"Ska' det nu forestill' å være musik?" - tråden til din indre rindalist

[haile lassie]

Svingninger har jo alle dage - med god grund - brystet sig af at være et forum, hvor esoterisk nysgerrighed har siddet i højsædet. Hvad der ikke igennem årene er blevet hyldet, dyrket og dannet af eksperimenterende lyd og festivaler, som går langt ud over hvad de fleste mennesker finder lytbart. Det er jo noget af det bedste ved stedet hér.

Men jeg er vildt nysgerrig på, om ikke alle - selv de mest flippede dayan-typer - har en grænse, trods alt. Når noget bare føles for fjernt fra nogen form for nydelses- eller indsigtsfuld lytning.

Derfor denne tråd: et safe space for dig, der har stået og nikket korrekt med på diverse eksperimenterende, svinger-hypede kunstnere, men indeni har tænkt, at det da godt nok er noget krukket noget, og hvornår holdt man i øvrigt op med at skrive rigtige sange og da jeg var ung, var musik noget man kunne danse til og den slags.

Musik, der får dig til at stille spørgsmålet:

"Ska' det nu forestill' å være musik?"

[secondtoughestintheinfant]

Hvad var triggeren, der fik dig til at oprette tråden?

[haile lassie]

Dette indlæg:

Nu hører jeg så Daniel Löwenbrück, hvor jeg faldt over pladen 1800m.

Her må jeg tilstå, at det gav et sæt i rindalisten i mig. Hvad fanden er det for noget. Ti minutter med nogle klokker, der blafrer i vinden. Håber ikke, han får mere end tyve minutter til FoEG. Er det sådan noget, Syme og I andre hører i de sene nattetimer?

[00Void]

Jeg så engang, da jeg var i praktik på Jazzhouse, en eller anden rode rundt på gulvet med en tom ølkasse, hvor jeg blev nød til at skrive til min chef og opfordre ham til at fyre andreassyr som havde booket lortet.

[Ællington]

Techno.

[andreassyr]

Shit, okay, så gør jeg det.

Med min fortid på Støjrockhouse mm. ville det måske være underligt hvis jeg var Rindalist, og det er jeg da heller ikke som sådan, i hvert fald ikke i den forstand at musik per se kan blive for meningsløs eller hermetisk eller hvad ved jeg. Men pointen i sin tid var vel også snarere at kritisere hvad vi som samfund vil og bør betale for, og her er der ingen tvivl om at jeg ved flere lejligheder har siddet og tænkt at vi måske alting taget i betragtning godt kunne have sparet samfundet dén eller dén udgift. Det har dog især handlet om en given kunstners tilgang, ikke så meget til det at lave noget musik, men til hvad man kunne forvente af dem når nogen betaler temmelig mange støttekroner for at de skriver eller opfører et værk. Især - og det er ganske indlysende hvorfor dette har været en kæphest - kan det pisse mig grufuldt meget af når der ingen som helst interesse er i at bidrage til at ens værk faktisk opleves af et publikum. Ikke at man som kunstner også kan forventes at skulle være sin egen presseansvarlige, men hvis man på den ene side synes det er rimeligt at koncert- og festivalarrangører (og altså i sidste ende velfærdssamfundet) betaler ens løn, og på den anden side ville have det fint med at opføre det for ingen mennesker overhovedet, og intet har tænkt sig at gøre i den anledning, så synes jeg måske nok at man har misforstået hvad ideen med kunststøtte er. Jeg mener at kunststøtten er til for at nogen kan opleve noget kunst, ikke for at nogen kan leve af at lave kunst ud i et vacuum. Men kunsten i sig selv kan være fuldt ud lige så blæst som det skal være, så er det bare institutionernes ansvar at formidle hvad den er og gøre den interessant for et publikum. Og hvis kunsten er god og institutionen ikke er komplet ligeglad så kan man få folk til at dukke op til stort set hvad som helst.

Hvis man betaler en komponist og et symfoniorkester for at spille lyden af et træ der vælter i skoven men der ingen mennesker er i DRs koncertsal til at høre den, så mener jeg kort sagt ikke at det har lavet en lyd.

[andreassyr]

Jeg så engang, da jeg var i praktik på Jazzhouse, en eller anden rode rundt på gulvet med en tom ølkasse, hvor jeg blev nød til at skrive til min chef og opfordre ham til at fyre andreassyr som havde booket lortet.

Det var Claus Haxholm og det var en vildt god aften, selvom du hadede det hele. Det var for øvrigt samme aften hvor to af kunstnerne, jeg og emil k-s stod og snakkede efterfølgende og det viste sig at tre ud af fire ejede den samme LP med en eller anden belgisk noisefyrs spoken word-udgave af Blood Sugar Sex Magic.

[Jon A]

Jeg mener at kunststøtten er til for at nogen kan opleve noget kunst, ikke for at nogen kan leve af at lave kunst ud i et vacuum.

Det her er umiddelbart ret on point, men på den ene side er der ikke mange, der føler, de reelt kan leve af kunststøtte, på den anden er det vel også et definitionsspørgsmål, hvornår noget er et vakuum.

Sidst min indre rindalist blev trigget, var da Oren Ambarchi og Crys Cole efter ti minutters koncert satte sig til at spille rommy på Global.

[andreassyr]

Jeg mener at kunststøtten er til for at nogen kan opleve noget kunst, ikke for at nogen kan leve af at lave kunst ud i et vacuum.

Det her er umiddelbart ret on point, men på den ene side er der ikke mange, der føler, de reelt kan leve af kunststøtte, på den anden er det vel også et definitionsspørgsmål, hvornår noget er et vakuum.

Klart nok, måske det handler om at en kunstner med kunstneriske ambitioner også i min forståelse har ambitioner om at nogen hører/ser/læser hvad vedkommende laver. Og hvis man ikke har ambitioner i den retning, så synes jeg med nogen rimelighed at man kan antage at ambitionen primært er at leve af det. Og hvis man så samtidig endda har en attitude der utvetydigt udstråler at man føler sig berettiget til at kunne leve af det (efter eksempelvis at have brugt fem år på at blive en dygtig jazztrommeslager på konservatoriet eller hvad ved jeg) så begynder jeg i hvert fald personligt at tænke om ikke vedkommende egentlig ville have godt af et helt almindeligt 37 timers arbejde, i hvert fald for en stund.

[Tonic Satan]

Ham gøgleren med glasskårene. Ja, jeg sætter sgu egentlig nok grænsen et godt stykke før det, hvis nogen nu skulle være i tvivl...