Den gode 3/6'er

[haile lassie]

Jeg har altid holdt af dette Fisker Thomas-begreb; det giver intuitivt mening. Men når jeg irl skal forsøge at forklare den gode 3/6'er, kommer jeg altid til kort.

Kan vi forsøge at definere den gode 3/6'er? Hvilke kendetegn har den? Hvilke konkrete eksempler har vi på gode 3/6-plader?

[makrel]

Af aktuelle albums, så er Cromlech ovre fra metaltråden nok et ret godt eksempel på den fede 3/6'er.

Der er meget metal, der bevæger sig i det middelmådige, og det er virkelig 3/6'er-land. Kendetegnet er jo bare, at det hverken er helt eller halvt skidt, bare middel, men med et schwung, der bare tilfredsstiller på den der måde. Og så skal man huske at den fede 3/6'er, er bedre end den dårlige 4/6'er.

Midt/slut-90'ernes Anathema, nok især Judgement, er også sådan en plade. Ligesom While Heaven Wept med Vast Oceans Lachrymose fra 2009. Samtlige Witchsorrow albums er også i den dur. Det er slacket, men har alligevel noget over sig, der giver momentvise, men alligevel en overordnet fed sammenhæng. Det er tit plader man sjældent hører, men som altid er et godt lyt.

[makrel]

Det må også godt være lidt pathetic i følelserne på lyd og tekst. Det hjælper meget til at det bliver den fede 3/6'er.

[Ællington]

Ja, altså det er det, der er hele doktrinen - den fede 3/6-er er bedre end en kedelig 4/6.
Det kommer jo fra Gaffa, der ikke giver ANDET end 4/6.
Så i det øjeblik, der ligefrem kommer en med en anden karakter, tænker man "halløj, hvad er det her?"
Og hvis det så er 3/6, så er det jo et tegn på, at anmelderen synes det er fint, men at han ikke har Fattet det.
Så en god 3/6-er vil på denne måde være bedre.
Fordi Du har Fattet det, og at det er noget, som ikke alle fatter.

[Antimatter]

Meget af den bedste hillbily er den fede 3/6er, nu jeg tænker over det. Det må gerne være slasket og spillet på et ustemt instrument, og så skal den spilles med tilstrækkelig entusiasme og schwung.

[Fisker Thomas]

Det må også godt være lidt pathetic i følelserne på lyd og tekst. Det hjælper meget til at det bliver den fede 3/6'er.

Der er et element af noget lidt ukontrolleret eller overdrevet ved virkemidlerne på den fede 3/6'er. Som om man ikke helt mestrer sin ting eller den gode smag, så det får noget uhæmmet over sig, uden at det i øvrigt bliver til kunst. Det er i hvert fald helt klart en af mulighederne for at opnå den fede 3/6'er, som ganske rigtigt er udbredt i metal, fordi det er så udpræget genremusik.

Den fede 3/6'er er nemlig rigtig god i genreland, fordi den ikke vil forny så meget, men bare mener det. Den er nok mere udbredt hos yngre end hos ældre bands. Det er svært at forestille sig Metallica eller Megadeth i dag lave den fede 3/6'er. Der kan være noget labrador eller retriever over denne type fed 3/6'er, måske pga. det generiske og de uhæmmede følelser. Af nyere plader kunne Baxaxaxas og mange album udgivet på Dying Victims Productions have disse kvaliteter.

Men man kan også have den kunstnerisk ambitiøse fede 3/6'er, som virkelig gerne vil være stor kunst, men ikke kan finde ud af at dosere virkemidlerne og får noget grelt over sit udtryk. Jeg forestiller mig, at filmverdenen byder på flere af den slags. Kombineres det med det generiske, får man meget neofolk.

Endelig er der vel også stjernes 3/6'er, det undervurderede album, som har så meget charme (en anden klar kvalitet ved den fede 3/6'er), at den overstråler mange af kunstnerens mere kunstnerisk lødige album. Det kunne være Iggy Pops Party, der virkelig kører denne 3/6'er-stil to the max og er pissehamrende fed.


Jeg tror måske, at JP's anmelder, der var på Bone's (eller er det Bones?), i virkeligheden har haft en fed 3/6'er-oplevelse, men ikke har haft noget sprog for det. Kunne kolde flaske-Carlsberg i spirende sommersol være en anden fed 3/6'er?

[secondtoughestintheinfant]

Den helt simple definition er vel: Den er åbenlyst 3/6 - særligt i kontekst af bemeldte kunstners/bands samlede værk - men man bliver alligevel ved med at vende tilbage til den. Det gør man ofte ikke med 4/6'eren. På den gode 3/6 er der også en markant overvægt af fillers, som man alligevel lytter til, når man hører pladen. Der kan også være tale om numre, der er interessante i deres mislykkethed. Det er ikke to-tre bangers og så numre, man ikke kan huske og aldrig lytter til for resten.

Gode 3/6'ere, som ikke er metal:

Eminem - The Eminem Show
Neil Young - Freedom
Van Morrison - The Healing Game
Gang Starr - The Ownerz
R.E.M. - Reveal
Bob Dylan - Street Legal
Metallica - Load/Reload
George Michael - Patience
Madonna - American Life
Underworld - Beaucoup Fish
Lana Del Rey - Lust for Life
Tori Amos - Boys for Pele
Wu-Tang Clan - The W

[Fisker Thomas]

Er Use Your Illusion-pladerne egentlig 3/6'ere?

[Tonic Satan]

Gaffa giver altså kun 4/6, deraf Gaffa-OleFireSejs.

Er Use Your Illusion-pladerne egentlig 3/6'ere?

Tja, halvdelen er numrene er vel næsten 6/6 og de fleste af resten ca. 2/6, så det er nok deromkring.

Edit: Arj, det er lige gavmildt nok...

[Glostrup Center]

For mig er det meste med Jamiroquai den gode 3/6'er. Det er ikke musik, jeg på nogen måde elsker, men jeg kan ret så ofte sætte det på, når jeg ikke kan overskue eller rumme at høre noget, som er faktisk virkelig godt. Det er ufarligt uden at være kedeligt, det har åbenlyst noget fedt i sig uden at det nogensinde bliver rigtig vildt eller godt, og kunstneren har selv åbenlyst haft en fed tid med at lave det.

Det er gennem årene ofte hændt, at jeg har kapret anlægget til fest eller anden hyggelig sammenkomst, fordi jeg ville sætte en sang eller to på, som jeg holder af, hvorefter spillelisten er tom og ingen træder til for at sætte noget nyt bangeren på. I så tilfælde har jeg smidt noget tilfældigt Jamiroquai på, hvorefter jeg med god samvittighed kan forlade anlægget uden at musikken går i stå eller er overladt til Spotify's egen shuffle-funktion.