Poesitråden

[Ællington]

Nå ja, så fik jeg Morti Vizki bogen med posten. Her til aften var den der, og jeg klippede den op efter en sindssyg dag med alting, både godt og ondt.
Det digt som jeg havde huskede lidt af, stammer fra samlingen Vokseværk. Den er fra '85, og er så fin og uskyldig og ung, at man bliver grebet af at læse den. Det er som hvis man havde skrevet linjerne selv, i en eller anden form for pur ungdom:

Muligheder

du rummer
en have
en havelåge
et univers
du holder det mellem fingrene
mellem tindingerne

vi vil så gerne se alle dine figurer
dit box-hovede fyldt med dyrekiks
vi vil så gerne med i dine kuppelformede
historier

skriv til os
når du engang vender hjem

--------------

Vel. Jeg synes det er smukt. Og nu kan jeg hele digtet, og kan læse videre.

Mit hoved taler om, om jeg nu er vendt hjem med alle mine historier og dyrekiks. Men jeg har aldrig haft nogen, så det er svært at sige om jeg har dem nu.

Sådan. Skål i 12års!

[Growl]

Jeg har stillet Biblen ved siden af Johannes V. Jensen i min nye bogreol

af Johannes V. Jensen

Halvt vaagen og halvt blundende
slået af en klam Virkelighed, men endnu borte
i en indre Gus af danaidiske Drømme
staar jeg og hakker Tænder
paa Memphis Station, Tennessee.
Det regner.

Natten er saa øde og udslukt
og Regnen hudfletter Jorden
med en vidløs, dunkel Energi.
Alting er klægt og uigennemtrængeligt.

Hvorfor holder Toget her Time efter Time?
Hvorfor er min Skæbne gaaet i staa her?
Skal jeg flygte fra Regnen og Aandsfortærelsen
i Danmark, Indien og Japan
for at regne inde og raadne i Memphis,
Tennessee, U.S.A.?

Og nu dages det. Lyset siver glædesløst
ind over dette vaade Fængsel.
Dagen blotter ubarmhjertigt
de kolde Skinner og al den sorte Søle
Ventesalen med Chokoladeautomat,
Appelsinskaller, Cigar- og Tændstikstumper
Dagen griner igennem med spyende Tagrender
og et evigt Gitter af Regn,
Regn, siger jeg fra Himmel og til Jord.

Hvor Verden er døv og uflyttelig,
hvor Skaberen er talentløs!
Og hvorfor bliver jeg ved at betale mit Kontingent
til denne plebejiske Kneippkur af en Tilværelse!

Stille! Se hvor Maskinen,
den vældige Tingest, staar rolig og syder
og hyller sig i Røg, den er taalmodig.
Tænd piben paa fastende liv,
forband Gud og svælg din Smærte!

Gaa så dog hen og bliv i Memphis!
Dit liv er jo alligevel ikke andet
end et surt Regnvejr, og din Skæbne
var altid at hænge forsinket
i en eller anden miserabel Ventesal -
Bliv i Memphis, Tennessee!

For inde i et af disse plakathujende Huse
venter Lykken dig, Lykken,
hvis du blot kan æde din Utaalmodighed -
også her sover en rund ung Jomfru
med Øret begravet i sit Haar,
hun vil komme dig i møde
en fin dag på Gaden
som en bølge af Vellugt
med en Mine som om hun kendte dig.

Er det ikke Foraar?
Falder Regnen ikke frodigt?
Lyder den ikke som en forelsket Mumlen,
en lang dæmpet Kærlighedspassiar
Mund mod Mund
mellem Regnen og Jorden?
Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?
Det er dog nu lyst. Og der slaar Muldlugt
ind mellem Perronens rustne Jærnstivere
blandet med Regnstøvets ramme Aande -
en Foraarsanelse -
er det ikke trøstigt?

Og se nu, se hvor Mississipi
i sin seng af oversvømmede Skove
vaagner mod Dagen!
Se hvor Kæmpefloden nyder sin Bugtning!
Hvor den flommer kongeligt i Bue og svinger Flaader
af Træer og laset Drivtømmer i sine Hvirvler!
Se hvor den fører en uhyre Hjuldamper
i sin Syndflodsfavn
som en Danser, der er herre paa Gulvet!
Se de sunkne Næs - Oh hvilken urmægtig Ro
over Landskabet af druknede Skove!
Ser du ikke, hvor Strømmens Morgenvande
klæder sig milebredt med Dagens tarvelige Lys
og vandrer rundt under de svangre Skyer!

Fat dig også du, Uforsonlige!
Vil du aldrig glemme, at man lovede dig Evigheden?
Forholder du Jorden din arme Taknemlighed?
Hvad vil du da med dit Elskerhjærte?

Fat dig og bliv i Memphis,
Meld dig som Borger paa Torvet,
gaa ind og livsassurer dig imellem de andre,
betal din Præmie af Lumpenhed,
at de kan vide sig sikre for dig,
og du ikke skal blive hældt ud af Foreningen.
Gør kur til hin Jomfru med Roser og Guldring
og start et Savskæreri som andre Mennesker.
Hank rolig op i Gummistøvlerne …
Se dig ud, smøg din vise Pibe
i sphinxforladte Memphis …

Ah, der kommer det elendige Godstog,
som vi har ventet paa i seks Timer.
Det kommer langsomt ind - med knuste Sider,
det pifter svagt, Vognene lammer paa tre Hjul,
og de sprængte Ruf drypper af Jord og Slam.
Men paa Tenderen mellem Kullene
ligger fire Skikkelser
dækket af blodvaade Frakker.

Da pruster vor store Ekspresmaskine,
gaar lidt frem og standser dybt sukkende
og staar færdig til Spring. Sporet er frit.

Og vi rejser videre
gennem de oversvømmede Skove
under regnens gabende Sluser.

[børge]

åhr mand det er jo totalt fedt.

'b

[Forstoppelse]

Orh hvad det holder

[Kimer]

Censureret

[Sille...sille...]

Holdt kæft det er godt, det Johs V Jensen-digt. Det er saftsuseme noget, man kan forstå og blive revet med/i af.

[secondtoughestintheinfant]

Det er jo næsten lige så stor en klassiker som "Interferens", der dog er endnu bedre.


Interferens (1901)

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger søvnløs.
Stilheden vider sig og klinger.
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed.
Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes med
Tidens tonløse Cirkler.

Min Puls, mit Hjærtes hede Spænding holder mig
vaagen,
men jeg overvejer med kølig Hu.
En Kraft passerer mine Nerver,
og jeg ligger som livløs.

Længe tænker jeg med iskold Ro
paa den flammende Utaalmodighed, der er min
Skæbne.
Pludselig føler jeg ganske fattet og uden at røre
mig en ulidelig Smærte slaa ud i min Bevidst-
hed og svinde igen.

Imorgen skal jeg staa op
ladet med Eder og Livslyst
som alle Morgener før .
Imorgen skal jeg konfronteres med Vaskefad, Sko-
horn, Tandbørste og hele Historien,
Tobak og Solskin og Tuborg fra Fad.
Og jeg tilstaar:
Enten er dette Topnoteringen af menneskelig Lykke,
ægte efterlignet,
eller det er en dum og sørgelig Fiktion.

Det nytter jo ikke at nægte det,
jeg nærer en sønderdelende Proces i mit Hoved,
saa saare jeg tænker.
Min Bevidsthed arbejder skærende.
Jeg ødelægger af Drift, til Trods for mig selv.
Intet er sandt. Intet er Umagen værd.

Aldrig har der været følt smærteligere Hovmod,
end det jeg alene føler ved Besiddelsen af mit
Sinds Knivsystemer.
Naar Forestillingen om Verdens topmaalte Under
mødes med Overbevisningen om alle Tings
Endelighed,
da lever jeg.
Denne Knagen af Akslerne,
dette djævelske Sammenstød af psykisk Lyd
frigør de transcendentale Smærtevibrationer,
der er Formen for mit inderste Jeg.

Min Bevidsthed ytrer sig som sjælelig Interferens.
Selve det skrigende Forhold mellem alle iøvrigt
harmoniske Virkeligheder
er mit Indres gennemtrængende Tonart.

To diametralt modsatte Livsbevidstheder mødes
og skærpes i mit Hjærte.

Den blaa Nat er saa stille. Jeg ligger savnløs.
Stilheden vider sig og klinger, hviner, skingrer!
Det er Lyden af tusinde Miles Tomhed
imellem de kværnende Stenkloder.

Det er Rummets Monologer, hvis Ringe mødes
med Tidens tonløse Cirkler.

[leapfrog]

Sikke en dejlig anledning til lige at fortabe sig i Johannes V. Jensen. Jeg læste lige nogle af teksterne i Interferenser. Han er stadig i top tre over mine favoritforfattere i Danmark. Han har været en fast del af mit liv siden første gang jeg læste Fusijama i gymnasiet. Han reddede mig fra dansk firserlyrik.

Den lykkeligste Oplevelse, jeg har haft, var paa Søen udfor Japan; jeg mindes ikke nogen virkelig Begivenhed siden. Jeg vaag­nede tidligt om Morgenen før Solopgang, ved at Vinden luftede ind i Kahytten, og ved at jeg i Søvne løb saa fuld af Glæde, at jeg ikke kunde blive liggende ned, og da jeg saa ud af det aabne Koøje, stod der ligesom en høj, dejlig Sky lige for - - men det var ikke en Sky, det var Fusijama.
Det underfulde Bjerg ragede ovenud af Alverden, syntes slet ikke at staa paa Jorden, for Bjerget var saa langt borte, at dets Fod gik i et med den blaa Tykning, der dannede Himlen over Japan. Men oven over selve Himlen brød Bjergets hvide Snekegle igennem Atmos­færen, saa luftigt, saa skylet, at jeg i et Nu fattede baåde Jordens uhyre Masse og dens vægtløse Flugt i Himmelrummet.
Det var, som om Jorden selv var kommen mig imod i sin kosmiske Friskhed, den unge Planet, der vender sig ud af Mulmet, kronet af Nordlyset, med sin havblaa skønne Sfære og Fastlandets mange­farvede Jordsmon belyst af Solen.
Hvad jeg der følte var den samme primitive Erfaring, man kan tilegne sig som Barn ved Synet af den første den bedste Ting, et Straa, en Draabe paa Ruden. Men siden naar tillærte Forestillinger har gjort Barndommen til det tabte Land og vakt Illusionen om en anden ædlere Virkelighed, end den vi ser, maa der en Fjernhed og Fremmedhed, en sublim Overraskelse til for at gengive Jorden dens Friskhed. Da jeg saa Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den, der er. Jeg begreb, at den højere Ver­den, vi stunder imod, kun kan være netop den, der er, men at vi aldrig i det givne Øjeblik er naaet op til den, at vi til daglig er blinde for den. Der lader sig ikke tænke frugtbarere Tanke. Det er i Grunden det eneste, et Menneske kan opleve. Derfor er Fusijama et helligt Bjerg, Genstand for et helt folks Kultus.
Columbus! Der er kun en Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord.

Og så vil jeg gerne bede om at få fjernet det indslag længere oppe med min svada fra tn-tråden. Upåagtet de gode eller satiriske intentioner bag, så passer det ikke ind blandt de andre fine ting, folk har postet.

[Kimer]

Nå ja, bevares. Synes bare det var godt skrevet. Det er selvfølgelig intet match mod Johs V, men alligevel ..

[leapfrog]

Okay, tak, men det var svært at vide, om det var det ufrivilligt poetiske i teksten, du prøvede at fremhæve

Jeg sad i en af Mjølnerparkens varme karéer i et par timer her til formiddag og læste London Review of Books, tredje bind af Proust-værkerne og et kort afsnit om Silesiaregionen i en miljøhistorisk bog. Sammen med gråspurvene, duerne og de små legende araberbørn, havde jeg det ualmindeligt godt. Længe leve de små mikrokosmos i Mjølnerparken.

EDIT: men det har jo for helvede ikke noget med poesi at gøre. Undskyld!