DL og SJs Lytteklub: Pop Punk, Skate Punk og alt det der hører til!

[satirejohn]

Vi skal meget snart et sted hen, der er utvivlsomt punk og meget meget afgørende for vores videre færd.


Glæder mig.

[Dialingleft]

Så. Undskyld ventetiden. Skulle lige have en børnefødselsdag og to sindssyge dage på arbejdet ud af verden. Lige i trådens ånd med andre ord. Men glædelig kampdag, lad os komme igang med Lookout og Bay Area.

Sociologen Arthur Stinchcombe snakkede i 60'erne om hvordan det umiddelbart omgivende samfund printer sig i organisationers udtryk, strategi og struktur. Især omkring årene hvor pågældende organisationer bliver grundlagt. Hvis man nogensinde har stiftet bekendtskab med eksempelvis kulturen eller indretningen hos Mærsk, er man ikke i tvivl om at deres fortidige ejere har været involveret i mindst et komplot mod folketinget i kongens navn, og er grundlagt på et tidspunkt før systemskiftet i 1901. På samme måde er både navnet og det grafiske udtryk på min nuværende arbejdsplads, ekstremt midt-nuller-core, og giver mere end noget andet mindelser om et radikalt partiprogram fra toppen af Jelveds popularitet.

Jeg kom til at tænke på Stinchcombe, fordi jeg overvejede på hvad der kunne forklare den heterogenitet i scenerne overalt i US fra ’80 og fremad både i udtryk og musik. Og hvor langt op i tiden forskellene kan spores. New York-hardcore udsprang af New York pre-Giuliani, med alt hvad dertil hørte af antisocial adfærd og mafiavælde. Scenen var (blandt andet) befolket af lumpenproletarbørn med "gadeorienteret adfærd" der sniffede angel dust og gaybashede i parkerne. Scenen voksede frem mellem bander og junkier på LES og man kan selvfølgelig se det i den circle the wagons/loyalty mentalitet der præger nogen af de største karakterer (Tænk Lord Ezec, Freddy Madball, Raybeez, Harley). På samme måde er det svært at forestille den konstruktive preachy communitybuilding-mentalitet der prægede Dischord, hvis ikke DC scenen langt henad vejen bestod af børn af blødt venstreorienterede policytyper fra Washingtons Politisk-non-governmentale kompleks. Og vi har allerede været omkring surf og skate kulturens betydning for SoCals scene.

Så hvad får man hvis man krydser hippiernes Haight Ashbury med alt hvad det indebar, med punk og DIY. Man får selvfølgelig Bay Areas-scene omkring Lookout Records, Maximumrocknroll og Gilman Street spillestedet. Grundlæggeren af både MRR og Gilman, Tim Yohannon, var full-on 60'er aktivist der fandt en ny kohorte da hans jævnaldrende solgte ud, ligesom grundlæggeren af Lookout Records, Larry Livermore var det (selvom han var en noget mere mellow type end førstnævnte). Og uden at koge suppe på pointen her så kom det til udtryk på to måder, som jeg ser det, der bliver formative for vores historie her. På den ene side bliver det en af de mest kompromisløse DIY never sell-out, men også politisk bevidste miljøer i hele hardcore/punk miljøet, med Dead Kennedys og MDC som to af de mest illustrative eksempler. Men det giver også paradoksalt nok især hos den senere inkarnation af scenen, en åbenhed overfor 60'ernes musik og andre musiske strømninger end det var tilfældet i hårdere miljøer rundt omkring. Med andre ord. Vi snakker hvide punk kids med dreadlocks der synes London Calling er den bedste plade nogensinde.

Vi ved hvad der kommer fra denne scene i 1994. Dookie. Og selvom Operation Ivy på mange måder er det definerende band, som flest mennesker forbinder med Green Days inspiration, mener jeg faktisk et andet Lookout band i endnu højere grad peger frem mod Green Days lyd - nemlig fantastiske og overset Crimpshrine. Dannet af Aaron Comettbus, Jeff Ott og Jesse Michaels. Senere spillede Tim Armstrong også med. Men Ott og Comettbus var de drivende kræfter og de blivende medlemmer igennem bandets otteårige karriere. Vi skal ikke dvæle for længe ved dem, men hør blot den her perle fra deres ep. Den siger selvfølgelige RØVHUL, men også meget meget Green Day in spe på samme tid.


Jesse Michaels og Tim Armstrong går sammen med Matt Freeman sammen i Operation Ivy. Her bærer de The Clash inspirationen meget uden på tøjet, sammen med kærlighed til Specials og Madness. Det bliver til pladen Energy, efter i mange år at have været Gilman scenens uofficielle ledende band. De udgiver Energy på Livermores Lookout Records, og man kan godt høre at der er flere gode intentioner end der er producertalent i holdet bag pladen, og Energy er da også mere end noget andet karakteriseret ved dens ekstremt loose stemning, der mere føles som nogen der har tændt båndet i øveren, end som en egentlig plade. Den er da også ca 20 minutter for lang ultimativt, men selv de ting kan ikke skjule den mængde sangskrivnings- og musikalske evner som hvert eneste sang burster med. Hvis man skulle være i tvivl, kan man jo bare høre Knowledge, som også ville være på enhver klassikerliste, hvis folk ved noget som helst om genren. Unity, Soundsystem, Bombshell, Junkies’ running dry. I det rette humør kan man ikke finde en sang der egentlig ikke er pissefed, selvom pladen er lidt lang i det som sagt.
Uden Op Ivy ingen 90’ernes ska-revival (Voodoo Glow Skulls etc.) ingen Leftover Crack, men først og fremmest ingen Rancid. Og hvis de ellers havde holdt sammen efter debuten, havde de hundrede procent været de første Bay Area til at signe til et major, og med en ordentlig producer og et lidt større albuerum, hvad kunne de ikke have drevet det til. Men nu endte det ikke sådan. Jesse Michaels besluttede sig for i stedet at forsøge sig med en karriere som maler og digter, og nægtede grundlæggende det hårde tourliv og sliddet forbundet med en karriere i musik. Tim Armstrong og Matt Freeman gik til bunds nogen år, for så at dukke op igen, helt klart stærkere og mere drevne end nogensinde, men også bedre? Det er et åbent spørgsmål.

Her er Energy med Operation Ivy

[satirejohn]

Ska-punk har aldrig lige været øverst på min liste, og jeg vil gætte på at mange andre har det sådan. Jeg vil anbefale jer at give Operation Ivy et lyt alligevel.

Jeg synes det her er første album i lytteklubben der føles som en komplet fresh start. Det er ikke en videreudvikling eller finpudsning af noget bestemt, og det føles som et helt nyt kuld af mennesker der træder frem på scenen. Der er ingen Black Flag/Circle Jerks/Minor Threat-medlemmer, ingen hardcore i det hele taget, tilsyneladende ingen specielt nøje overvejelser over udtryk eller placering på det store punk-verdenskort eller noget som helst. Ingen tvivl om at de inspirationskilder du nævner er katalysator, men det er mere som en slags åndelige forbilleder end specielt direkte musikalske referencer, synes jeg. Operation Ivy er mest af alt bare lyden af nogle unge mennesker der kaster sig direkte ind i punkscenen med liv og sjæl, ild i røven og alt hvad det indebærer. Catchy sange og meget på hjerte. Er det mega fed musik? Mmmjaaeh, det ved jeg ikke rigtig, men det betyder sgu ikke så meget, for der brænder virkelig en ild i den plade som banker ud af højtalerne.

To be fair er den postede version også inkl Hectic EPen, men ja, det er noget lige lovlig langt rod. Det er nok den udgave mange kender fra senere versioner og det hele hører selvfølgelig med. Jeg synes mange af DLs beskrivelser og betragtninger er spot on. Hvis man har lyst til at høre en punkplade der har den samme tilfældig-dag-i-kollektivet vibe som Furekåben og al den slags (men med hovedet mindre i egen røv og blikket rettet mere mod det bredere fællesskab), så er det her et godt sted at starte. På den måde peger Op Ivy også frem mod lidt senere folkpunk og emo - ikke så meget musikalsk men i ånden. Det er næsten field recordings-agtigt og føles ultra-lokalt. Alligevel er det let at forstå, hvorfor det har været så inspirerende for så mange. Det illustrerer simpelthen essensen af en bestemt forståelse af punk, der er mere betinget af fællesskab og ekstase (selvfølgelig forankret i kraftige værdier og principper) end en eller anden bestemt forståelse af den og den gren af punk, hvem der kan spille hurtigst og mest aggressivt osv.

Ser ud til at der har været rimelig fed stemning ved koncerter.


Green Day spiller to this day Knowledge ved de fleste af deres koncerter.

Mht Crimpshrine så er det et herligt band, der ganske rigtigt nok har haft mest betydning lokalt. Deres udgivelser er temmelig kaotiske og smadrede, men peger også ret meget mod tidlig Jawbreaker IMO.

[satirejohn]

I årene omkring 1990 voksede der desuden i det hele taget en ny generation af punk frem i USA omkring labels som Ebullition, Vermiform og Gravity Records, som var og stadig er langt mere konsekvent undergrund end de labels vi har været omkring herinde udviklede sig til, men også ift. andre prominente HC-labels fra den tid som Revelation og Victory Records. Vi snakker bands som (de fantastiske) Born Against, Econochrist (der flyttede til SF fra Arkansas for at være med), Heroin, Man is the Bastard, Rorschach og mange flere. Ingen af dem har nået den samme bredere anerkendelse som de bedste fra de første bølger af HC har fået, men der er rigtig meget godt at gå i krig med som kan noget andet end både 80'er-hardcore og macho-NYHC.

Udover den udvikling vi følger her, skete der som bekendt også et og andet i Seattle i disse år. Man kan altså i den grad tale om en voksende opdeling af punkscenen i hardcore undergrund og bands med en vis vilje til at række ud til den bredere alternative scene og/eller mainstreamen. Det giver lidt nye dimensioner til hvordan man kan forstå "pop punk" udover de rent musikalske tendenser det primært har drejet sig om hidtil.

[satirejohn]

Jeg stikker lige en finger i jorden - hvor stor er interessen for at fortsætte denne klub?

Nyder bestemt selv at genlytte til musikken og at skrive om den, men helt at skrive ud i luften er måske lige dumt nok. Hvis man synes det er sjovt at følge med, men ikke gider at skrive noget er det selvfølgelig helt fint, men giv gerne et heads up for motivationens skyld. Er det gået for hurtigt? For meget historielektion? Er musikken bare for dårlig?

Fra de formative år er vi jo på vej ind i genrens egentlige storhedstid, så der er masser af god musik endnu.

[secondtoughestintheinfant]

Læser det hele med stor interesse, men kan være lidt svært at følge med tempoet. Men altså, for min del: Fortsæt, fortsæt!

[Kong Louie]

Ja for hulen! Den her må ikke dø.

[Regular John]

Jeg stikker lige en finger i jorden - hvor stor er interessen for at fortsætte denne klub?

Elsker tråden. Mere!

[Antimatter]

Er også helt på

[makrel]

Fortsæt, please. Jeg lytter og lytter, men når ikke at få skrevet så meget. Heller ikke at læse de helt lange indlæg så grundigt som jeg burde.

Og skal da indrømme at de seneste albums har været lidt svære for mig at lytte igennem. Det har klart været fedeste i optakten og til og med Dag Nasty. Og Ramonescore. Donnas og Riverdales var sygt fedt. Det er lidt svært for mig når det bliver mere og mere clean i lyden, og vokalerne begynder også at blive mere derhenad. Altså det kan da noget, det rammer bare sjældent plet hos mig.