1994: musikhistoriens stærkeste album-år. Denne tråd er beviset.

[foxtrot]

Er glad for at Woodstock blev taget op, fordi det giver mig en undskyldning for at poste denne ekstremt 94-agtige og ekstremt suveræne video, når nu den GENIALE anden Blind Melon-plade først kom 95’.



Læg mærke til hvordan det kunstneriske (Shannon Hoon) og det bøvede (publikum) går op i en højere enhed!

Utroligt stærkt klip, det der. Festivalpublikum i 90erne, mand...

Må i øvrigt igen også på det varmeste anbefale dokumentaren om Shannon Hoon, der kom for et par år siden. Hovedsageligt baseret på hans egne selfie videooptagelser, der giver en eller anden bizar kobling til nutidens sociale medie-helvede, men altså bare uden helvede-dimensionen og så samtidig umiskendeligt halvfemser. Vildt fed rockstjerne(ish) origin-story, men også temmelig sørgelig. Utrolig god dokumentar.

[cloveroverdover]

Er glad for at Woodstock blev taget op, fordi det giver mig en undskyldning for at poste denne ekstremt 94-agtige og ekstremt suveræne video, når nu den GENIALE anden Blind Melon-plade først kom 95’.



Læg mærke til hvordan det kunstneriske (Shannon Hoon) og det bøvede (publikum) går op i en højere enhed!

Utroligt stærkt klip, det der. Festivalpublikum i 90erne, mand...

Min mor havde en dobbelt-cd med optagelser fra Woodstock '94. Den tykke dobbelt-cd-æske. Jeg aner ikke hvorfor, den må næsten bare have været på tilbud i Kvickly eller sådan. Anyways, den der udgave af Soup er nok den eneste version af den sang, jeg nogensinde har hørt, og den var på mere end ét miksbånd.
Dreams var det samme, og der har jeg efterhånden vænnet mig til studieversionen, men jeg savner stadig det lille "they'll. come. true!"

[Pete Rock]

Er glad for at Woodstock blev taget op, fordi det giver mig en undskyldning for at poste denne ekstremt 94-agtige og ekstremt suveræne video, når nu den GENIALE anden Blind Melon-plade først kom 95’.



Læg mærke til hvordan det kunstneriske (Shannon Hoon) og det bøvede (publikum) går op i en højere enhed!

Utroligt stærkt klip, det der. Festivalpublikum i 90erne, mand...

Min mor havde en dobbelt-cd med optagelser fra Woodstock '94. Den tykke dobbelt-cd-æske. Jeg aner ikke hvorfor, den må næsten bare have været på tilbud i Kvickly eller sådan. Anyways, den der udgave af Soup er nok den eneste version af den sang, jeg nogensinde har hørt, og den var på mere end ét miksbånd.
Dreams var det samme, og der har jeg efterhånden vænnet mig til studieversionen, men jeg savner stadig det lille "they'll. come. true!"

haha, det klip sidder jeg også og tuder over.

[Kong Louie]

I øvrigt et sjovt fænomen, at når vi snakker om en plade her, så googler man den jo nok også lidt og sådan, for i hvert fald går der ikke særlig længe, før den også dukker op i feed på subforaet ... "classic album, 30 years ago today"-stuff indhold.

[yossarian]

I øvrigt: I har forhåbentlig allesammen set dokumentaren Starshaped, inklusive scenen hvor instruktøren har trængt John Peel op i en krog på en festival, og Peel virkelig forsøger at undgå helt straight up at sige at han synes de er et lorteband?

Den er genial. Scenen hvor en pissefuld Albarn vælter en stabel scenemonitors ned over sit ben under Day Upon Day (top-5-blur-nummer) og skriger af smerte er ubetalelig. Jeg stod først på Blur med den selvbetitlede, og selvom Parklife nok er marginalt bedre end Modern Life... vil jeg næsten altid hellere høre dén. Der er noget ved den enormt overlæssede og detaljerede produktion på britpop-trilogien (MLIR, PL, GE) som jeg ikke rigtig kan med, til gengæld generer Albarns klassehad mig ikke, men han er bedre når han skriver mere personligt (= 13)

Edit:

Rockmusikere: Selv de intelligente er retarderede.

[Hr. Fugl]

I dag er det så 30 år siden, et af de stærkeste rap acts nogensinde debuterede: Outkast udgav 'Southernplayalisticadillacmuzik'. En utroligt stærk debut, der satte syden på kortet i en verden, hvor alt foregik på USA's øst- og vestkyst. Særligt øst selvfølgelig. I dag er Atlanta epicenter for al ny rap, men dengang var der sgu ikke mange navne fra syden, lige umiddelbart er det kun Goodie Mob(også Atlanta) og Geto Boys fra Houston af andre navne, der dukker op. Outkasts lyd på det her tidspunkt er utrolig klassisk, når man tænker på, hvilke veje man gik senere i karrieren(fra årtusindeskiftet og frem). I dag laver André 3000 jo spirituel fløjtemusik, det er fedt nok, men det ærgrer mig seriøst, at en af de bedste MC's nogensinde helt har lagt mic'en på hylden. Oh well. En spøjs fun fact er, at 'Players Ball' jo er et julenummer, fordi pladeselskabet ville have en form for hit, før de ville udgive Outkast. Klasse nummer i øvrigt. Synes titelnummeret er et af de bedste på albummet, og meget karakteristisk for Outkasts lyd på det her tidspunkt:


Hvad siger vi til den?

[secondtoughestintheinfant]

Jeg vil genhøre den i dag, hvilket jeg ellers (stadig) gør med jævne mellemrum. Hver eneste gang bliver jeg chokeret over, hvor god den er. Helt sygt, at to teens kan lave sådan noget. Der er mange dage, hvor den er nummer 2 på min OutKast-liste efter Aquemini. Det burde være umuligt for debutanter at lave numre som "Ain't No Thang", "Git Up, Get Out" og, særligt, mesterværket "Crumblin' Erb". En fuldkommen tidløs plade, der samtidig lyder tungt af '94. Og RIP Rico Wade, som døde for et par uger siden.

[dayan]

Jeg hørte den en del i forbindelse med fløjtealbummet, som jeg til gengæld kun hørte en enkelt gang, her for nogle måneder siden, og den holder virkelig. Ekstremt charmerende album.

[Kong Louie]

@Junebug. Har du slet ikke noget at sige om Parklife? Hvad syntes du egentlig om den nye?

[Ællington]

Live - Throwing Copper

SINDSSYGT fed plade og jo et sindssygt throwback in time.
Mest til efterskolen hvor det var den, de store drenge (store-Daniel) hørte uafbrudt, sikkert fordi han også havde været heartbroken men bare skjulte sin usikkerhed bag college rock.
Jeg skjulte min bag Maralyn Manson, Burzum og Korn.
Vi var ikke ens.