LN 2023

[Ællington]

Altså af noveller hyggelæser jeg den nyeste oversættelse af #Dublinere.
Den er vel undervurderet og overvurderet på samme tid?

Den er på ereolen så det er bare ned med skidtet.
Evelyne uha uha.

[Half_Noise]

Jojo bevares, det har vi været igennem, jeg tænker at jeg har brug for svingningers #hiddentreasures

[shaken]

Det tog mig lidt tid, men jeg er blevet færdig med Lykke-Per og det må nødvendigvis være noget af det stærkeste vort skide fædreland har præsteret? Er resten også konge?

Ja. Jeg læste De Dødes Rige først, så Det Forjættede Land og sluttede med Lykke-Per. De holder alle niveauet med hver deres stemning.

[andreassyr]

Murnane: The Plains. Tung konge. Er resten lige så fedt? Scenen med den unge indretningsdesigner er vist den fedeste jeg har læst af den slags siden introduktionen af det videnskabelige selskab i starten af Mont Analogue.

[Enola Gay]

Om udregning af rumfang 5: Egentlig er ideen om et slags center for totalvidenskab stærk, og der kommer nogle spændende overvejelser ud af det, om hvad viden er -- i det hele taget en virkelig opfindsom og engagerende indføring i kantiansk erkendelsesteori, der jo nok er noget af det kedeligste, man kan læse, så tak for det, Solvej Balle -- men jeg er ved at være lidt træt af, at bogens 18. november af alle tænkelige 18. novembermuligheder er den absolut bedst tænkelige 18. november forstået på den måde, at alle karakterer uden undtagelser er lidenskabelige renæssancemennesker, forskere og gartnere. Hvor er alle psykopaterne, skørlevnerne og selvmorderne henne? Som ideroman, og det er den vel i et eller andet omfang, spænder projektet efterhånden ben for sig selv ved at begrænse sig til den kedeligste del af ideen.

De bedste dele af bøgerne handler om kærlighed og forhold, hvor problemet med tiden bliver et prisme at læse mennesker og følelser og store spørgsmål igennem. Det er virkelig godt. Gid det øvrige var lige så vellykket.

[Ællington]

Jojo bevares, det har vi været igennem, jeg tænker at jeg har brug for svingningers #hiddentreasures

Nånå bevares.
Bare sig til hvis man ikke vil genlæse det socialdemokratiske mesterværk Dublinerne.

[Ali Pilfinger]

Hvor er alle psykopaterne, skørlevnerne og selvmorderne henne? Som ideroman, og det er den vel i et eller andet omfang, spænder projektet efterhånden ben for sig selv ved at begrænse sig til den kedeligste del af ideen.

Det har jeg også tænkt over og også, hvor klaustrofobien, en skødesløs ligegyldighed, kreativiteten eller bare en udadvendt reaktion bliver af hos de fornuftige, efter hvad der svarer til snart tredive års dage (jeg har for nylig genlæst en anden tidssløjferoman, År 9 Efter Loopet, og her er to vidt forskellige reaktionsmønstre jo til stede og ikke mindst skildret virkelig morsomt). Der har vel ikke engang været skildret et eneste selvmord, fx, eller bare noget vanvittig hiven sig i håret over situationen? Er det kun fordi Tara selv er grænseløst opbyggelig, at hun ikke ser, hvad de andre tilsyneladende grænseløst opbyggelige mennesker laver, når de er ude af billedet? Den eneste, der for alvor intervenerer med loopet, er vel ham Klaus (?) som vil redde folk fra ulykker ... Jeg er stadig på, men jeg håber, vi får et modstykke eller et svar på fornuftens selektion i de sidste bøger.

[Fisker Thomas]

Jeg undrer mig også, men jeg mener, at Tara Selter selv undrede sig over homogeniteten i et af de tidligere bånd. Men det er da mærkeligt, at der fx ikke er en klammerik, der bruger dagen på rigtig at udleve fantasier om at lege Jes Dorph og Station 2-værten sammen med en praktikant o.l.

[secondtoughestintheinfant]

Murnane: The Plains. Tung konge. Er resten lige så fedt? Scenen med den unge indretningsdesigner er vist den fedeste jeg har læst af den slags siden introduktionen af det videnskabelige selskab i starten af Mont Analogue.

Resten er meget federe.

[secondtoughestintheinfant]

Synes, I læser Om rumfang som en normal, realistisk #DK-roman. Det er jo, som nævnt, netop en idéroman, der udfolder en meget 90er-agtig fantasi om en integreret paneuropæisk kultur.