fyr. Men projektet falder da lidt uden for puljen, må man sige. Det er mærkeligt med al denne pludselige faglitteratur; så skulle man da udvide den.

Men jeg er nu ikke så glad for EB-artiklen. Frygter lidt, hvad en borgerlig kulturminister kan finde på i den forbindelse. Det er nu ærgerligt, for kunstfondens system er ret ubureaukratisk, og jeg har ikke indtryk af synderlig nepotisme hos tidligere udvalg. Så jeg henviser ikke så meget til det (selvom jeg da også er forundret; jeg tror måske bare, at Fenger-Grøndahl kommer fra et samarbejde med private fonde, der kan se lidt mere stort på sådan noget, og så ikke lige har fanget, at kunstfonden ikke er privat - men mon ikke en embedsmænd kan fortælle ham det/har fortalt ham det?), men mere til, at det er blevet markant sværere at få støtte til oversat litteratur (meget tunge afvisninger denne gang), og at der er sket en ganske stor omfordeling af midler til store og mellemstore forlag fra mindre forlag.

Og til, at der gives ganske store midler til oversættelse af dansk litteratur i udlandet, hvilket da måske giver fin mening, men mange af posterne er bare overfinansieret, hvis man sammenligner med udenlandske fondes tilskud til deres landes oversatte litteratur. Det giver fin mening med oversættelsesstøtte, men i flere tilfælde er det overfinansieret i en grad, så det nærmer sig produktionsstøtte til udenlandske forlag. Det er sikkert i den bedste mening, det er noget med en trappe med beløb for antal sider, men det virker ikke ret godt udført.

Også lidt ærgerlig over EB-artiklen, fordi den formentlig gør det sværere at komme i dialog med fonden om, at udvalgets nye praksis reelt hiver tæppet væk under økonomien hos de små kvalitetsforlag,* man har opdyrket under de to seneste udvalg, og som alle er enige om er en kvalitativ succes.


*Der er selvfølgelig også en del, som godt kan klare sig uden.

[æsmet]

Kunstfonden ville gøre noget godt i at ikke opføre sig som en privat, men netop som Statens. Den burde melde sig ud af den kamp. Det har aldrig været kønt med de stempler og den flagende støtte: "Se mig - jeg har fået en million". "Vi har fået 70.000". Jeg undrer mig hvert år. Statens Kunstfond er en god ting. Så vær dog god, Statens Kunstfond! Men øhh ... der skal vel bare et pikhoved ind i udvalget, før det opfører sig ad helvedes til. Den ønskede skiltning hjælper vel også til at se sådan noget som det støttede universitetskollegie-hitlerprojekt fra forrige side. Men det skulle aldrig være kommet så langt. Alle kender jo fandeme også hinanden i Andedammen, som Prins Henrik siger. Man tør da heller ikke kritisere. Et lille knips og en fra udvalget læser med.

[Rodion]

Man kan sagtens ønske sig udvikling af non-fiktion, og fonden har af og til støttet det når det har haft en direkte relevans (fx en SDUF-uddeling i 2019) til fondens berøringsflader, så det er ikke helt uhørt at støtte en slags kunstnerisk non-fiktion, men denne massive tildeling til en udvalgsformands eget forlag er uhørt, og der burde rulle hoveder i hele udvalget. Men vi er i Danmark.

Helt sikkert, det ser jo ret vanvittigt ud, det her. Jeg bliver også provokeret af det. Jeg vidste slet ikke så meget om den her sag, som alt det, der nu bliver beskrevet i tråden. Jeg kan huske, at jeg engang så en forlagskalkule fra Aarhus Universitetsforlag. Vanvittige beløb, de ansøger om og åbenbart bruger.
Jeg tænker, at den underliggende konflikt her er at økonomien i henholdsvis forsknings- og kunstverdenen bare er så forskellig. Når folk fra de to verdener søger og får (eller ikke får) de samme puljer, så bliver det meget iøjefaldende. Selvfølgelig især, når der er tale om et universitetsforlag overfor semi-frivillige undergrundsforlag. Det samme gør sig gældende for forfattere vs. forskere: En forsker tjener mange gange hvad en forfatter tjener. Måske det ville være en idé, hvis støtteudvalget udspaltede de to kategorier, så skønlitterære projekter ikke skulle konkurrere med faglitterære? Hvad ved jeg.

[Fisker Thomas]

Har der ikke også været noget med, at de faglitterære syntes, det var for svært at få støtte af kunstfonden? Det kan man jo i og for sig godt forstå, men når budgettet er det samme, og det ikke rigtig er annonceret, bliver det lidt dunkelt, det hele.

Men der er jo temmelig mange forskningsfonde, man kan søge.

Udvalget har samlet en lang række puljer, hvilket gør det mindre gennemsigtigt end tidligere, så jeg tror ikke, de kommer til at udspalte dem igen.

[Rodion]

når budgettet er det samme, og det ikke rigtig er annonceret, bliver det lidt dunkelt, det hele.

Lige præcis.

Min oprindelige pointe (selvom det måske også var lidt dunkelt) var egentlig bare, at non-fiktion kan være mere og andet end udblødte akademiske tekster, men at der i Danmark ikke er en så stærk tradition for at skrive og udgive den slags. Når det så er de udblødte akademikerforlag, der får pengene, kan jeg virkelig godt forstå, at andre forlag bliver stødte (spørgsmålet om inhabilitet er selvfølgelig lidt noget andet og potentielt mere grelt). Der bør være kvalitative, formmæssige kriterier for uddeling af støtte til non-fiktion ligesom der er det til skønlitteratur. Større ambitioner og netop et ønske om at støtte udgivelser, der ville have det svært på rene markedsvilkår.

[leapfrog]

Fatter simpelthen ikke, hvorfor du er så besat af det foretagende. Fraset sponsorering af poetry slam synes jeg, det er svært at have noget imod en forening, der hjælper små forlag med at shifte units og udgive bøger, der ellers aldrig havde set dagens lys på dansk.

Har du læst teksten? Denne person selvidentificerer sig som en del af en "mikrosfære" og som "bogfetichist". Med dårlig humor kalder han den her salgsportal for det bedste siden Statens Kunstfonds oprettelse og formulerer sig på dårlig Lars Bukdahlsk om samtidsugivelser fra de små forlag som en del af en "kanonorkan". Han kalder forlagsvirksomhed for en kunstpraksis. For mig udstråler det ikke ligefrem, at det bare handler om litteraturen. Det handler om at signalere, at man godt kan lide (at stå i forbindelse med eller bag) smal litteratur.

Er det din frygt, at sådan et #skriv fra en overbegejstret litt-kandidat, skal skræmme de værdige og ægte læsere af smal litteratur væk? Det tror jeg simpelthen ikke på, for så mange læsere er der heller ikke til at starte med.

Og hvor skal man lægge snittet, hvis det ”bare” skal handle om litteraturen? Skal hjemmesiden strippes for design og kun bestå af HTML-klodser og en kort bekendtgørelse om, at her forhandles smal litteratur, som man så kan købe eller lade være?

Du rammer den faktisk ret meget på kornet her. De små forlags succes har netop været, at de med al tydelighed demonstrerede og for de flestes vedkommende stadig demonstrerer integritet, mådehold og litterært fokus i deres kommunikation. Ingen unødig leflen og PR-opportunisme. OVO, SÅ, Virkelig, Schnack, ESCHO, Folaget Møllegades Boghandel og Sisyfos har alle holdt det helt HTML-stramt uden alt for mange - og i nogle tilfælde helt uden - latterlige SoMe-dikkedarer. Og det, tror jeg, har været helt afgørende for deres succes. Den her rørstrømske, selvforherligende retorik er decideret underminerende for præsentationen af udgivelserne.

Jeg tror sådan set primært succesen skyldes, at bemeldte forlag udgiver gode bøger, som ofte omtales og anmeldes i de store aviser, hvor -- så vidt jeg ved -- flertallet af bogkøbere i DK fortsat orienterer sig omkring litteratur. Og igen, så har jeg simpelthen svært ved at forestille mig, at et jublende indlæg fra en "bogfetichist" har nogen som helst afskrækkende effekt på det ufatteligt indskrænkede felt af mennesker, der køber bøger i det her land. Jeg sætter også pris på den underspillede og intelligente markedsføring blandt visse mindre forlag, men det er i sidste ende det; markedsføring; og hvis det alligevel er det, der vejer tungest i din anskuelse, kan jeg ikke forstå, at du harcelerer over bogfetichistens positionering.

Jeg taler om en generel selvfejringstendens som artiklen er endnu et eksempel på og en middelmådighed som ikke kun findes hos Mikrofest, men som nogle - især nyere - småforlagsaktører også annammer på andre platforme og som også migrerer over i unødigt tendentiøse tendensartikler i dagbladene og andre medier. Selvfølgelig handler det først og fremmest om den litteratur som udgives, men det handler i den grad også om redaktionel bearbejdning og indpakning i form af paratekst og kommunikation. Det tror jeg virkelig ikke skal underkendes. At man som læser fornemmer, uerkendt eller ej, at der er en solid redaktionel fortælling i det hele. Ikke marketingsafdelingsgenererede kompromisser, men på den anden side heller ikke noget som er i nærheden af en kunstnerisk praksis. Totalt misforstået at folk er begyndt at tale om forlagsvirksomhed som en kunstnerisk eller kuratorisk praksis. Selvfølgelig er der ligheder, men i sidste ende er det frie integritetsbærende redaktørarbejde - som tidligere var professionaliseret - blevet semi-professionelt og semi-idealistisk og ofte mest af alt bare frivilligt organiseret hos de små erhvervsdrivende forlag. Ofte er det forenings- eller enkeltmandsvirksomhedsbaseret. Og det burde anerkendes for hvad det er. Idealistisk forlags- og redaktørarbejde med litteraturen i centrum for det hele. Min analyse af alt det her er egentlig super overfladisk og sikkert på mange måder forkert. Det vil da være prisværdigt, hvis der var nogen som ville sætte sig ind i de faktiske forhold og analysere det til bunds. For det er virkelig sørgeligt, at de store forlag ikke har taget og fortsat ikke tager mere ansvar for at udgive kvalitetslitteratur på dansk som er redigeret i flere led. På den anden side kan man sige, at nogle af de store forlags ansatte laver en exodus i disse år og starter på egen hånd i mindre virksomheder og får priser for at være et såkaldt mikroforlag (Vinter fx) + Gutkind har set der er et hul i markedet, hvis man fokuserer på kvalitetslitteratur og forsvarlig genrelit. Måske er der andre som er mere inde i maskinrummet, der kan sætte tingene på plads for alvor. Men jeg vil stadig mene, at der snart er nogen som skal lægge en dæmper på antallet af fortællinger om og fejringer af "mikrosfæren". Folk kan jo begynde at overvurdere egne evner, udgive for mange dårligt redigerede bøger og kommunikere kedeligt om dem. Jeg har nemlig også været glad for, at Basilisk og Arena har fået nogle kapable konkurrenter som udgiver gode bøger på dansk.

[Fisker Thomas]

Jeg taler om en generel selvfejringstendens som artiklen er endnu et eksempel på og en middelmådighed som ikke kun findes hos Mikrofest, men som nogle - især nyere - småforlagsaktører også annammer på andre platforme og som også migrerer over i unødigt tendentiøse tendensartikler i dagbladene og andre medier. Selvfølgelig handler det først og fremmest om den litteratur som udgives, men det handler i den grad også om redaktionel bearbejdning og indpakning i form af paratekst og kommunikation. Det tror jeg virkelig ikke skal underkendes. At man som læser fornemmer, uerkendt eller ej, at der er en solid redaktionel fortælling i det hele. Ikke marketingsafdelingsgenererede kompromisser, men på den anden side heller ikke noget som er i nærheden af en kunstnerisk praksis. Totalt misforstået at folk er begyndt at tale om forlagsvirksomhed som en kunstnerisk eller kuratorisk praksis. Selvfølgelig er der ligheder, men i sidste ende er det frie integritetsbærende redaktørarbejde - som tidligere var professionaliseret - blevet semi-professionelt og semi-idealistisk og ofte mest af alt bare frivilligt organiseret hos de små erhvervsdrivende forlag. Ofte er det forenings- eller enkeltmandsvirksomhedsbaseret. Og det burde anerkendes for hvad det er. Idealistisk forlags- og redaktørarbejde med litteraturen i centrum for det hele. Min analyse af alt det her er egentlig super overfladisk og sikkert på mange måder forkert. Det vil da være prisværdigt, hvis der var nogen som ville sætte sig ind i de faktiske forhold og analysere det til bunds. For det er virkelig sørgeligt, at de store forlag ikke har taget og fortsat ikke tager mere ansvar for at udgive kvalitetslitteratur på dansk som er redigeret i flere led. På den anden side kan man sige, at nogle af de store forlags ansatte laver en exodus i disse år og starter på egen hånd i mindre virksomheder og får priser for at være et såkaldt mikroforlag (Vinter fx) + Gutkind har set der er et hul i markedet, hvis man fokuserer på kvalitetslitteratur og forsvarlig genrelit. Måske er der andre som er mere inde i maskinrummet, der kan sætte tingene på plads for alvor. Men jeg vil stadig mene, at der snart er nogen som skal lægge en dæmper på antallet af fortællinger og fejringer af "mikrosfæren". Folk kan jo begynde at overvurdere egne evner, udgive for mange dårligt redigerede bøger og kommunikere kedeligt om dem. Jeg har nemlig også været glad for, at Basilisk og Arena har fået nogle kapable konkurrenter som udgiver gode bøger på dansk.

1) Generelt mener jeg, at markedet er ved at have nået et mætningspunkt (men jo også svært at mene det uden at være en narrøv, når man selv har et, for er man god nok, er der jo ikke noget problem). Det positive er dog, at flere af de nye lader til at være temmelig hårdt specialiserede (ARCELIT, Harpyie, Møllegades); det gør det alt sammen federe. Men generelt har vi brug for flere bogkøbere, ikke flere forlag. Men altså, folk må da bruge deres tid, som de vil.

Nogle småforlag har en anden kommunikation end Mikrofest, men man kan da sikkert også være irriteret over FSÅ's kroniske blaserthed ("se, hvor selvironiske vi er, selvom vi har succes" - har I en fattigmands-dayan som SoMe-manager, eller hvad?), men Mikrofests kommunikation virker over for nogen, mens andre former virker over for nogle andre. Har ikke det helt store imod den, det er en platform, der gerne vil favne på en anden måde end de individuelle forlags profil. Mikrofest forsøger at sælge bøgerne på deres måde, som er i pagt med en bestemt tone of voice, de forskellige forlag forsøger eller forsøger at undgå at sælge med deres tone of voice.

2) Guilty as charged, men det var altså Schnack, der lancerede det med kunstnerisk praksis. Jeg synes dog, at den betegnelse giver mening for fx Basilisks run med den gamle redaktion; kan disse udgivelser adskilles fra Larsens, Aymo-Boots osv.'s kunstneriske praksis? Det mener jeg ikke. Og måske andre kunstnerdrevne forlag? Er dog gået væk fra det igen, er ikke kunstner. Men hvorfor ikke kuratorisk? Mest af alt er kurateringen bare det synlige, mens det er "ophængningen", tiden går med, at stirre ind i et worddokument og ikke gide taste rettelser ind, vente på en mail, forsøge sig med en fondsansøgning, som man ikke gider, udskyde at svare på en mail. Kan godt forstå, man har brug for at give det et anstrøg af noget finere, og det er vel tættere på det end at redigere fx krimier direkte til lydbog.

3) Meget enig. Jeg synes egentlig, at Gyldendal og Gutkind gør det hæderligt, selvom jeg godt kunne ønske mig mere #katedral i Gyldendals oversatte linje. (Men der skal jo betales løn og sådan). Men hvorfor L&R og Politikens Forlag går fri, hver gang der Gyldendal-bashes, det forstår jeg ikke. Nå, men altså, et eller andet sted, så er det jo en lille skandale, at Ulven og Rezzori udkommer på et lille pisforlag som FSÅ, at Blanchot udkommer hos DPB, Beckett hos Virkelig, Pynchon hos Multivers. Det er godt, at forlagene gør det, men også et billede på, hvordan de større forlag sender litterært vigtige opgaver videre til den ulønnede del af branchen, og, nå ja, døde forfattere kan jo ikke komme på Louisiana Literature. Set fra én vinkel, fra en anden er #mikroforlagene sikkert irriterende med al den ros og kulturelle kapital, som de høster, mens de arbejder gratis og på den måde unddrager sig markedsvilkår - så er det jo nemt nok at være fin på den (hilsen Lars Ringhof fra for et par trådsider siden). Til gengæld understøtter de større forlag så de mindre forlag på en anden måde ved ofte at give oversætter-, redaktions- og korrekturjob til folk fra mindre forlag. Måske ikke guldrandet, men for mange et vigtigt tilskud til økonomien. Orker ikke fortællingen med gode mikroforlag og onde store forlag, den er forkert på så mange måder, men jeg kunne godt ønske mig lidt mere #samfundssind i udgivelsesprofilen fra de større. Men ved også nok om forlagsøkonomi til ikke at være vildt forarget. Tænk dog lige på, hvor meget smal og uforståelig oversat litteratur, man kunne have fået for en uge af Chapters liv? De store forlags rolle = ih, alle disse nuancer.

4) Jeg mener i hvert fald ikke, at alt er godt, fordi det kommer fra mindre forlag (eller dårligt fordi store forlag), og jeg synes, at den fortælling i sidste ende også er skadelig for mindre forlag, for hvis den bliver alt for udbredt, holder man op med at leve op til ordentlige redaktionelle standarder. Den bunker også alle de mindre forlag sammen i samme bunke, men alle har ikke lige meget til fælles. Selv foretrækker jeg betegnelsen små kvalitetsforlag, men går ikke så meget op i det ene eller det andet.

[Fisker Thomas]

Derudover har teksten da ret i, at de mindre forlags opblomstring (og at de ikke lukker igen) ER et væsentligt nybrud på det danske forlagsmarked, i hvert fald i nyere tid.

[leapfrog]

Jeg taler om en generel selvfejringstendens som artiklen er endnu et eksempel på og en middelmådighed som ikke kun findes hos Mikrofest, men som nogle - især nyere - småforlagsaktører også annammer på andre platforme og som også migrerer over i unødigt tendentiøse tendensartikler i dagbladene og andre medier. Selvfølgelig handler det først og fremmest om den litteratur som udgives, men det handler i den grad også om redaktionel bearbejdning og indpakning i form af paratekst og kommunikation. Det tror jeg virkelig ikke skal underkendes. At man som læser fornemmer, uerkendt eller ej, at der er en solid redaktionel fortælling i det hele. Ikke marketingsafdelingsgenererede kompromisser, men på den anden side heller ikke noget som er i nærheden af en kunstnerisk praksis. Totalt misforstået at folk er begyndt at tale om forlagsvirksomhed som en kunstnerisk eller kuratorisk praksis. Selvfølgelig er der ligheder, men i sidste ende er det frie integritetsbærende redaktørarbejde - som tidligere var professionaliseret - blevet semi-professionelt og semi-idealistisk og ofte mest af alt bare frivilligt organiseret hos de små erhvervsdrivende forlag. Ofte er det forenings- eller enkeltmandsvirksomhedsbaseret. Og det burde anerkendes for hvad det er. Idealistisk forlags- og redaktørarbejde med litteraturen i centrum for det hele. Min analyse af alt det her er egentlig super overfladisk og sikkert på mange måder forkert. Det vil da være prisværdigt, hvis der var nogen som ville sætte sig ind i de faktiske forhold og analysere det til bunds. For det er virkelig sørgeligt, at de store forlag ikke har taget og fortsat ikke tager mere ansvar for at udgive kvalitetslitteratur på dansk som er redigeret i flere led. På den anden side kan man sige, at nogle af de store forlags ansatte laver en exodus i disse år og starter på egen hånd i mindre virksomheder og får priser for at være et såkaldt mikroforlag (Vinter fx) + Gutkind har set der er et hul i markedet, hvis man fokuserer på kvalitetslitteratur og forsvarlig genrelit. Måske er der andre som er mere inde i maskinrummet, der kan sætte tingene på plads for alvor. Men jeg vil stadig mene, at der snart er nogen som skal lægge en dæmper på antallet af fortællinger og fejringer af "mikrosfæren". Folk kan jo begynde at overvurdere egne evner, udgive for mange dårligt redigerede bøger og kommunikere kedeligt om dem. Jeg har nemlig også været glad for, at Basilisk og Arena har fået nogle kapable konkurrenter som udgiver gode bøger på dansk.

1) Generelt mener jeg, at markedet er ved at have nået et mætningspunkt (men jo også svært at mene det uden at være en narrøv, når man selv har et, for er man god nok, er der jo ikke noget problem). Det positive er dog, at flere af de nye lader til at være temmelig hårdt specialiserede (ARCELIT, Harpyie, Møllegades); det gør det alt sammen federe. Men generelt har vi brug for flere bogkøbere, ikke flere forlag. Men altså, folk må da bruge deres tid, som de vil.

Nogle småforlag har en anden kommunikation end Mikrofest, men man kan da sikkert også være irriteret over FSÅ's kroniske blaserthed ("se, hvor selvironiske vi er, selvom vi har succes" - har I en fattigmands-dayan som SoMe-manager, eller hvad?), men Mikrofests kommunikation virker over for nogen, mens andre former virker over for nogle andre. Har ikke det helt store imod den, det er en platform, der gerne vil favne på en anden måde end de individuelle forlags profil. Mikrofest forsøger at sælge bøgerne på deres måde, som er i pagt med en bestemt tone of voice, de forskellige forlag forsøger eller forsøger at undgå at sælge med deres tone of voice.

2) Guilty as charged, men det var altså Schnack, der lancerede det med kunstnerisk praksis. Jeg synes dog, at den betegnelse giver mening for fx Basilisks run med den gamle redaktion; kan disse udgivelser adskilles fra Larsens, Aymo-Boots osv.'s kunstneriske praksis? Det mener jeg ikke. Og måske andre kunstnerdrevne forlag? Er dog gået væk fra det igen, er ikke kunstner. Men hvorfor ikke kuratorisk? Mest af alt er kurateringen bare det synlige, mens det er "ophængningen", tiden går med, at stirre ind i et worddokument og ikke gide taste rettelser ind, vente på en mail, forsøge sig med en fondsansøgning, som man ikke gider, udskyde at svare på en mail. Kan godt forstå, man har brug for at give det et anstrøg af noget finere, og det er vel tættere på det end at redigere fx krimier direkte til lydbog.

3) Meget enig. Jeg synes egentlig, at Gyldendal og Gutkind gør det hæderligt, selvom jeg godt kunne ønske mig mere #katedral i Gyldendals oversatte linje. (Men der skal jo betales løn og sådan). Men hvorfor L&R og Politikens Forlag går fri, hver gang der Gyldendal-bashes, det forstår jeg ikke. Nå, men altså, et eller andet sted, så er det jo en lille skandale, at Ulven og Rezzori udkommer på et lille pisforlag som FSÅ, at Blanchot udkommer hos DPB, Beckett hos Virkelig, Pynchon hos Multivers. Det er godt, at forlagene gør det, men også et billede på, hvordan de større forlag sender litterært vigtige opgaver videre til den ulønnede del af branchen, og, nå ja, døde forfattere kan jo ikke komme på Louisiana Literature. Set fra én vinkel, fra en anden er #mikroforlagene sikkert irriterende med al den ros og kulturelle kapital, som de høster, mens de arbejder gratis og på den måde unddrager sig markedsvilkår - så er det jo nemt nok at være fin på den (hilsen Lars Ringhof fra for et par trådsider siden). Til gengæld understøtter de større forlag så de mindre forlag på en anden måde ved ofte at give oversætter-, redaktions- og korrekturjob til folk fra mindre forlag. Måske ikke guldrandet, men for mange et vigtigt tilskud til økonomien. Orker ikke fortællingen med gode mikroforlag og onde store forlag, den er forkert på så mange måder, men jeg kunne godt ønske mig lidt mere #samfundssind i udgivelsesprofilen fra de større. Men ved også nok om forlagsøkonomi til ikke at være vildt forarget. Tænk dog lige på, hvor meget smal og uforståelig oversat litteratur, man kunne have fået for en uge af Chapters liv? De store forlags rolle = ih, alle disse nuancer.

4) Jeg mener i hvert fald ikke, at alt er godt, fordi det kommer fra mindre forlag (eller dårligt fordi store forlag), og jeg synes, at den fortælling i sidste ende også er skadelig for mindre forlag, for hvis den bliver alt for udbredt, holder man op med at leve op til ordentlige redaktionelle standarder. Den bunker også alle de mindre forlag sammen i samme bunke, men alle har ikke lige meget til fælles. Selv foretrækker jeg betegnelsen små kvalitetsforlag, men går ikke så meget op i det ene eller det andet.

Luksus med svar fra en herre, der har et ben i begge brancher. 1) Du har nok ret. Men hvorfor ikke mere idealistisk på læsningens og bogbranchens og offentligheden omkring de fænomeners vegne? Det er jo en ond spiral, hvis medierne ikke laver kvalitetsorienteret public service-formidling af litteratur og i stedet bare lave clickbait til laveste fællesnævner. Jeg tror fx. sagtens, at vi kunne have en bredere offentlighed omkring litteratur og kunst og kultur generelt, hvis ikke vi lod klikdata og sossede djøfforståelser af folkelighed skaber rammerne for, hvad vi brugte penge på mediemæssigt. Men det er en helt anden snak. 2) Ikke kuratorisk, fordi det begreb er blevet skamredet i stort set alle henseende, så alt fra en butiksudstilling til en Instagram-profil kan være kurateret i dag. Man kan selvfølgelig godt tale om en kunstnerisk praksis, hvis forlægger/redaktør fx. laver kunstnerbøger, oversætter litteratur på højt niveau eller lignende. Men ikke hvis vedkommende "bare" holder sig godt orienteret, læser mange bøger, vælger nogle af dem til oversættelser og udgivelse og driver et lille forlag med alt, hvad det indebærer af blæksprutteagtige krav og gøremål som redaktør, distributør, korrekturlæser osv. Tror det er det sidste som har skabt misforståelsen om at det skulle være en kunstnerisk aktivitet/praksis at være forlægger/redaktør. At fordi man er så fri en agent, at man ikke tjener penge på det, men alligevel skal lave en hulens masse forskelligartet arbejde, så må det nødvendigvis være en kunstnerisk praksis. I min optik virker det bare som om det er blevet en endnu mere udbredt ting at lave frivillig/idealistisk og måske endda aktivistisk forlægger/redaktør-arbejde i dag, der før i højere grad var et kommercielt produkt, fordi der var flere læsere og mere bogsalg, men jeg ved ikke om den fornemmelse har noget på sig eller om det overhovedet er interessant at spekulere i. DOG vil jeg sige: FSÅs kommunikation er dødsympatisk. Mikrofests er dødpinlig. Fact. 3) Her har du et meget bedre overblik end jeg og tak for indsigterne. Men det med Blanchot/Beckett/Pynchon er stadig enormt sigende. Og det er også en misere, fordi de små forlag ikke er i stand til at give de her bøger den PR som får dens slags bøger under juletræerne. 4) Det her ligner min pointe fra tidligere. Og hvis du vil kalde dem små kvalitetsforlag, så har du også siet ret mange af dem som figurerer under Mikroforlags hjemmeside væk. Pt. er der vel en ret stor underskov af meget forskellige forlagsaktører i branchen. Og fremtiden tilhører måske især dem som selv har erfaring eller har kontakter til folk med erfaring fra den #etablerede branche til at ramme et smørhul for sig selv med udgivelsesprofiler og imprintagtige setups, der minder om Vinter Forlag, Don Max og det der ligner. Men her er jeg igen ude i spekulationer. Nogle gange handler det sikkert også om at ramme en guldåre.