Lytteklub: Progrock, klassisk æra; 1967-1975

[makrel]

Ja, forstår også godt at den får en høj karakter. Det spiller egentlig ret godt. Det er mere folket og rocket end det er progget, hvilket også er helt OK, men i kontekst til lytteklubben kan jeg godt mærke at jeg savner lidt schwung og enten noget tungere prog, eller mere florlethed i rocken. Men altså, det er jo bare mine præferencer. Er der andre en abekongen som har hørt den?

[dayan]

Omkvædet i Helena Lijepa I Ja U Kiši er tyvstjålet fra Tiny Dancer.

[makrel]

Omkvædet i Helena Lijepa I Ja U Kiši er tyvstjålet fra Tiny Dancer.

Hah! Det kan jeg godt høre nu hvor du siger det. Årstalswise kan det også lade sig gøre. Drago, for helvede!

[EHG]

Jeg er ikke nået til den endnu, men har for nylig hørt "A ti se ne daj" efter at være røget på røven over Omega (og haft lyst til at høre mere øst- og centraleuropæisk prog). Den fandt jeg temmelig middelmådig, men det skal ikke lægge Rođenje til last. Måske er den bedre.

[makrel]

Egg - The Polite Force (Deram, 1971)

Udgivet i februar 1971. Produceret af Neil Slaven. Spilletid: 42:20. Fra London, England

På albummet spiller:
- Dave Stewart / organ, piano, tone generator (4.c)
- Mont Campbell / bass, vocals, organ & piano (4.a), French horn (4.b), brass arrangement (2)
- Clive Brooks / drums

Med:
- Henry Lowther / trumpet (2)
- Mike Davis / trumpet (2)
- Bob Downes / tenor sax (2)
- Tony Roberts / tenor sax (2)

Lad os lige nappe en orgelbasker fra Egg igen. Det bliver så også den sidste med Egg. Herefter tager vi en tur med Khan - på Ernestos anbefaling. Opskriften på dette album er meget lig det tidligere Egg-album. Let psychet i udtrykket, hvilket passer perfekt til dagens vejr. I hvert fald vejret i Sønderborg.

Hvad siger I?

PLAYLISTEN PÅ SPOTIFY ER OPDATERET!

[makrel]

Khan - Space Shanty (Deram, 1972)

Udgivet 2. juni 1972. Produceret af Neil Slaven. Spilletid: 46:03. Fra Canterbury/London, England

På albummet spiller:
- Steve Hillage / guitars, vocals
- Nick Greenwood / bass, vocals
- Eric Peachey / drums

Med:
- Dave Stewart / organ, piano, (sky)celesta, marimba

I dag er det Khan-dag, synes jeg. Egg var OK, men ramte ikke rigtig plet hos mig. Derfor bevæger vi, som lovet, os til Khan og deres spacede Canterbury progger. Der står ikke så meget omkring albummet på de gængse sider andet end praise. Albummet røg under radaren i bruttolisten fordi #progrejsen ikke rigtig havde slået sine folder andet end overfladisk og meget opad Progarchives' liste. Faktisk er Khan kommet på top 50-listen i den klassiske æra i mellemtiden: Nummer 48. Albummet og bandet er som sagt en anbefaling fra Ernesto, som jeg måske skal prikke lidt til igen.

Khan udgav kun det her album, og på Hillages Fish Rising skulle flere af idéer og riffs være skrevet til en 2’er fra Khan. Det kan med lidt god vilje høres at Space Shanty er en udvikling fra Arzachel som vi hørte tidligere i klubben, der er bare mere forfinet lyd, idé og prog i Khan. Og så er det stenede hasherudtryk tonet gevaldigt ned. Det er langt mere tight i Khan. Men okay, Arzachel var også fra den helt spæde start i proggen i 1969, her er vi alligevel kommet ind i et årstal hvor proggen virkelig stikker af.

Jeg kan også høre noget alá Caravan på den her plade af og til. Nåh. Det folder sig ud ved flere lyt. Jeg har fundet en Youtube-video med to ekstranumre fra en 2004-remaster. De numre kommer ikke med på Spotify-playlisten.

Hvad siger I til Khan?

PLAYLISTEN PÅ SPOTIFY ER OPDATERET!

[EHG]

Jeg huskede den fejlagtigt som space rock, hvilket der i hvert fald ikke er meget af.
Det er næsten en prog rock masterclass. Som at høre en opsamling af alle progklubbens (engelske bidrag). De starter med tung Hammondslask ala Uriah Heep, de har det teatralske fra Van Der Graaf og King Crimson, de har stykker med jazzet magi ala Yes og Soft Machine og mest af alt træder Steve Hillages umiskendelige guitar igennem og giver den Canterburystemning. Det er måske ikke en all-time favorit progplade, men det er et oplagt sted at starte, hvis man har lyst til at høre lidt af de forskellige elementer den engelske progscene kunne byde på.

Og ja- så skulle man jo tro, at de meget forskellige elementer gjorde pladen til en værre rodebutik, men det modsatte er faktisk tilfældet. Den virker ekstremt sammenhængende og velkomponeret. En lang progrejse. Jeg er fan!

[Fisker Thomas]

Havde den engang, men solgte den, fordi den ikke rigtig appellerede.

[Enola Gay]

Jeg huskede den fejlagtigt som space rock, hvilket der i hvert fald ikke er meget af.
Det er næsten en prog rock masterclass. Som at høre en opsamling af alle progklubbens (engelske bidrag). De starter med tung Hammondslask ala Uriah Heep, de har det teatralske fra Van Der Graaf og King Crimson, de har stykker med jazzet magi ala Yes og Soft Machine og mest af alt træder Steve Hillages umiskendelige guitar igennem og giver den Canterburystemning. Det er måske ikke en all-time favorit progplade, men det er et oplagt sted at starte, hvis man har lyst til at høre lidt af de forskellige elementer den engelske progscene kunne byde på.

Og ja- så skulle man jo tro, at de meget forskellige elementer gjorde pladen til en værre rodebutik, men det modsatte er faktisk tilfældet. Den virker ekstremt sammenhængende og velkomponeret. En lang progrejse. Jeg er fan!

Jeg synes også, den er fed, selvom coveret slår et lidt for spacet brød op. Og så er det altid fedt at høre noget Steve Hillage.

[makrel]

Jeg huskede den fejlagtigt som space rock, hvilket der i hvert fald ikke er meget af.
Det er næsten en prog rock masterclass. Som at høre en opsamling af alle progklubbens (engelske bidrag). De starter med tung Hammondslask ala Uriah Heep, de har det teatralske fra Van Der Graaf og King Crimson, de har stykker med jazzet magi ala Yes og Soft Machine og mest af alt træder Steve Hillages umiskendelige guitar igennem og giver den Canterburystemning. Det er måske ikke en all-time favorit progplade, men det er et oplagt sted at starte, hvis man har lyst til at høre lidt af de forskellige elementer den engelske progscene kunne byde på.

Og ja- så skulle man jo tro, at de meget forskellige elementer gjorde pladen til en værre rodebutik, men det modsatte er faktisk tilfældet. Den virker ekstremt sammenhængende og velkomponeret. En lang progrejse. Jeg er fan!

Meget rammende. Jeg trykkede den 3 gange i går og er godt på vej igennem første lyt i dag - og jeg skal have den nappet igen. Jeg synes efter de her lyt mere og mere det lidt var sådan et album klubben havde brug for. På papiret lyder det rodet og det ellers flotte cover er lidt off, men det er virkelig en gennemtænkt og tight plade. Og hey, de har også fede looks:



Looket passer måske lidt mere på space, men bliver alligevel rettet af.

Uanset hvad, så vinder det her album mere og mere på mig, meget båret af Caravan-lyden, der flere steder lyder som In the Land of Grey and Pink. Det har en meget tiltalende proglyd, og så er de forskellige frie/solostykker et virkelig godt afbræk når det har tendenser til at blive lidt for bluesy.