lytteklub hiphop 1974-1990: YOU LOVE TO HEAR THE STORY

[soledad]

Hvornår startede hiphop? Hvorfor? Ingen ved det, men KRS-One har engang sagt, at da DJ Kool Herc til en fest en dag i efteråret 1973 spillede MFSB's Love Is The Message, var hiphop født. Herc var den første der havde to pladespillere og to eksemplarer af de seje plader, så han kunne forlænge det bedste stykke af sangene, break-stykket, nogle gange i mange minutter, så de bedste dansere kunne vise sig frem. Mere om det senere.

Jeg har fundet på den her liste over musikkens udvikling med 1989 ændret til 1990 fra forslaget fra et par uger siden, fordi selv om eksempelvis Three Feet High and Rising er fra 1989 er det først lidt senere muligt at se et egentligt skifte. Musik fra 1990 lyder oftere som noget tidligere end som noget senere.

-1973 tradition for at tænke hurtigt og være god til at drille, the dozens, børnerim, digtoplæsninger, Bo Diddley synger om sig selv, Muhammed Ali, Gil Scott-Heron
1973-1978 DJ Kool Herc, breakbeats, b-boys, fester i parker og på skoler hvor nogen på et tidspunkt begynder at sætte en mikrofon til og sige/mumle/råbe noget
1979-1982 old school med første udgivede musik
1983-1985 electro/electro rap
1986-1989/1990 musik baseret på samples


Det var uafhængige lokale selskaber, der var først til at se og udgive den nye musik, Sugar Hill, Paul Winley Records, Enjoy Records, blandt andre. Enjoys ejer var Bobby Robinson, der havde været i branchen siden 1950'erne, og han fik signet nogle af de mest populære grupper. Jeg kan ikke finde noget online om hvordan det nærmere gik til, men Grandmaster Flash har en profil på chess.com https://www.chess.com/member/gm_grandmaster_flash. Jeg er ikke god til at skrive meget tekst hurtigt og håber andre kan supplere med facts og sjove historier og sådan, men umiddelbare indtryk og meninger er selvfølgelig vigtigst hér.

Lytteklubben kan kun starte helt rigtigt med to store klassikere.

Grandmaster Flash & The Furious Five SUPERAPPIN'
Funky Four Plus One More RAPPIN AND ROCKING THE HOUSE

[secondtoughestintheinfant]

Fucking genialt, det her. Er ophængt og udenlands i de her dage, men vil gøre alt for at følge med.

[Preapokalypsebawler]

Cool tråd!

Jeg anede ikke, at Grandmaster Flash og co. genbrugte gamle linjer i "The Message". Fedt Funky Four Plus One More-track, som lyder lidt som en inspirationskilde for Beastie Boys.

[Josti]

YEEEES! Jeg er helt klar på den her tråd.

[soledad]

Superappin' er nok det old school nummer selv den mest casual lytter kender. Der er en senere skarpere og kortere genindspiling, part 2, der egentlig er bedre. https://www.youtube.com/watch?v=0Aee7uCiIFQ

FF+1M er så friskt og livligt, jeg bliver aldrig rigtig træt af den sang. Jeg kan godt høre Beasties som i energien og måden de skifter og gør sætninger færdige. Ligesom al tidlig rap bliver musikken spillet af musikere i studiet, i det her tilfælde reworker de Cheryl Lynn's Got To Be Real. Sjælden liveoptagelse fra 1980:

[Josti]

De her oldschool numre er you fede nok, men du har helt ret i, at den korte version af Superappin' er bedst. 12-14 minutter med '...and hip hop and you don't stop / go on and on and on / yes yes ya'll / and we're here to rock the the house / young lady', osv. osv. bliver lidt ensformigt i længden.

[Kong Louie]

De her oldschool numre er you fede nok, men du har helt ret i, at den korte version af Superappin' er bedst. 12-14 minutter med '...and hip hop and you don't stop / go on and on and on / yes yes ya'll / and we're here to rock the the house / young lady', osv. osv. bliver lidt ensformigt i længden.

Men samtidig er det jo også hele idéen med de lange numre. At de er lange. At de blir ved. Man kan vel godt argumentere for, at musikken på det her tidspunkt ikke er hiphop endnu - men bare rapmusik. Og den måske væsentligste værdi i tidlig raspmusik, var jo netop at man kunne blive ved og ved og ved. Det var hele pointen, noget så vidunderligt ungdommeligt, som at bevise, hvor længe man kan blive ved. Its hiphop, and you dont stop. Det holder hundrede. Efterhånden som man opdager, at de ikke har tænkt sig at stoppe, så forstår man det; ahh, det kører jo bare, genialt. Suspencen om form og format og retning og "hvad skal det hele ende med agtigt" punkterer fuldstændig, og tilbage er festen og dansen, en regulær lykkefølelse. Det er et superstærkt musikalsk udtryk. Inspirerende til det boblende. De to lange tracks ovenover er i hvert fald i casa Louie en halv time overordentligt well spent.

[soledad]

Jeg er virkelig glad for teksten ovenfor, det er også hvad jeg oplever, synes det er musik der ikke virker dateret, ikke er en tidligere uddød form. Ellers går det langsomt her. Jeg regner med at skrive noget i næste uge om hvorfor tidlig rapmusik overhovedet ikke lyder som tidlige optagelser fra fester/koncerter.

Et af de store old school-navne er Spoonie Gee, der var med i Treacherous Three, men han optrådte også alene og var en af de første til ikke at være med i en gruppe. Spoonie fik sit tilnavn fordi han som barn kun ønskede at anvende skeer til alle måltider, og det kan man jo kun respektere. Han var 16 i 1979, hvilket får mig til at overveje i hvor høj grad den her musik, der var vokset skridt for skridt i de foregående fire-fem år, blev udviklet af børn, og svaret er nok ret meget. Spoonies egen første udgivelse, Spoonin Rap, er produceret af Peter Brown, den urørligt seje discoproducer, der også udsendte rapmusik på sine mange pladeselskaber.

[Kong Louie]

Det holder!

[Kong Louie]

Den her skal med. Den er smooth.