Good ol' Max skrev:Kun i Vesterlandet findes der videnskab på det udviklingsstadium, som vi i dag anerkender som gyldigt. Empirisk kundskab, refleksioner over verdens- og livsproblemer, filosofisk og teologisk livsvisdom af dybeste art — skønt den fulde udvikling af en systematisk teologi kun har fundet sted inden for den hellenistisk påvirkede kristendom, om end ansatser dertil findes i Islam og visse indiske sekter — alt dette, altså viden og observation al overordentligt raffinement. har - man også haft andre steder, navnlig i Indien. Kina. Babylon. Egypten. Men den babyloniske astronomi og enhver anden astronomi før den vestlige manglede det matematiske grundlag, som først hellenerne gav den — hvad der jo kun gør udviklingen af navnlig den bahyloniske stjernekundskab så meget mere forbavsende. Den indiske geometri manglede det rationale ”bevis” — atter et produkt af hellenistisk ånd, som også har skabt mekanikken og fysikken. De indiske naturvidenskaber. der på observationssiden var særdeles højt udviklede, manglede det rationale eksperiment — hovedsagelig et produkt af renæssancen efter antikke ansatser — tillige med det moderne laboratorium. hvorfor medicinen, der navnlig i Indien havde nået et empiriskteknisk højt stade, manglede det biologiske og især det biokemiske grundlag. En rational kemi har alle kulturområder manglet, undtagen Vesterlandet. Den højtudviklede kinesiske historieskrivning mangler det thukydidiske pragma. Machiavelli har forløbere i Indien. Men ingen asiatisk statslære havde en systematik. der svarede til Aristoteles’, eller overhovedet rationale begreber. Hvad angår den rationale retslære, mangler man overalt (trods alle ansatser i Indien, specielt Mîmâmsâ-skolen, trods omfattende lovsystematik navnlig i Forasien og trods alle retsbøger i Indien og andre steder) de strengt juridiske skemaer og tænkeformer, som præger romerretten og den derigennem skolede vestlige ret. Yderligere er det kun i Vesten, at man kender et fænomen som den kanoniske ret [den katolske kirkes retssystem].
Tilsvarende forholder det sig i kunsten. Efter alt at dømme var det musikalske gehør snarest finere udviklet hos andre folkeslag. end det i dag er det hos os: i hvert fald var det ikke mindre fint.
Polyfoni af forskellig art var udbredt over store dele af jorden. samspil mellem flere instrumenter samt diskantstemmer finder man også andetsteds, ligesom alle vore rationale toneintervaller var beregnet og kendt. Men rational harmonisk musik: både kontrapunkt og akkordharmonik, dannelse af tonematerialet på grundlag af de tre treklange med den harmoniske terts, vor kromatik og en-harmonik (der siden renæssancen har været tydet, ikke distancemæssigt, men harmonisk i rational form), vort orkester med strygekvartetten som kerne og sammensætningen af blæserensemblet, generalbassystemet, vor nodeskrift (der muliggør komposition og indøvelse af moderne toneværker, kort sagt deres vedvarende eksistens), finder vi kun i Vesten. Vore sonater, symfonier, operaer (skønt der har eksisteret programmusik, tonemaleri, tonealteration og kromatik som udtryksmidler i de mest forskellige musikalske traditioner), og endelig som midlet hertil alle vore grundinstru-menter: orglet, klaveret, violinen: alt dette har kun eksisteret i Vesten.
Spidsbuer har man også haft som dekorationsmiddel andetsteds i antikken og i Asien. Efter hvad der oplyses. var heller ikke spidsbuekorshvælvingen ukendt i Orienten. Men den rationale anven-delse af den gotiske hvælving som middel til vægtfordeling og overdækning af rum af enhver form, fremfor alt som konstruktivt princip i store monumentalbygninger og som grundlag for en stil, der også omfattede skulptur og maleri, som vi ser det i middelalderen — dette mangler andetsteds. Og ligeledes mangler renæssancens løsning af kuppelproblemet. skønt det tekniske grundlag herfor var hentet fra Orienten, tillige med dens »klassiske» rationalisering af hele kunsten i maleriet ved rational anvendelse af linear- og luftperspektiver. Bogtrykkerkunst kendte man i Kina. Men en litteratur, der kun var beregnet til trykning. og var levedygtig i kraft heraf — fremfor alt »presse» og »tidsskrifter» — er kun opstået i Vesten.
Videregående skoler af enhver art, også sådanne, som i det ydre lignede vore universiteter eller i hvert fald vore akademier, har man også haft andetsteds (Kina, Islam). Men rational og systema-tisk, faglig videnskabsdyrkelse, det skolede fagmandsvæsen, har man kun haft i Vesten i en for-stand, der kunne minde om dets nuværende kulturbeherskende betydning. Fremfor alt er det kun i Vesten man har haft den faguddannede embedsmand, som er vor moderne stats og økonomis hjørnesten. Andre steder finder man kun ansatser til ham, der dog ikke i nogen forstand har været si betydningsfulde for den sociale orden, som tilfældet er i Vesten. Naturligvis er ”embedsmanden”, også med specialiseret arbejde, en ældgammel foreteelse i de mest forskellige kulturer. Men den måde, hvorpå hele vor eksistens, vor tilværelses politiske, tekniske og økonomiske grundbetingelser, er lagt i hænderne på en fagligt uddannet embedsmandsorganisation, på den teknisk, økonomisk og fremfor alt juridisk uddannede statsembedsmand som bærer af det sociale livs vigtigste hverdagsfunktioner. har intet land og ingen tid kendt som det moderne Vesten.
Politisk og social gruppering i stænder har været vidt udbredt. Men stændersraten. »rex et regnum«, har i den vestlige form kun været kendt i Vesten. Og endelig hvad angår parlamenter af pe-riodisk valgte »folkerepræsentanter«, demagoger, og en regering af partiførere som parlamentarisk ansvarlige »ministre«, så har dette system kun været kendt i Vesten, skønt man naturligvis i hele verden har haft »partier«, forstået som organisationer til erobring og påvirkning af den politiske magt. I det hele taget er det kun Vesten, der kender til »staten» forstået som en politisk organisation med rationalt affattet »forfatning». rationalt affattet ret og en forvaltning af fagembedsmænd, orienteret efter rationale, artikulerede regler: »love». Andetsteds har man tilløb til alle disse ting, men kun i Vesten findes de afgørende kendetegn i den for os karakteristiske kombination.