Wasn't Born To Follow - lytteklubben om The Byrds

[andreassyr]

Jeg har længe gået og overvejet om ikke der var interesse for at lave en lille lytteklub om et band som jeg stadig har svært ved at få hold på. Man kan tænke dem som et beåndet coverband, en slags vejrhane for 60'ernes dominerende strømninger og udtryk, mere effekt end årsag - men samtidig er det også helt indiskutabelt at de (læs; Roger McGuinn, gruppens eneste faste medlem gennem alle dens mange, mange udgaver) revolutionerede rocken i hvert fald en 3-4 gange. Og det er egentlig det der fascinerer mig, altså at de gjorde det som coverband, en slags blid og underspillet (rock-)æstetisk revolutionerende kraft, der først (ifølge samtidens musikkritikere) opfandt folk-rock, sidenhen den psykedeliske rock og derefter country-rocken og den kosmiske americana. Og at det derudover er utænkeligt at forestille sig 80'ernes indie uden McGuinns 12-strengede signaturguitarlyd, som jo bare er essensen af og ophavet til janglerock. (Hvis dreambydream eller Syme vil korrigere den påstand, er de meget velkomne).

På den vis er gruppen både et koncentreret opkog af nærmest alle 60'ernes væsentligste rockmusikalske ideer, og samtidig en diamentral modsætning ti idéen om den geniale individualist (hvadend der menes solokunstner eller band). De bliver kendte på at spille sange af Bob Dylan, men de er det modsatte af Bob Dylan. De er sound og vibes over (rockistiske ideer om) substans og indhold, og det er paradoksalt nok det der gør dem så banebrydende og uomgængelige. Eller det er i hvert fald mere eller mindre det der er min tese. Vi må se i løbet af et par uger om der er noget om det, eller om det bare er mig der er for glad for at udvikle teorier.



Mr. Tambourine Man
1965
CBS

Jim McGuinn – lead guitar, vocals
Gene Clark – rhythm guitar, tambourine, vocals
David Crosby – rhythm guitar, vocals
Chris Hillman – electric bass
Michael Clarke – drums

Nuvel, vi starter i 1965 hvor bandet indspiller Dylans Mr. Tambourine Man som første single. Anden single er ligeledes af Dylan, All I Really Wanna Do, og debutalbummet indeholder totalt 7 covers og fem originale numre, primært skrevet af Gene Clark. Pladen bliver et stort hit og Byrds anses ved udgivelsen som det første rigtige amerikanske svar på Beatles og andre British Invasion-grupper. Lyden er på plads fra starten, McGuinns guitar, folk-inspirationen og de komplekse vokalharmonier.

Hvad synes vi? Kan man overhovedet finde på noget at sige om sådan en plade?

Spotify er selvfølgelig til en eller anden udvidet udgave, men den oprindelige trackliste ser således ud:

1. "Mr. Tambourine Man"
2. "I'll Feel a Whole Lot Better"
3. "Spanish Harlem Incident"
4. "You Won't Have to Cry"
5. "Here Without You"
6. "The Bells of Rhymney"
7. "All I Really Want to Do"
8. "I Knew I'd Want You"
9. "It's No Use"
10. "Don't Doubt Yourself, Babe"
11. "Chimes of Freedom"
12. "We'll Meet Again"

SPOTIFY

[Peter Metalli]

Titelnummeret er bedre end forlægget, men det er selvfølgelig ikke en banebrydende pointe. Det er, som om alle andre end Bob Dylan kan finde ud af at forløse poppotentialet i Bob Dylan-numre.

[satirejohn]

Det at Byrds var revolutionære pga deres lyd og ikke deres sange og "indhold" bliver jo endnu sjovere pga. at de ikke engang selv spiller på Mr Tambourine Man singlen. Ikke desto mindre fortsætter de jo selv stilen, og det er et herligt album. En del af den mere "vægtige" 60'er-musik fremstår ret fesen og/eller cringe i dag, hvorimod popmusikken (hvad end det er Byrds, Beatles, Beach Boys, Motown, pigegrupper eller whatever) som regel er helt fantastisk.

Vil dog mene at Beatles og de andre british invasion bands også i høj grad primært markerede sig med en ny musikalsk stil fremfor genial sangskrivning - til at starte med ihvertfald. Det var hverken rocknroll eller folk, det var en tredje form - popmusik! Rolling Stones spillede også primært covernumre, Beatles spillede også en hel del, Herman's Hermits spillede endda gamle music hall-numre. Det forklarer også hvor ekstremt forræderiet blev set da Dylan gik elektrisk, selvom hans sangskrivning tydeligvis stadig var temmelig genial.

Skal vi ikke helt hen til omkring 67 før rockmusikken begynder at blive domineret af "kunstnere"/"genier"?

[secondtoughestintheinfant]

Det vilde er jo, hvor meget lyden sidder lige i skabet i første hug. Der har man bare en grundformel, man kan blive ved med at hamre på, lidt a la Ramones, egentlig. "Mr. Tambourine Man" er naturligvis ikke bedre end Dylans, men næsten lige så god og en del mere revolutionerende. De resterende Dylan-numre giver virkelig indtryk af, at Byrds kunne køre enhver Dylan-sang gennem Rickenbacker-og-vohalharmoni-maskinen og opnå et kongeresultat, der ville være ens hver gang, uden det ville gøre noget.

Synes ikke, vi må undervurdere deres egne (i.e. Gene Clarks) bidrag. "I'll Feel a Whole Lot Better" er satme et kongenummer. Ellers er det hele jo bare lyden af folkscenen, der pludselig rammer noget genialt, uden det virker til, de selv helt er klar over det. Der er en sær blanding af noget uoverlagt og samtidig fuldkommen formfuldendt over det.

[andreassyr]

Vil dog mene at Beatles og de andre british invasion bands også i høj grad primært markerede sig med en ny musikalsk stil fremfor genial sangskrivning - til at starte med ihvertfald. Det var hverken rocknroll eller folk, det var en tredje form - popmusik! Rolling Stones spillede også primært covernumre, Beatles spillede også en hel del, Herman's Hermits spillede endda gamle music hall-numre. Det forklarer også hvor ekstremt forræderiet blev set da Dylan gik elektrisk, selvom hans sangskrivning tydeligvis stadig var temmelig genial.

Skal vi ikke helt hen til omkring 67 før rockmusikken begynder at blive domineret af "kunstnere"/"genier"?

Jo, det har du da for så vidt ret i - men det er om ikke andet påfaldende med Byrds i hvor høj grad fokus bliver ved med at være på Dylan. Og, i modsætning til hos Beatles (som helt klart ikke på det tidspunkt går op i sådan noget og hvor det helt klart endnu ikke er en del af receptionen) så hænger det vel også sammen med at der i US på det tidspunkt ikke rigtig er noget der oser mere af dyb autenticitet end Bob Dylan (det skulle da lige være Pete Seeger), og at det netop er dét alle folkemusikfansne på Newport bliver så fortørnede over. Altså Dylans valg af det uautentiske, det store sell-out til popmusikken og den kapitalistiske maskine. I det lys har Byrds jo et indbygget ustabilt forhold til autenticitet, i og med at de spiller elektriske, flerstemmige Bob Dylan-covers. Pop, jo klart, men med store (lånte) folkemusik-klodser. Tidslinien som er interessant nok i denne sammenhæng er i øvrigt at Bringin' It All Back Home udkommer i marts 1965, Byrds indspiller singlen i april, pladen kommer i juni og Dylan spiller Newport i juli.

Det vilde er jo, hvor meget lyden sidder lige i skabet i første hug. Der har man bare en grundformel, man kan blive ved med at hamre på, lidt a la Ramones, egentlig. "Mr. Tambourine Man" er naturligvis ikke bedre end Dylans, men næsten lige så god og en del mere revolutionerende. De resterende Dylan-numre giver virkelig indtryk af, at Byrds kunne køre enhver Dylan-sang gennem Rickenbacker-og-vohalharmoni-maskinen og opnå et kongeresultat, der ville være ens hver gang, uden det ville gøre noget.

Synes ikke, vi må undervurdere deres egne (i.e. Gene Clarks) bidrag. "I'll Feel a Whole Lot Better" er satme et kongenummer. Ellers er det hele jo bare lyden af folkscenen, der pludselig rammer noget genialt, uden det virker til, de selv helt er klar over det. Der er en sær blanding af noget uoverlagt og samtidig fuldkommen formfuldendt over det.

Hundrede procent. Også at "I'll Feel a Whole Lot Better" er genial, men den er så trods alt også den eneste original på pladen der er på niveau med covernumrene. Ikke at det er dårlige stats, altså.
Angående det uoverlagte, så er det en god pointe som jeg ikke selv har formuleret før. Men det er ganske rigtigt lidt på samme måde med Byrds som med New Order: To virkelig gode og banebrydende bands med en unik lyd, som ikke selv fattede en bjælde af hvorfor de var gode.

[secondtoughestintheinfant]

Men det er ganske rigtigt lidt på samme måde med Byrds som med New Order: To virkelig gode og banebrydende bands med en unik lyd, som ikke selv fattede en bjælde af hvorfor de var gode.

Genialt, det der.
Med Byrds kan man så lige gange den med en 2-3 yderligere mutationer, og det er egentlig lidt det samme hver gang. Gram Parsons har den samme karakter af smånaivt geni, og Sweetheart of the Rodeo er nærmest præcis det samme for country, som de tidlige plader er for folk. Synes, en plade som Notorious Byrd Brothers skiller sig ud ved sin "overlagthed", men nu er vi way ahead of ourselves.

[simonvt]

Nu om dage lytter jeg noget mere til Byrds end Dylan, men synes ikke det er helt rimeligt at sige at Byrds version af titelnumret er bedre end Dylans egen version, til gengæld er Byrds version af Chimes of Freedom Dylans overlegen! Jeg bør så nok også indrømmes at det var det nummer som fik mig på Byrds, det optrådte i rulleteksterne til en eller anden middelmådig serie som TV2 kørte i mine young teens. Byrds var satme et fint band at finde på det tidspunkt, man kunne erhverve sig CD’er med dem urimeligt billigt. Man fik lidt en vibe af at Byrds ikke var specielt højt agtet, hvilket kun gjorde tilfredsstillelsen desto større, da man fandt ud af Byrds agtelse bland power popper og alt.rockere som R.E.M var virkelig høj.

Synes 2nd rammer den ret godt med Ramones sammenligningen og påpegelse af at de rammer deres lyd og vibe i første hug! Hvilket sgu er ret vildt.
I’ll feel a whole lot better” er selvfølgelig virkelig god, men synes sgu godt nok i underkender “Here without you” som er et ligeså fedt nummer, og de to til sammen hinter da ret tydeligt at der er mere end konge covernumre i Gene Clark.

[Kongen af Danmark]

Havde i sin tid en "The Byrds Play Bob Dylan" opsamling og den var jo bare suveræn. Helt enig i at det virker som om de kan tage rimeligt meget en hvilken som helst Dylansang og køre den igennem Byrds-fabrikken og så skal det nok ende helt formidabelt. Men altså, dengang var der selvfølgelig også mest gode Dylansange at vælge imellem, kan man sige. Kan godt ske at vi ikke sad og snakkede om Byrds i dag, hvis deres bidrag havde været fx covers af numre fra "Empire Burlesque", men sådan er der jo så meget.

I øvrigt også helt enig med VT i at "Chimes of Freedom" er et højdepunkt. Den vil jeg også klart vægte højere end Dylans version.

[secondtoughestintheinfant]

Lige for at få det på plads, så myrder den her udgave af "Chimes of Freedom" alle andre udgaver nogensinde:

[Langley]

En dejlig overskuelig lytteklub for en gammel ven af materialet som jeg fik et chok over at prøve at tjekke ud første gang fordi det var så poppet når det nu var country og rock jeg kom for i starten af nullerne. Det tog mig lidt længere tid at sætte pris på end både Dylan, som jeg hørte det i barndomshjemmet og genopdagede med hans 70er country, og Crosby Stil og Nash, fordi jeg var instant folk lover. Men de voksede og Byrds er på nogle måder vel det eneste seriøse amerikanske band. Det er en forrykt påstand efter 1970 overhovedet, men nyttig hvis vi også skal bruge Byrds til at forstå forskellen , på de utroligt mange britiske supergruppe fra 60erne og frem til USA som åbenlyst ellers er mere præget af solister og så Byrds som virker som et britisk band i et og alt men som altså var amerikanere og derfor ikke kunne findes, som et band. I modsætning til briterne i Rolling Stones eller Fairport så fik de dog meget større kommerciel succes ved bare at tage sangene fra east village og gøre dem til country - rock , før den tid var country altid akustisk ville puristen hævde, end Fairport havde med at blive ved med at spille træt amerikansk blues . Men det er jo heller ikke country, men 60er pop, mono og når man sidder det hele igennem, så mærker man jo også at det er meget single og radio baseret og noget kedeligt som album. Men i et hjemmelavet sæt med de største hits sammen med Buf. Springfield, 60er Bee Gees, 10 years After og sådan noget stads så er det ren 6 ud 6 plade for bare at være proto-vest rock, der som bekendt er verdens bedste scene ever og på den måde en snyde karakter