Koryfækøbing - The Dark Ages

[Dialingleft]

Ligesom man taler om en dark age efter Romerrigets fald i Vesteuropa og i Middelhavsområdet efter det store bronzealderkollaps omkring 1100 bc, så kan man vel med rette tale om et kollaps i Koryfækøbing. Ingen ved præcist hvad der skete dengang omkring 1979, men overforbrug af kokain og lear jets menes at have haft en afgørende betydning. Enkelte arkæologer har også peget på punkens fremkomst i Vivienne Westwoods butiksrude, som en af de vigtigste årsagsforklaringer, selvom den på ingen måde deles af mindre idealistiske scholars.

Anyway lad os holde Zeptråden fri af Koryfækøbings kollaps, og i stedet tage den herover. Who fared better?

Det er også selvforskyldt fra Dialingcentrists side, for hvis vi lige vender blikket mod Slowhands Journeyman fra 1989, så er der faktisk gods og tilløb til charme i førstesinglen "Pretending", der lyder mere af stram 80er (med et ritti' stramt hook) end øllet coverband, og som tillige har en lol tidstypisk video. All this being, hvis det endelig skal være, og det måtte vi jo forstå, at det åbenbart skulle:

[Kongen af Danmark]

God trådidé!
Er der frit slag i koryfæ-dejen? Eller er det kun til Slöwhand og Planten?

[secondtoughestintheinfant]

We accept all koryfæer!

[secondtoughestintheinfant]

Man må jo også bare sige, at koryfæerne kollapser på helt forskellige måder, hvilket jo i sig selv er interessant. Neil Young gør det jo klart på den fedeste og mest seppuku-agtige måde, og der er også en god del wtf. i Dylans kollaps.

Det der Plant-nummer ovenfor er så dølle, at man ikke forstår det, men det får mig til at tænke, at der var mange koryfæer, der forsøgte at annamme den lyd, som Sting ramte lige i røven i 80erne.

Noget andet, som først er gået op for mig for nylig, er, hvor kæmpestore Rolling Stones fortsatte med at være i 80erne. Alle deres plader solgte dobbelt til firedobbelt platin i USA. Det er også gået op for mig, at der virkelig faktisk er fede ting at hente på mange af #Rullestenenes dark ages-plader.

[Tonic Satan]

Så tager jeg sgu også 29 Palms any day of the week. Men den er selvfølgelig fra 1993, som er et sindssygt stærkt år.

[Antimatter]

Man må jo også bare sige, at koryfæerne kollapser på helt forskellige måder, hvilket jo i sig selv er interessant. Neil Young gør det jo klart på den fedeste og mest seppuku-agtige måde, og der er også en god del wtf. i Dylans kollaps.

Det der Plant-nummer ovenfor er så dølle, at man ikke forstår det, men det får mig til at tænke, at der var mange koryfæer, der forsøgte at annamme den lyd, som Sting ramte lige i røven i 80erne.

Noget andet, som først er gået op for mig for nylig, er, hvor kæmpestore Rolling Stones fortsatte med at være i 80erne. Alle deres plader solgte dobbelt til firedobbelt platin i USA. Det er også gået op for mig, at der virkelig faktisk er fede ting at hente på mange af #Rullestenenes dark ages-plader.

Du har sikkert den her på cd. Puls havde den i heftig rotation

[secondtoughestintheinfant]

Den var på en af mine Absolute Music, og jeg syntes, det var et absurd fedt nummer. Og så hørte jeg ellers bare Stripped hele dagen lang.

[Dialingleft]

Så tager jeg sgu også 29 Palms any day of the week. Men den er selvfølgelig fra 1993, som er et sindssygt stærkt år.

Faktisk så synes jeg at den Plant sang er så uberstærk. Men den er også interessant, fordi den viser at 90'erne lidt var en tilbagevenden til visse af rødderne efter at have været helt på røven i koryfækøbing i midtfirserne. Her er der alligevel lidt Roy Orbison og lidt Baryton guitar over det. På samme måde som Journeyman og unplugged også viser Clapton så småt begynde at finde tilbage til bluesen, albeit i en meget meget stiliseret udgave. Måske nogen AnRs fandt ud af at dem der havde elsket pladerne originalt i 70'erne havde smidt deres LP'er ud, og nu skulle have nnoget at høre i køkkenerne over opvasken og millionbøffen. Clapton eller Robert Plant ville nok aldrig kunne sælge noget til dem der blev født for sent anyways og hellere ville høre Sting eller Michael Jackson, eller Bruce hvis de var mere rockede. Men de yngste af de gamle fans. Dem der var 18 i 75, de var begyndt at komme op til overfladen efter de værste småbørnsforældre slump og uddannelsesfattigdom var overstået. Nu skulle der laves den tunge kødsovs, og koryfæerne kunne levere soundtracket.
Som den ultimativt stærkeste "back to form" har vi naturligvis Travelling Wilburys pladen fra 1988 (og måske Oh Mercy).

[Ællington]

Joni Mitchells kollaps fra overgearet jazzmusiker, med hvad deraf følger af blæste coke-plader (altså: Don Juan's Reckless Daughter) og så til firsernes synthesizer hærg (altså: Dog Eat Dog *brrrr*), er vel også bemærkelsesværdig, og en rimelig dark spot, selvom #mange ikke taler om den.

Generelt er det vildt, det kollaps der sker, når folk pludselig føler, at det ikke er nok "bare at være dem selv" længere, bare at være rockstjerner.

"Lige om lidt kommer synthesizeren - så erstatter den os alle sammen", sagde alle de stakkels bange rockstjerner, som kyllinger når himlen falder ned.
Og så gik de ud og lavede nogle #Mærkelige, #Dårlige "#Eksperimenterende" plader hvor deres sangskrivning (Og HIGH ON LIFE-hed) blev kompromitteret af en nørd med en computer.

Billy Joel, jeg kigger også på dig.

[simonvt]

En af mine all-time-favorit videoer fra genren bygger jo endda en smuk bro til denne tråds udspring Led Zeppelin tråden: Waiting on a Friend med Stones

Mick ud-Micker jo nærmest sig selv...