LN 2020

[hotler]

HN: Jeg hører ret mange lydbøger fordi barn etc. gør at min læsetid er skåret ret meget ned. Det er svært med alt for sådan lyriske eller svært sprogligt tilgængelige bøger, men de der større fagbøger der ikke er #teori men bredere kultur-eller samfundshistorie fungerer ret perfekt til mediet. Er netop gået igang med Wagnerism af Alex Ross. Det tegner til at blive en af de helt store læse/lytteoplevelser i år. Kæmpe anbefaling. Grundig gennemgang af Wagner receptionen og de forskellige samfundsmæssige kontekster der prægede den. Indtil videre har særligt kapitlet om frankrig været fedt. Verlaine, Villiers og Mallarme var sådan helt "Lars Top Galia og Steen Jørgensen hører om Sex Pistols første gang" i deres dyrkelse af ham og der udkæmpedes riots mod politiet og mod yngre adelige der kom for at protestere over den tyske kultur i årene omkring 1870-1871 og tabet af Alsace. "Wagner Ruins Paris!"
Hør den endelig på lydbog. Så får man nemlig små musikbidder med som illustration. Hvad er hvordan lyder "Tristan Akkorden" egentlig

Noget af det bedste om Wagner meget længe. Den kan jeg også anbefale.

[Dialingleft]

Du finder den ikke relatable?

Nej. Jeg venter stadig på hvad den siger mig om mig og mit liv

Alvorligt. Det den gør virkelig godt sine steder er det billede den tegner af den sindssyge afgrund der har været mellem Ulrichs generation og dem der kom før ham. Men indtil videre er der bare ikke særligt mange steder hvor det ikke er karakteristik på karakteristik af personer. Jeg synes den sekvens hvor Ulrich besøger sin gamle skolekammerat og hans kone hvor de spiller klaver er god og dialogen der er fed. Og den siger mere om Ulrich, hans ven eller konen er for personer, end samtlige kapitler hvor Ulrich beskrives af forfatteren. Og så en selvstændig sproglig pointe. Jeg får hurtigt nok af det der meget opstyltede sprog han bruger til beskrivelserne. Jeg har ikke bogen ved hånden men husker han bruger adjektiver meget liberalt hele tiden. Det synes jeg er en smule flommet når det bare fortsætter og fortsætter. Kom nu til sagen menneske.
Men altså i hvert kapitel er der en sætning eller en beskrivelse jeg synes er ret fantastisk eller underfundig, eller en tidsdiagnostik der virkelig rammer, de er bare lidt klemt mellem alt fedtet.
Måske er det fordi jeg lige har læst hans samtidige Josef Roths bøger og var helt og aldeles vild med dem. Og da Radetzky March og Imperial Tomb er meget sammenlignelige med Musil (i stofområde) kommer man nok til at sammenligne lidt. Og for mig er Musil bare en smule satriani-virtuositetsbegejstret.

[Morten]

...
Jeg læste også Solvej Balles Om udregning af rumfang, hvor et Groundhog Day-agtigt scenarie temmelig uforklarligt udspiller sig. Eller, det er ikke Groundhog Day, det tror jeg i hvert fald ikke, jeg har ikke set den, men det minder mere om den der Netflix-serie fra sidste år eller forrige år. Grunden er uforklarlig, kontingent. Den kvindelige hovedperson følger forskellige strategier, alle frugtesløse. Det er første bind i en septologi (endnu én - både Fosse og Asta Olivia Nordenhof har jo gang i hver deres, hvoraf jeg tror, at sidstnævnte er bedst, men hvor jeg også på forhånd er stået af på grund af al den omtale, det er sikkert dumt, men jeg kedede mig vist også lidt til den første), og det ender selvfølgelig frustrerende uafklaret. Det lykkes til gengæld at skabe et overbevisende narrativt drive i kombination med, at man er lige så interesseret i hovedpersonens overvejelser og refleksioner og oplevelse af den samme tid. Virkelig god. Har ikke læst andet af Balle, men hænger på i septologien, hvis den nogensinde udkommer.
...

Andre input om denne/disse - er de en god julegaveide?

[secondtoughestintheinfant]

Fremragende julegaveidé! Og klart det fedeste, der er sket/sker i dansk litteratur i disse år. Alle tre hidtidige bind er fantastiske og lige til at hoppe ombord i for alle typer læsere.

Fosses septologi er selvfølgelig endnu bedre, men den er nok en lidt mere acquired taste. Tror ikke på, at Nordenhofs nogensinde bliver til en septologi. Bliver overrasket, hvis vi overhovedet ser vol. 2.

[eini]

Så nappede jeg Shirley Jacksons The Haunting of Hill House, som jeg pinligt nok ikke havde læst. Jeg er altid skeptisk over for horrorromaner; de er næsten altid for lange, hvorved effekten mindskes. Det er ikke tilfældet her. Enhver forfatter, der skriver sætninger som denne: "Eleanor Vance was thirty-two years old when she came to Hill House. The only person in the world she genuinely hated, now that her mother was dead, was her sister", er en forfatter, jeg gider læse. En af grundene til, at den er så godt fortalt, er, at Jackson springer ret ubesværet mellem hovedpersonen, Eleanor Vances synsvinkel, og en alvidende fortællerstemme. Det er med til at skabe romanens særegne irreelle effekt, hvor man bliver usikker på, hvad der er hovedpersonens fantasier, og hvad der er overnaturlige fænomener og det angiveligt hjemsøgte hus' indflydelse på de fire hovedkarakterers psyke (de er alle i huset som led i et parapsykologisk eksperiment, der skal undersøge titelhusets mulige hjemsøgthed) - i hvert fald får man fornemmelsen af, at husets indvirkning er at forstærke bestemte karaktertræk i personernes psyke: Dr. Montague, der forestår eksperimentet, bliver om muligt endnu mere overbærende; husarvingen Luke bliver endnu kækkere; Theodora, som Eleanor har et sært halvlesbisk had/kærlighedsforhold til, bliver bedre til at læse tanker, men sætter også sig selv i scene, bliver mere catty; og Eleanor bliver skiftevis mere forsagt og mere grå mus, end hun før har været, skiftevis kæk og sarkastisk som en society girl i en film (sådan som hun gerne ville være, fornemmer man, men som hun aldrig har fået muligheden for, holdt nede som hun er blevet af sin familie).

En svaghed ved romanen kunne være, at de overnaturlige fænomener virker lidt tilfældige - hvilken funktion (i handlingen) har den kolde plet det ene sted, hvilke love følger de overnaturlige fænomener? Her savner man lidt flere antydninger. Men det lykkes alligevel at ramme en isnende atmosfære, fordi Jackson mester stemningsskift - fra munter ironi og vittige bemærkninger blandt forsøgsdeltagerne til uhyggelige, poltergeistagtige manifestationer. Skiftende er ret overlegent orkestreret. Og når de overnaturlige fænomener manifesterer sig eller synes at manifestere sig, sidder man på det yderste af neglene. I det hele taget holdes der en ret imponerende suspense gennem næsten hele bogen; det er en ubønhørlig mekanisme, man sidder fast i. En virkelig god start på året.

Nu læste jeg også lige The Haunting of Hill House, på baggrund af din fine beskrivelse og anbefaling. En virkelig uhyggelig bog, synes jeg, måske den mest uhyggelige jeg har læst i mit voksenliv. Sammenblandingen af fantasi og virkelighed, den kvalmende uundgåelighed hvor hver eneste afværget katastrofe kun er en stakket frist. Også pinligt for mig at jeg har ventet så længe med at læse den, for jeg er jo vild med filmen fra 1963. Jeg skal have genset filmen, men i min erindring fremstår bogen som endnu mere stram end filmen, endnu mere perfekt orkestreret. Derudover er mange af bogens kvaliteter jo af en art der ikke lader sig fange på film. Stensikker anbefaling.

Jeg læser den nu, og det vidunderlige der er at sige om den er at den har brudt min læseforbandelse, den seneste måned eller mere har jeg ikke kunnet læse mere end et par sider af noget før jeg mistede koncentrationsevnen, men jeg er fuldstændig opslugt, det er godt nok en pageturner, ekstremt velfortalt, men jeg er også ved at dø af skræk. Seriøst. Den gør jo det som jeg altid ville ønske at gyser(litteratur) gjorde, men jeg kan ikke mindes at mit ønske er blevet indfriet af noget andet før med samme overlegenhed. Er kun lidt over halvvejs og sidder og kan ikke vente med at læse videre og samtidig tør jeg nærmest ikke.

Har nogen læst andet af Jackson og kan sige om det holder standard? Fiskeren skriver jo at der generelt ikke findes gode horrorromaner. Er det sandt?

[Fisker Thomas]

We Have Always Lived in the Castle er i hvert fald, skønt meget vellykket, ikke på samme niveau.

[eini]

Er det også spøgelser? Hvorfor er spøgelser så fucking noia?

[Ællington]

We Have Always Lived in the Castle er i hvert fald, skønt meget vellykket, ikke på samme niveau.

WHALATC ER da bare SÅ SYYYYYGT FED!!!

Alt med Shirley, hele tiden.
Gøgerenden er sgu da også bare så mega fed.

Nej, der er ikke spøgelser med, men der er øjne der kigger på dig, og der er folk der ikke vil lade dig være, og der er ting du ikke kan slippe væk fra, og der er ting, du ikke kan gemme dig fra, og de er hos dig, hele tiden. Ligesom din fortid.
Fantastisk Bog Wahalwayslivehere.