Lou Reed 1979-1986: Fra The Bells til Mistrial. En kaotisk lytteklub med et vilkårligt nedslag

[Jimmi Jazz]

Nå, så starter jeg sgu den tråd:
Blue Mask er vist nok kind of kanoniseret men ellers er de andre plader i perioden om ikke obskure så mindre kendte da. Det drejer sig om i alt seks studiealbums (tænker ikke vi inddrager livealbums fra samme periode eller hvad?) og vi tager dem i kronologisk rækkefølge startende med:


The Bells

Jeg har selv haft den på cd en gang, men gettede den aldrig sådan rigtigt. Nu får den et nyt skud!

Men hvad er BOARDETS dom?

[satirejohn]

Fedt! Har altid været glad for The Bells, og i perioder endda haft den som en af mine favorit Lou-plader. Glæder mig til at genhøre. Kan afsløre at Families er en fantastisk sang og at pladen starter med to disco-agtige sange.

[Jimmi Jazz]

Fedt! Har altid været glad for The Bells, og i perioder endda haft den som en af mine favorit Lou-plader. Glæder mig til at genhøre. Kan afsløre at Families er en fantastisk sang og at pladen starter med to disco-agtige sange.

DIIISCO DISCO MYSTIC

[Syme]

"Stupid Man" går både for hurtigt og for langsomt. Disco er nævnt, men klaveret har endda den der effekt, som man forbinder med house. Lou Reed lyder som Steve Harley, når han synger "hello", eller i hvert fald britisk. Det er med til at give nummeret et strejf af parodi eller karaoke. Lovende åbning, energien er allerede håbløst anspændt.

"Disco Mystic" kunne være B-siden til Cans "I Want More". Det burde tælle som et stort plus, men hvis man har lyst til at høre Lou Reed, har man så nødvendigvis lyst til at høre instrumental krautrock? Jeg savner hans rablen og vil gerne have, at nummeret slutter.

Overgangen til "I Want to Boogie with You" er akavet eller ikke-eksisterende. Tager jeg fejl, eller låner han fra Allen Toussaints "Back in Baby's Arms"? Teksten emmer af bitterhed, musikken slæber sig afsted, rigtig fedt nummer. Det virker meget passende, at Lou Reed skriver en sang om at være på nippet til at blive en has-been og indspiller den som en kæntrende 60'er-ballade, som om han ironiserer over sin karrieres udgangspunkt. (NB: Jeg ved intet om Lou Reed.)

På "With You" er den britiske accent tilbage. Er det for at gøre grin med snottede punkere? Hverken denne sang eller "Looking for Love" formår at gøre det store indtryk på mig.

"City Lights" er sådan noget, som jeg på forhånd håbede, at albummet var fuldt af. Teksten er ugidelig, fremførslen er hinsides ugidelig, men de to ugideligheder går op i en højere enhed. Det er altid stor kunst, når man bliver rørt og samtidig føler sig holdt for nar.

Den parasociale gimmick i "All Through the Night" overgår selve sangen. Jeg ville ønske, jeg var ude at drikke øl.

"Families" virker, som om den kunne være inspireret af Garland Jeffreys, som Lou Reed vist havde en form for samarbejde med i perioder. Det kan være, at jeg får den tanke, fordi han har tillagt sig endnu en accent – denne gang latinamerikansk, puertoricansk? Lige det greb har jeg svært ved at se formålet med, men fornem sang uanset.

Man kan sige om "The Bells", at det er et afslutningsnummer. Kokset og definitivt, meget smukt.

Samlet vurdering: 4½/6. Jeg er villig til at fortsætte.

[yossarian]

Aww man, ku' vi ik' lige ta' Street Hassle med?! Den var min indgang til Lou Reed, lånt på biblioteket på grund af det ustyrligt seje cover, og én af hans mest interessante plader?

[satirejohn]

Uden at jeg har så meget biografik info, så synes jeg at en hurtig kontekstualisering ift. netop Street Hassle giver mening. Hvor SH nok er den Lou Reed plade, der lyder aller mest som at stå foran en pornobutik og forsøge at holde sig oprejst efter en speedball, så er vi fra start et helt andet sted her. Stupid Man handler tilsyneladende om en dårlig far, og familie-temaet dukker op igen senere - selvfølgelig ikke mindst på Families.

Det mere "modne" og, for det fleste mennesker, nære og relaterbare bliver noget mere udtalt på den næste plade. Med det sagt stikker The Bells dog også i en del andre retninger - der er både klassisk Lou Reed-solo doo-wop på I Want to Boogie With You, heroin-mareridt på All Through the Night, måske også lidt pendanter til hvad hans ligesindede lavede omkring samme tidspunkt (er Disco Mystic et forsøg på en slags Speed of Life? Kunne Looking For Love ikke lidt have været på Lust for Life?), Lou har opdaget en guitar-synthesizer - og så er Don Cherry sgu med lige pludselig.

Det er med andre ord en temmelig rodet plade, men også en meget charmerende én synes jeg - med nogle virkelig fede sange rundt omkring.

[satirejohn]

Jeg håber i øvrigt meget, at der kommer lidt mere aktivitet i tråden. Uden at det behøver at være helt så gennemresearchet som i Ramones-tråden, kunne et lille oplæg om hver plade måske gøre det lidt nemmere?

[jewhova]

Jeg glæder mig meget til at høre klokkerne bimle og bamle her på hjemmekontoret i dag.

[jewhova]

Det er med andre ord en temmelig rodet plade, men også en meget charmerende én synes jeg - med nogle virkelig fede sange rundt omkring.

Især den sidste lille håndfuld sange er virkelig gode synes jeg. Sikke en sjov og god og mærkelig plade. Havde glemt alt om den.
Og fedt med Don Cherry!

[Frcaheal]

Er det her Lou Reeds Death of a Ladies Man? Jeg synes, den har noget af den samme feeling af en mand på vej ud over afgrunden for fuld musik, som den plade har. Det er jo egentlig ikke værst. 4/6.