Svingningers litteraturtillæg: Udgivelser

[O' R'lyeh]

I denne tråd udgiver vi litteraturtillægget hver torsdag.

Ansvarshavende redaktør

Jeg er ansvarshavende redaktør indtil jeg bliver væltet. Det er en ærestitel og den indebærer al ansvaret, men ingen magt. Eventuelle spørgsmål kan man stille i diskussionstråden.

Udgivelse

Man poster selv sit bidrag.

Kommentarer

Man må meget gerne kommentere på de forskellige bidrag i hver udgivelse ovre i diskussionstråden.

Liste over faste formater

De faste formater er til for at sikre en vis struktur. Hvis man gerne vil komme med indvendinger, tilføjelser, præciseringer eller brokke sig kan man gøre det i diskussionstråden.

Know thy enemy: Formatet går ud på at man tager en forfatter eller et værk eller noget andet litterært (skøn- så vel som faglitteratur) under behandling for at lære om fjendens modus operandi. Fjendens brøde kan være æstetisk, åndelig eller noget andet.
Interview: Interview med en interessant litteraturperson eller forfatter.
Udfordringen: Man udfordrer en anden svinger til at læse og forholde sig til noget specifikt litteratur (gerne noget ikke alt for indsatskrævende og gerne noget #DKlit).
Klumme: Tilføj selv en velvalgt undertitel alt efter emne. Eneste krav er at det har et eller andet med litteratur at gøre. I Ellermanns sy- og hækleeksempel kan det f.eks. være en sybog for begyndere.
Fristil: Hvis man ikke er klar over eller har lyst til at blive klar over hvad man har skrevet kan man poste det under det her format.
Anmeldelse: Den kan være kort eller lang og den behøver vel ikke være en smagsdom som sådan, men kan også være en læsning.
KonHol: Et hot/hate take-format hvor man indtager et ildeset synspunkt, som ikke desto mindre er det korrekte.
Kontrovers: Vi tager et aktuelt/uaktuelt litterært skænderi under behandling set fra denne elitære internetudpost.
Bognyt: Det kan være en ny udgivelse, en katastrofal eller glædelig litterær udvikling m.m.
Litterær reportage: Jeg ser ikke noget til hinder for at en af os tager på Frankfurt, Krakow eller Guadalajara bogmesserne og reporterer tilbage til boardet (det kan også være Bogforum eller Göteborg men der er selvsagt mere hæder at hente i tre de førstnævnte). Det kan også være en reception eller lignende.
Kvidder om en meget lang bog: En art livetweeting, men det bliver selvsagt meget langsom livetweeting, men formatet går ud på at man, hvis man som jeg, er i gang med en meget lang bog (jeg forestiller mig f.eks. at hele boardet skal læse Miss MacIntosh) løbende melder tilbage i tillægget.
Ugens uddrag: En smagsprøve på et eller anden bangeren stykke litteratur.
Sjoveren?: Udvalgte sprogbøffer og akavede, ubehjælpsomme formuleringer med deres egen charme eller skønhed.
Jeg skal nok...: Klummelignende tekst hvor man lover alt muligt, som man ikke holder.
Verdensåndens forklarelse: Et format til Lang, hvor han forklarer noget han har skrevet som ingen forstår, men forklaringen gør kun det hele endnu mere uforståeligt. Et mystikerformat.

Index over udgivelser

Her vil der i fremtiden være links til de forskellige numre af tillægget.

[O' R'lyeh]

Svingningers litteraturtillæg nr.0

Kort agiterende leder
Velkommen til Svingningers litteraturtillægs nr.0 som er en mindre forløber for næste uges tillæg og derfor i virkeligheden et skyggetillæg til det egentlige litteraturtillæg. Et tillæg til tillægget. Det bliver godt. Vores mål er klart: vi vil overgå og udmanøvre alle hidtidige litteraturtillæg. Jeg har ingen tvivl om at vi kan gøre det og det er enten fordi niveauet er lavt hos de andre eller fordi niveauet er højt hos os. Jeg foretrækker den sidste. Men hvordan? Ved at gøre alt de andre ikke har fantasi til eller som de undlader at gøre ud fra et misforstået hensyn til læserne. Vores læsere er os selv og derfor kan vi gøre hvad vi vil. Vi er frie og den frihed vil vi bruge til at lave noget fedt, interessant og/eller sjovt.

Bognyt

En af de udgivelser jeg ser frem til i år er den engelske oversættelse af den catalanske arkitekt, digter og prosaist Miquel de Palols gennembrudsroman The Garden of Seven Twilights (1989) (link til forlaget). Bogens præmis minder om Dekameron. Den foregår i år 2025, hvor verden er hærget af krig og egentlig atomkrig truer. En række gæster samles på et luksuriøst landsted i bjergene over Barcelona for at fortælle hinanden historier. Romanen har en babushkadukkestruktur, så der er historier inde i historier med i alt otte fortælleniveauers dybde, som han fortæller om i dette interview (link), hvor han også snakker en del om geometri og musik.
Jeg har fundet tre oversættelser, hvis man er blevet nysgerrig. Det første er et uddrag fra The Garden of Seven Twilights (link), som jeg tror er nogenlunde repræsentativ for hans skrivestil, når det gælder prosa: flad, afdæmpet stil med fokus på tankegodset bag. Det er endnu mere udtalt i historien Under the Sign of Anaximander (link), der er optaget af grænseoverskridelse (bl.a. mord og voldtægt), det gode og det onde og juras utilstrækkelighed, som han også nævner i interviewet.

Her til sidst et uddrag af et digt fra hans vigtige digtsamling, El porxo de les mirades (sådan cirka: Blikkenes veranda) fra 1982.

I will not answer any question—nor may I make of myself
that gold-flecked ring—
and I must be eaten by the sphinx that then will die
with a smile, as at the beginning,
for light and shadow do not struggle in the signet
of the rings
and you are death beneath the somber worm I have become.

(link til artikel om hans forfatterskab og poesi)

Palol står også bag det store fembindsværk, El Troiacord, som også kommer på engelsk i en forhåbentlig nær fremtid.


Svingningers Litteraturpris

Svingerne vil have en pris og det skal de få. Modsat alle andre priser er denne første pris i en lang række af priser særlig ved at den uddeles posthumt. Forfatteren skal altså være død. På den måde undgår vi både glæde og ærgrelse over at modtage prisen eller at blive forbigået. Send jeres nomineringer med en kort begrundelse til mig og så laver vi en eller anden form for afstemning/udskillelsesløb i de kommende mange numre af tillægget.

[O' R'lyeh]

Ugens uddrag

Syme har indsendt dette bidrag om Felix Hartlaub.

Felix Hartlaub: Berlin, Waisenbrücke

Samtidig med at Felix Hartlaub i årene 1934-39 arbejdede på en aldrig fuldendt roman om en engel i Berlin, eller måske som en slags noter til samme, skrev han små stykker lyrisk prosa om byen. Stilen foregriber de senere krigsoptegnelser, som han i et eller andet omfang er berømt for.

Berlin, Waisenbrücke

Spree breder sig, nærmest som en sø, det gamle Berlin slår sine folder langs bredden.

Jannowitzbrücke til højre, S-Bahn-toget glider over den som en orm, næsten lydløst, og suges ind i stations­hallen. Længere mod venstre mørke kontor­huse, der træder helt ned til vandet, med noget pæleværk foran. På taget trådhegn med tekst i store typer. Derefter sanerede grunde, store gullig­hvide huller overstrøet med kalkstøv, som bidemærker i den aldersmørknede sne. I yderkanten står et par halve huse tilbage, udstiller deres indre, rosa- og blåttapet­serede stuer, gulvene for længst styrtet sammen, døre ind til ingenting, ledningrester i lofterne, hvor lamper har hængt, rørstumper gennem pudset, tag­konstruktioner uden tegl. Et sted er hvidklædte håndværkere i gang med at mejsle, dybt nede omkring fundamentet arbejder et trykluftsbor, hakkende og med hyppige udfald. Ved vandkanten affald i uordentlige bunker, nogle børn har hejst en fane på en af dem, samt et par flade, dybtliggende pramme til at transportere affaldet væk. Til højre kan man se kontor­huses gårdvendte hvidkalkede facader, skinnerne til elevatorerne. En lagerbygning, på rampen ude foran sidder kvindelige arbejdere og holder frokostpause, med spredte ben dinglende over vandet i lyse strømpebukser, albuerne på knæene, blandt dem en med rødt pagehår og fregner, bleg. De lader en flaske gå på omgang og ville hjertens gerne fodre den svane, der svømmer omkring uden for kastevidde. Saneringen rækker så langt som til politigården på Alex[anderplatz], hvis facade – de lange pilastre af granit (?) – er blottet til dybt nede under jorden. Tårnet foroven, flankeret af små søjler i hjørnerne og forsynet med en æggeskal af en kuppel, hvorpå en lille grøn bronzeguddom balancerer på ét ben. Til højre og noget lavere det underlige obelisk­formede spir på Parochialkirche, beslået med kobber ætset i regnen. Fra klokkespillet, der står tydeligt aftegnet mod himlen, klinger “Üb immer Treu und Redlichkeit” tøvende, dryppende ud over landet, vinden undertrykker momentvis enkelte toner, vindstød hen over vandspejlet, der ridses i små glimt, som om stimer af fisk jager rundt dernede. Vandet hverken klart eller uklart, hverken i bevægelse eller stille­stående, en umærkelig slikken mod kajen. Kviksølvagtigt, som glidende ned ad en glasrude, ikke hvilende i sit leje. Klar til afrejse, kun midlertidigt inddæmmet her. En svane slår med vingerne og løfter sig over vandet, krydser tværs over floden. En anden gør den kunsten efter, stivner straks igen.

Den usandsynlige ophobning af kæmpe­bygninger længere mod venstre. Først husene ud til gaden [afbrydelse]

[fabriz]

Kommunallingo

Dagen gav os en introduktion til og afprøvning af konkrete tilgange og værktøjer til forandringsledelse samt introduktion til metoderne Præmortem og Cynefin Framework. Herudover udarbejdelse af konkrete lokale mål og indsatser for mentaliseringsforløbet og i særdeleshed den helt nødvendige ledelsesindsats.
Vi startede med at drøfte hoved-, hjerte-, benmodellen:
“Giver det mening, Føler jeg mig motiveret, Vilje/Færdighed til at handle.”
Måske har vi i “Giver det mening” den allervigtigste forandringsudfordring. Måske er den økonomiske og den faglige diskurs ikke helt aligned.

[O' R'lyeh]

Svingningers litteraturtillæg nr.1

Kort undskyldende leder

Jeg har desværre ikke rigtig haft tid i den her uge til at bikse noget sammen. Jeg laver et comeback i næste uge.
Til gengæld har jeg fået tilsendt hele to bidrag som I får her:

Anmeldelse af Edouard Louis' Forvandlingens metode

Allerede 50 sider inde i den 304 sider lange Forvandlingens metode, franske Édouard Louis’ nyeste roman, når man at tænke at nu er romanens hovedpointe om at det er svært at være klasserejsende, da vist hamret eftertrykkeligt fast. Der er bare stadig lidt over 250 sider tilbage til at hamre videre.

Jeg har ikke læst forfatterens øvrige romaner, men i referat lyder romanens handling cirka som de øvrige. Fortælleren Eddy Bellegueule skifter navn til forfatterens navn og socialt miljø fra åndelig og materiel armod (vist ved de mange fjernsyn der kværner under måltiderne i barndomshjemmet) til kulturelite og Paris via en mellemstation hos kulturel overklasse i provinsen (vist ved at der ikke er noget kværnende fjernsyn hos veninden Elena der som en anden professor Higgins tager den begavede Eddy til sig i gymnasiet; fortælleren holder sig ikke for god til selv at udlede pointen for læseren, hvis nu læseren skulle komme i tvivl). Men hvilke omkostninger har det når man som en anden svaneunge skal flytte sig fra et område på Minervakortet til et andet, fra sit oprindelige miljø – (ultra)violet i barndommen – til der hvor man egentlig hører hjemme: det eftertragtede sweet spot mellem grøn og blå (turkis)? Når man endelig er kommet op til samfundets top, er det heller ikke lykken, og heller ikke her føler man sig hjemme.

Det har de samme omkostninger som i så mange andre bøger om klasserejsende. Man aflærer sig nogle usynlige vaner, man tilnærmer sig andre normer, og vips! så har man en romanversion af Dagbladet Information fra de år hvor samtlige artikler i avisen handlede om Bourdieus kapitalformer.

Alt sammen #såfint. Romanen spejler igen-igen nogle erfaringer som klasserejsende har gjort sig, og i et samfundsperspektiv bliver den slags vel næppe irrelevant. Den historie kan både klasserejsende og den brede middelklasse lære noget af fordi den gør klassebegrebet synligt. Historien er fortalt før, men skal som regel fortælles igen for hver ny generation fordi den altid er aktuel og gør noget for mange usynligt til noget synligt. Det er helt OK, det er helt fint, det er også rimeligt nok med det store, brede publikum, og romanen får formidlet sine sociologiske pointer på en mere tilgængelig og fængende måde end sociologiske undersøgelser kan. Også selvom man sidder tilbage med en nagende fornemmelse af at denne type bog først og fremmest har til formål at spejle de talende klasser selv: Næ, vi kan også selv føle tvivl! Næ, se vores normer analyseret i en roman! Åh, hvor er det RIGTIGT. Lad os mene noget nu. Receptionen gør det til en parade af selvgodhed og dydssignaleren, og den klasserejsendes udskiftelighed bekræfter den pointe. I dag Édouard Louis og Glenn Bech, i 70erne og 80erne og 90erne og 00erne nogle i dag glemte forfattere, Kampmann skriver om klasserejser, Kongstad – som ikke er klasserejsende – gør det også (”Det vi kalder Berna”), i morgen en ny forfatter de talende klasser kan varme sig ved, som skriver bøger der kan kaldes ”vigtige”, som formidler den samme erfaring i nye klæder. Endelig en forfatter der tør skrive om samfund og politik. Endelig en forfatter som blotlægger … osv.


Ligeledes er der et element af paradenummer over fortællerens mange beklagelser over egne svigt. Han nyfundne klassemæssige afsmag for faderen. Distancen til moderen. Hans svigt af Elena. De er romanen igennem sat op, så man skal beundre fortælleren for hans knusende selvindsigt, hans holden dommedag over sig selv, hvad man nu kalder den slags. Se, jeg blotlægger alle mine svigt for jer. Og publikum kan synes at det er modigt og indsigtsfuldt. Men hele tider har man på fornemmelsen at det netop handler om at opnå applaus. At vi skal synes det er synd for fortælleren at han svigter, under dække af at vi skal have medlidenhed med dem han svigter. Han har rykket sig sådan på Minervakortet, det er heller ikke nemt, vi tilgiver dig alle dine svigt. Det performative element i selvopgøret bliver tæt på utåleligt når det udstrækkes over 300 sider med samme skamredne pointer. Selvgodhed forklædt som selvopgør.

Men hvorfor pumpe det op til noget litterært vellykket? Hvorfor skal for eksempel Bodil Skovgaard i Information gøre det til ”litteratur af højeste karat” og bruge som eksempel at romanen har ”hele to prologer”? Hvorfor ikke tre eller fem eller ti eller …? Fordi det handler om at slå en pointe fast, ikke mere. Og det kan bruges som afsæt til denne slående pointe: ”Måske er sandheden netop, at der ikke er en, og heller ikke to versioner af samme historie. Men flere. At sandheden i stedet altid findes i mellemrummet, i det flaksende, uklare øjeblik, hvor man vender sider i en bog.”

Man mangler bare at få at vide at nu skal vi også huske at få nuancerne med. Det er dén banale sociologiske pointe Louis udfolder garneret med en stadig anglen efter accept. Glenn Bech er en oplagt hjemlig sammenligning, men hvor Bechs form er flosset, er Louis’ lækker, den type bog der med sine repetitioner minder om litteratur uden at være det; hvor Bech ikke kan finde ud af om han vil have accept, modsiger sig selv, er Louis poleret, kalkuleret, glat, vil så gerne have applaus for sine svigt og evnen til at gennemskue dem og lægge dem frem, og det kan vi i de talende klasser lide, vi kan spejle os selv i det, vi har også svigtet engang, kan vi få noget applaus for at tale åbent om det?

Kritikken ovenfor mangler stilanalyse, mangler citater. Men hvorfor egentlig besvære sig med det når romanen er et vehikel for sociologiske pointer.

Teaser for et kommende interview

[Langley]

Ukendte og u-indekserede skrifter til skammelige ophørspriser.

Temmelig få ting, efterhånden, findes, der ikke er på internettet eller er til salg med et digitalt varenummer i “den nye digitale virkelighed”, som folk kalder det bras, de bruger deres tid på nu om dage. Denne udvikling har været en fest for alle, der bare ventede på, at robotter skulle fortælle dem hvad de ledte efter. Derfor har Google været godt for antikvariater i vandkanten, som øerne og udkanten indbildsk kalder sig på Folkemødet. Men Google har ikke været så godt for butikken med bøger i den store hovedby. Eller for litteraturens og menneskets værdighed generelt, fordi det har ført til, at ingen ved, hvad de vil have, hvis ikke internettet fortæller os det. Jeg vælger en modsat rute i trods og søger efter ting, jeg ikke vidste, at jeg ledte efter i en trekant af tristesse over, at folk køber for få ting, som de ikke kan finde på nettet.

Rejsen som nådig ådselsjæger ud til de tørt duftende, i varierende grad tilrøgede, stakke af bøger, der som primære kvalitet har, at alle kun ville kunne ville erhverves på internettet til mindst det dobbelte. Men her på ophørsudsalg i et antikvariat hvor blikket kan feje hen over ryggene, så jeg og af og til kan jeg slå op på den blyantsskrevne pris på indersiden af forsiden, som meget sjældent kommer op på 150. Så der er ikke nogen grund til at lade sig begrænse. Især ikke når alt er til halv pris. Hvis de da overhovedet er lagt op på nettet af nogen, der kan læse og ved, hvad der står på papiret.

Jeg begyndte i Vesterbros Dannebrogs Antikvariat, der er i vældig trivsel. Han er på alle de andres databaser, men hans eget lager kender kun han selv. Og han har en lyrikhylde: Min MacGuffin for en af mine sidste uger på dagpenge på jagt efter et desperat kup at udføre med et rejsekort og telefon på flyfunktion. Den gråsprængte herre undskylder, at lyrik afsnittet er lidt kedeligt. Enig, men at der dog er en hylde til lyrik, anerkendte vi sammen med et grundigt gensidigt blik. Primært dansk fra de sidste 30-40 år. Jeg nappede i stedet Yeats samlede digte og Kiplings vers og sange i originaludgaverne fra butikkens ‘engelsk’ hylde i Penguin Classics imprint, til omkring prisen af en fadøl og en pakke smøger. Eller en vegansk gourmetburger i en gentrificeret by, der ikke har plads til flere hårdt prøvede (og måske også derfor hårdt drikkende?), antikvar- og loppemarkeds-personer med varenumre uden stregkode.

Den venlige og meget distinkt tørlagte fyr med sin let nervøse latter insisterer på at følge ethvert ønske til dørs og meddeler, at han ikke har efterspurgte Saul Bellows 'Ravelstein', som handler om Allan Bloom, der i den virkelige verden skrev 'Historien om Vestens Intellektuelle Forfald' (Gyldendal Paperbacks), som jeg sidste år var helt rundt på gulvet over af lige dele grin og beundring. Endnu død hvid mand, jøde naturligvis, som et medlem af forlaget Sidste Århundrede, fik ekspederet videre til lige denne mindre kræsne grib af civilisationens kadavere. Fra sin stol, bag sin skærm med front imod Dannebrogsgade, meddeler den næringsdrivende ud i det skrevne ord, at de så har den i Roskilde og i Paludan, hvor jeg til min store overraskelse erfarer, at der stadig handles med bøger. “Ja de er jo to, der har den”, som han meddeler opmuntrende. Men han kan, som altid, hjælpe med noget andet, og vi tegner trekanten op for snart bortgangne templer for brugte bøger mellem Nansensgade, Trianglen og Nordre Frihavnsgade, hvor der vanker urimeligt store rabatter.

Første stop hos Lars Mandø i Nansensgade (“Lukket efter 14 år meddeler skiltet passivt aggressivt) er en karmisk straf, for det er for sent, for lidt og meget skammeligt for begge parter da alle bøger var væk fra årsskifte. Så der stod vi et helt tomt lokale. Ikke én bog var i syne som markering af nederlagets storhed. “Ja, det stod på Facebook”. Som en hæderlig sjakal for at efterabe Kiplings tog jeg mental corpse paint på igen, græd med ham og købte cirka 10 kilo af bogstøtter i tyndt industriel kvalitet stål i tre størrelser, som skal bruges til at grave en ekstra vold af bøger, digte, tegneserier og pamfletter i reol afsnittet af mit dige imod virkelighedens verden. Eller til virkelighedens verden alt efter hvilken side af diget siderne læses fra.

Det går lidt bedre som redningsmand af de svundne skrifter til min dige-formede ark på mit folks tunge ved næste stop, som havde den bonus, at besøget kunne gøres ved at beundre Metrostationen - og tage den længst mulige tur for mig med selve Cityringen, et perfekt fremdrifts-apparat at læse lyrik i, for man kan vitterlig bevæge sig, som havde man en skildpadde til kæledyr, 100 meter elevator rejse i selskab med egentlige rejsende, og to-tre stykker tekst senere kommer jeg op ved Trianglen og for at skride ned ad Nordre Frihavnsgade og beundre gentrificeringens sejre og nederlag på denne Østerbros eneste krav på en levende handelsgade. Herude har Corsaren haft en butik, der både var indekseret på internettet, og som samtidig forstod at servicere den almindelige læsende byboer i denne meget tætte boligmasse, med den ulige indkomstfordeling, som holdt butikken levende i en menneskealder med masser af astrologi, kogebøger, 2. verdenskrig, Hitler, (ja Hitler har sin egen hylde, under 2VK), politik, pædagogik, og et helt rum med lyrik og skønlitteratur, som “står blandet”, som han retteligt, og bestyret, forklarer mig, da jeg spørger om han gør forskel på lyrik og romaner. Jeg spørger til “filosofi” på dansk, og han peger på en hylde med selvudvikling og forsvinder om til sine indekser, priser, lister og aftaler med en kun moderat duft af røg, gær og ælde.

De generelle leveomkostninger stiger, og fornøjelserne derfor helst burde være billige, og her er det rædselsvækkende, at tre seriøse antikvariater nu lukker. ‘Content’ er der masser af, men er der nogen, der længere kan mærke, hvad de tror på og har lyst til og og derfor burde lede efter? Intet viser mere, at folk ikke ved hvad de har godt af, end at bøger lige nu bliver smidt ud, og vi på en måde står midt i et bibliocide. Alle de kunder, der kom og købte en bog i de par timer, jeg var der, kom ind, fordi de havde fået et indfald, som de ikke havde tænkt på vejen hjem til den klemte tre' er. Måske også kaldet af støvet og pris-lapperne i lyset fra Kyndelmisse til at stoppe tabet af bøger.

Jeg gennemgår alle hylder og kommer ud med en stak, der viser, hvad der er at internettet ikke kan finde til indsamlingen af truede skrifter til diget, der har til megalomanisk hensigt at samle de vigtigste skrifter i menneskets historie på dansk, inden de forsvinder. Det blev til: Sokrates ‘Sokrates i Fængslet og Sokrates Død’, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Kjøbenhavn, Jean-Jacques Servan-Schreiber ‘Det Befriede Samfund’, Gyldendals Logbøger ved Erik Seidenfaden, C.P Snows ‘Videnskab og Stat’, Gyldendal, Jørgen Pauli Jensen ‘De Forfulgtes Psykologi - om Psykologisk Tortur og Ulrike Marie Meinhof i Statens Varetægt’, Caverfors Document, B.E. Kann ‘instinkt og formering - et essay om befolkning med undertitlen ‘Er Mennesket i virkeligheden en polygon dyreart med instinkter, der ikke svarer til vort monogame kulturmønster’ , Hasselbalch, De DANSKE Folke Rørelser, redigeret af Ib Koch-Olsen, Studenterforeningens dansk Bibliotek, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. E.A. Hobolt ‘Anholt -i fortid og Nutid’ Gyldendal. Som liste også en obelisk over dansk forlagshistorie, der rejser sig i et ekstra lag frodig muld til åndens blomstrer på diget.

Desuden smed jeg Heine, som advarede imod at brænde bøger, da han mente at det ville føre til at brænde mennesker, hvilket i sin konsekvens også betyder, at vi heller ikke må lade bøger forgå af ren og skær uvidenhed, i stakken. ‘Kærligheds Digte’, i oversættelse ved primært danske digtere mellem det nittende og tyvende århundrede men i en genudgivelse på Borgen fra 70'erne. Især fordi den har bare nødder og talje på forsiden for, velsagtens, at trække de så omtalte og snuskede bog-købende ‘husarerne’, der efter sigende engang kunne redde hvad som helst fra svigtende salg af tysk poesi. Nu må jeg redde husarerne fra vanære.

Meget alkohol-romantisk drømmende ved lugten af tobak, sagde jeg også “ja tak”’ til Dylan Thomas ‘Rejsen Tilbage’ og ‘Forår i Milkwood’, første og sidste delvist oversat af Jørgen Nash, der åbenbart havde taget den anglofone verden fra sin bror Asger Jorn, der sværmede for det latinske og skrev på fransk. Men hans bror, der tog navneforandring til Nash, tog så af den britiske nationaldigter i det tyvende. (Gå på Youtube og hør Richard Burton læse bemeldte tekst om et forår i Mælkeskoven ‘i’ Wales). Nash har oversat de sene teaterstykker i de meget fine tyvende århundrede udgivelser jeg fik med. Novellerne i ‘Rejsen Hjem’, Steen Hasselbalchs Kulturbibliotek, har forside af Ib Spang Olsen, og har desuden noveller oversat af Elsa Gress og Kurt Kreutzfeld, hvis navn jeg vil huske trods aldrig at have læst det før. Dansk tyvende århundrede modernisme fås vel ikke mere ren? Og man behøver vel ikke selv være fuld, når man læser det, men Metro er sådanne kort stykker også meget egnet til, og jeg elsker at læse Dylan Thomas højt for mig selv. Måske er det eneste lyrik jeg forstår fordi det er så gammeldags bondsk, nostalgisk, fordrukkent og romantisk? Det tog denne sørgmodige, og noget trætte foreslåede tjener af bøgernes ærinder at regne sig frem til fra sit baglokale, med køkken, til det meget beskedne beløb af “425 kroner kort eller mobile pay?” for denne halv meter høje blanding af det impulsive, det obskure, det uventede og det helt rimelige indkøb - samlingens pligter taget i betragtning.

Jeg var helt skæv af læse alle de titler igennem midt på dagen og spørger uskyldigt “Og det er med rabatten?”, “JA, DET KAN DU STOLE PÅ” eksploderer staklen. Tiderne skifter og dem, der ikke skifter med dem, går til grunde. Jeg fik så også Dickens ‘Natterejse til Calais’, ligeledes fra Hasselbalch Kultur Bibliotek, under redaktion af Jacob Paludan, med til fem og tyve kroner. Det er så billigt, så jeg skammede mig og især set i forhold, at det føles, som første sten kolde klassiker , som jeg har læst siden jeg læste ‘Vandringer med et æsel i Cevennerne’ af Robert Louis Stevenson, da den blev oversat til dansk for ikke så længe siden, og som denne sværmer for det viktorianske , og det gotiske generelt, var helt opslugt af under Trump, muligvis fordi den også handler om religionskrigenes hvisken i bjergene. Når Dickens Essays sig med det samme at være helt ude af denne verden, så skyldes det Især ‘Historier som Barnepige fortalte mig’, som er en rablende udlægning af at være sagesløst offer for de mest absurde og groteske gyserhistorier om kannibaler og rotter, der æder alt inklusiv fortælleren selv af flere omgange. Jeg knuselsker også både teksten om det 'Arkadiske London' omkring Bond Street, klart også den tekst hvori han besøger, og brokker sig flækkende morsomt sig over, at den sidste diligence kro er ved at lukke, en tekst som den snerrende telefon giver ekko fra med sin Irma-debat. Men den store indtrækker er åbenlyst titel essayet hvor Charles D. rejser fra Calais til Dover og undervejs har, hvad vi i vores dage ville kalde for et panikanfald, over fem-seks prægnante sider sat i en pæn font fra forlaget, der havde en kornmølle i ryggen på deres paper bags. Genialt fund for hobby-geografen, som kan konstatere, at lige nu er der heldigvis stadig ukendte viktorianske bøger og dunkle skrifter stadig til salg, men det vil blive sværere og svære at finde dem. Det har han for længst har forstået på Trianglen, så da jeg træder ind og med det mentale corpse paint på spørger til udsigten til at han skal lukke, så svarer han helt fornøjet: “Et øjeblik”. Han skal først sætte Thomanerchor i en særlig god årgang vinyl for en kunde. En fabelagtig indspilning af en messe af Bach, som professionel musiker-person, gætter jeg på, der var lille og kvindeligt havde bedt om at høre. Intet herinde er på indeks, så det er vitterlig en rigtig mulighed for at gøre fundet og hun gik derfra med den for under en hund.

Han har dog ikke mere Corto Maltese udover ‘Røde Anna’ og han forklarer: “Ja jeg vil jo helst sælge den”. Altså butikken og jeg svarer at jeg måske skal skilles og mangler noget at tage mig til og han svarer at han vil give mig den for “200.000” med resten af indholdet”. Den halve pris forhøjer indsatsen i en butik som udmærker sig med mange tegneserier. Jeg lukker huller med ‘Leif i Forstaden’, Doonesbury ‘Læg Primadonnanykkerne i garderoben’, ‘Musikkens Historie som Tegneserie’ og første bind af ‘Bone’ på dansk. Jeg kom også til at købe Doonesbury ‘Et Forbandet Snedigt Folkefærd’ for tredje gang fordi jeg har en form hysterisk reaktion, som får mig til at købe den hver gang jeg ser den. Frem for den jeg stadig mangler - og måske altid vil mangle? Det værste udfald af en intens søgen gennem et langt liv som samler. At dø ukomplet.

På vej ud falder det stirrende æble tungt på en plakat af Claus Deleuran, tegnet og trykt til receptionen for hans egen “Danmarkshistorie for Folket”, som Anders Lund Madsen arrangerede og hvor Claus Deleuran, mødte op som sin egen tegnede fortæller, der er med på plakaten, som koster en billet til Metal Magic - med de halvtreds procent trukket fra. En kenders køb, som jeg ved, også kommer til at koste mig en halv time om hvor han har værket fra. Jeg slår til efter en hurtig beslutning, der træffes efter afvejning mellem det dionysiske og det apollinske, for den sidste kredit på kortet til andet end mad. Plakaten tilføjes pantheon og det nye idol til samlingen indleveres samme dag til en diskret rammemager, som kunne indgå en gentleman aftale om først at afregne opgaven til det blev den 1. marts. Værket af Claus Deleuran er nemlig ret dyrebart og væsentligt mere værd, men han havde med vilje ikke sat på internettet for han ventede på, at lige jeg blev fanget af samlerens pligt til at købe en plakat til den pris, lige nu den starten af feb. med den ekstra regning, at så vanker der ingen metalkoncerter i denne måned. Indtil da må man suge på sit lappen af sin skat af bøger fra uddøde antikvariater på Østerbro, som udover Dickens allerede har leveret to afledninger af ‘Thomas’ og vil levere så utroligt meget mere det næste kvartal til sjælens umættelige behov for at læse og opleve ting, der ikke står på internettet for overhovedet at bestå som åndeligt fungerende entitet i en "digital virkelighed", som sælgeren af værket også kritiserede ved, at at han mente, at den gjorde unge på Ingrid Jespersen dummere på vej ud af døren, som han sendte mig ud af med en stærk og rettelig formodning om, at jeg ikke skal skilles og vil købe hans butik, da jeg jo hverken var ung eller dum.

[Poste]

Jeg poster lige den anmeldelse, jeg aldrig fik postet. Til gengæld får den fuld Poste på godt og ret ondt.

Forelsket ontolog springer ud som kioskrender
Anmeldelse: Signe Gjessing, ”Illuminationen af alt”

Kære svingere. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort mig umage med værdidomme, og jeg ved heller ikke, om det forestående er et eksempel på #umage, men jeg holder af at følge op på tåbelige løfter. Derfor denne anmeldelse af Signe Gjessings nylig udgivne ”Illuminationen af alt,” men først lidt ansvarsfralæggelse: Dette udkast er skrevet, før jeg læste (skimmede) Tue Andersen Nexøs anmeldelse i Information, med hvem jeg lod til at have flere holdninger til fælles. Hvilket er et tilfælde.

Godt så.

Jeg gider ikke sige så meget om udgangspunktet, men det lader til, at forfatteren (#forfatteren) er blevet forelsket, og det glæder mig: landets bedste (nulevende) digter i en ungdomssvinet forelskelse. Hvad skulle der blive af objekter (subjekter) som univers(er), stjerner, hjerter, verdener, når nu jeget spankulerer i kiosker og spekulerer vidunderligt, for eksempel: ”Hvor mange slag skal mit hjerte lige bruge, før det tør bede universet / løbe ned efter en mælk.” (Stjernerne fortæller mig, at Gjessing udmærket vidste, at samtlige dagblade (minimum: Information) ville citere dette stykke.)

Vi sidder med atter et spinkelt værk (i omfang), hvor et evigt ontologisk fascineret digterjeg lader til at træde tilbage (eller indenfor) i erfaringernes virkelighed (verden som den #fremstår, ikke som den #er). Det er spændende. Ikke mindst lader Gjessing til at antage en nærmest bagudskuende rolle, ikke ulig den auteurrolle, cineasterne elsker, hvor jeget, den nu følsomme fortolker af de(n) ontologi(er), vedkommende formidlede i tidligere udgivelser, ser tilbage og kommenterer på sine tidligere værker med nye syn(spunkter).

Denne bagudskuen kommer til udtryk i en række søde og underholdende kommentarer: ”Verden kan ikke administrere al den frihed: Bruger den på metafysik.” Gjessing er blevet cute-excentrisk, en for hvis drømme ”Stjernerummet rejser sig [...]], som man rejser sig for en ældre dame.” Her vi har altså et ungdomssvin, og hvor er det skønt. Her er stjerner nogen, ”der tisker om et eller andet hemmeligt,” og som jeget (lige) giver ”en 100kroneseddel.”

Samtidig er sproget mere kropsligt forankret, idet jeget skyder sit ”blod ind i universet med en stjerne som sprøjte // og alt illumineres.” Jeget, kan vi sige det mere oplyst (hvorfor ikke), #illuminerer den erfarne virkelighed. Jeget er dermed ikke ontolog, men i bedste fald fænomenolog. Verden, som den fremstår (eller sammensmeltet med sindet). Sagt på atter en anden måde: Nogen kalder jo fænomenologien for erfaringens ontologi (kilde mangler).

Signe steder er det underskønt, som enhver kunne sige sig selv, at det ville blive (#landetsbedstedigter): ”Stjernerne skal have vores hjertevægge på som refleksveste.” Men andre og egentlig lidt rigelige steder er det lidt som en poetisk mumlen, man (jeg) dårlig kunne hitte rede i. Jeg er elendig nok til at kigge efter allegorier og/eller blot analogier, når jeg læser (sjældent), samstemmende billeder, hvormed man (jeg) udbryder ”ah,” lettet over at bemærke, at ”verden” eller ”universet” jo indlysende betegner subjektet (objektet) for jegets forelskelse i dette eller hine stykke.

Et sådan skema lod sig (desværre?) ikke gøre. Det skal det jo ikke, hvis vi ønsker os en Lynch- og klummefri litteratur. Dog aner der sig et strukturelt koncept (faste former) i Gjessings nye digte, ligesom jeg fornemmede en nærmest provokerende maskinovesættende æstetik ved udtryk som ”universblokeringen” (der for øvrig rapper).

Alt taget i betragtning #føler jeg ikke, at digtene rejser sig over Gjessings tidligere udgivelser. Lad os nøjes med 4,5 hjerter og huske, at det jo også kan noget, ikke mindst når medianen for #dklit måtte findes et sted mellem 2 og 2,5 hjerter.

Det er naturligvis muligt, endog sandsynligt, at jeg tager helt fejl.

Kh.,
Poste