Track for Track: Clap Your Hands Say Yeah - Clap Your Hands Say Yeah

[O' R'lyeh]

Det var i det herrens år 2005 at Pitchfork skrev:

Clap Your Hands are a five-piece from Brooklyn who're known to break out both harp and harmonica. They've recently been garnering rave press in their home city, and, over just the past two weeks, burning up the internet like a vintage Lohan nipslip. The pundits are saying Wilco (not hearing it), Talking Heads (okay), and Neutral Milk Hotel (getting warmer), but if it checks in with a number of modern and classic new wave referents, the music sings for itself: Clap Your Hands traffics in melodic, exuberant indie rock that pairs the shimmering, wafting feel of Yo La Tengo with a singular vocal presence that sounds like Paul Banks attempting to yodel through Jeff Mangum's throat. Or imagine the Arcade Fire if their music were more fun-loving and less grave.

(kilde)

Senere i samme anmeldelse fryder anmelderen sig over at møde et fantastisk band uden forstyrrende pressekit og selvmytologisering og spørger om det ikke er sådan det burde være? Men er det sådan det burde være? Burde vi altid møde musikken uden al den omgivende palaver? Og frem for alt: Er det sådan rigtig musik skal lyde? Er det her lyden af indie før alt gik af lave?
Eller er det tværtimod noget skabagtigt lort?

Det skal vi finde ud af og vi begynder med åbningsnummeret, en programerklæring af en art, nemlig den kantede, Tom Waitsagtige Clap Your Hands:



Jeg håber MoT tilgiver mig denne frækhed, men jeg føler i hjertet at vi ikke må forpasse denne chance.

[secondtoughestintheinfant]

Shit, OK, så gjorde du det.

Altså, i dag fremstår en åbner som den der jo enormt uskyldsren og sorgløs. Tænk sig, at man kunne fortabe sig i sådan et udtryk (altså, at bandet var i stand til det). Det er jo det allermest low stakes og udvandede take på Tom Waits' autenticitet, der allerede i sig selv er en leg med autenticitetsmarkører (i hvert fald fra vi rammer 80erne). Så det er virkelig simulakrum, det her. Det er selvfølgelig maksimalt provokerende at lytte til, men det er jo også det (eneste?), der gør det interessant. Tiden mildner jo alle udtryk, og jeg kan allerede mærke, jeg bliver mindre triggered af CYHSY, end jeg blev sidste gang jeg kom for skade at lytte til dem. Og altså, det her er jo kun en intro, så lad os se, hvad de har at byde på i de kommende dage!

Det sjove ved de spørgsmål, du via #Forken stiller i dit oplæg, det er jo, at der vel lige knap er noget andet band fra perioden, der i lige så høj grad er betinget af deres reception, kontekst og shtick. Umuligt at forestille sig et "rent" møde med CYHSY.

[Hr. Fugl]

Nummeret til at skille vandene! Oplagt at lægge det som første track på dette album. Jeg må sige: Jeg elsker det. Det er alt for meget. Af det gode. Man ville selvfølgelig blive bims, hvis man hørte den en gang om ugen.

[andreassyr]

Så snart man lige kommer forbi cirkusorgelet (som vel er den del der pissede folk af?) så må man jo også bare sige at midterstykket med kor og håndklap er så fuldstændig sindssygt Brooklyn i 00'erne, at man næsten ikke fatter det. Et stykke som helt uproblematisk kunne være sakset ind hos Akron/Family eller Animal Collective eller hvad har vi.

[Fisker Thomas]

Det er den slags musik, man laver, lige inden man begynder at gå med lorgnet, gro cykelstyrsoverskæg og køre på væltepeter midt i storbyen.

[Broder Salsa]

Altså. Som jeg vil afsløre senere i tråden, hvis jeg får mulighed for det pga ferie med familien, har jeg genopdaget begejstringen for albummet. Men det åbningsnummer der. Det springer jeg altså konsekvent over. Simpelthen for meget af det hele.

[O' R'lyeh]

Apropos Waits simulacra så var de her store i samme periode:


Jeg elsker alt ved denne video, især når kameraet filmer publikum. Pladen, de her sange er fra, fik 8.3 på forken.

[O' R'lyeh]

David Byrne til Clap Your Hands Say Yeah koncert d.10 august 2005 ved South Street Seaport (den var - skal det retfærdigvis siges - gratis):


Han udtalte senere:

It liberated me musically, but also as a person. I was not doing super-duper. I was one of those men who didn't drive cars. I realized there were people in other places but I didn't see them. Once in awhile you see this amazing total band, where you go, this band thinks about everything and it’s all part of a total thing.

Det var det her han hørte:

I found a new face
A mirror image staring back at me
Let the cool Goddess rust away
Let the cool Goddess rust away

You so different, in a different way
But what goes up has so far down to fall
So go salvage some of that human dignity
It'll be a long hard road

Er det bare mig eller er det lidt jam rock?

[Hr. Fugl]

Det er albummets bedst nummer for mig. Virkelig skøn fremdrift i det. Jeg havde egentlig aldrig tænkt over, at de skulle lyde som Tom Waits - kan godt følge det, men.. kun til en hvis grænse. Altså, vokalerne er jo så langt fra hinanden, som de kan være fx. Noget, der slår mig, når jeg hører CYHSY, er, hvor umiskendelig deres lyd er, og hvor få bands jeg i hvert fald kender, der lyder som dem. De lyder ekstremt meget som noget fra noget fra Brooklyn i 00'erne, men ellers mest som sig selv. Nok især pga. Alec Ounsworth. Jeg har kun hørt opfølgeren, som var rigtig tam, og det overrasker mig faktisk, at de har udgivet noget så sent som i 2021.

[andreassyr]

Stenet nok så huskede jeg den her som en 6-8 minutter lang episk banger, men så består den bare af to vers og to soloer og er ikke meget over tre minutter. Jeg kan slet ikke høre Waits i det. Jeg synes det her lyder meget som Talking Heads hvis det var spillet af Pavement. Og det er et skidegodt nummer.