Incredible Shrinking Dickies + Cock Sparrer + Adicts + Rezillos
Good Vibrations Records + Stiff Little Fingers
LA punkrock og hardcore optakt
Milo Goes to College + Circle Jerks + Redd Kross
How Could Hell be Any Worse? + TSOL + Social D + Agent O + Adolescents
Dag Nasty - Can I Say
Boogadaboogadaboogada + Ramonescore + The Queers + Riverdales + The Donnas
Bad Religion - Suffer
Operation Ivy - Energy
Green Day - Kerplunk
Pennywise - s/t
NOFX - White Trash Two Heebs and a Bean
Propagandhi - How to Clean Everything
Vi har snakket om det længe, alle har lyttet til Ramones, Smash og Dookie til den store guldmedalje - så NU skal det være. Vi skal høre pop punk, skate punk, lidt til og meget mere. Vi skal forhåbentlig både forbi eksplosionen i start/midt-90erne, Fat Wreck Chords, Epitaph, Lookout Records og eksplosion nummer 2 i kølvandet på Blink-182. Jeg og Dialingleft styrer klubben i fællesskab. I giver indspark til hvad der er fedt og om vi formidler det på en måde der engagerer. GLÆD JER!
Men først tager vi en kontekstualisering med de vigtigste forgængere. Der er masser af "ægte punk" i pop punk og masser af fed musik, der ikke kan forbigås. Det forventes, at alle der træder ind i denne tråd har kendskab til de to mest centrale bands fra første bølge: Ramones og Buzzcocks. Hvis ikke du har dét - smid alt du har i hænderne og lyt til de første tre Ramones og Singles Going Steady lige med det samme. Som minimum. Her starter vi med en hurtig tur fra det man kan kalde den anden bølge af punk fra ca '79 og op gennem 80'erne. Det kommer nok til at gå lidt tjept, så vi når til den reelle poppunk og der er MEGET god musik vi skal igennem. Lyt, del, diskutér, fyr den af.
Første plade på programmet er:
Dickies - The Incredible Shrinking Dickies (1979)
Californien er et sted, der kommer til at poppe igen og igen i denne lytteklub, og det er også her vi starter! Incredible Shrinking Dickies er en plade der kan være svær at kategorisere ift. hvad man forbinder med punk i '79 (hvor mange mente at punken allerede var død). Det er i den grad ikke postpunk, det er heller ikke noget der peger mod hardcore, det går alt for hurtigt og er for meget punk til at være new wave eller powerpop. Det er ultra catchy, meget flabet, temmelig humoristisk og fed punkrock, simpelthen. Som led i den udtalte flabethed er her en tendens til mere eller mindre ironiske covernumre, som vi også skal støde på igen senere. Den næste plade, Dawn of the Dickies, er faktisk lige så god.
Vi kommer også til at give forslag til videre lytning med plader vi ikke tager separat op. Californien er vi som sagt langt fra færdige med, så jeg vil lige henlede opmærksomheden mod England, hvor der omkring samtidig også er en 2nd wave punk igang, der stikker i alle mulige retninger - ikke mindst Oi!, anarcho og det der bliver til d-beat. Men der er også nogle ting, der har relevans i denne sammenhæng. Tre plader fra hoften, som måske kan diskuteres hvorvidt hører hjemme i den store poppunk-fortælling, men som det ville være synd at snyde sig selv for: Rezillos - Can't Stand the Rezillos, Adicts - Sound of Music og Cock Sparrer - Shock Troops.
