Track for track - Hole: Live Through This

[haile lassie]

HOLE // LIVE THROUGH THIS - 1994

Med 'Live Through This', Hole's andet album, slog bandet sig for alvor fast som mere end verdens mest berømte mands kones gruppe. Ikke at den status var berettiget til at starte med, men det var nu engang en stor del af #TheDiscourse i grunge-90erne, krystalliseret i rygterne om, at det i virkeligheden var Kurt Cobain, der stod bag flere af sangene på pladen. I dag er det kun meget få, der tager den slags nonsens alvorligt, og i dag betragtes 'Live Through This' af mange som en rockklassiker i sin egen ret. Men er den nu også det? Var Hole et band, der red på the coattails of fame, eller hører de til i toppen af grungebands? Lad os finde ud af det.

Vi åbner med 1. Violet , tredjesinglen fra pladen, et vredesudbrud, der begynder i det stille, men hurtigt kulminerer i et brag af et omkvæd.



SPOTIFY

And the sky was made of amethyst
And all the stars were just like little fish
You should learn when to go
You should learn how to say no

Might last a day, yeah
Mine is forever
Might last a day, yeah
Mine is forever

When they get what they want, and they never want it again
And they get what they want, and they never want it again

Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything, I want you to

And the sky was all violet
I want it again, but violent, more violent
Yeah, I'm the one with no soul
One above and one below

Might last a day, yeah
Mine is forever
Might last a day, yeah
Mine is forever

When they get what they want, and they never want it again
When they get what they want, and they never want it again
Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything, I dare you to

I told you from the start just how this would end
When I get what I want, then I never want it again

Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything, I want you to

It's my lie, you're mine, you're mine

Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything, I want you to
Go on, take everything, take everything
Take everything, take everything

[æsmet]

Haha. Ja, okay. Godmorgen selv, Hole! Så må vi jo have presset noget heroinkaffe indenbords for at kunne være med fra morgenstunden.

Violet bliver hurtigt til violent, og det er vist violinen her. Så kan man tænke lidt over det, mens man går på lokum.

1994: Slår mig som et vildt år at være i live i. Jeg selv blev konfirmeret og anede hverken op eller ned. Jeg fik Wolverine Blues (Entombed) og Feasting The Beast (Deicide/Amon) i konfirmationsgave. Min ven, Snehvide, havde den holdning, at Hole og Nirvana var pop, og så tror jeg ikke, jeg andet end lyttede til min søsters plader med dem og andre i smug. Jeg gjorde meget i smug i den tid. I smug virkede bestemt som en vej at gå, når Snehvide var i nærheden.

Nå. Hole. Det er punk. Det er det sgu. Og så tænker jeg, at Hole er en inspirationskilde, der er stor, fordi jeg også tænker på Scout Niblett oven på denne åbning i skikkelse af Violet.

[Dialingleft]

Okay. Sindssyg åbner. Må med skam meddele at jeg aldrig har hørt den her plade. Og mere pinligt fordi jeg generelt har hørt Seattle galore. Så har hørt lortede liveoptagelser med Green River på skumle internetsteder, men aldrig hørt LTT. Fucking mandesvin jeg er.
Til gengæld er jeg absolut vild med den. Lyden er virkelig fed. Det er fedt at guitaren ikke har den der gibsonesque humbucker sludgede lyd, men en skarpere singlecoil lyd med mere diskant. På punk vs sab, vipper de ned mod punk (inkl præ og post) og mindre mod sabbath via Melvins. Det her lyder mere friskt i 2022, end hvis jeg hørte, lad os sige, Dirt for første gang.

Videoen er den mest halvfemsede halvfemservideo jeg har set til dato.

[Hr. Fugl]

Det er jo bare et fremragende nummer. Sindssyg vokalpræstation også. Der er også noget med lyden, noget - for at bruge et fortærsket udtryk - tidløst. I langt højere grad end de andre store fra den æra. Selv også Nirvana, vil jeg næsten mene. Og Æsmet, jeg tænker også af og til over musikåret 1994. Absurd vilde udgivelser det år jo det er en anden snak, men alene den hiphop, der blev udgivet det år, er jo helt af krogen.

[Dialingleft]

Tænk at være en 17 årig musiknørd i 1994.

[secondtoughestintheinfant]

Altså, det er jo en af de helt store plader, det her, og "Violet" er en af de helt store åbnere. Der er en blanding af vold, sårbarhed og nervøsitet i nummeret, som virker hver eneste gang, jeg hører det, selvom jeg har hørt det tusind gange. Det er også nummeret, der annoncerer over for alle dem, der ikke havde hørt (den fantastiske) Pretty on the Inside, at Courtney Love er blandt 90ernes bedste rocksangere, måske dén bedste. Hendes vokalpræstation er ekstrem og unhinged, men stadig glamourøs og smuk. I forhold til feministisk #diskurs, er det virkelig skræmmende, hvor meget Courtney Love pisser ud over alt, hvad nogen laver i dag. "Violet" har også sådan en næsten Spector-agtig pure pop-facet, der giver nummeret et skær af evighed og løfter det over mange andre ting fra samtiden (der er da også et cover af "He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)" på singlen).

[eini]

Jeg har vel hørt den her sang omkring tohundrede gange og jeg får stadig kuldegysninger hver eneste gang. Courtney Loves måde at være feministisk rockikon på er så vild, fordi der ingen defensivitet er at spore i udtrykket, heller ingen overkompensation. Hun er fuldstændig afklaret med sit sted og står fast der, inklusive alt det forlorne, gør det tydeligt og vredt og nådesløst.

'Violet' er mit yndlingsnummer på pladen (og et af mine yndlingsnumre i hele verden), men glæder mig til at nærlytte hele pladen med lidt afstand siden jeg skamhørte den for 5-6 år siden. Jeg husker det som poprocksangskrivning på et gennemgående utrolig højt niveau.

Helt bizart i dag at tænke på HVOR meget en konsensus-skurk Courtney Love var indtil for relativt få år siden. Taler selvfølgelig også ultimativt til hendes ære, selvom det fandeme må have været nederen at gennemleve.

[æsmet]

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Luka af Suzanne Vega (fordi Lemonheads lavede et cover af den sang) som en form for modstykke til Violet. Ja, eller hvor Luka går stille med dørene, så blæser Violet volden helt op i en ekstrem vrede. “Some kind of trouble late at night” bliver til et spark i røven næste morgen. Ja, det er jo nærmest som at tænde for et nummer og opleve køkkenskabet blive tømt for tallerkener og ting og sager kylet ud ad vinduet. Og den mand, der måtte have slået nogen i Violet, kan da netop være sikker på at få et helt hus over sig som modsvar. Det er lige deromkring, man tænder, føler jeg. Satme noget af en start på en plade, der hedder Live Through This. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke andet end, at når jeg nu er advaret, så kan jeg godt blive ved med at lytte. Svinet skulle tage at skride. Det var bare det.

Jeg tænker tilbage på et hus, jeg havnede i med en af mine venner (ikke Snehvide) i netop ca. 1994-95-96. Vi besøgte en fælles bekendt, der allerede på det tidspunkt var kendt for at være en slagsbror. Sikkert fordi hans storebror også var det. Nu sad vi så og besøgte lillebroren, der var alene hjemme med storebroren. Skal vi ikke bare sige, vi hørte Hole - Violet inde på lillebrorens værelse. Døren gik op og ind kom storebroren og slukkede for anlægget uden at sige et ord. Han gik ud igen og smækkede døren efter sig. Så rejste lillebroren sig fra sofaen på værelset og fandt et stort jernrør frem fra et hjørne. “Vent her,” sagde lillebroren og forlod værelset. Så hørte man jo så noget blive smadret og tumult af en anden verden. Jeg tænkte, han havde jordet det rør ned i storebrorens anlæg. “Jeg slår dig kraftedeme ihjel,” råbte storebroren nu og lillebroren kom løbene tilbage til værelset, vi to besøgende sad på. Han løb gennem værelset med sin bror i hælene, og så hoppede han direkte ud over sin altan så langt oppefra, at storebroren ikke turde hoppe efter ham. Han råbte så ud i skumringen fra altanen: “Hvis du ikke kommer tilbage, så smadrer jeg dine venner!”

I samme periode gik jeg med søndagsaviser, og jeg hørte min søsters bånd i min walkman, når jeg var ude med aviser om morgenen. Jeg kan huske en opgang, hvor en nøgen mand kom løbende ud ad hoveddøren. Musikken i ørerne var ikke høj nok til, at jeg ikke kunne høre en kvinde råbe oppe fra en altan: “Jeg slår dig kraftedeme ihjel!” Hun stod med et lille barn i sin ene arm og skreg, mens manden forsvandt over parkeringspladsen.

Jeg tror ikke, jeg lyttede til teksterne i musikken. Der skulle gå lang tid, før jeg gjorde det. Teksterne handlede nok ellers lige præcis om den slags, der foregik rundt omkring og i de små hjem. Det er jeg da ret sikker på nu. De mange liv, der leves. Må også have været hårdt for Courtney Love at få frataget sit barn, hvad? Jeg mener, man forstår vel godt frustrationen. I hvert fald en del af den.

[eini]

Er det i øvrigt Adrien Brody eller hans dobbeltgænger man ser 20 sekunder inde i videoen?

[yossarian]

Man kan måske godt indvende mod sangen og pladen at Hole lidt er en one-trick-pony, sangene er ret meget bygget op omkring quiet-LOUD-quiet-skabelonen og sangstrukturerne er ret konventionelle - men det er et virkelig fedt trick, og først og fremmest bæres sangen og pladen af at hun synger helt fantastisk.

Jeg har vel hørt den her sang omkring tohundrede gange og jeg får stadig kuldegysninger hver eneste gang. Courtney Loves måde at være feministisk rockikon på er så vild, fordi der ingen defensivitet er at spore i udtrykket, heller ingen overkompensation. Hun er fuldstændig afklaret med sit sted og står fast der, inklusive alt det forlorne, gør det tydeligt og vredt og nådesløst.

Jeg tænker måske at det også lidt er svagheden ved hendes projekt, hun er en 1:1 spejling af alle de fucked up ting hun har været ude for, og det kommer der jo ikke en-eller-anden form for forsoning ud af. Jeg er med på at ugengældt vold er et undertrykkelsesprivilegium, men i forholdet mellem kønnene fører den form for logik bare også til en spiral af hævn og gengældelse.