1994: musikhistoriens stærkeste album-år. Denne tråd er beviset.

[Tonic Satan]

....og så døde de allesammen.

[secondtoughestintheinfant]

Er glad for at Woodstock blev taget op, fordi det giver mig en undskyldning for at poste denne ekstremt 94-agtige og ekstremt suveræne video, når nu den GENIALE anden Blind Melon-plade først kom 95’.



Læg mærke til hvordan det kunstneriske (Shannon Hoon) og det bøvede (publikum) går op i en højere enhed!

Utroligt stærkt klip, det der. Festivalpublikum i 90erne, mand...

[Hr. Fugl]

EDIT: Hold kæft, hvor er 'Bank Holiday' dog et frygteligt nummer. Helt brutalt at lytte til.

Enig, den og og 'Jubilee' er godt nok slemme, men så er der fremragende numre som 'This is a low', 'Clover Over Dover'(skud ud!!!), 'End of a Century' og 'Girls & Boys'.

Noget jeg kom til at tænke på, mens jeg lyttede til 'Parklife', er, at der fandeme blev fjollet meget i musik på den tid. Beck, Kashmir, Blur, fortsæt selv listen.

Er vi ikke enige om, at det er de næste to album, der er Blurs gode? Junebug må lige komme væk fra sportstrådene og stemple ind her.

[andreassyr]

EDIT: Hold kæft, hvor er 'Bank Holiday' dog et frygteligt nummer. Helt brutalt at lytte til.

Enig, den og og 'Jubilee' er godt nok slemme, men så er der fremragende numre som 'This is a low', 'Clover Over Dover'(skud ud!!!), 'End of a Century' og 'Girls & Boys'.

Noget jeg kom til at tænke på, mens jeg lyttede til 'Parklife', er, at der fandeme blev fjollet meget i musik på den tid. Beck, Kashmir, Blur, fortsæt selv listen.

Er vi ikke enige om, at det er de næste to album, der er Blurs gode? Junebug må lige komme væk fra sportstrådene og stemple ind her.

Jeg har sgu ikke lige følt mig motiveret til at lytte den i dag, og jeg har ellers været glødende Blur-fan i gamle dage. Jeg startede i 1999 hvor 13 udkom og min syvendeklassekammerats storebror og venner trak det store Fred Perry-udtræk. Behøver dog ikke genlytte for at kunne sige at det er en ujævn plade, men ikke nær så ujævn som den næste (som helt klart ikke er en af deres gode, på trods af gode numre og store hits). Det mærkelige ved bandet er til gengæld ret tydeligt her, altså at de jo langt hen ad vejen er et band uden et egentligt udtryk. I modsætning til Oasis eller Pulp er Blur ikke defineret af en lyd eller en instrumentalist (selvom Coxon-fans sikkert vil være uenige med mig) og jeg tror også at de i langt højere grad har ændret på pladernes tracklisting og rækkefølge på pladeseselskabets opfordring/krav, for ikke at nævne simpelthen at have fået besked på at skrive flere hits før en given plade kunne udgives. Det har de sådan set heller aldrig lagt skjul på, og det var vel blandt andet det der gjorde at Coxon havde behov for at droppe ud og lave dårlig amerikansk inspireret lofi-rock, selvom man egentlig godt kunne tænke at pladeselskaberne har gjort dem en tjeneste.

Den eneste Blur-plade jeg kunne finde på at høre i dag, og som for mig er essensen af bandet som en del af en bølge, og hvor britiskheden er allermest udtalt, er Modern Life Is Rubbish. Den er bestemt også ujævn, men den har en gennemført lyd, der ligger i forlængelse af lige dele 60'er-rock som Kinks og 80'er-indie og shoegaze. Pandehår, habitjakke og Dr. Martens, ironiske samfundsrevsende tekster ("Sunday Sunday" kunne godt kandidere til mit Blur-pick) er totalt essentielt for dén fortælling, og selvom bandet Blur måske finder en kunstnerisk form på de senere plader som strengt taget er bedre, så kan jeg nu bedst lide dem her.

Man kan i øvrigt se på ovenstående indlæg at det er noget jeg har mange følelser i klemme i ved at jeg kursiverer til højre og venstre.

[secondtoughestintheinfant]

Den Blur, jeg hører oftest i #dissetider, er faktisk The Great Escape. Det er vel på en eller anden måde deres Be Here Now? Forestiller mig, der er blevet suget jol til den helt store guldmedalje under skabelsen af pladen, sådan lyder det i hvert fald. Det er den eneste plade, der bliver ved med at lyde overraskende på en pirrende måde, også selvom den ikke altid lyder godt, og selvom det langt fra er alle numrene, der er gode. Det, der så virkelig gør den fed, er naturligvis, at den har #favoritter som "The Universal" og "Yuko and Hiro" spredt ud rundt omkring. Og jo ældre jeg bliver, jo bedre synes jeg om "Country House", #skydmig.

Kan sgu godt lide Parklife. Det er ikke alt, der er ældet med ynde, slet ikke, men de gode numre er knageme gode (titelnummeret deriblandt og med "To the End" som svendestykket for følsomme Albarn). Pladen er på samme tid en "god plade" og et enormt stærkt tidsbillede. Jeg tror bedst, jeg kan lide Blur, når de er (ambivalente) superstjerner og lidt mindre, når de er upcoming eller amerikanerindie.

Jeg har faktisk genlyttet en del britpop de sidste par år, og konstateringen her på #bagkant i forhold til de øvrige store er, at Elastica med latterligt lang afstand er den bedste plade fra den bølge, at jeg muligvis er blevet for gammel til Suede, at Oasis nok skal få (endnu en) revival hos mig på et eller andet tidspunkt inden for de næste par år, og at Pulp bliver mindre og mindre interessante på afstand.

[andreassyr]

Jeg har nu altid fint kunne fucke med "Country House". Den er også ret kernerepertoire, synes jeg, komplet med Damien Hirst-musikvideo og hele lortet. Jeg har det i øvrigt lidt på samme måde med de stort set instrumentale orgel-skits fra Parklife, "The Debt Collector" og "Lot 105". Totalt latterlige og spild af plads, men også uomgængelige for #oplevelsen. Jeg har altid hørt dem som en sarkastisk vrængen af sådan noget klassisk britisk ferie- og fritidskultur for arbejderklassen, Brighton Pier og spillehaller og den slags. Grundlæggende tror jeg at den der utrolig lange og revisionistiske Quietus-tekst fra for et par år siden havde ret i at påpege et lidt ømt og ikke så rart punkt hos art school/middelklassebandet Blur, altså at deres ironi og samfundskritik med jævne mellemrum ligner klasseforagt og forhånelse.

Satte lige "London Loves" på, og det er til gengæld godt nok totalt planket fra 80'er-Bowie, helt ned til Coxons solo og måden den ligger i mixet. Og så må man sige at af en sang der er baseret på en særlig måde at lave hvid rock ud af sort musik at være, så er det godt nok både ekstremt usexet og ekstremt ufunky. Helt gak at udgive en plade hvor den og "Badhead" begge er på.

I øvrigt: I har forhåbentlig allesammen set dokumentaren Starshaped, inklusive scenen hvor instruktøren har trængt John Peel op i en krog på en festival, og Peel virkelig forsøger at undgå helt straight up at sige at han synes de er et lorteband?

[secondtoughestintheinfant]

Men så formår "Girls and Boys" til gengæld at være funky og pisseprovokerende på samme tid.

[Kong Louie]

Elastica

Den havde jeg godt nok glemt alt om.

Jeg har altid i al hemmelighed elsket Parklife. Hele pladen. Jeg er ellers ikke den store Blur-fan, deres andre plader siger mig sjældent noget. Men Parklife, åhh, den klinger bare af noget helt specielt dynamisk og ungt og ærligt. Fantastisk plade.

[Tonic Satan]

Girls and Boys, 90ernes bedste basgang? @me bare, r'n'b gøjsere, jeg tager Oste-Alex anyday! Det er en plade, jeg har zappet mere i, end jeg har lyst til at indrømme, så jeg er nok med Tuffy her. Og nej, s/t er altså ikke særligt god...

[secondtoughestintheinfant]

Og nej, s/t er altså ikke særligt god...

Jeg købte den på cd og genlyttede den for et par måneder siden, fordi Andrew Haigh brugte "Death of a Party" så fremragende i All of Us Strangers, og den var sgu ikke så god, som jeg huskede den. "You're So Great" er dog stadig et top 5-Blur-nummer.